1,1 billion Euro udpumpet til opkøb af Euro-landenes statsgældspapir

1,1 billion euro eller knap 8,2 billion kroner ekstra i omløb.

Statsgældspapirer er statsobligationer, der er rentebærende gældsbreve på staten/staterne solgt i ind- og udland for at udligne underskuddet på staternes finanser – forbrugte offentlige udgifter sammenlignet med de indkrævede skatter og afgifter. Når obligationerne sælges indkradses midler svarende til underskuddet.

Med ECB Præsident Mario Draghi’s beslutning overtager EU 1,1 billion euro af Eurolandenes gæld – herunder en del af Grækenlands. Samtidig sendes 1,1 billion euro ud i omløb først til de, der afstår statsgældspapirerne, senere til hele økonomien.

Når der bliver flere euro i omløb falder euroens kursværdi. Nu kan der ske ét af to: Med en lavere euro-kurs kan eurolandenes producenter eventuelt sælge nogle flere varer ud af Euroland og derved få trukket realøkonomien opad. Men med lavere eurokurs vil de, der agerer på finansmarkedet, måske netop afstå euro, når de konstaterer den falder i værdi. Herved forlader mere kapital Euroland og placerer sig, hvor forholdene er gunstigere for finansinvesteringer eller for investeringer i realøkonomien, og der bliver derfor mindre samlet at investere med i euro.

Mainstream-medierne holder altid virkningerne i det finansielle system og virkninger i det reale system – det sidste med beskæftigelse og indkomster – langt fra hinanden i deres såkaldte redegørelser. Et eksempel her er rentens påvirkning af pengeudstedelsen. Renten er ligegyldig for det reale system, uanset den snart er negativ, så længe intet i realsfæren er fordelagtigt at investere i og papirgældens papirer skabt af politikerne er altdominerende som investeringsobjekter. Lånerenten er ligegyldig, så længe lønomkostningerne er nærmest eneafgørende for om der investeres i realøkonomien.

Med flere euro i omløb sælges der mere inden for Euroland til landenes egne borgere. Det får varerpriserne til at stige, og det kan mærkes blandt de borgere, der ikke synes at have fået mere til rådighed af købekraft. Det kan nemt føre til lønkrav og dermed lønstigninger. Denne affødte virkning er meget uheldig, fordi med højere pengelønninger bliver det endnu vanskeligere at sælge varer til eksport. Og så svækkes realøkonomien yderligere.

Hvad med gældsposterne: De er blot blevet flyttet til samlede Euro-system. Det hele er begyndt med at politikerne har afholdt flere offentlige udgifter end det er lykkedes for dem at indkræve i skat. Denne trafik plejer at gøre politikerne mere populære og desuden er det en gammel fastholdt løgn fra 1930’erne, at vi bliver ‘rigere’ og ‘mere levedygtige’ af at bruge mere end vi har og låne resten.

At Euro skulle stå for prisstabilitet er nu blevet meget tvivlsom påstand. At de Syd- og Østeuropæiske Euro-lande hilser betalingsmiddel-udpumpningen velkommen er et varsel om til de øvrige lande, at de sandelig skal løfte og (sågar) løftes samtidig i samlet flok af ingenting, uanset hvem der har skabt det tunge læs af statsgæld, der er reelt nok. Borgerne i Finland, Sverige og Danmark skal, når den tid kommer, indfri græske, italienske og spanske politikeres overforbrug udover de indkrævede skatter. Det er realiteten i en enhedsstat, der udskyder og forværrer i en tom bobbel af et papir-regimente.

Supplement: https://transeurabia.wordpress.com/2015/01/20/vil-ecb-saette-nominalokonomien-i-gang-pa-tordag/

http://www.lilliput-information.com/economics/vaekst.html