Danmarksindsamlingen er ideologisk projekt

Danmarksindsamlingen er ren pengeillusion lige som en hel del andet. Penge er ikke andet end noget man kan skabe sig ret til og købe for, whisky, våben og andet. Det er foretagsomhed der mangler. Eksempelvis den svenske Nobelpristager professor Gunnar Myrdal og den franske forfatter Jean-Jacques Servan-Schreiber (‘Den Globale Udfordring’) for at nævne et par stykker fra 1970’erne har redegjort for dette noget nært endegyldigt. De var oven i købet en slags socialister. Og det er meget uheldigt at kronprinseparret fører an i et så kontroversielt projekt.
Lad mig tage et helt banalt eksempel, der ikke har så meget med verdensmagten som sådan at gøre i hverken form eller indhold, men det er dog symptomatisk : Globalisering. Når verdenstoppen mødes og debatterer dette eller tilstødende emner og beslutter, er der altid kæmpedemoer uden for mødestedet. Her må jeg beklage at globaliseringen mest skyldes konkurrence og teknisk udvikling, som ingen bestemt side har ansvaret for, og på møderne forsøger Vesten mest af alt at beskytte sig selv mod det værste og måske falsk-mildne det værste i lav-IQ-områderne, der ikke er med i konkurrencen. Lad mig for en sikkerheds skyld i denne forbindelse fremhæve at begrebet kapitalisme – der i øvrigt ikke er nogen isme – er opfundet af Karl Marx for at have en passende antipol til sit ideologiske lykkeland. EU ville for ikke længe siden for eksempel afgiftsbelægge sko fra Kina – jeg ved ikke om det skete, men det er latterligt. Demonstranterne ved topmøderne er af den klare opfattelse, at mødedeltagerne er skyldige i udviklingen – jamen, det er skrivebordsbureaukrat-generaler, der deltager i møderne; det magter de slet ikke. Så kan man sige meget om ulandshjælp – det meste af det er aldeles nyttesløst, medens demonstranterne dyrker deres Ipad og seneste modetøj til tilbudspris flikket sammen i Pakistan; det drejer sig mest om at finde passende budskaber på nettet, der klinger godt i øregangen.
Samtidig sidder der en negerlæge med sin generator og skal vælge mellem strøm til køleskabet med medicinen eller lys, så han kan læse sine journaler og dygtiggøre sig, fordi der ikke findes et kraftværk i hans land, og ligeledes samtidig med at Vestens højtlønnede ulandskonsulenter mæsker sig i whisky på bl.a. den britiske ambassade i Happy-Hours – jeg har mødt flere af dem. Herhjemme klynker vi over, at polakkerne søger hertil – dermed være ikke sagt at disse 1/2* knap 50 mill., der er uden arbejde i Polen på nogen måde skal lukkes ind på pendler-social-dumbing – men det skyldes altså vore skattevelfærdsforhøjede lønninger – det ligger uden for debat. Så kan vi forhindre med forbud, told og afgifter, så verdenshandelen formindskes yderligere. Der findes ikke noget der kan benævnes retfærdigt på verdensplan, fordi lov og ret begrebsmæssigt er snævert knyttet til nationalstaten. Man kan have sine følelser, falske eller ægte, om såkaldt globaliseret retfærd og bidrage efter egne ønsker af egen lomme til hvad som helst, navnlig hvis man er i den ende hvor samvittighedskvalerne uovervejet vejer tungest sammen med skatterne. Men forlange at tredjemand skal bidrage af egne eller af skatteinddragede midler, fordi hylekoret skriger op uden at bruge hjernen; det er hyklerisk.
Så kan vi gå til de konkurrerende ideologier til globalismen, der er lige så åndsforladte, men selvfølgelig brugbare i overtalelsen:
Thomas Robert Malthus, suggests that for most of human history, income was largely stagnant because technological advances and discoveries only resulted in more people, rather than improvements in the standard of living. Malthus became widely known for his theories about change in population. His ‘An Essay on the Principle of Population’ observed that sooner or later population will be checked by famine and disease, leading to what is known as a Malthusian catastrophe. John Maynard Keynes var meget optaget af Malthus. Denis L. Meadows m.fl. så i 1972 på ressourcernes endeligt i ‘The Limits To Growth’ som afslutningen på et projekt for MIT og skrevet for Romklubben og for de røde i 1970-erne. Så kom ‘Mankind at a turning point’ som en opfølgning herpå. Heri stilles bl.a. planlagt chockterapi for samfundene i udsigt (EU bidrog med del heraf for bl.a. landbrugerne). Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TV interview – den sidste bog var dog for aktivt oplysende om initiativtagerne bag alt det fæle, og forsvandt fra boghylderne i en fart.
Siden hen kom andre ideologer, der troede på lignende eller supplerende ideologier – fordi forvirrede hjerner uden absolutter naturligt genererer et behov for orden, så kan denne orden i grunden lige så godt være totalitær som noget andet, for så får man da et holdepunkt: Menneskeskabt klima, der er rent fup. Og det er endog grundigt afsløret, men kun med virkning for engelsklæsende, der ikke er bestukket til at medløbe og/eller eftersnakke, og det er en meget lille andel her i landet, når vi, vel at mærke, samtidig kun medregner dem, der tør åbne munden. Det betyder ikke noget, om det er afsløret, hvis 60-70 pct. intet ved og affinder sig med ideologien, der stødt roligt infilterer alt i medierne, og/eller lader den være deres virkelighed under ‘demoen’. 
Det er som oftest noget med størrelsesforholdene, og at det næsten altid drejer sig om noget på kloden som helhed; det er næsten alle ideologiers udgangspunktet (alene denne betragtning lokker til forpligtelser for tanken), der betager og forblinder folk og ubefæstede sjæle, fordi de fleste ikke kan forestille sig endsige blot tegne sig tankebilleder heraf ved relevante sammenligninger med noget umiddelbart begribeligt, og det river dem så med på ideologien uden logisk tænkning.
Det er smart, og initiativtagerne er kolde og beregnende. 
Et eksempel: I Afrika bor cirka 1 mia., men Afrika er rent faktisk meget tyndt befolket, fordi verdensdelen er enorm stor. Befolkningstætheden er rent faktisk 3,8 gange større i Danmark. Jeg har ikke kendskab til feasability studier af hele verdensdelen Afrika uden for ørknerne. Det synes afgjort snarere at være afrikanerne, der ikke gør det muligt at komme ind på noget, der ligner en opdyrkning/udvikling, som i flere andre verdensdele, og Vesten bidrager kun med at holde dem i live – det er ravende vanvid. Om det overhovedet er et udbredt ønske blandt afrikanerne at udvikle verdensdelen kan vi heller ikke vide. Blot at holde dem passivt i live med Vestens midler er latterligt og har kun til formål at nedbryde Vesten yderligere med f.eks. falsk skyldfølelse.
Et andet eksempel kunne være udtørrede oliekilder i Arabien, der afgjort være en fordel for europæerne og USA, også for håndbolden. Uden indtægter og infrastruktur i området kan vi måske se hen til at at komme af med immigranterne, der stammer fra området, der uden olie vil syne hen til det det ellers er.
Ja, der kan siges utroligt meget om al det der, men det er sjældent kendsgerninger, der bringes, og det kører altid i det globale og meget lange fremtidsperspektiv. Thomas Robert Malthus (1766–1834) bringes fortsat på banen af især den modne elites håndgangne og deres eftersnakkere. Men hvad fanden, Jean-Jacques Rousseau’s (1712-1778) idiotiske samfunds- og f.eks. ditto børneopfattelse fra 1700-tallet fandt først rigtig indpas 200 år efter hans død på det europæiske fastland, hvor det også er gået støt tilbage siden. Rousseau ligger i forlængelse af den klassiske humanismes hang til at skrive flot uden at interessere sig synderligt for indholdet. Han var fader til mindst tre børn med forskellige kvinder. Børnene endte på en parisisk børneinstitution, et vajsenhus, hvor den skotske økonom og filosof David Hume fandt dem og tog dem i privat pleje.  
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s