Konkurrencen ramte en samfundside – den lider af det endnu

Globalisering er omgjort til ideologien globalisme

Når man samler penge ind til Afrika er det ren pengeillusion. Penge er ikke andet end noget man kan skabe sig ret til og købe varer og tjenester for, eller købe whisky, våben eller andet for. D.v.s. politikere mener sig berettiget til at beordre penge trykt.
Man kan give penge eller varer og tjenester til andre, som de kan forbruge. Erhvervsevnen og andet hørende til et samfunds sammenhængskraft fremmes ikke af gaverne.

I Afrika er det primært foretagsomhed der mangler, hvis forholdene skal væk fra sygdom, sult. Eksempelvis den svenske Nobelpristager professor Gunnar Myrdal hævdede at den vestlige ulandshjælp i næsten alle tilfælde fører til større økonomisk ulighed og spolerer alle målene hermed. Og den franske forfatter Jean-Jacques Servan-Schreiber (‘Den Globale Udfordring’), der forudsætter nogle af Vesten styrede teknologi-spring i Afrika for fødevarer og medicin med modydelsen (afrikanerne skal modtage undervisning og uddannelse). Blot for at nævne et par stykker fra 1970’erne, der har redegjort for dette noget nært endegyldigt. De var begge oven i købet en slags socialister.

Lad mig tage et helt banalt eksempel, der ikke har så meget med verdensmagten som sådan at gøre i hverken form eller indhold, men det er dog symptomatisk : Globalisering. Når verdenstoppen mødes og debatterer dette eller tilstødende emner og beslutter, er der altid kæmpedemoer uden for mødestedet. Her må jeg beklage at globaliseringen mest skyldes international konkurrence og teknisk udvikling på verdens plan, som ingen bestemt side har ansvaret for skabelsen af og som ingen kan skærmes imod med andet en tvang.

På verdenstopmøderne forsøger Vesten mest af alt at beskytte sig selv mod de værste effekter af den internationale konkurrence og måske falsk-mildne det værste i lav-IQ-områderne, der ikke er med i konkurrencen.

Lad mig for en sikkerheds skyld i denne forbindelse fremhæve at begrebet kapitalisme – der i øvrigt ikke er nogen isme – er opfundet af Karl Marx for at have en passende og behændig antipol til sit ideologiske lykkeland – socialisme.
EU ville for ikke længe siden for eksempel afgiftsbelægge sko importeret fra Kina – jeg ved ikke om det skete, men det er latterligt.
Det bliver spændende ved næste finanskrise, der hver gang skabes af de uansvarlige politikere ved pengeudstedelse (som de selv lever fedt af og lader befolkningen lide under med stagflation og statsgæld), at se om ikke man vil forsøge at bilde os ind, at det er ’kapitalismen’ og bankerne, der har spillet fallit.

Demonstranterne ved topmøderne er af den klare opfattelse, at mødedeltagerne og dem de arbejder for er skyldige i udviklingen – jamen, det er skrivebords-bureaukrati-officerer, der deltager i møderne; det magter de ikke. Så kan man sige meget om ulandshjælp – det meste af det er aldeles nyttesløst, medens demonstranterne dyrker deres ipad og seneste modetøj til tilbudspriser produceret i Pakistan og Sydkorea; det drejer sig mest om at finde passende budskaber på nettet, der klinger godt i øregangen.

Samtidig sidder der en afrikansk læge med sin generator og skal vælge mellem strøm til køleskabet med medicinen til patienterne eller lys i de mørke timer, så han kan læse sine journaler og dygtiggøre sig, fordi der ikke findes et kraftværk i hans land, og ligeledes samtidig med at Vestens højtlønnede ulandskonsulenter mæsker sig i whisky og cocktails på bl.a. den britiske ambassade i Happy-Hours – jeg har mødt flere af dem.

Herhjemme klynker vi over, at polakkerne søger hertil – dermed være ikke sagt at disse 1/2* knap 50 mill., der er uden arbejde i Polen på nogen måde skal lukkes ind på pendler-social-dumbing – men det skyldes altså vore skattevelfærdsforhøjede lønninger kombineret med det ideologiske ligheds-syndron, der i virkeligheden kun fører direkte til ulighed m.h.t. finansieringen – det ligger uden for debat. Så kan vi forhindre med forbud, told og afgifter, så verdenshandelen formindskes, og indkrasserne af told og afgift kan mæske sig.

Der findes simpelthen ikke noget der kan benævnes retfærdigt på verdensplan uanset snakken om menneskerettighederne, der er verdsligt religiøse teser mest styret af FN, der nu også vil have udskiftet befolkningerne i Europa. Det er hvad der sker uden europæerne sætter sig imod. Lov og ret er begrebsmæssigt snævert knyttet til nationalstaten. Man kan have sine følelser, falske eller ægte, om såkaldt globaliseret retfærd og bidrage efter egne ønsker af egen lomme til hvad som helst, navnlig hvis man er i den ende hvor samvittighedskvalerne uovervejet vejer tungest sammen med skatterne.

Men kan ikke som andenmand forlange at tredjemand skal bidrage af egne eller af skatteinddragede midler til førstemand, fordi hylekoret skriger op uden at bruge hjernen; det er hyklerisk. Det er hvad der sker i virkeligheden.

Så kan vi gå til de konkurrerende ideologier til globalismen, der er lige så åndsforladte som alle ideologier, men selvfølgelig brugbare i overtalelsen:

Robert Malthus (1766-1834) hævdede, at verdensindkomsten i det meste af menneskehedens historie stort set er stagneret, fordi de teknologiske fremskridt og opdagelser kun resulterede i flere mennesker, og ikke i forbedringer i levestandarden. Malthus blev kendt for sine teorier om ændringer i befolkningen i begyndelsen af 1800’tallet. Hans ‘Et Essay om Befolkningens Principper’ observerede, at befolkningen i forvejen vil blive kontrolleret af hungersnød og sygdom, hvilket fører til, hvad der er kendt som en Malthusian katastrofe.

John Maynard Keynes, som blev efterkrigstiden verdslige apostel i økonomi, var meget optaget af Robert Malthus. J . M. Keynes’ mest effektfulde budskab til efterkrigstiden er: ’Offentligt og privat forbrug skaber vækst, beskæftigelse, indtjening og rigdom’. Rigdom blev naturligvis i stedet til statsgæld, stagflation (nedgang og inflation) med flere sat uden for arbejdsmarkedet i den indtjenende sektor.

Denis L. Meadows m.fl. så i 1972 på ressourcernes endeligt i ‘The Limits To Growth’ som afslutningen på et projekt for MIT og skrevet for Romklubben og til de røde i 1970’erne. Så kom ‘Mankind at a turning point’ som en opfølgning herpå. Heri stilles bl.a. planlagt chockterapi for samfundene i udsigt (EU bidrog med del heraf for bl. a. landbrugerne). Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TV interview – den sidste bog var dog for aktivt oplysende om initiativtagerne bag alt det fæle, og forsvandt fra boghylderne i en fart.

Siden hen kom andre ideologer, der troede på lignende eller supplerende ideologier – fordi forvirrede hjerner ’uden gyrokompas’ og uden nogen historieindsigt naturligt genererer et behov for orden, så kan denne orden i grunden lige så godt være totalitær som noget andet, for så får man et holdepunkt: I dag er alt globalt suppleret med menneskeskabt klima, der er rent fup. Og det er endog grundigt og dokumenteret afsløret, men kun med virkning for engelsklæsende, der ikke er bestukket til at medløbe og/eller eftersnakke, og det er en meget lille andel af ledende her i landet, når vi, vel at mærke, samtidig kun medregner dem, der tør åbne munden. CO2 skaber ikke temperaturstigninger, temperaturstigninger skaber derimod CO2 i atmosfæren. Primært (mere end 99%) stammer fra forrådnelsesprocessen fra døde dyr og planter. Vulkansk aktivitet spiller med, og desuden trækker højere temperaturer enorme CO2-mængder op fra havene, hvor de kan være ophobet i dybderne i utallige år.

Peter Kurrild-Klitgaard: Varmere luft, smeltende gletsjere, store vandstigninger. Fusk, sjusk og skandaler i kø – når ideologi, pseudo-videnskab og særinteresser blandes sammen til en farlig cocktail.

Peter Kurrild-Klitgaard, debat@berlingske.dk Torsdag den 28. januar 2010, 22:30 (linket dertil naturligvis fjernet):
“Konsensussen om klimakrisen har det ikke så godt, som den har haft det. Først var det den såkaldte »Klimagate«-sag, som fik en del omtale i efteråret 2009: E-mail korrespondance lækket på internettet viste, at en række fremtrædende britiske klimaforskere har bedrevet forskning på en måde, der næppe kan kaldes videnskabeligt acceptabel. De afslørede e-mail viste således, at man hos forskerne vil have bestemte resultater – at der finder store klimaforandringer sted, og at det er menneskenes skyld – og at man er villige til at »nå« disse resultater med snart sagt ethvert tænkeligt middel. Man vil – med egne ord – lave »tricks« med data for at skjule, at temperaturerne ikke viste, hvad man gerne ville have.”

“Man vil udelukke forskere, der når konklusioner i strid med ens egne fra bestemte tidsskrifter, og omvendt vil man, for at »delegitimere« de tidsskrifter sådanne forskere publicerer i, målrettet underminere disses procedurer for fagfællebedømmelser. Og så vil forskerne i øvrigt – i strid med al god videnskabelig praksis – ikke offentliggøre deres egne data (selvom en del af disse er tilvejebragt via offentligt finansierede forskningsbevillinger). Alt i alt adfærd, der er i strid med enhver anstændig videnskabelig praksis, fordi hele forestillingen om, at der kan nås objektive videnskabelige resultater, baserer sig på, at andre kan efterprøve påstande…”

“Idet det skal bemærkes at der knap nok findes nogen større autoritet på havenes strømme og niveauer end Nils-Axel Mørner, professor emeritus ved Stockholms Universitet. Han var i mange år ordførende for den Internationale Union for Quaternary Research (INQUA) Commission on Sea Level Changes and Costal Evolution (forskning kvartærtiden d.v.s. nutiden)”.

[…]

“Til slut refererer han til IPCC’s fusk med data. Når man ikke kunne finde nogen almindelig hævning af niveauerne, tog man resultatet fra Hongkong Havn til indtægt for at “justere” alle andre værdier. Der var niveauet steget 2,3 mm/år. Men målestationen var placeret på opfyldningshavneplads. Det er velkendt at sådanne synker noget sammen de første tiår…”

Det betyder ikke noget, om det er afsløret, hvis 60-70 pct. af befolkningen intet ved og affinder sig med ideologien, der stødt og roligt infiltrerer alt i medier og institutioner, og/eller lader den være deres virkelighed under ‘demoen’. Det er som oftest noget med størrelsesforholdene, og at det næsten altid drejer sig om noget på kloden som helhed; det er næsten alle ideologiers udgangspunkt (alene denne betragtning lokker til forpligtelser for tanken), der betager og forblinder folk og ubefæstede sjæle (‘uden gyrokompas’), fordi de fleste ikke kan forestille sig endsige blot tegne sig tankebilleder heraf ved relevante sammenligninger med noget umiddelbart begribeligt, og det river dem så med på ideologien uden logisk tænkning.

Det er smart, og initiativtagerne er kolde og beregnende og kender hovedpartens forhold til tal og størrelsesforhold. Et eksempel om størrelsesforholdene: I Afrika bor cirka 1 mia., men Afrika er rent faktisk meget tyndt befolket, fordi verdensdelen er enorm stor. Befolkningstætheden er rent faktisk 3,8 gange større i Danmark. Jeg har ikke kendskab til feasibility studier af hele verdensdelen Afrika uden for ørknerne. Det synes afgjort snarere at være afrikanerne, der ikke gør det muligt at komme ind på noget, der ligner en opdyrkning/udvikling, som i flere andre verdensdele, og Vesten bidrager kun med at holde dem i live – det er ravende vanvid. Om det overhovedet er et udbredt ønske blandt afrikanerne at udvikle verdensdelen kan vi heller ikke vide. Blot at holde dem passivt i live med Vestens midler er latterligt og har kun til formål at nedbryde Vesten yderligere med f.eks. falsk skyldfølelse og nu med masseindvandring.

Et andet eksempel kunne være udtørrede oliekilder i Arabien, der afgjort ville være en fordel for europæerne og USA. Uden indtægter og infrastruktur i området kan vi måske se hen til at komme af med immigranterne, der stammer fra området, der uden olie vil syne hen til det det ellers er fra naturens hånd.

Der kan siges utroligt meget om udviklingsmønstre, men det er som påvist sjældent kendsgerninger, der bringes, og det kører altid i det globale og meget lange fremtids-perspektiv.

Thomas Robert Malthus (1766–1834) bringes fortsat på banen af især den modne elites håndgangne og deres eftersnakkere.

Jean-Jacques Rousseau’s (1712-1778) idiotiske samfunds- og f.eks. ditto børneopfattelse fra 1700’tallet fandt først rigtig indpas 200 år efter hans død på det europæiske fastland (med reformpædagogerne eller pædagogikken for børn og andre), hvor det også er gået støt tilbage siden. J-J. Rousseau ligger i forlængelse af den klassiske humanismes hang til at skrive flot uden at interessere sig synderligt for kendsgernings-indholdet. Ord og ordmageri, der også sendte Hellas og det første demokrati til undergang. J-J. Rousseau var fader til mindst tre børn med forskellige kvinder. Børnene endte på en parisisk børneinstitution, et vajsenhus, mens faderen turede rundt i Europa. Den skotske økonom og filosof David Hume fandt børnene i Paris og tog dem i privat pleje.

Da ingen andre danske medier eller blogge bringer denne information, ville det være fremmende om du sendte den til dine kontakter:

Foreslå dette indlæg til dine kontakter

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s