Europas velstand og velfærd

Europas velstand og velfærd
– ikke elitens historie version
Af J. E. Vig

Foretrækker du pdf-file: http://www.lilliput-information.com/Historien-bag-Europas-velstand-og-velfaerd.pdf (fuld version)

Foreløbigt indhold:
Europas seneste historiske udvikling: 4

Hvad der rent faktisk skete med økonomien i Danmark 1960-2005: 7

Hvordan begyndte indvandringen til Danmark: 11

Generelle udvikling i 1920’erne og nu: 17

Går vi 40 år frem fra 1944, så kan vi se noget af systemets virkemåde: 21

Hvad ville man have uden den personlige indkomstskat?: 28

Reaktioner på pengeplanerne og handel med fjenden uden offentlighedens viden: 34

Det er gået meget tilbage med mentaltilstanden: 41

Forholdsregning: 51

Uvidenheden og svækkelserne udnyttes straks af medierne: 51

Nogle kendsgerninger om forskellighed: 53

Tre illustrative eksempler fra virkeligheden i gammelverdenen:54

Ad menneskeskabte klimaændringer a propos Solen: 57

Fra produktion til spekulation: 67

Relativ sandhed ramte demografitoppen og Danmarks Statistik: 67

Resultaterne af Danmarks Statistiks fremskrivninger er lidt tragikomiske: 70

Status efter vort seneste ajourføringer af den forventede udvikling: 80

Historieløst samfund byggende på skattefinansieret velfærd, men uden indtægter: 81

Central dansk bannerfører fra midten af 1990’erne: 96

Hvad danskerne mente for 20-25 år siden: 103

Integration er noget vrøvl: 106

To generationer tabt – historien bag: 110

Inklusion sender fra sommeren 2014, de retarderede og psykisk handicappede ind i folkeskolen: 113

Indvandringen øges fortsat fra lav-IQ-nationer: 116

Velfærd, indvandring og real vækst: 119

En rigtig røverhistorie fra den virkelige, men politisk ukorrekte verden: 125

Når Fanden bliver gammel, …. går hun i kloster – hemmelig rapport fra Bazar Gellerup: 128

Socialminister Karen Jespersen besøgte Århus i 1998: 133

At der satses på fred kan man nemt blive tvivl om: 134

Finanskriser i international målestok kan standses: 135

Menneskeskabte klimaforandringer: 139

Det globale Netværk: 141

Europa drives til Selvmord: 153

EU planlagt fra begyndelse at blive en forbundsstat: 160

Tilbage til den ideologiske EU-konstruktion: 166

I 1995 med en enkelte tilføjelse i 1999 skrev jeg om udviklingen set fra Danmark: 167

Europa tæt på bankerot 2015 uanset indvandringen og med en uegnet Euro-valuta: 171

Euro kan blive Unionens endeligt: 172

Sprogligt dominerende styrer udviklingen – med retorik, der også lagde Hellas øde: 177

Reelle valutakurser og statsgælden bestemmer: 181

Kapitalisation og historiske gentagelser: 185

Bilag: Virkelighedsnær placering af det private, begrænsede selskab der drives ud i det ekstreme: 192

Index: 196

Kilder: 197

Europas seneste historiske udvikling:
Europa ved et vendepunkt. Et århundrede med tre verdenskrige. Den sidste førtes i de fi-nansielle og mentale systemer i det 20. århundrede inden den fortsatte i den fysiske ver-den i det 21. århundrede. Først en mystisk verdenskrig imod terror, der ikke lader sig be-kæmpe reelt, så måske en frontkrig? Verdenskrigen begyndte officielt den 11. september 2001. Et Europa i 1950’erne og 1960’erne med en velstandsfremgang uden sidestykke i historien og for så vidt ej heller i fremtiden.
Integrationen af Europa-staterne var for “Freden i Europa”,”for Økonomien”, ”for Land-bruget”. Det var Sovjetunionen også. Hitler, Alexander den Store, Napoleon, Filip den An-den og Cæsar lovede noget helt tilsvarende. Virkeligheden viste sig at være det modsatte af det proklamerede. Kendere af historien vil vide, at ingen union er blevet skabt uden krig.
Hvis blikket kastes på andre sider af udviklingen end de formelle europæisk-politiske med alle dens ord, planer, beslutninger, indretninger, gøremål og især billeder, som borgerne dagligt bombarderes med, vil et mere sandt billede tone frem.
Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet priser højt. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magtha-vere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i kon-flikten, der opstod. En uddannelseseksplosion i Nordeuropa førte 50-60% af en ungdoms-årgang i 1990’erne til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukr-atiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne, eller snarere kampen mod kund-skaberne…?
Danmark forgår lige som ”Deutschland Schaffts Sich Ab” . Ikke således at formen på sunde og bælter vil ændre sig væsentligt, men i den forstand at landet forstået som en i hovedsa-gen homogen nationalstat i løbet af højst 25 år fra dags dato (8. december 2015) vil være u-kendeligt for en voksen nutidsdansker. Enhver vågen dansker kan i dag se, at dette virker sandsynligt, hvis de nu herskende tendenser får lov at fortsætte. Følger man de officielle beskrivelser af landets/samfundets forhold, der stadig findes – ganske vist i stadigt aftage-nde kvalitet – vil man ikke være i tvivl om, hvor det med matematisk sikkerhed bærer hen for landet. Hvordan kunne det gå sådan, ende så galt?
”Skulle målet være at få udbredt eurosystemet også til Mellemøsten og Nordafrika, kan vi være helt sikre på, hvad den topstyrede og selvvalgte tyske dødsmarch sigter på, i alt fald ender med: At fjerne de rige olielandes hegemonia af både USA og Europa netop via en ku-nstvaluta, der selvfølgelig udkonkurreres af dollaren”

“Den, der kender sandheden, og ikke
lader den komme frem – han er i
sandhed en ynkelig pjalt.”
Willi Senff
Er dit hjerte fuldt, så brug din hjerne.
Jørn E. Vig

Udviklingen i almindelighed går ikke efter en voksende, ret linie eller en anden voksende kurve mod noget bedre over tiden. Den er mere bestemt af menneskelivets udvikling over leveårene for individerne, samfundene af eliternes temmelig konstante karrierelængder og af civilisationernes op- og nedture, der følger heraf.
For ens egen udvikling er det under den nuværende elite værd i vor civilisation at bestræ-be og udfordre sig selv fra de tidlige barneår. Udfordringer gives ikke meget i nutiden (2015), derfor må hver enkelt udfordre sig selv i tide. De fleste topper mentalt ved alderen omkring tredive år , så man skal begynde i tide.
For 2.200 år siden bestemte Arkimedes kuglens rumfang (til 4/3•p•r^3 uden integralreg-ning, der letter sagerne betydeligt). Grækeren Erathostenes kunne for 2.252 år siden med en vinkelmåler se, at Solens stråler ramte præcis lodret ned i en brønd i Syene ved det nu-værende Asswan ved midsommer. Alexandria ligger 800 km nord for Syene på omtrent samme længdegrad. I Alexandria målte Erathostenes året efter ved midsommer at Solens stråler ved en lignende brønd afveg 7,2 grader fra lodret. Derefter meldte Erathostenes, at Jorden havde en omkreds på 40.016 km, og at Jordens radius – om man forudsatte Jorden var kugleformet – var 6.366,2 km. 1500 år senere ’var jorden flad’ i følge de øverste. I dag (ca. 750 år mere ) har vi tilsvarende ’menneskeskabt klima’ for at samle magten i toppen.
Statsgælden med kollaps har udviklet sig mindst et par gange tidligere her i landet, 1923 hvor vi var tæt på. Bankerot er den danske stat i alt fald gået før, under Erik Menved, der døde 1319, under Frederik III i 1660 og under Frederik VI i 1813, og gældssaneringerne var alt andet end behagelige. Den under Erik Menved fik hans efterfølger Christoffer den An-den ganske uretmæssigt hovedansvaret for: Den finansielle grundhistorie gentager sig me-re eller mindre åbenbart; men kun fordi vi ikke har måttet lære af den. Det er fordi det pas-ser de øverste bedst, der satser på gentagelser, men også på af de menneskelige egenska-ber, der ikke har ændret sig med de seneste 2.500. Det er nemmest og mest sikre for ma-gteliten med gentagelser. I dette og det 20. århundrede er det således blevet mere tys, tys, når der f.eks. laves statsgældssanering. Statsgældens udvikling kunne passende fylde en re-degørelse for sig.

TRO KAN FLYTTE BJERGE, MEN IKKE SÅ MEGET I VOR TID, FOR DET TAGER SIN
TID – TROEN PÅ VERDENS SELVUDNÆVNTE FORVALTERE BLIVER PARADOKSALT
NOK STÆRKERE END MANGE KENDSGERNINGER HVER ENESTE DAG, INDTIL
KENDSGERNINGERNE SOM ALTID TAGER OVER FOR EN STUND, OG INDEN ET
FORNYET TILBAGEFALD PÅBEGYNDES.

Begivenhederne i Tyskland fra sommeren 2015 gav de europæiske seere nogle få glimt af begyndelsen af ’folkevandrings-tsunamien’, fortrinsvis billeder af børn og forældre og mest mange fupoptagelser, der blev afsløret på bl.a. Youtube. Det drejede sig for firs procent om mænd i alderene 15-35 år, og atter firs procent, der i følge Eurostat, det tyske indenrigsmi-nisterium og den tyske efterretningstjeneste ikke stammede fra det medie-udtåbte, krigs-hærgede Syrien, men fra Balkan, Tyrkiet, andre steder i Mellemøsten, Nord- og Central-af-rika, og bl.a. Iran, Irak, Afghanistan og Pakistan. Senere løj de om disse kendsgerninger. Når de statsstyrede medier over hele Europa tier om den fortsatte tilstrømning af gennem-snitligt 10.000 til Tyskland dagligt, går 70-80 procent af borgerne på mediernes forudbe-regning ud fra, at tilstrømningen er ophørt (november 2015). Der var ikke noget om til-strømningsproblemerne på TV bortset fra modstanden i Ungarn indtil ultimo oktober. Se-erne ved ikke at medierne styrer staterne eller at medierne er styret af staterne, hvilket går ud på ét og det samme, da eliten begge steder tilhører samme pack.
Genforeningen af Tyskland viste sig på topplan af være det gamle DDR’s overtagelse af hele Tyskland med en Forbundskanzler Angela Merkel, der tidligere var DDR-propagandafunk-tionær i STASI sekunderet af tidligere præst i DDR præsident Joachim Gauck. ’Islam ge-hört zum Deutschland’ var parolen fra Merkel og eliten, på gadeplan blev det hævdet at gæstearbejderne havde genopbygget Tyskland efter krigen. Det var selvfølgelig ren propa-ganda fra top til bund.

Hvad der rent faktisk skete med økonomien i Danmark 1960-2005:
Udgangspunktet for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og im-port i et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre ressour-cer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for fortsat produkti-onsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til økonomisk stabilitet hører formuedan-nelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, sikring af fortsat økonomisk vækst, for-skning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage samfundsborgerne alvorligt.
Mere end 60 pct. af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gø-remål og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle være arbej-dsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan hæves mere, og statsgæl-den samtidig knap 10-dobles. Der har været et iøjnespringende misforhold mellem mono-polsektoren og produktionssektoren, og det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærdsservice i ældresektoren, som det er blevet foreslået centralt. Det er noget an-det.
I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærds-kommissionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25 pct. af den samle-de arbejdsstyrke. Hertil kommer 662.951, ledige, udstødte eller førtidspensionerede, d.v.s. ca. 25,6 pct. af hele arbejdsstyrken i 2011. D.v.s. mere end halvdelen er sat udenfor eller sat til at undervise, pleje eller omsørge.
Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgæn-gelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort 1960-2005, endog målt ved andelen det optager af den samlede (tredoble-de) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for produktivitet (præstationer i forhold til forbruget af ressourcerne) og for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).
Sådanne og lignende beregninger betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på nationalitet og oprindelse med udgangspunkt i politiets korrekt registrerede kriminelle gerninger og Danmarks Statistiks fejlagtigt beskrevne befolkningsforhold. Det kan dog ikke helt undgås, at der lidt falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-tek-sttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de vi-deregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985 til 1995. Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at af-dække. 11. april 2005 oplyste TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der under-viser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på lærersemi-narierne, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene natur-fag og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen 2006.
Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskri-velser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på op-rindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurere, også i Vel-færdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgænge-lige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. øko-nomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. perso-naleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt, at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.
Vi fik tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel over 65 år og en impor-teret gruppe indvandrere, der gennemsnitligt bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle kontanthjælps-klienter er indvandrere, selvom de udgør indvandringerandelen 14,5 pct. af befolkningen. I forhold til deres befolkningsandel belaster de således 40/60:14,5/85,5 = 3,9 gange mere. I fremtiden vil misforholdet, og det er muligt med de ignoranter, der repræsenterer de be-sluttende, blive endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højtek-nisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere. Det fremgår tydeligt af ’Europa drives til Selvmord’ kort refereret fra side 120. Heri gennemgås perspektivet for Norge, Tyskland og Det forenede Kongerige byggende på respektive kor-rektioner af landenes befolkningsopgørelser.
Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, ligger det fast, at der er sket en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre u-den en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.
Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal forestille at læse Vel-færdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb . Det er også muligt, at det i begyndelsen gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejds-styrken og i beskæftigelsen . Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den så-kaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét ar-bejdsliv med 68-erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.
At overse det skæbnesvangre i :
1. Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,
2. alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen af-skaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. Lov (Bistandslov), der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed. Langt det meste af substansen kan ikke afprøves ved en dom-stol.
3. man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet. Herved kunne skatteprovenuet fakti-sk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),
4. fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, fal-det fortsatte i alle 1970’erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæf-tigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.
Ad 1, september 2012: Største tilgang til de videregående uddannelser nogensinde i år, meldtes det i september. Det er udpræget en positiv-nyhed i medierne, og guder må vide hvorfor. Resultaterne af uddannelserne er større og større ledighed, mere udstødelse eller tilskudsjob som gadefejere o.lign. Statens uddannelsesplanlægning er fuldstændig blevet tilsidesat eller kørt af sporet igennem to generationer – herunder inddragelsen af det pro-ducerende arbejdsmarkeds behov for arbejdskraft. Der findes end ikke forsøg på efterspø-rgselprognoser på denne del arbejdsmarkedet. Således har unge mennesker i alderen 15-18 år skullet orientere sig efter ”deres virkelighedstræge mestre” i folke- og gymnasie-skoler-ne. Med gratis, frit valg på hylderne har det ikke overraskende ført til, at det, der er brug for til sikring af landets erhvervsmæssige fremtid, ikke findes, i modsætning til næsten alt andet . Politikerne få ad denne vej gemt deres kæmpeproblem af vejen på uddannelsesop-bevarings-hyldefagene. PISA og ledighedsvæksten blandt nyuddannede afslører resulta-terne.
Fertilitetsfaldet var ”velfærdsarkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne; og det hele 1.-4. gjorde/udnyttede ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.
Elitens alarmklokker lød, da vi gik i bund og fik den indtil da laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste af initiativtagerne begribe, at en va-rigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. den skattefinansierede velfærd og andet offentligt forbrug på længere sigt, uanset livstids-betragtningen – med mange servicekrævende ældre og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne. At vi også som folk ville uddø, hvis det fortsat-te havde de færreste nok i tankerne. Men planerne mere søgte end som så blandt de øver-ste, der bestemt ikke er placeret i Christians Hoppeborg.
1983 åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650. 000 – 775.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af kontanthjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyg-gerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”. Skattegrundlaget var eneafgørende for eliten.
Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna eller afkastet fra den danske model. ’Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken? ), der, skulle det vise sig, kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 eller 4’ (?)

Hvordan begyndte indvandringen til Danmark:
Udviklingen blev forudsagt i Vendsyssel Tidende 19-01-1975 med
’En indvandring, som udhuler danskheden’
Tidligere forlagsredaktør, tidl. assisterende presse- og kulturattache i Paris og dansk re-præsentant i Unesco J. Stenberg-Rasmussen har sendt os dette indlæg:
For nogen tid siden sad jeg på Christiansborg og talte med en folketingsmand . Vi talte om rigets almindelige tilstand, og det har jo længe ikke været fornøjelig underholdning, men det blev i ganske særlig grad foruroligende, da han i samtalens løb udtalte: “Der går en lin-je fra bestræbelserne på at mindske det danske fødselstal mest muligt ved hjælp af piller, aborter m.v., over forsøget på at ødelægge dansk ungdom med narkotika og videre over in-dkaldelsen af titusinder af asiater og andre for os vildfremmede folkeelementer, til et sni-gende halvt hemmeligt arbejde her i folketinget på at gøre det lettere at opnå dansk ind-fødsret. Formålet er at skabe grundlag for en fuldstændig omstyrtelse af det danske sam-fund og rive dets rødder i den historiske fortid over.” (min kursiv)
Hvad folketingsmanden der sagde, ligger nær op ad og bekræftes i ikke ringe grad af, hvad der allerede længe har kunnet anes i København. Der er ikke mere entydigt en dansk, nor-disk eller blot europæisk by, men frembyder et nærmest halvasiatisk befolkningsbillede, og det er vitterligt, at de fremmede trods arbejdsløsheden ikke sendes hjem, men tværtimod bliver flere, samtidig med, at arbejdsløse danskere i hundredvis må søge arbejde i udlan-det.
Hvor mange fremmede, her faktisk er, har ingen rede på. Myndighederne har for længst indrømmet, at de ikke mere har kontrol over dem, og det er umiddelbart iøjnespringende, at det i sig selv enorme tal på ca. 60.000 (Bemærk: i 1975!), der er seneste officielle opgø-relse, ligger endog meget langt under virkeligheden. Til dette kommer, at folketinget er ved at gøre det til vane uden offentlig debat hvert halve år at give udlændinge i tusindvis ind-fødsret efter blot fem-seks års ophold i landet, og der virkes for at give dem, der endnu ikke har fået dansk statsborgerskab, kommunal stemmeret på grundlag af deres blotte tilstede-værelse.
Alt dette tyder virkelig på, at vi, så godt som uden at nogen blot få snese kilometer fra Kø-benhavn har anelse om det, er stillet over for den største folkelige og nationale fare, vi har kendt i vor historie, en udfordring så truende, at det slesvigske problem i sammenligning aldrig har været andet end lidt splid i familien. To gange har vi sagt nej til at få Sydslesvig tilbage med den begrundelse, at vi ikke ville have mindretalsproblemer i landet. Dette sta-ndpunkt kom under den anden verdenskrig til at koste adskillige dansksindede livet, men i dag er Danmarks politiske ledelse åbenlyst rede til at lade et gigantisk mindretal af histo-risk, kulturelt, religiøst og racemæssigt vildfremmede folk, hvoraf for øvrigt kun en ringe del har noget som helst med begrebet “arbejdere” at gøre, sætte sig fast i landet. Sker det, så overgår der os en national katastrofe, som efter al erfaring er uoprettelig. Derfor må det danske folk forlange af sine politikere at blive gjort nøje bekendt med, hvad det er her fore-går, og det må stå uafviseligt klart, at hver enkelt af os har ret og pligt til at øve direkte ind-flydelse på afgørelsen af, om Danmark også i fremtiden skal være en folkelig enhed, eller vi og vore efterkommere herefter skal strides om hjemstavnsretten i landet med et mindretal på flere hundredetusind mennesker, der er os så fjerntstående, at de aldrig vil kunne glide umærkeligt ind i det danske samfund. (citat slut)
Kun et fåtal blev inviteret, mange kom af egen drift som gæstearbejdere, siden hen kom fle-re til som familiesammenførte, efter ægteskab med danskere eller som “flygtninge”. Da Da-n¬mark i de glade 1960’ere red på velstandsbølgen, var det god tone at låne og bruge penge. Statsgælden var dog langt under 10 mia. kr., mod i dag mere end 70 gange større. Det er den produktion, der skal dække den ind ikke. Resultatet var, at produktionen ikke kunne følge med. Virksomhederne havde ikke den nødvendige arbejdskraft. Derfor begyndte er-hvervslivet at ansætte udenlandske arbejdere. Primo 1972 var her 25.322 gæstearbejdere.
“Undersøgelse har taget sit udgangspunkt i 145 gæstearbejdere fra Tyrkiet, som i 1969/70 bosatte sig i Danmark. Familiesammenføringsregler, giftermål og fødsler har resulteret i, at de 145 gæstearbejdere efter 20 år udgør en befolkning på 1.824 personer”. (Fra presse-meddelelse af 16/10 1990 vedrørende undersøgelsen “Familiesammenføringen i Ishøj – i går, i dag, i overmorgen” ). “Holbæks ca. 40 “gæstearbejdere” fra 1968-70 tæller foreløbig ca. 525 tyrkiske statsborgere og ca. 15 med dobbelt statsborgerskab ultimo 1980’erne. De fordeler sig på tre generationer. Den årlige tilvækst er p.t. ca. 12-15 nye ægtefæller, 20-24 nyfødte og tre-fire 17-18-årige unge fra Tyrkiet”. (Skolekonsulent Eva Eilstrup, Jyllands-Posten 17/5 1990) Arbejdsgiverlobbyen: Oprindelig rejste disse “gæstearbejdere” ind i lan-det som turister. De blev, som en virksomhedsleder sagde til bladet “Arbejdsgiveren” (nr. 11, 1970), rekrutteret ”i porten”. Havde man først ansat én, kom resten af sig selv. Dette var en ønskesituation for arbejdsgiverne – og en kilde til bekymring både hos fagbevægelsen og den socialdemokratiske arbejdsminister. LO-formanden, Thomas Nielsen, sagde lige ud til LO-bladet (26/4 19 73), at vore problemer jo ikke ville blive løst ved at få fremmed ar-bejdskraft ind til at klare de uhumske jobs. Og de økonomiske eksperter nærede heller in-gen illusioner. I statens såkaldte “Perspektivplan II” fra 1973 siges ligeud, at de samfun-dsmæssige omkostninger ved en fortsat import af udenlandsk arbejdskraft på længere sigt ville overstige den merproduktion, disse fremmedarbejdere ville skabe.
Arbejdsgiverne kæmpede imidlertid for at bevare de frie forhold. For som en vicedirektør i Arbejdsgiverforeningen sagde til foreningens blad (nr. 9, 1971), så ville vi gå nogle år i mø-de med “kolossal” mangel på arbejdskraft (Mit: “netop året efter startede masseafskedi-gelserne rundt om og så kom oliekriserne”). Og vi behøvede, sagde han videre, ikke gøre så meget socialt for gruppen af helt unge gæstearbejdere. For de ville være lette at kom-me af med, hvis der skulle opstå arbejdsløshed.
“Det kan man kalde fremtidsforskning, der vil noget, eller løgn efter behag”. Gæstebudet slutter ikke: I 1973 kom så den såkaldte krise (krise er pr. ordets definition noget varighe-dsbestemt!), og selv om Arbejdsgiverforeningen fortsat udsendte optimistiske toner om be-hovet for at beholde gæstearbejderne, blev der formelt indført “indvandringsstop”.
Man kunne have troet, at gæstearbejderne herefter ville få inddraget deres arbejdstilladel-ser, efterhånden som de udløb. For der var nu rigelig dansk arbejdskraft at få. Sådant skete i de fleste andre lande indtil da, når der blev arbejdsløshed. Men i Danmark skete intet. Formentlig har ingen villet påtage sig ubehagelighederne ved at sende gæstearbejderne hjem. Måske var det arbejdsminister Erling Dinesen, der lod sig kue af undervisningsmi-nister K. B. Andersen. Så de fik lov at blive. Ja, de fik oven i købet samme sociale- og ar-bejdsløshedsmæssige rettigheder som danskere. Og i de følgende år gled flere og flere af dem over på arbejdsløshedsunderstøttelse. Det samme skete i Tyskland. Belastningen på de tyske offentlige budgetter fra den primære tilstrømning (1960-1980) og efter nedgangen for miner og stålværker satte ind i 1970’erne, blev de tilstrømmede blev hængende på de offentlige tyske budgetter .
Tilsyneladende var ingen opmærksom på, hvilken attraktion de danske social- (eller vel-færds-) systemer har for mennesker fra de lande, hvor overbefolkning og nød florerer. En dansk arbejds- og opholdstilladelse er et enestående aktiv for dem. Hjemme på ferie, i bre-ve og i telefon fortalte de også om paradiset i Nord. Derfor kom der flere og flere herop – nu dog fortrinsvis gennem “familiesammenføring”, der samtidig blev indført nærmest ad bagdøren.
Men der var lagt yderligere i kakkelovnen: I 1983 vedtoges den skæbnesvangre udlændin-gelov (under en såkaldt borgerlig regering), der udvidede indtil flere danske loves jurisdik-tion (lovenes virkefelt) til at gælde for hele verden, for udlændingeloven med omvendt be-visbyrde, så danske myndigheder derefter skulle bevise, at udlændingene ikke havde ret til at få fast ophold og med opholdsansøgernes ret til at blive i landet, medens deres ansøgni-ng behandledes. Og var/er de endelig afvist bliver de her nu med myndighedernes billigel-se og kan arbejde og opholde sig, hvor de vil med eller uden lov. Det er realiteterne. Dermed er Danmark ikke længere at betragte som en retsstat.
En dansk studiegruppe med bl. a. Albertslunds senere skoledirektør, Yvonne Svendsen, be-søgte midt i 1980’erne Tyrkiet. De fik i det tyrkiske udenrigsministerium klar besked om, at den tyrkiske udvandring til Europa ikke kun var nogle fattige arbejdsløses ønske om at få arbejde. Men at den var begyndelsen på en plan om at opbygge tyrkiske kolonier i de eu-ropæiske værtslande. Mere brutalt sagt: udvandringen fra Tyrkiet skulle danne basis for en genoprettelse af Det Osmanniske Rige.
For at dette kunne ske, ønskede Tyrkiet at fastholde udvandrere som tyrkiske statsborgere selv i sjette generation. Udvandrede tyrkere måtte derfor ikke frasige sig deres tyrkiske sta-tsborgerskab. Og de skulle fremdeles hente deres ægtefælle i Tyrkiet, så tyrkisk sprog og kultur fastholdtes i de udvandrede familier. Udvandrerne skulle også fortsætte med at af-tjene deres værnepligt i Tyrkiet og aflægge troskabsed til den tyrkiske stat. Intet under at den såkaldte integration går trægt.
Denne studiegruppes oplysninger dannede sammen med indvandringens statistiske kends-gerninger baggrunden for den rapport, den senere amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmu-ssen, skrev som formand for Socialdemokratiets indvandrerudvalg. Hvis Socialdemokrati-et sidst i 1980’erne havde vedtaget en indvandrerpolitik på grundlag af Vibeke Storm Ras-mussens rapport, havde Poul Nyrup måske været statsminister og Mogens Lykketoft uden-rigsminister den dag i dag.
Men sådan gik det ikke. Tværtimod havde rapporten nær spoleret Vibeke Storm Rasmus-sens politiske karriere. Rapporten lagde jo op til en socialdemokratisk indvandringspolitik, der ikke svarede til de fordomme om indvandringen, som Svend Auken, Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Torben Lund plus hele det sammenspiste kleresi af halvintellektuelle køben-havnske verdensforbedrere nærede…”
Om Danmark opløses som nationalstat afgøres ikke ved et folketingsvalg. Og ingen på Chr-istians Hoppeborg har noget sige hinanden på. De var lige gode om det. Præcis som i den tyske Forbundsdag.
Den ‘kære vicedirektør’ i Arbejdsgiverforeningen (jfr. ovenfor) har givet ikke nået i sit liv at læse, hvad Velfærdskommissionen refereredes for i Børsen den 1. december 2005: Desvær-re er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukor-rekte formål med en vis effekt, fjernes de: For flere detaljer om fordelingen: http://www.fm.dk/~/media/publikationer/imported/velfaerdskommissionen/2005/fremtidens-velfaerd-og-globaliseringen_oplaeg.ashx?la=da
Man kan sammenholde underskuddet for en ikke-vestlig 2,6 mill. side 26 med undersku-ddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssyste-met. Underskuddet refererer til skatteindbetalingerne sat op mod udgifterne ved velfærden for gennemsnitsindividet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskom-missionen. Indvandrerne under ét konsumerer 40 pct. af velfærden i Danmark, d.v.s. de er som gruppe gennemsnitligt 3,3 gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammen-ligning med en dansker i gennemsnit. De ikke-vestlige er 3,47 gange dyrere.
M.h.t. til kriminaliteten ser vi også en faktor 3 gange eller mere. I alt 5 gange flere mand-drab og forsøg på manddrab over 20 årsperioden 1985 til 2005. I 1967 var her 34 mand drab og forsøg på manddrab, jfr. Statistisk Årbog 1969, tabel 275, i 2005 var 219. D.v.s. mere end 6 gange så mange på 38 år. Tilmed steg voldskriminaliteten fra 2006 til 2007 med 23,8 pct., mens danskernes antal gik ned, som antallet i øvrigt er gjort siden 1980.
Primo 2016 hævdede Mette Frederiksen (S) pludselig én enkelt gang i opposition, at Vibe-ke Storm Rasmussen faktisk havde ret i slutningen af 1980’erne.

Generelle udvikling i 1920’erne og nu:
Når bortses fra indvandringen kan den generelle udvikling pludselig blive styret af kends-gerninger for en tid, hvorefter forfaldet fortsætter efter sædvanen. Det er hvad erfaringen har vist sker nogle gange i historien. Det bygger ikke på viden, det kunne også blive ander-ledes. De menneskelige egenskaber har ikke ændret sig de seneste 2.500 år, selvom de na-turligvis er afskaffet pr. ikke-udtalt, men underforstået politisk korrekthed. Så et tusind- årsrige bliver det regime, som vi er havnet i igen, ikke i følge de almindelige regneregler. Grådighed, magtbegær, selviskhed, løgn og alt det andet, valgflæsk og overbudspolitik uan-set skatternes bæredygtighed. Regning på statsgældens udvikling, der følger heraf i Euro-pa og her viser sig at have betydning som årene går. Denne udvikling foregår ikke i en kort-bølgebevægelse, som forventningsskabende medier ellers lader os forstå. Det er derimod fortrinsvis de politikerfremkaldte bølgebevægelser (mest benævnt konjunkturer sat i gang af politikernes frembragte underskud på de offentlige finanser og pengeudstedelse), der netop fører til statsgælden. I privatsfæren er regelen den, at når långiverne kan udregne, at debitor ikke kan skabe indtægter, der er tilstrækkelige til at mere gæld kan afvikles, så sta-ndser långivningen. Om ikke en naturlov, så en kendsgerning, der ikke levner megen plads til fortolkning, for det er i regelen et ret enkelt regnestykke.
Det samme gælder også for stater og for mere eller mindre føderale sammenslutninger af stater. Det er ikke noget nyt. Der til kommer de fleste stater m. v. , men højest én gang i et individs levetid med de styrende, der naturligvis også repræsenterer de uforanderlige men-neskelige egenskaber. Det viser den overleverede erfaring. Man lærer ikke om statsbanke-rotten ved oplevede gentagelser. Her kræves lidt historisk viden, som man nu har sikret sig er afskaffet blandt de unge, der kommer til i dag.
Statsgæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grå-dige, fagforeninger ligeså, men statgæld og national gældsætning, inflation, deflation el-ler massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjene-stemænd, som klogelig lever af og bruger instrumenter til netop at nå til sådanne tilsta-nde, spiller med.
Og det sidste kan ikke diskuteres, for det bygger lige så lidt på teorier som 2-tabellen. Det sker for det meste højest én gang i en gennemsnitlig levetid i samme land (så der er ikke mange muligheder for at forberede sig på det, hvis man ikke kender historien), og det bli-ver meget værre denne gang, især fordi ét nyt blandt flere elementer er bragt ind. Det hele skyldes i bund og grund især menneskets egenskaber, når den underliggende moral og etik går fløjten fra toppen af og nedefter, vel at mærke.
Danmark var i Mellemkrigstiden (1918-1940) sat i skyldnerkategori med Etiopien, som dengang benævntes Abessinien. Alle europæiske lande var som nu stærkt gældsatte. Blandt de nordeuropæiske lande var Danmark dog helt enestående gældsat.
Allerede i 1925 havde en dansk rigsdagsmand og nationaløkonomiprofessor L. V. Birck skrevet et stort værk om staternes gæld. ’Europas Svøbe’, var titlen på bogen, der i detaljer gennemgår statsgældsafhængighedens tilblivelse og udvikling gennem tiderne i de enkelte nationer.
Jeg skal ikke her gå i mange detaljer om mellemkrigstidens økonomiudvikling i Danmark og Europa, som inspirerede Birck til at advare; eller i alt fald til at fortælle det, der skulle fortælles. Da Laurits V. Birck så skriften på væggen, han blev forbudt (trods løfte om det modsatte) at offentliggøre bedragerierne om Landmandsbankens krak i 1923. Det skal lige nævnes, at denne lille episode såmænd blot var en detalje i et langt større internationalt sammenbrud, byggende alene på bedrageri. Kreditorer, deres stikirenddrenge, regerings-politikere og embedsmænd i særdeleshed, kaldte sig ansvarlige, og havde ganske rigtigt og-så ansvaret.
Professor Lauritz V. Birck levede og virkede netop på den tid. Birck søgte sandheden i alt, hvad han skrev og udtrykte og var utrolig produktiv, samtidig med professorhvervet fik han opgaven at tage sig af opgøret efter Landmandsbankskandalen, der førte til en indtil i dag hemmeligholdt betænkning – trods officielle løfter til L. V. Birck om offentliggørelse af betænkningen, så gentagelser kunne forebygges i fremtiden. Men sandheden fremgik af betænkningen og fortrinsvis småbønder og husmænd kom til at betale for lakskoenes dans på de bonede gulve for summer, der tålte sammenligning med hele landets betalingsmid-delmængden, der var i omløb på den tid.
Vi havde f.eks. nationalbankdirektør ved Den Første Verdenskrigens udbrud, Marcus Ru-bin, en radikal historiker, der i 1891 bl.a. skrev: ”…tåber i Danmark og folk uden indflydel-se håber på en Genforening (1920).” og “I Danmark har man nu indregistreret 1864 som et historisk, endeligt faktum”, skrev Marcus Rubin også. Marcus Rubin spillede en ikke ube-tydelig rolle i Landmandsbank Krakket/Skandalen 1923. Eneste brugbare kilde til den u-fattelige skandale, der sammen med en skæbnesvanger fejlfinansiering af de danske om-kostninger ved verdenskrigen, der lagde Danmark på bankerottens rand i 1923, findes på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/. Der har vi et førstehåndsvidne til begivenhederne som kilde.
Nationerne forsøgte tilsyneladende at få det bedste ud af den forfærdelige, generelle situa-tion i Europa skabt af vold imod sandhedens økonomiske love , og det internationale sam-arbejde blev til sammenbrud og krig. Intet tyder indtil nu på, at historien ikke gentager sig i en eller anden version, for vi har ikke fået lov at lære af den; derfor har vi heller ikke fjer-net “de ansvarliges” dårlige indflydelse.
Professor L. V. Birck skrev i 1922:
“Vi lever i en verden, hvor ‘statsmaskinen’, som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svæ-kket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Ø-strig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er be-tænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen in-fluerede stat for at tage magten selv . I De Forenede Stater er konflikten imellem det poli-tiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsident-valg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: oligarki betyder fåmandsvælde). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut fra: “Danmark og Ver-denskrisen”).
Professor L. V. Birck skrev ligeledes for mere end en menneskealder siden: “Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet.”
Når gentagelsen er ved at være godt i gang, så vil troen blandt de uvidende igen florere. Hvad vil der nu ske? Der vil højest sandsynligt ske det, der plejer at ske.
Pengesystemet blev ødelagt før og under krigen. En international værdimålestok sluttende med Fælleserklæringen af 21. april 1944 efter den såkaldte guldmøntfods endelige afgang som internationalt værdimål. Denne fælles erklæring var fælles mellem U.S.A. og Storbri-tannien, selvom der stod i forordet, at Norge og andre små lande var enige heri. Det var som det nævntes, ikke et færdigt system, men blot en oversigt over nogle af de vigtigste ret-ningslinier, forlød det fra pressen.
Systemet bliver selvfølgelig aldrig færdigt, som vi skal se…., før et nyt med flere rænker og afpasset efter tiden og magthavernes i alt væsentligt hemmelige strategiplaner er fa-stlagt.
Det blev dog både til et såkaldt udlignings- og statslånesystem med sidstnævnte i en ho-vedrolle. Den amerikanske plan nærmede sig den engelske, da Verdensbanken kom ind billedet. Resultatet blev en enorm international kreditudvidelse. Det er ikke svært at gætte, hvilket land der blev det dominerende i handelen og kreditgivningen efter krigen. Amerikansk handels-imperialisme. Den kunne være realiseret med Keynes-planen i en me-re central rolle også.
De kunstige trick-valutaer i White-planen (mere herom side 32) eller falske penge var væk i første omgang. Valutakurserne skulle udtrykkes i guld, selvom indskuddene kunne være lokal valuta. Hovedopgaverne var at yde banklån via noget, der skulle være en clearings-fond, men samtidig havde de en bank – en Verdensbank i reserve uden nævneværdige re-server . Den skulle ‘få lavet’ nogle flere lån især til de mest kredithungrende og mest kre-dituværdige. Man kan have mange andre fine hensigter: Nationerne skulle stille sikke-rhed, intereksperterne blot formidle, rådgive og koordinere imellem låntager og privat a-nonym interbank og “de nationale garanter.” Sammenlign med EU’s lån til de østeuropæ-iske lande cirka 60 år senere på side 121, sidste afsnit.
Går vi nu 40 år frem fra 1944, så kan vi se noget af systemets virkemåde: Brasilien og Ar-gentina kastede deres usigtsløse gæld på de amerikanske skatteborgere i 1983 under slet skjulte argumenter om dette og hint fra interbanker/-intereksperterne. Polen gik samme vej, da jerngrebet tilsyneladende blev sluppet derovre. Nu venter vi bare på resten af Euro-pa. Så kom Sverige og Færøerne. Derefter fulgte Sovjet, Japan, Argentina (sidstnævnte i-gen) og Tyrkiet. Mexico ligeså i januar 1995. Her måtte de amerikanske skatteydere punge ud, de tyske skatteydere ligeså. Og så bliver alting så godt. Journalisten på CNN tvivlede gudskelov tydeligt på, at andre end bankerne vandt ved det. Stort set ingen andre medier har behandlet noget om disse hændelser med andet end notitser/ultrakorte indslag på vore himmelstrøg. Den finansielle side, der hører til enhver økonomisk disposition taler altid sit enkle, tydelige sprog. “Derfor skal vi ikke trættes med disse uhyre komplicerede ting”.
Lån og lån og så lån. ”På langt sigt er vi alle døde” kunne en ærlig præsentation have inde-holdt. Denne formulering ville i øvrigt have været i fuld harmoni med John M. Keynes’ sæ-re betragtninger, og i øvrigt en frase Keynes selv anvendte.
Man skal forstå, at tidens løsen dengang som nu er at pumpe penge ud i systemerne og la-de dem opbruge der, for så blev/bliver vi alle så rige, ja, selv de mindst kreditværdige. De mangler blot kapital. Selv den konservative cand. polit. i Folketinget Frank Dahlgaard kø-rte på dansk videre med denne melodi (sidst hørt ved hans foredrag på Frihedsbrevets årli-ge frokostmøde i Nyborg i 1995 og 1996). Når det kneb med argumentationen, henviste han blot til den nyligt pensionerede professor. dr. polit. Anders Ølgaard og til ligeledes pensionerede (nu afdøde) nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Som om det skulle hjæl-pe. De er og var alle ansat til at tjene den herskende Münchhausen-myte , der går ud på, at fortælle “om rytteren, der blev hængende i sumpen med sin hest. Så kunne rytteren trække både sig selv og hesten op ved at trække sig selv i håret”. Sidste sætning er den kor-teste ikke-matematiske udlægning af den i Europa fortsat (delvis) herskende keynesianske eller ny-keynesianske vrøvlevise. I de senere år har man presset meget på for at få kommu-ner og amtskommuner til låne også, selvfølgelig mod statsgaranti, og det vil sige på statens, eller rettere borgeres vegne enten de nulevende eller de fremtidige generationer. Det er i øvrigt der-for statsgaranti altid anses for det sikreste. Her sendes hæftelsen i arv til efter-kommere, der aldrig er blevet spurgt.
Birck skrev i ‘Verdenskrisen og Danmark’ i 1922
Kan man forestille sig, staten kan forpligte alle kommende generationer med sine sinds-syge dispositioner i den nuværende indretning, eller det gør eller kan den måske slet ik-ke?
Man skal ikke glemme, at nogen forventes at opsamle den modstand, der måtte opstå, når der skaltes og valtes med forholdene for at konsolidere og udbygge egne positioner. Indtil videre er denne opsamling foretaget af de samme magthavere, der hver gang forstår at cen-tralisere magten yderligere.
Bogen “Aktuelle Økonomiske Spørgsmål”, udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 be-handler emnet Keynesianisme eller New Economics på dansk.
“Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og næsten uden omkostninger”, er tryllefor-mularen. Desværre kører mange vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. Der kom-mer dog heller ikke andet fra himlen, end nedbør, lyn og velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles, penge kan ikke. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester. Fremstilles der bare pengemidler i ét væk, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset hvad man måtte have læst hos Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det hjæl-per heller ikke at henvise til socialisten John Kenneth Galbraight, der er en anden af J. M. Keynes’ epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som tidligere EU-Kommi-ssionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have Tilskuds-Europa. Dette er en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat, svarende til den Tyskland nu er endt i.
På linie med Indre Missions hang til skylden og marxisternes had til kapitalen, er der folk, der lige så ivrigt foragter rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kun-ne forlange af dem og vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplysning i ordets bedste betydning har længe været tiltrængt. Det er især utroligt – hvis man ikke har gjort sig klart, hvem der styrer – at vore medier har overset den verdensomspændende kollaps, der truer med at standse alle finansieringsaktiviteter i verden for en tid og sende tusindvis af banker til bankerot. Statsgældsætningen er den bagved liggende årsag, der har kunnet finde sted i al ubemærkethed. Renten er derimod blevet alt for høj, men det skyldes inflation, stats-gæld og i øvrigt skattereglerne. Renten holdes af samme grund og p.g.a. kapitalflugt kun-stigt nede.
Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man ikke ligger inde med værdier i en pas-sende form til det formål, man vil forsøge at forfægte nu, så kan man låne. Her for skal man så betale lidt ekstra tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne ha-ve investeret værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den desværre; men det går dog snart ud over selvstændigheden, for staten kan ikke betale uden at øge skatterne. Det er selvsagt uklogt at låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det koster at låne de værdier, som lånesummen repræsenterer.
Den danske stat får ikke meget ud af – taber på – at investere det lånte i bureaukrati og kon-trol af alle undersåtterne. Demokratiet er blevet til i bedste fald et medie- eller skindemo-krati, idiokrati eller de dummes diktatur efter min vurdering. Mest med løgn og humbug.
Kører det i stor målestok med ufordelagtige investeringer, bliver der (rent økonomisk) nemlig inflation og høj rente, så ingen salgbar produktion efterhånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere – ikke formyndere -, som ikke kan og ikke kun ønsker at udnytte taburetterne til egen fordel som nu.

Den personlige indkomstskat:
Har gennem tiderne været sat til at løse alt for mange opgaver – især for politikerne med den skjulte skat via inflation. De af opgaverne, der ikke direkte var overflødige eller opga-veløsningerne skadelige, var så mange og så forskellige, at den personlig indkomstskat ik-ke var instrumentet, der var brugbart.
En personlig indkomstskat med progression – d.v.s. stigende skatteprocent ved højere ind-komst er én af opgaverne, der er blevet markedsført helt forrykt. Der har altid været tilsva-rende progressive stigende skattefradrag for de højere indkomster, med det resultat at pro-gressionen man hævdede at køre med i skatteskalaen, alligevel ikke var gældende i virke-ligheden. Ville man have lavet progression, kunne man have givet finansierede tilskud på ufravigelige tildelingskriterier i stedet.
Man har hævdet at den progressive indkomstskatteskala tjente fordelingsmæssige hensyn. Det er ikke sandt, som vi netop har redegjort for. Så har de henvist til indkomstskatten som et konjunkturregulerende instrument. Det sidste er det rene vrøvl, fordi de såkaldte konjunkturer fremkaldes i det alt væsentlige af de samme politikere, som efterfølgende hæ-ver indkomstskatten eller måske sænker den lidt, når konjunkturen vender nedaf. Vi har lige netop set en konjunktur med fordobling af boligejernes nominelle formue på blot fem år under finanskrisen. Bemærk, hvorledes det løb ud i sandet, som alt andet kunstigt og ef-terfølgende gør det hele meget værre.
En personlig indkomstskat er skat direkte på arbejdsindtægter, og det medfører at indko-mstskatten begrænser efterspørgslen efter mere arbejde og virker voldsomt opildnende på initiativerne til at flytte virksomheder til landet. Desuden, globaliseringen tilskynder i ø-vrigt til at flytte indkomsterne til lande med foruden lavt lønniveau også lav indkomst- og selskabsskat – det er netop hvad der sker og skete i Irland, da indkomstskatten nedsattes ganske betydeligt. Den irske skattesats nedsattes fra 53% i 1986 til dens nuværende 35%. Det har ført til en stadigt voksende opgang i velstanden med i gennemsnit 5,6 % i gennem-snit pr. år i de sidste to tiår, medens antallet af jobs er steget med mere end 50%. På knap 18 år er Irland sprunget fra en 22. plads til en 4. plads i OECD’s velstandsrating. Irland re-ducerede ikke landets sociale velfærdsgoder. Tværtimod. Den vækst uden noget fortilfæl-de førte til en stigning i skatteprovenuet og dermed også i de sociale udgifter.
Den personlig indkomstskat har givet et provenue til finansiering af de offentlige udgifter – et kæmpeprovenue. Det provenue eller et mindre kunne let hentes via upersonlig propor-tional kildeartsbeskatning (d.v.s. samme procent og altså uden progression) eller blot ved at de offentlige udgifter finansieres direkte over pengepolitikken.
De kan ikke vurdere ejendommene, så et nogenlunde ensartet vurderingsniveau for ejen-dommene med henblik på den beregnede ejendomsskat er resultatet. De kan ikke anskaffe tog eller edb-systemer i noget ministerium eller direktorat fra nogen monopoludbyder, u-den at lortet bryder sammen, er ubrugeligt fra begyndelsen eller umiddelbart herefter. De kan ikke undtage udenlandske selskaber eller udenlandske enkeltpersoner fra dansk ud-bytteskat af aktieudbytter, uden at de lader sig snyde og bedrage af forbrydere med friske og fyndige fejludbetalinger gennem 10 år, og modtagerne kan de efterfølgende ikke kan finde. De kan ikke indkradse skattegæld, så indkradsningen forløber rettidigt efter en fast-lagt rykkerprocedure. Man ansætter 1000 nye medarbejdere til 7,5 mia. kr. pr. år for at så-kaldt omkalfatre hele told og skat. Man skulle afskedige dem allesammen.

Hvad ville man have uden den personlig indkomstskat?:
Politikerne ville miste ét af deres midler til at skabe inflation, der er skjult skat (og det er nok det værste for politikerne!!). Skatteborgerne ville ikke blive foregøglet, at de højere indkomster betalte relativt mest til finansieringen af de offentlige udgifter. Der ville ikke længere være behov for at opgøre den personlig indkomst til skatteformålet – jamen, hvad ville det ikke betyde for embedsmænd m.v., revisorer og advokater? En langt lavere skatte-sats (20% brutto f.eks.) og reducering af den indenlands virkende moms mindst til det eu-ropæiske niveau i almindelighed vil øge produktionen så meget, at provenuet via de ekstra skatte- og afgiftsindtægter via elasticiteten i samme ville indbringe nok til at dække finan-sieringsbehovet. Ingen skattefradrag. En ren bruttoskat.
Vi var nået der til, at produktiviteten i Danmark var faldende i både 4. kvartal 2007 og i 1. kvartal 2008, da de fortsat ved slutningen af seneste finanskrise skreg i mainstreammedi-erne om det modsatte, og så er det i øvrigt en tand værre end det berettes i mainstream-medierne, fordi nationalregnskabet i tillæg fejlopgøres i Danmark.
Det var ikke tilfældigt at Milton Friedman (hvorom der er skabt de utroligste myter; han er monetarismens skaber; de måtte tildele ham Nobelprisen i 1976 efter hans 19 A4-siders oplæg) og Mogens Glistrup (“den tidligere danske samfundsfjende nr. 1” par excellence) slog til næsten samtidigt. Det skal understreges, at monetarismen blot er et opgør med key-nesianismen (John Maynard Keynes’ økonomitankegang, der for meget længe siden har spillet totalt fallit). Om styret i landet skal præges af SF eller Venstre er ligegyldigt i hense-ende til monetarismen. Monetarismen er en ganske anden måde at styre økonomien realis-tisk og mere ærligt på. I sidste ende kommer den kun borgerne til gavn.
De områder, vi kan enes om, og som forvaltes bedst i fællesforbrug, skal så drives i fælles-skab, men aldrig uden at opkræve de fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange som nu. Det bedste er at knytte brugerbetalingen så nær til leverancen som vel muligt, hvis ikke det private initiativ skal være rådende. Kun herved sikres effek-tivitet og produktivitet. Man skal ikke se bort fra, at i et land, hvor henved 70 pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal importeres, vil også lånegæl-den til udlandet vokse så snart, der ikke er styr på de offentlige finanser eller statens hus-holdningsregnskab.
Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at pengeudstedelsen (primær, sekundær, tertiær og nu også derivaterne) er gået fuldstændig over gevind og truer med at kvæle ver-den i papir. Dette har kun kunnet ske, fordi alle samfunds magthavere har tilladt det pas-sere og gjort det fordelagtigt at spille på. Vi har engang haft reale udlånsrenter på 4-5 pct., også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom kapitalen til at gennemføre produktionen var lånt. Når spekulationen kører vildt nu, er det, fordi magt-haverne har gældsat nationerne for at blive på magten. At nogle østasiatiske banker har spillet fandango og nogle vestlige har kun været muligt med hjælp fra magthaverne på tin-ge. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer . Så kan speku-lanterne udnytte situationen, og samtidig kan de bane vejen for f.eks. den fra fødslen skra-ntne EURO. Det skulle have været en abort. Aktiekurserne er også her gledet urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm af statsgældsbeviser. Aktiekurserne er intet andet end forventninger til fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog ikke skabes ved nogen real produktion. Er det sket før? Ja.
Statsgældspapirerne er (som nævnt) i øvrigt ingenlunde længere blot et indenlands virken-de instrument. Alle lande i Europa søgte i årene (før EUROen) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.
Efterhånden kan kun narko- og våbenhandel, trafficking, menneskesmugling og spekula-tion betale sig i Vesten.
I Danmark “har man sikret sig yderligere” ved at offentligorientere og forringe uddannel-serne og gøre landet til et af de mest omkostningstunge områder i verden via skatterne, og de har netop trukket pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverste har tilsyneladen-de ikke forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove. Det kan dog ikke undre med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler døgnet rundt. Arbejdsløsheden søgtes i 1930’erne bragt ned ved Keynesianske tiltag, og det samme sker i dag . Det er for latterligt.
Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra den netop afdøde John Kenneth Galbraight, der måske ville have os til at tro noget andet i sin udgivelse (“Penge”). Galbraight var keynesianer og havde lagt sig efter hver gang han stødte på et for ham uoverstigeligt forklaringsproblem at gribe efter mystikken i sin egen og dermed læserens fantasi. Han brugte ordet ”teknostruk-turen” på alt det uløselige, som han stødte på og ikke selv forstod i sine stærkt refererende skriverier. Typisk halv bortforklaring på spørgsmål: ”Det ligger i teknostrukturen”. Og det-te er ’vældig berigende’ for forsigtige, unge mennesker, i alt fald er det meget sigende om Galbraight.
Opgangen fra deflation i Tyskland – stilstand med 4,1 mill. arbejdsløse i 1932. I 1998 og 2004 havde tyskerne officielt 4,3 mill. arbejdsløse, muligvis mange flere p.g.a. samme op-gørelsessvindel, som den jeg har gennemgået for Danmark i:
http://www.lilliput-information.com/economics/led/index.html
Det var ikke, som John Kenneth Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på civil produktion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en gave fra teknik-ken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering, fortsatte byttehandler med Sovjet (se nedenfor), stram valutakontrol, belånbare skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af fagforeningstarifferne. Det var akserne i den tyske økono-miske genrejsningspolitik i 1930’erne sammen med den bilaterale udligning (udligning af samhandelen med hver enkelt land) . I 1932 var der som nævnt officielt 4,1 mill. Arbejds-løse, i 1934 officielt 2,4 mill. arbejdsløse. Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og statsgælden afskaffes ikke med den. Guldet cirkulerede fra 1932 mellem landene, der var med i stabiliseringsfonds-systemet sat i gang i England uden adgang for Tyskland. Formålet var at Tyskland ikke skulle have adgang til guld og mulighed for betaling af im-porterede varer eller rettere adgang til at handle, men blot betale sin krigsskadeserstatning besluttet i Versailles-traktaten. Hjalmar Horace Greeley Schacht var fra 1924 Rigsvaluta-kommissær, senere Præsident for Reichbank. Fra 7. april 1924 indledtes angrebet på infla-tionen med Schachts beslutning om kreditstop. Renten fór tilvejrs og sendte aktiekurserne ned til halvdelen. Med en kort pause fra marts 1930 var han igen reelt øverst ansvarlige for Reichbank under Hitler-regimet fra 1933 indtil 26. november 1937 .
Mange er blevet bildt ind, at det var ved at udstede pengemidler Hitler (eller rettere Scha-cht) fik bugt med arbejdsløshedens værste svøber. Tværtimod! Det var lønstop, det var be-hersket og kontrolleret offentlig udgiftspolitik til sikring af valutaen foruden det ovenfor nævnte, det var også fra politisk side løfter og vildt opskruede forventninger, der ikke i læ-ngden kunne indfries med eller uden krig. Hjalmar Schacht var ikke nazist, og han modar-bejdede alle Hitlers planer om krig og forfølgelse , alene styrede Schacht økonomien og vogtede med sin stab på alle fejlindretninger fra Gemeinde (kommune) til statens mangfol-dige forgreninger. Han blev til november 1938 for at mildne virkningerne af diktaturet for det tyske folk.
Hjalmar Schacht opererede på højeste niveau i de fleste af 1920’erne også, og hans linie var den samme hele vejen igennem skal vi nu se. Det var Hjalmar Schacht der tilsidst fik mild-net Reparations-kravet med Owen D. Young-Planen (1929) efter fuldstændig saglig argu-mentation i London og i USA på foredragsturnéer. Men utak er verdens løn. Tyskland hav-de forud skaffet sig først og fremmest gangbar købekraft ad den udspekulerede vej med pengemiddeltrykningen og en forrykt rentepoltik. Det lindrede en smule en tid som mod-spil til det, der var sat op mod Tyskland med erstatningskravene (fra Versailles). Men det var en dødsrute. Med Schachts fuldstændige kreditstop fra Reichbank fra 7. april 1924 ful-gte en reform af det tyske valutastyringssystem, men allerede fra 16. august 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og med den blev Reichbank bundet. Reparations-bestemmelserne var nu også på pla¬ds trods protester fra alle virkelig kyndige på området, bl.a. J. M. Key-nes, Gustav Cassel og Bertil Ohlin. Der blev hungersnød i Tyskland. Virkelig mange, især tyske børn, kom til at lide. Keynes, der havde rejst i Tyskland og noteret sig elendigheden sagligt, skrev herom allerede i sin bog The Economic onsequences Of The Peace (12. dece-mber 1919), i hvilken han nedsablede Versailles Traktatens bestemmelser om erstatnings-kravene. Året før (1918) i november havde Hjalmar Schacht skrevet i sin dagbog:
“Gewalt nicht noch Geld /Formen die Welt. /Geistige Kraft und sittliches Handeln /Ver-mö¬gen Welten zu wandeln.”
To trediedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte fra starten importeres. Igen: I New York Times 7. august 1933 udtalte bl.a. Samuel Untermeyer som nævnt, at “denne økono-miske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Administration.” Dette var keynesianisme efter J. M. Keynes hav-de fået tildelt Nobelprisen. En sådan virkede ikke nær så skadelig (trods grundlæggende virkelighedsfjern og socialisme-fremmende) i USA, fordi dette land var/er meget selvfor-synende i modsætning til f.eks. Tyskland og i særlig grel modsætning til Danmark.
Supplerende skal det oplyse, at i 1918-1919 tog kommunisterne magten i Bayern i nogle da-ge. Rosa Luxenbourg og Karl Liebknecht erobrede regeringsmagten i tre dage. Faktisk flyg- tede “der Kaiser”, da Den første Verdenskrig sluttede, til Holland, fordi han regnede med, at kommunisterne ville overtage Tyskland, således som de gjorde i Rusland, og at han ville lide samme skæbne som zaren. Disse forhold havde John M. Keynes personligt kunne føl-ge, idet han besøgte Tyskland for bedre at kunne bedømme landets forhold ud fra kends-gerninger om dette og hint. Dette hans detailkendskab til f.eks. ernæringsituationen i Ty-skland og de mulige konsekvenser af et gigantist udvandringsprojekt, der var på tegnebor-det blandt de sejrende, kan man læse om i hans berømte bog fra 1919 ‘The Economic Con-sequences of the Peace’.
Tyskland kunne brødføde cirka 40 millioner, da det var et landbrugsland, skrev John M. Keynes i ‘The Economic Consequences Of The Peace’ den 12. december 1919. Så tidligt i in-dustriudviklingen ville dette have haft som konsekvens, at ca. 15 mill. måtte have forsøgt at udvandre fra Tyskland, skrev Keynes. Han gennemgår også de ringe muligheder for at et sådant udvandringsprojekt skulle kunne lykkes (i 1919). Konsekvenserne af en lignende nyordning efter 2. Verdenskrig, som foreslået af Henry Morgenthau, må bygge primært på teologiske betragtninger, som endog Keynes selv benævnte lignende reaktioner efter den 1. Verdenskrig. Se nu, hvad der sker med Tyskland fra sommeren 2015 via masseimmigratio-nen sat igang af enhedsregeringen.
“De der underskriver Versaillestraktaten vil underskrive dødsdommen for mange millioner mænd, kvinder og børn”, skrev John M. Keynes i sidstnævnte bog på side 146. Keynes tæn-kte på tyskere.
Pengeplanerne: White-planen var tænkt at skulle bygge på indskud af guld, medlemslan-denes valutaer og statsobligationer. Indflydelse på udligningssystemets øverste organ skul-le bygge på kvoteberegninger efter landenes økonomistørrelser og deres reserver af værdi-er. Altså, mestendels “en papirhandel”.
Der skabtes i White-planen heller ikke nogen international clearingsunion med midler til at bremse varige samhandelsunderskud eller overskud på betalingsbalancerne. Der skabtes ingen ny verdensvaluta uafhængig af guld eller andre dækningsregler. Unitas er bare en ek-stra 10-dollar tæt knyttet til guldet. Der lægges derimod stærk vægt på valutaernes stabili-tet i forhold til unitas, d.v.s. dollars.
I Keynes-planen kunne der finde valuta-re- og devalueringer sted; det var næsten umuligt i White-planen.
Hvilket land eller hvilke aktører, der med White fik afgørende beslutningsret på dette gru-ndlag kan vel siges at være nærmest selvindlysende. U.S.A. og interbankerne. Keynes ville således give medlemslandene automatisk ret til en vis kredit, uden at de var forpligtet til at indskyde kapital på forhånd. Kun kreditbeløb over en vis grænse skulle behæftes med ren-ter. Keynes ville også lade kreditorlandene betale renter, fordi på denne måde, hævdede Keynes, ville både kreditor- og debitorland blive tilskyndet til at få bragt ligevægt.

Reaktioner på pengeplanerne og handel med fjenden uden offentlighedens viden:
Tyskland pragtiserede som nævnt bilateral udligning, da landet var blevet forhindret i at handle med guld som omsætningsmiddel: Bilateral udligning (udligning med land for land uden mellem- og modregning på tværs af de valutariske grænser som svarende til udligni-ngen efter et kortspil om penge) betyder, at man ikke kan overføre tilgodehavender i et land til et andet, når det drejer sig om nationers udligning, og det gør handelen noget van¬skeligere.
Det var ikke alene Rusland, der samhandledes med ved byttehandler og kontanter – ofte in-defrosne – afregninger, der kunne købes tyske varer for. Hele Balkan blev inddraget i dette system, der forløb nemt og gelinde – tilsyneladende. Sagen var den, at der fulgte både øko-nomisk og politiske afhængighed af Tyskland med i det lange løb. Mange indefrosne mark-tilgodehavender, en effektiv propaganderende, tysk udenrigstjeneste for at have afsat tyske industrivarer og hele industrier. Landbrugsvarer strømmede over Donau til Tyskland og industrivarer, herunder landbrugsmaskiner og våben gik den anden vej. Balkanlandene fik forbedret vej- og transportforhold betydeligt i samarbejdet med Tyskland. Det skulle vise sig, at systemet ikke alene inviterede til tysk dominans, det var simpelthen forudsætnin-gen for det, der senere skete. Planlagt krig mod øst.
Samtidig lavede Ford kontrakt med Rusland om opførelse af den Sovjetiske automobilin-dustri. Ford lovede at bruge 30 mill. dollars (svarende til mere end 600 mill. dollars i dag). Således byggedes en Ford-fabrik i Nizhny Novgorod, som blev kaldt Molotov fabrikken og den producerede 140.000 biler pr. år i 1932. Senere Ford fabrikker i Ulyanovsk, Odessa og Pavlovsk, hvor der også produceredes tanks. Det amerikanske Electric Boat Compagny og britiske og italienske selskaber hjalp russerne med at bygge ubåde fra 1930. Det amerikan-ske Seversky Aircraft Corporation hjalp Sovjeunionen med at bygge hydroplaner i 1937.
”Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik aldrig lov at vende tilbage”. Ifølge Jüri Lina i bogen ‘Under the Sign of the Scorpion’, Sto-ckholm 1994, side 152, der refererer Zeman i ‘Germany and the revolution i Rusland, 1915-18. Dokumenter fra arkiverne i det tyske udenrigsministerium’, London, 1958, side 92).

Et lille uddrag af Jüri Linas ypperlige og veldokumenterede bog fra 1994:
“Russerne var ude af stand til at bygge de mere avancerede fabriksanlæg, heller ikke selv-om amerikanerne gav dem detaljerede instruktioner. Således indgik industripioneren Al-bert Kahn fra Detroit en aftale med Moska i februar 1930 ifølge hvilken han skulle bygge en række industrier i Sovjetunionen. De samlede omkostninger beløb sig til to milliarder dollars (1930). Af de store projekter som zionisten Albert Kahn gennemførte kan der næv-nes elektromotorfabrik i Elmash i Ural og turbine-fabrikken i Kharkov (designet af General Electric). Hans nærmeste assistenter var rådgivere for Sovjetunionens regering i spørgsmål vedrørende den anden femårsplan, ifølge Encyclopaedia Judaica.”
[Vi har hørt om Stalins behandling af sine egne trofaste soldater, da mange vendte hjem ef-ter at have været krigsfanger i Vesten efter verdenskrigen – han slog de fleste ihjel og rest-en blev sendt til Gulag, formentlig kun fordi de ikke skulle kunne oplyse, at selv i krigstid var Vesten på det nærmeste lysår fra Sovjetunionen m.h.t. effektiv samfundsindretning, men det følgende har været holdt skjult:]
“Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik al-drig lov at vende tilbage. De blev gjort til sovjetiske borgere mod deres vilje. Nogle af dem, der begyndte at protestere og kritisere kommunismen endte endog i fængselslejre. Dette for at fortælle hvor bekymrede magtspekulanterne var for at den amerikanske offentlig-hed skulle få detaljeret information i hænde om forholdene i det kommunistiske “paradis”. 60.000 tyskere arbejdere tog også til Stalins regime.”
“Der blev således designet utallige projekter i opbygningen af den falske front mod kom-munismen. Den internationale finanselite (Kuhn, Loeb & Co, Morgan, Rockefeller, War-burgerne, Dillons, Cyrus Eaton, David Kendall o.a.), som tog sig så godt af bolshevikkerne, hjalp også Adolf Hitler til magten.
Bl.a. Charles Highams, “Trading with the enemy”, New York 1983, dokumenterer dette til punkt og prikke.”
“Det er en myte, at disse aktører ikke vidste, hvad de gjorde. De vidste udmærket hvorfor de hjalp alle mulige politiske banditter. Stalin og Hitler havde også længe fælles forretnin-gsinteresser, fordi de forberedte en udryddelse af hinanden.”
“Det blev i øvrigt besluttet i San Diego i maj 1941, at Hitler ville angribe Stalin og ikke om-vendt. Dette ville blive mere fordelagtigt for den internationale elite. Admiral James Rich-ardson var nået til det analyseresultat, at det ville være mest fordelagtigt for USA, hvis Hit-ler angreb Stalin først (jfr. Igor Bunich, “The Party’s Gold”, St. Petersburg, 1992, p. 133).”
“Winston Churchill’s artikel “Zionism Versus Bolshevism”, der blev offentliggjort den 8. februar 1920 i Illustrated Sunday Herald, fortæller at Trotsky tilhørte den samme jødiske sammensværgelse som den, der begyndte med Adam Weishaupt (mit: som førende skik-kelse i det åbne).” (Slut med citater fra Jüri Linas ‘Under the Sign of the Scorpion’, Stock-holm, 1994).

Franske historikere har (1996/1997) afdækket via de nu tilgængelige Sovjetanaler og fået bevis for, at der forelå en hemmelig aftale mellem Lenin og det tyske kejserrige om, at så snart Lenin fik revolutionen iværksat, skulle de tyske hære forlade Østfronten i første ver-denskrig, og kun dersom Lenins revolution mislykkedes, skulle krigen der genoptages.
Så kan man spørge, hvorfor de amerikanske banker valgte Lenin til at udføre deres arbejde i Rusland. Simpelthen fordi hans program gik ud på at nationalisere bankerne og kontrol-lere alt fra centralt hold. Monopol er selvsagt altid at foretrække for de få. Størrelsen af det pres, der kan udøves fra russisk side i dag som følge af tidligere hemmeligt, nu tilgængeligt materiale, er vanskeligt at fastslå. Tilbage til den mere officiøse version af verdens gang.
Imens stod det internationale pengesystem til brug efter krigen stadig på den officielle da-gsorden (det gør det også i dag efter Terrorkrigens eller Jihads start). Det skulle dengang vise sig, at en af de kommende pengeplansaktører, John M. Keynes, også i teorien var in-teresseret i den bilaterale udligning. Det samme var Premierminister Neville Chamberla-in, så. Initiativet var dog tysk, og af den grund kunne det ikke accepteres, således som den politiske situation havde udviklet sig.
EDB-udviklingen har måske fjernet denne hindring nu; det kunne nemt undersøges nær-mere. USA.’s historiske fordel i frihandel voksede sig netop i 1930’erne og 1940’erne større og større.
Storbritannien var i en anden situation. Monopol og eneopkøbsret rundt om i det nu smul-rende imperium harmonerede ingenlunde med det voksende krav om frihandel fra USA, der først lige var begyndt den nye æra med udnyttelse af de enorme rigdomme indenlands på dette store kontinent. Monopol og eneopkøbsret er det modsatte af frihandel, der forud-sætter mange hver for sig ubetydelige udbydere og efterspørgere af varer og tjenester. De handler under frihandel uden statslig eller overstatslig indblanding med told, afgifter og anden statslig regulering, især uden nogen form for beskyttelse mod konkurrence.
Landbrugskrisen hærgede stadig i Europa på grund af bl.a. det billige korn fra U.S.A. Ud-trykt ganske ærligt og sagt uden omsvøb, men lidt forenklet. Storbritanniens befolkning kunne ikke nøjes med at leve af kolonistyre med følgeindustrier, bank- og spekulationsvæ-sen samt godsejerlandbrug i tiden fremover, hvor koloniherredømmet måtte smuldre, og især ikke når guldet havde forladt den synkende skude til fordel det nye internationale fi-nansielle centrum på Manhattan. De sidste krampetrækninger med britiske pund-sterling – altså sølvmøntfod – var flittigt blevet udført; men det gik ikke efter Den første Verdens-krig.
Gæld, gæld, gæld kan og må ikke konkurrere med effektiv produktion, når folk efterspørger denne med ærligt tjent købekraft. Desværre er det, hvad der sker, når statsgæld og oppu-stede aktiekurser bliver gjort til det, man som investor (den der investerer) skal forvente afkast fra, frem for reale investeringer i vareproduktionen.
Reaktionerne fra norsk side:
Se, nu kunne det være interessant at se reaktionerne fra norsk side, nu da Danmarks situa-tion ikke betingede nogen som helst stillingtagen fra hverken en dansk finansminister, et dansk frihedsrådsmedlem eller en dansk nationalbank; den var beslaglagt af besættelses-magten.
Fra Norges Banks side blev det fremhævet ifølge ‘Norge og grunnleggelsen af Bretton Woo-ds-systemet’ af Dag M. Halvorsen, at hvis alle lande førte en liberal handelspolitik og inter-nationale investeringer fungerede normalt, ville den planlagte bank være overflødig. Krigen pressede dog på, og ingen kunne præcist forudse følgerne, herunder behovet for langtsigtede genopbygningslån efter krigen. Spores der måske en indirekte trussel her. Det var måske med at æde kritikken i sig(?)
Hvad bliver Euro midlet til (skrev vi i 1995)?
Men først til aktørerne ved slutforhandlingerne i Bretton Woods i New Hampshire, New England, U.S.A. I slutforhandlingerne på Norges vegne var det Knut Gertz Wold, som trak læsset, som sekretær og sagsbehandler for pengeplanerne. Han var ansat i Finansdeparte-mentet. Ekspeditionschef Christian Brinch og naturligvis finansminister Paul Hartmann var også involveret. Gertz Wold synes dog at have udført arbejdet. Ligesom i U.S.A. var der i Norge stor divergens mellem centralbankens ledere og finansministeriets embedsmænd.
Finansministerierne sejrede begge steder; i U.S.A. mens/fordi landet blev trukket aktivt ind i krigen efter det uvarslede angreb på Pearl Harbor i det mest overvågede område af Stillehavet. Og bemærk krigen med USA erklæredes af Nazi-tyskland den 11. dec. 1941.
Knud Getz Wold tilhørte gruppen af “yngre socialøkonomer”, som var blevet uddannet af professor Ragnar Frisch i 1930’erne. Det samme gjorde den indflydelsesrige kontorchef Erik Brofoss fra genrejsnings- og forsyningsministeriet. Det så anderledes ud i Norges Banks direktion i London (eksiladressen). Keilhau og Ræstad stod for helt andre syns-punkter end de herskende på norsk side ved Bretton Woods.
Disse kan kort opridses som følger: De gav udtryk for, at hovedemnet efter det erklærede skulle være kortsigtede kreditter. Alene dette faktum harmonerede ikke ret godt med, at Norge ikke siden midten af det 18. århundrede havde haft problemer med at skaffe sig kor-tsigtede kreditter i udlandet. Problemet for Norge var kun langsigtede kreditter; især med henblik på genrejsningen efter krigen, som man gerne ville have været foruden. Planerne og specielt Keynes-planen tog ingenlunde højde for landenes varierende evne til at bære gæld, mente Norges Bank, uden at blive tvunget til at devaluere eller miste tillid hos uden-landske kreditorer.
Kreditværdighed, hævdede Norges Bank, kunne udtrykkes således :
“Et lands evne til at bære gæld var efter Bankens opfattelse afhængig af en række kvali-tative faktorer som f.eks. love, traditioner, folkekarakter, næringsstruktur, etc. At koble kursændringer med betalingsbalanceproblemer var efter bankens opfattelse uholdbart og et rent kvantitativt kriterium, der, hvis det anvendtes, kunne føre til helt forrykte for-hold.”
Norges Bank foretrak, hvis den skulle vælge, dele af White-planen, mest fordi den ikke krævede devaluering, når et lands underskud på den løbende betalingsbalance nåede et vist punkt. Norges Bank ville have foretrukket, at man havde holdt fast ved det udvidede Tripartite Agreement-system fra 1936, fordi det tog sigte på at stabilisere valutaerne og ik-ke greb ind i de enkelte landes pengepolitik, også selvom dette system så tilskyndede sva-ge, måske vidtløftige regeringer til at springe over nødvendige pengepolitiske indgreb mod dårligdommen og devaluere. Dette var systemet jeg nævnte med stabiliseringsfondene .
Er penge det vigtigste af alt, spørger jeg? De er i alt fald vigtigere end krig, svarer jeg! Er der nogen baggrund for den hæslige krig, der ikke belyses i den officielle historieversion? Førtes der en anden krig med et andet sigte, og var der nogle andre aktører i hovedrol-lerne, der blot formelt var placeret længere nede på rollelisten bagved eller ovenover sce-nen?
Den nævnte Münchhausen-myte er den korteste ikke-matematiske version af den keyne-sianske vrøvlevise i Europa. Sammenlign med Bircks bemærkning I ‘Verdenskrisen og Danmark’, som jeg gentager: Birck i 1922 (jeg gentager):
“Vi lever i en verden, hvor ‘statsmaskinen’, som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svæ-kket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Ø-strig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er be-tænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influ-erede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: (oligarki betyder fåmandsvælde), C.F. R. og Federal Reserve System). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut).
Krisen som vi har kendt begyndte i 1970’erne og har siden været en permanent tilstand – altså ingen krise, da en sådan som tidligere anført er afgrænset i tid, eller har en varighed, ellers har ordet krise ingen mening:
Hvad der er sket eller plejer at ske kan vi kun spørge de ældre om, for resten er historielø-se. Og hvem gider blandt historieløse og at lytte til noget fra fortiden. Vi er nemlig blevet indrettet, så vi kun ser frem og ikke tilbage. Vi er blevet uden viden om historien med det ene formål at eliten skulle kunne skalte og valte med os efter behag. Det som vi ikke ved kan vi ikke sammenligne med det, der sker nu og i fremtiden. Eliten har taget magten net-op ved at fjerne historien og undervisningen heri.
Europa ved et vendepunkt. Et århundrede med tre verdenskrige. Den sidste førtes i de fi-nansielle og mentale systemer i det 20. århundrede, inden den fortsatte i den fysiske ver-den i det 21. århundrede. Først en mystisk verdenskrig imod terror, der ikke lader sig be-kæmpe reelt uden ubærlige indskrænkninger af friheden, så måske en frontkrig? Verdenskrigen begyndte officielt den 11. september 2001. Et Europa i 1950’erne og 1960’e-rne med en velstandsfremgang uden sidestykke i historien og for så vidt uden sidestykke i fremtiden. Og denne fremgang havde absolut intet med masseindvandringen at gøre. Den begyndte først i begyndelsen af 1980’erne. Det var Marshall-hjælpen der igangsatte udvik-lingen, en hjælp der ikke kostede USA noget, fordi disse dollars skulle vende tilbage til køb af amerikanske varer, for at koste USA noget. Men de forblev i Europa.

Det er gået meget tilbage med mentaltilstanden:
I forordet til Dansklærerforeningens udgivelse (Peter Heller Lützen, 2002), ’Danskfagets danskhed’ – uden mange kommaer – står følgende: “Danskfaget er i den forstand ved at nedlægge sig selv som dansk fag. Det er ved at blive et internationalt kulturfag. Og det er godt. Kun ved at underminere forestillingen om at der findes en fælles kultur for indbyg-gerne i Danmark, kan man åbne og efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædago-gisk og dannelsesmæssiget ideal. – Det mest hensigtsmæssige og hensynsfulde over for skolens og danskfagets brugere er at svække forestillingen om at der findes en dansk læ-semåde. Det gør der heldigvis ikke længere. Danskfagets formål er derfor at undergrave danskheden. Selv om det er en anelse forvirrende at der stadig står ‘dansk’ på skoleske- maet, og selvom det formål aldrig er blevet formuleret, så er det formålet som danskfaget med tiltagende begejstring har virket efter de seneste 40 år.
Min moster blev født i 1922 og var derfor 11 år i 1933. Hun lærte at regne. Ude på landet gik man bortset fra i sommerferien kun i skole hver anden dag om sommeren i 1920’erne og 1930’erne. De lærte noget alligevel. Manglende opdragelse og mangel på lærerrespekt var ukendte foreteelser. Jeg har hendes regnehæfter fra 1933 og kan se efter, hvad der var at lære for en 11 årig i 4. folkeskoleklasse i 1933. I regning: naturligvis alle de fire regnin-gsarter, decimalbrøker, brøker, procentregning, areal- og rumfangsudregning af alle mu-lige polygoner og polyedre, cylinderen, cirklen og ellipsen, indskrevne og omskrevne tre-kanter, rombe, parallellogram, trapez, potensregning, kvadratrodsudregning, begyndende matematik med potenser af en toleddet størrelse.
Nu sker ikke udviklingen, men afviklingen med stormskridt. Fordummelsen er i højsædet. Man skal 25. januar 2016 som vidne forklare i Landsretten i Viborg, at forudsat at 40-62% af nettoindvandringen til Danmark i perioden 2010-2072 sker fra nationer, hvor indvan-drerkvinderne føder 3-4,5 gange flere børn i de fødende aldre end danskerne og med gen-nemsnitlig IQ 16-26% lavere end danskernes, da falder det gennemsnitlige IQ i Danmark med tiltagende hast år for år, når det forudsættes at fertiliteten forbliver som i oprindelse-slandet. Forud havde et administrativ nedsat udvalg i 4 år behandlet en klage om uredelig forskning og med indstilling fra udvalget fået ret af en landsretsdommer formedes millio-ner af overflødigt offentligt forbrug . Et femårigt barn uden indsigt i det vejede gennem-snits definition kan nemt begribe dette som en let forståelig problemstilling, når det sættes over for en tallerken med tre små kartofler på. Ved at tilføre tallerkenen to store kartofler sker der noget med gennemsnittet, selvom der er flere små kartofler på tallerkenen. Dette bør ikke være til bedømmelse, for det er den uafviselige sandhed eftervist ved forsøg, præ-cis som med den lille dreng og kejseren hos H. C. Andersen. Landsretten i Viborg kom til det rigtige resultat uden at pressen ytrede ét ord. Staten tabte og ville ikke appelere til Hø-jesteret. Læs sarkastisk udspil i denne forbindelse: https://danmark.wordpress.com/2016/04/02/forsoeg-paa-at-overgaa-emanuel-schikaneders-libretto-og-wolfgang-amadeus-mozarts-die-zauberflote/
Det ville i øvrigt også have været sært at skulle tænke sig, om samtlige beslutningstagere i Vesteuropa var blevet fuldstændig sindssyge på noget nær samme tidspunkt: Uden masse-indvandringen havde vi ikke haft terror fra den kant. Uden masseindvandringen havde ik-ke-vestlige ikke konsumeret 28 pct. af det tyske velfærdsbudget (2009), 30-31 pct. af det danske (2010) og 29,7 pct. af alle offentlige udgifter (2001) i Sverige. I 2012 var andelen i Sverige blevet 57% af samtlige socialbidrag.
Dansk børn og unge skulle være glade, harmoniske og lykkelige. Og det er de vistnok, de, der ikke er fulde, på ekstase-piller, på dexetrin eller ritalin, andre psykofarmaca, lider af spisevægring, trang til at skære i sig selv, hæfte metalringe og andet til kroppen eller på an-den måde på selvmordets rand. Også gladere o.s.v. end kineserne, hævder bagstopperne, lige efter vi i primetime har fået dokumenteret, at kineserne er dobbelt så gode til det de lærer i skolen i sammenligning med 9.z i Holme (august 2013) og det med klassekvotient 54 i Kina mod den danske under 30. Tilmed inddrages et fransk speciale om lykke og sko-legang, for at slå en streg under påstanden. Jamen, så er det stort, …. det væbnede tilbage-tog, der ikke var til at tage fejl af.
Skal vi sige glade børn eller ligeglade og uvidende, så de måske er nemmere at styre. Det samme blev deres forældre desværre også, for reformpædagogik-eksperimentet her i lan-det har stået på i to generationer nu. ’Man forstod mennesket’ – eller besluttede menne-skets skæbne – fuldstændigt fra begyndelsen af 1960’erne: Post- eller transmodernister, der også styrer, hvad der skal læres på seminarierne, “udtrykker stor tvivl om muligheden for at nå til universielle objektive sandheder, afviser kunstigt skarpe modsætninger og fin-der fornøjelse i den iboende ironi især i sproget og livet”. Blandt fakkelbærerne for 68-ge-nerationens sindelags-teorier skal især fremhæves Jürgen Habermas, Herbert Marcuse og andre repræsentanter for den sindelagstotalitære Frankfurterskolen. Men senest er grund-laget udvidet betydeligt med bl.a. Foucault, Derrida, Lyotard, Rorty, Haraway and Cixous. De fandt de vises sten. Det samme overalt i EU: http://michael-mannheimer.net/2016/04/15/wie-der-politische-infantilismus-der-achtundsechziger-deutschland-in-den-abgrund-fuehrte/
Forskellen på godt og ondt udviskes og ofrene bytter roller med voldsforbryderne, det sam-me med pligt og fornøjelse, ansvar og konsekvens, færdigheder, lærersuverænitet er både begreber og virkelighed, der er væk, og det med at skulle kunne noget bestemt alle sammen for blive til noget virkeligt, noget gavnligt ‘og på den anden side frit i luften svævende ord og skvalder lissom måske til tiden, eller måske en anden dag, hvis du lissom ikke har lyst eller er fraværende. Hvordan synes du selv det går omkring din manglende viden og kun-nen? Vov!’
Den danske Folkeskole er brudt sammen:
http://www.lilliput-information.com/economics/skol.html.
Tankegangens samlede historie tilbage til stor inspiratoren Rousseau. Jean-Jacques Rous-seau ( 1712-78 ) gav nogle ’tilsyneladende’ meget personlige og passionerede bidrag til for-ståelse af begrebet staten, dens såkaldte natur, dens begyndelse og den formål. Rousseau satte endog spørgsmålstegn ved oplysningen og kulturen. Hans tanker skulle vise sig at få en enorm effekt på de vestlige samfund i det 19. og det 20. århundrede. Rousseau’s skrive-rier er fyldt med modsætninger og andet obskurt indhold. Rousseau satte mindst tre børn i verden med forskellige kvinder (uden for ægteskabet). En skotsk filosof og økonom David Hume fandt Rousseau’s børn på en parisisk børneinstitution, hvorfra han tog dem i privat pleje.
Og opbakning fra forældrene til mere disciplin og fasthed i skolen i dag, som skolelederne nu råber på, kan du godt glemme, fordi forældrene netop her er gået i den samme flinke-skole, og de kender derfor ikke til begreberne og dermed indstillingen og det ændrede han-dlingsmønster, der skal til for at rette op, for begreberne er for længst fjernet i den politisk korrekte tjenestes navn.
Lige netop i den situation (2013) skal Danmarks vildtvoksende ideer om efterskoler og det såkaldte gymnasium med mere end 200 linier som systemer sælges til Østen, hører vi de i-hærdigste bagstoppere melde. Her kan man trods alt forstå, der skal noget ændret lovgiv-ning til, og man skal sikre sig mod det hav af internationale retssager, der kan rejses om det vi måtte sælge. Vi kan spørge til gymnasiet, der reelt nedlagdes i 2005:
“Det danske gymnasium er fra 1903. I årtier fremelskede det frugten af dansk ungdom, men siden 1970’erne har det været svækket som følge af tiltagende sygdom. I 2005 afgik gymnasiet ved døden, 102 år gammelt, selvom det formelt kører videre.
Det år indførte den daværende regering – der, hvis nogle skulle have glemt det, hævder at være af borgerlig observans – den såkaldte gymnasiereform, som har forringet kvaliteten af gymnasierne i så grotesk en grad, at uddannelsen i dag ”godt kan betegnes som oplyst akademisk analfabetisme…” Kilde : http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/2 (her er linkets indhold i stedet og meget betegnende blevet til Sten Hegelers sexbesættelse)
Tietgenskolen i Odense har undersøgt de 100, der startede på skolens erhvervslinie: Halv-delen kan kun læse på 3. og 4. klasses niveau. 80 regner på 3. og 4. klasses niveau. Hvad er det, der foregår fra eleverne er 10-11 år til de forlader folkeskolen?: http://www.berlingsk e.dk/skolen/handelsskoleelever-regner-som-boern-i-4.-klasse (linket selvfølgelig slettet). I gymnasiet bruger lærerne 24 pct. af de betalte lønkronetimer til at undervise, i folkesko-len er procenten 30.
Frafaldet er enorm på ungdomsuddannelser: 7 ud af 10 af de unge, der ikke tager en ung-domsuddannelse har forsøgt sig i gennemsnit med to af uddannelserne.
Klassekvotienten i folkeskolen er som nævnt 54 i Kina, under 30 i Danmark. Vi har ikke behov for en skoledag på 12 timer, 6 er nok. Og midt i det hele skal vi huske at gennem-snitlig intelligenskvotient er 105 i Kina, i Danmark er den faldet til 97,4. Lige netop med seneste PISA-undersøgelser fra OECD er Danmark rykket ned fra 98 til 97,4 i september 2012. ‘Niels Brock’ til Vietnam? Mon køberne i Sydøstasien får brug for metaldetektoren ved indgangen? SUPPLEMENT: https://danmark.wordpress.com/2011/03/13/grundskolen-gymnasiet-kompetencerne-livstruet/ https://danmark.wordpress.com/2011/03/14/seminariernes-deroute/
JP-Kronik: Den gymnasiale katastrofe, 18. august 2006: Ole Witt-Hansen, lektor, Greve : ”..Før 1966 havde alle matematiske studenter matematik og fysik på højeste niveau, sva-rende til over 50 % af en årgang. Efter 1988 er det gået støt tilbage, således at der ifølge undervisningsministeriets egen statistik nu kun er 4%, der har valgt matematik og fysik på A-niveau i 2006..”. Uden A-niveau i matematik, fysik og kemi findes der ingen indgange til som Danmark har brug for i sine erhvervskompetencer. Rekrutteringen til gymnasiet er ligeledes helt skæv, fordi de ikke har fået grundlaget i folkeskolen heller.
Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006: “…at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvi-denskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen…” Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995.
Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden “Den Blå Betænkning”.
11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder (jeg gentager), at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på semi-nariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af dem, der underviser i fagene naturfag og teknik (omfatter netop fysik, kemi og biologi).
Det er selvsagt ikke meget bedre længere fremme i uddannelsessystemet: I Weekendavisen leverede litteraturvidenskabsstuderende Leander Møller Gøttcke for nylig efter fem års studier på Københavns Universitet en illustrerende beretning om det faglige niveau og ek-semplificerer med, at han blev ringet op af en tredjeårs danskstuderende, som han har kendt siden barndommen: “Hun ville stille mig et par spørgsmål, inden hun skulle til ek-samen, blandt andet om, hvorvidt Kierkegaard var kristen. Da jeg spurgte, om hun nogen-sinde havde læst noget af Kierkegaard, svarede hun uden skam, at det ville hun helst und-gå, hvis hun kunne.”
Jens Jackie Jensen fortalte på Radio Saxen, Århus den 18. september 1995, at professor Da-vid Fauerholt, Syddansk Universitetscenter havde gjort det til en vane fra begyndelsen af 1990’erne at stille de nyimmatrikulerede studenter en række spørgsmål ved den første fore-læsning på universitetet. En række spørgsmål, der skulle vise, hvad studenter vidste om sig selv og deres historie, inden de gik i gang med en videregående uddannelse.
Hvornår gik Romerriget under? Hvem var Cæsar? Det Byzantinske Rige, hvad var det? Hvem var Karl den Store? Hvem var Columbus? Og til Danmark: Stavnsbåndet, hvad er det? Hvem var Niels Ebbesen? Hvem var Niels Juul, Bernsdorff, Rewentlow, Høeg Guld-berg? Ti¬lbagetoget fra Dannevirke? Tabet af Sønderjylland og Genforeningen?
De var fuldstændig blanke. De kunne ikke svare på disse spørgsmål.

Martin Luther, svarede de, var en sort præst i Amerika. Cæsar, en dansk popsanger, som in-gen længere gad høre på. Reaktionen på ”Det Byzantinske Rige”: Fnis, fnis, det var da et mær-keligt ord. På ”Stavnbåndet”: Strømpebånd?
Danske studenter, der diskuterer seriøst, om Lissabon ligger i Spanien eller Italien (jeg har oplevet det i Statsbibliotekets kantine i Århus primo 1990-erne), er studenter, der end ikke når skyerne, hvorfra det som bekendt er vanskeligt at få øje på virkeligheden.
De kender ikke deres eget folk og dets historie. De er fuldstændig identitetsløse. Dette kal-kuleres der med. Så kan de nemmere styres.

Du er afskåret fra at fortælle disse unge mennesker, hvad det er, de ikke ved af betydning. Du kan heller ikke forklare en totalt farveblind, hvad farver er. Ja, du kan fortælle en mængde om farverne og farveteori; men han har ingen mulighed for at forstå det, der skal ses. Han kan jo ikke se farverne, berettede Jens Jackie Jensen på Radio Saxen. Du kan også forsøge at forkla-re en tonedøv om toner.
Jeg spurgte i august 1994 25 studenter, der netop havde bestået økonomi-eksamen HD 1. del på Handels¬højskolen i Århus:
Er den danske statsgæld vokset eller faldet i året 1993, vokset eller faldet med cirka hvor me-get? Ingen kunne besvare spørgsmålet nogenlunde tilfredsstillende. To af disse håbefulde stu-derende svarede, at den danske statsgæld var vokset i 1993, 18 svarede, at den var faldet, og resten svarede ikke. De vidste det ikke. Statsgælden eller den nationale gæld i Danmark vok-sede i 1993 med 53 mia. kr. svarende til 10.000 kr., som hver borger – lille som stor – så er af-skåret fra at bruge, hvis danskerne skal overleve som folk. Der er intet at sige de unge men-nesker på. De er kvikke og videbegærlige, og de har bestået de eksaminer, de skulle. De udgør den forrådte generation, meldte Jens Jackie Jensen. Det er sandt.

Nogle kendsgerninger om forskellighed:

Forskellighed blandt individer og som gennemsnitsbetragtninger folkeslag imellem er et yderst følsomt område at berøre. Det er imidlertid ufravigeligt, at hverken ideologisk eller ikke-ideologisk indstillede kan komme uden om deforskelligheder, der er kendsgerninger.

Emnet forskellighed falder sjældent i elitens smag, fordi her kan være karakteristika, der i en række tilfælde ikke lader sig påvirke af såkaldt integration, undervisning, uddannelse, arbejdsmarked eller anden verdensskabertrang. Det er imidlertid sådan, at forskellighed i enkelte tilfælde paradoksalt nok på én gang forherliges og afvises af styrende.

Drejer sig om at slå på minoritetsgruppers særligt positive kendetegn (målt efter danske og/eller politisk korrekte koder), for typisk at fremvise en forventelig eller ønskværdig sammenhæng eller tilsvarende træk, så er alt godt, men kun indtil kendsgerninger eventu-elt måtte vise sig ikke at kunne leve op til forventningerne, der således foretrækkes for ken-ds¬gerningerne, siger sig selv. Derefter falder emnet uden for reel debat. Drejer det sig der-imod om forskellighed, hvor minoritetsgrupper falder forskelligt ud til den anden side, den negative (målt med danske og/eller politiske korrekte koder), f.eks. m.h.t. kriminalitetens udbredelse eller det gennemsnitligt velfærdsforbrug og gennemsnitligt antal fødsler pr. kvinde anser eliten det for formasteligt at påvise denne forskellighed medkendsgerninger og ligeledes lægges der afstand til ethvert udtryk om disse fuldtud beviste forskelle. Selvom alt er fuldt dokumenteret og videnskabeligt i orden.

Når et begreb som forskellighed behandles lemfældigt på den beskrevne måde, vil det na-turligvis ikke være holdbart i længden. Ikke fordi forskelligheden forsvinder, for den er netop ofte givet som en kendsgerning, der ikke forsvinder.

I Danmark får vi jævnligt oplyst, at vi mangler indvandring af arbejdskraft, uanset at pro-duktionen placeret i Danmark år efter år svækkes mere af konkurrencen. Går vi til landets forbrugs- eller offentlighedssektor byggende på skattefinansiering er der f.eks. nog-le fagkategorier, der særligt synes at udvise personalemangel: læger og sygeplejersker. Her har den danske model med mestendels fri adgang til skattefinansieret uddannelse for den enkelte og de enkelte studerendes karriere-ambitionsniveau ikke rigtigt kunne ramme de syges behov for arbejdskraft 4-8 år efter individ-beslutningen om uddannelse er taget, alt-så når den færdiguddannede skal ud på arbejdsmarkedet.

Det ville også i almindelighed kunne forventes at være meget usandsynligt, om de unge arbejdsmarkeds-uerfarnes ønsker om beskæftigelse og deres karriere-ambitioner lige net-op skulle føre til en dækning af behovet for arbejdskraft disse flere år senere. Den dan-ske ide eller utopi bag er ganske unik på jordkloden og synes at være noget i retning af, at der er nærmest ubegrænset behov for personale uanset uddannelsesvalget i alt fald i den sek-tor, der bygger på skattebetalinger som forudsætningen for ansættelserne, hvis ikke beho-vsdækningen måtte ske ad endnu mere mystisk vej. I produktionssektoren derimod skal en ansættelse kunne betale sig i forhold til omsætningen i markedet nu og fremover. Tager vi f.eks. ingeniørerne viser erfaringerne, at vi kører med en rekruttering til og en valgfrihed eller udvanding i visse af uddannelsernes enkelte dele, der simpelthen fører til at udbuddet af arbejdskraft ikke passer til behovet for arbejdskraft i produktionssektoren.

Derudover er centralt aldringen, som indsnævrer mulighederne for at dække behovet for pleje- og omsorgspersonale ind med ung og yngre arbejdskraft efterhånden som ældrean-delen vokser betydeligt i befolkningen. Vi ser her bort fra finansieringsproblemet i forbru-gssektoren, der kun kan finde en løsning ved højere skatter (eller hvilket er det samme, ved at trække større ressourceandele fra produktionssektoren, der skal honorere lønkravene, der følger højere skatter), øge egenbetalingen, hvilket tilsvarende trækker ressourcer fra produktionssektoren, der efterhånden er trængt så meget af samme grund, at afvikling og udflagning tager til år for år.

Aldringsproblemet er opstået p.g.a. det faldende antal fødsler blandt vesterlændinge. Det er søgt løst ved at lade mere fødende immigranter komme til landet. De ikke-vestlige im-migranter med reelt toenhalv til tre gange højere fødselsrate kan imidlertid ikke uden vi-dere forventes samtidig at dække landets behov for kvalificeret personale, der en nødven-dighed for at holde den økonomiskabende sektor igang. Heller ikke blandt immigranter-nes børn opnås nogen balance.

Flere fødsler: Hvorledes landet kan have voksende folketal fra 2008-2010 med henhol-dsvis : 28.707, 35.660 og 23.287 stigning pr. år og i tillæg også årlig vækst i folketallet i pe-rioden 2001-2008 på fra 13.765 til 19.625, samtidig med at nettoindvandringen har været lavere end netop stigningen i folketallet år for år bortset i årene 2002 og 2004 kan ikke skyldes andet end fødselsoverskuddet i Danmark. Det nyeste der oplyses udokumenteret herom: “Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de føder 1,9 barn”, skrev Information den 25. Juli 2010. Det er imidlertid ikke muligt at få oplyst hos Danmarks Statistik det samlede absolutte antal børn født af ikke-vestlige. Den samlede fødselsårgang i alt opgjordes til 63.179 i 2009, men der findes absolut ingen tilgængelige grunddata om antal levendefødte fordelt på oprindelsesnation i Danmarks Statistiks præ-sentationer. Så den nyeste påstand herom i Information er ikke alene udokumenteret, men også udokumenterbar. Det er ikke muligt at have et fødselsoverskud under givne forhold med såkaldte fertiliteter på henholdsvis 1,6 og 1,9 med mindre der findes ekstraordinært stort antal fødende kvinder. Hvis muslimers fertilitet er tre gange fertiliteten for ikke-muslimer, og det er den, så kan ikke-vestlige i Danmark ikke fremstår med 1,6 barn pr. kvinde.
Et par link til dokumentation:

Forudsigelighed og ansvarlighed, dumstaedig optimisme og blind selv-opofring

Pressen viser nogle eksempler fra UK: 4. februar 2014: http://www.dailymail.co.uk/news/article-2551531/Romanian-women-highest-fertility-rate-EU-experts-sayBritains-support-children-acts-draw.html#ixzz3KA6w7LKo og http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/1571969/Britainshighest-birth-rates-amongmigrants.html# “The birth rate among women born in Pakistan but living in the UK is three times higher than that among British-born women, the figures will show…” Rumænske kvinder i Storbritannien: http://www.dailymail.co.uk/news/article-2551531/Romanian-women-highest-fertility-rate-EU-experts-sayBritains-support-children-acts-draw.html “Total fertility rate – average number of children they can expect to have – for Romanian women in England and Wales is 2.93…”

Forholdsregning:
Det var så lidt med procenter, men vi går et skridt videre. Det står rigtig skidt med forhol-dstal og ikke mindst forholdsregning. Det gælder både ved velfærdens og kriminalitetens fordeling. Velfærdsbudgettet deles således mellem ikke-vestlige (11,4 pct. alternativ 12,7 pct. folketalsandel) og andre i Danmark:
Vi forudsætter fortsat overtyngden 3,47 gange for ikke-vestlige jfr. Velfærdskommissio-nens oplysninger i 2005, hvor skattebetalingerne er medindregnet, og gruppen ikke-vest-lige fastlægges her i to alternative befolkningsandele. Vort regnestykke bygger simpelthen på Velfærdskommissionens oplysninger om 3,47 gange hyppigere velfærdsbehov i genne-msnit blandt ikke-vestlige, og forholdsregning, da velfærdsudgifterne samlet var afholdt. Vi var så heldige at Velfærdkommissionen også havde taget højde for skattebetalingerne. I Tyskland konsumerede indvandrerne for 28 pct. af samtlige socialudgifter (i 2011), og var dermed 3-3,2 gange tungere, i Danmark blev det med ikke-vestlige indvandrere til 3,47 hyppigere til ca. 32 pct. (i 2011) af samtlige velfærdsudgifter:
257,5 mia. kr. i 2015: 11,4 piger skal dele 834,3 æbler med 88,6 drenge, og pigerne (‘de ik-ke-vestlige’) skal hver især have 3,47 gange flere æbler end hver af drengene: 11,4 + 88,6 = 100. Hver gang en dreng får 1 æble får en pige 3,47 æbler: (11,4 * 3,47) + (88,6 * 1) = 128,158. Hvor mange gange kan denne deling foregå? Svar: 834,3/128,158 = 6,5099 gange D.v.s. pigerne fik i alt: 6,5099 * 3,47 * 11,4 = 257,5 æbler eller ikke-vestlige forbrugte 257,5 milliarder velfærdskroner i 2015, 279,8 mia. kr. i 2016.
Uvidenheden og svækkelserne udnyttes straks af medierne:
“Russisk aggression” er vist rigtige udtrykt (vi skrev af fra TV2 ttv). Nu skal man jo huske at ‘jo større et område Euroen har, desto stærkere er den’ , som en hedengangen tyske Kanzler Helmuth Schmidt hævdede i TV-debat. ’Der var så en anden tysker’, Geschäftfüh-rer der Aurecon Vermögensberatung GmbH Peter Odendahl i TV-debatten, der sendte Helmuth Schmidt til tælling . Odendahl hævdede at man kunne sammenligne kursen på Schwei-zerfranc med kursen på russiske Rubler. Dernæst kunne man sammenholde Sch-weiz’s areal med det russiske areal. Der er en faktor 200 i forskel med arealerne.
’Men skal man nu ikke afvise, at hvis Ukraine kommer med i Euroen (her efter landet med kurs mod bankerot i februar 2014, så bliver den måske stærk’), som da Bulgarien og Ru-mænien blev trukket ind i EU 1. januar 2014? Landene betegnedes i den tyske presse med propagandaen: ’Die Preussen des Balkan kommen’. ’Selvfølgelig gav EU-Kommissionsfor-mand J. M. Barroso tilsagn om hjælpepakke med 11 mia. euro den 5. marts 2014 til Ukrai-ne’, der netop var gået bankerot. Jamen, EU bliver da større!
November 2012: Med 25 pct. af arbejdstyrken i Grækenland og Spanien sendt i arbejdsløs-hed – der er mange flere uden for arbejdsstyrken ligesom her -, melder virkeligheden sig. Det er nedskæringer og yderligere afskedigelser, fordi produktionen, der er velfærdens e-neste finansieringskilde, til stadighed går ned. Det skyldes ikke bankerne og eller det så-kaldte kapitalistiske system. Ingenlunde. Det skyldes politikernes overbudspolitik, der har sendt statens gæld til tælling og fagforeningernes lønkrav m.v., der følger hver gang skat-terne er gået vejrs.
27. april 2012: 100 ansatte, der laver langelænder-pølser hos Stryhn, valgte at gå 10 pct. ned i løn i stedet for at blive fyret ved at fabrikken flytter til Tyskland. Disse hundrede burde have en belønning med en skattenedsættelse fra det offentlige med andre 10 pct.
Tag nu mediet JP 26. april der med arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der hævder at væksten skal sparkes i gang (Münchhausen om igen). Det er noget idiotisk vrøvl fra en såkaldt forsker. For det ikke skal være løgn, skal vi lige have et EU-parlamentsmedlem med på en dumme-bekræftelse, Emilie Turunen var navnet, som læserne selvfølgelig ikke kender det fjerneste til (en til mændene og en til kvinderne – værsågod!!). Enkelte bliver stadig forvirrede af al det misvisende vrøvl om, hvorledes økonomien bringes korrekt opad.
Den realøkonomiske nedgang skyldes konkurrence på lønomkostninger m.v., der fører de løntunge produktioner væk til lavtlønsområderne eller i knæ til lukning. Det begyndte i 1970’erne. Da vi ikke kan konkurrere i de samme produktioner med lønninger, der er 8-10 gange under det danske skattevelfærds-m.v.-forhøjede lønniveau, er en omstilling af ud-dannelserne, produktioner og erhverv altafgørende – der er ingen andre muligheder. Men der er intet sket! Denne lønkonkurrencesituation vil være gældende mange år frem, og omstillingen er blevet forsømt i Danmark i mere end 30 år. Når det drejer sig om Tysk-land er forskellen i lønhøjden ikke nær så stor, men den er stadig væsentlig som eksemplet Stryhn her viser.
Selvfølgelig går det galt, når statsregnskaberne for 2016-2017 kommer omkring juni-juli 2017-2018. Så er det klogt at kikke i retning af Italien, Spanien og Portugal. Tilføjet den 19. februar 2016: ’Statsregnskaberne kommer formentlig ikke ud til offentligheden før folke-afstemningen i England den 23. juni 2016.’ Vi skrev for knap to år siden: Det er en kendt ting at imperier slår til som det sidste, inden de går under i et krampagtigt forsøg på at sa-mle opbakning. Vi har aldrig set et nærmest uvæbnet og ressourcesvagt imperium med voldsom selvskabt slag-side slå til med andet end ord og vendinger herunder tomme trus-ler, der kan være yderst risikable. Hvis det også har været en del af USA’s udenrigspolitik, så er det svært at beteg-ne det samlede spil som andet end en dukketeater-forestilling.
Man kunne forestille sig at oplysningsniveauet blot sænkes i det åbne, så nygenerationen har et set-up, ‘noget vigtigt’, at mestendels glo på, medens ‘imperiet slår til’. Det er så sjovt med disse arealer og geografien, der formentlig også er afskaffet i skolen:
Ukraine er i øvrigt knap så stort som eller godt og vel på størrelse med Frankrig. Den mor-somme usikkerhed skyldes EU melder om et Frankrig på 550.000 km^2 og Google melder om et Frankrig på 674.843 km^2 mod Ukraines 603.700 km^2.
Sådan skrev vi videre for knap to år siden:
Skal EU f.eks. have Ukraine i bytte for Syrien, kan man spørge? Det nordlige Ukraines af-stand fra Moskva er 3-400 km. Efter EU har fyldt de fleste af de gamle østblokmedlems-stater med allehånde forventninger og en mængde pengeudlån, mest til forbrug, så kom turen til Ukraine, der dækker et landområde, “som ligger dybt i hjertet af Rusland” og at rykke det ud af Ruslands indflydelsessfære betyder, “at Rusland ikke længere kan forsva-res”. Derudover har Ukraine en lang bilateral historie tilfælles med Rusland om bl.a. Sor-tehavsflåden på Krim. Både USA og EU skabte grobund for en revolution i Ukraine med alle de dertil hørende midler, medens Rusland fulgte med og forberedte en bro fra Rus-land til Krim til Sortehavsflåden, der aftaltes med Ukraine i 1991. Så kan man sagtens dis-kutere folkeindflydelsen på regeringsmagten i Ukraine. Folkeindflydelsen på og medlems-staternes suverænitet i EU vidner ikke om særlige kvalifikationer til at belære andre med. Bemærk, handelsembargo Rusland og Vesten imellem forhindrede ikke tyske entreprenø-rer i at deltage aktivt i opbygningen af den russiske vinteroplympiade i Sotji 2014.
Tre illustrative eksempler fra virkeligheden i gammelverdenen:
Størrelsesforhold og f.eks. eksponentiel vækst kan være lidt vanskelige ting at danne sig et korrekt indtryk af sammen med det lidt uhåndgribelige men tilsvarende omkring os i at-mosfæren og længere væk:
1.Jeg kender én hvis farfader, da barnebarnet var 9 år, satte ham til at udregne den med hvedekornene og skakbrættet (1 korn på første felt, 2 på næste, 4 på næste, 8 på det næste og fortsat efter denne udvikling med 16 på næste o.s.v. på alle brættets 64 felter) og præ-sentere resultatet i ton eller tusinde tons hvedekorn (forudsat et hvedekorn vejede 1 gram). Udregningen foregik på en mekanisk Remington regnemaskine med strimmel og hånd-sving. Det er interessant med eksponentialfunktioner. Andet eksempel: Inflationen i Tysk-land i tyverne fulgte en eksponentialfunktion af pengeomløbet afbildet over på varernes nominelle priser, indtil Hjalmar Horrace Greeley Schacht den 7. april 1924 greb ind med kreditstop, og dermed standsede kreditten og pengeudstedelsen, og efterfølgende ophørte prisernes himmelflugt. Barnebarnet fik en gammel tysk Reichbank-pengeseddel påtrykt 500 milliarder Reichmark for at have udregnet den med hvedekornene. Med kvotientræk-ken (som han lige knap var nået til) var han kommet hurtigere til resultatet: 36.893.480.000.000 tons, d.v.s knap 37 billioner tons. Disse billioner benævnes i øvrigt trillioner i England og USA, fordi milliarder (der er tysk) der benævnes billioner.
Da den 9 årige (pkt. 1) var 19, fik vi Karl Marx i anden reprise. Nu hævdede den unge mand u(be)lært, at statsgælden og de fleksible, nominelle valutaer– eller vekselkurser var redska-ber, der blev misbrugt både i teorien og i praksis til ’via de menneskelige egenskaber’ at fremme det internationale pengesystems sammenbrud og landenes økonomier med stats-gæld. Tre år senere kom begyndelsen til enden med det internationale pengesystems sam-menbrud behørigt ledsaget af løst funderede, professorale skolemester-beroligelser af slet skjult og misfortolket keynesiansk observans – grundlaget for det professorale virke, for-stås. Vi har i virkeligheden ventet på et nyt internationalt pengesystem siden til at holde stien ren, … og dog . Stærke kræfter vil have guldet, der er et til formålet i dag misforstået normalværdimål, der ganske vist var egnet til den unge industrialismes hurtige vækst i 18-00’årene, fordi anvisningerne på guld ikke udstedtes (næppe kunne udstedes) hurtigere end den enorme produktive reale vækst …. og sådan er der flere ting, som vi ikke ganske har forbigået .
Vi skal have aftalte, faste reale valutakurser. Herved undgå går vi de fleste tyngdende spe-kulationsproblemer. Med en sådan ordning kan medlemslandene vælge mellem mere in-flation, og som konsekvens heraf opgive de reelt bestemte valutakurser og devaluere. Herved bliver valutakurserne altid rigtige og troværdige.
Forvirring fremmer styringen
2. Solen kan rumme næsten 1,3 million jordkloder, og den er ikke sådan at flytte med – end ikke fra the Commissioner’s office af the former Commissioner herself i Bruxelles -, mener mange må være udgangspunktet. Ja, man forsøger i det politisk korrekte materiale måske at skjule Solens reelle størrelse: Man taler om og lægger ensidig vægt på 109 gange større diameter end Jordens og viser misvisende figurer på Nettet (bevidst eller ubevidst, men klart med ikke-matematikere som forfattere). 109 gange større radius (der ikke synes u-middelbart at være ganske kolossalt eller ’mega enormt’ i tidens sprog) betyder altså, at Solen har godt 1,295 mill. gange større rumfang (kuglens rumfang = 4/3•p•r^3 ) end jor-den. Når 100 sættes i tredje potens bliver resultatet 1 million. Solens masse er så ‘kun’ 330.000 gange større end jordens. Man kendte ikke forholdet mellem Jordens og Solens radius for 2.200 år siden, da Arkimedes bestemte kuglens rumfang til det netop anførte, uden denne nemme integralregning, men Jordens radius og omkreds bestemtes dengang:
3. Grækeren Erathostenes kunne i året ca. 240 f.Kr. (jeg gentager) konstatere (for 2.252 år siden), at So-lens stråler ramte præcis lodret ned i en brønd i Syene ved det nuværende As-swan ved sommersolhverv. Alexandria ligger 800 km nord for Syene på omtrent samme længdegrad. I Alexandria målte Erathostenes året efter ved sommersolhverv, at Solens stråler ved en lignende brønd afveg 7,2 grader fra lodret. Derefter meldte Erathostenes, at Jorden havde en omkreds på 40.016 km, og at Jordens radius – om man forudsatte den var kugleformet – var 6.366,2 km. Det kunne han godt dengang, uden at få problemer. 1500 år senere skulle han nok ikke have oplyst noget sådant. For nu var det politiske kor-rekt at tie stille med det man så på himlen og også andre steder og derpå anvende sine ful-de fem. ‘Da var Jorden blevet flad som en pandekage’, hvis størrelse man ingen tanker sku-lle gøre sig om, bortset fra man skulle passe på med ikke at sejle for langt ud på havet og falde ned.
Går vi knap 750 år længere frem igen, så hævder magthaverne, at temperaturen stiger på Jorden p. g. a. menneskenes gøren og laden. Man går så vidt, at man hævder at ind-vandringen fra Afrika skyldes klimaforandringer skabt af og i de mest udviklede sam-fund.

Ad menneskeskabte klimaændringer a propos Solen:
At der fandtes betydelige klimaforandringer et utal af gange (senest i 1600-tallet med en mini-istid og med den svenske konge Karl Gustav på de danske bælter), før der fandtes for-urenende eller CO2-afgivende maskiner overhovedet og mennesker i et antal, der tåler no-gen sammenligning med i dag, skulle man mene var et bærende argument imod klimaæn-dringer nødvendigvis er menneskeskabte. Langt den altovervejende del af CO2 afsondrin- gen på kloden stammer fra utallige naturlige processer herunder forrådnelse som både dyr og planter bidrager til. CO2, der svarer til udåndingsluft, absorberes i verdenshavenes dyb-der ved lave luft- og vandtemperaturer og udsondres herfra helt eller delvist igen ved høje-re temperaturer.
Der er nok så skæbnesvangre, herunder bevidste fejl i de anvendte matematiske, statistiske og fysiske ‘materialer, mest med anvendt matematik’ om den nytilkomne med vandhøjder og bl.a. korrelation (en ganske specifik defineret statistisk sammenhæng) mellem CO2-mængden i atmosfæren og temperaturen – eller var det nu netop omvendt? JA! I 1400’ å-rene var der en varmere periode. I øvrigt viser gennemsnitstemperaturen på jorden, der er vanskelig at måle på anden vis end via indikationer (helt specifikke fingerpeg) i fundene i udborede iskerner, når vi kommer længere tilbage end 1700’årene, en stigning på ½ grad Celsius inden for de seneste 150 år. Ja, 1609 – Galileo Galilei, italiensk matematiker, astro-nom, og fysiker, opfinder det første termometer (vandbaseret), men derudover skulle ter-mometeret tages praktisk i brug i almindelighed (baseret på væske med større vægtfylde og lavere frysepunkt end vand for det praktiske) og interessen for registrering af temperatur-målinger i hele områder komme til, hvorved registreringer heraf vandt udbredelse.
I den angelsaksiske verden stod man af fra den påduttede menneskeskabte klimaændring i stor stil i foråret 2007. Den samlede dokumentation udført af kvalificerede forskere: The Great Global Warming Swindle (hele dokumentarfilmen på linket) sendt fra den britiske TV Channel 4, Mars 4th 2007) : https://www.youtube.com/watch?v=52Mx0_8YEtg

De lidt større linier:
Integrationen af Europa-staterne var for “Freden i Europa”,”for Økonomien”, ”for Land-bruget” (mere herom et par sider længere fremme). Det var Sovjetunionen også. Hitler, Alexander den Store, Napoleon, Filip den Anden og Cæsar lovede noget helt tilsvarende. Virkeligheden viste sig at være det modsatte af det proklamerede. Kendere af historien vil vide, at ingen union er blevet skabt uden krig.
Hvis blikket kastes på andre sider af udviklingen end den formelle europæisk-politiske med alle dens ord, planer, beslutninger, indretninger, gøremål og især billeder, som bor-gerne dagligt bombarderes med, vil et mere sandt billede måske tone frem. Især ordenes repræsentanter, sprogfolket har bidraget meget til forvirring. Mange begreber fra hver-dagssproget eller andet sprog er overtaget af videnskaben og anvendes i sammenhænge, der går langt ud over f.eks. hverdagen. Tag de tre adjektiver invariant, bevaret og konstant har præcise meninger i naturvidenskaben, som forudsætning for deres brug, i f.eks. de de-le, der benævnes relativitetsteorien og matematisk fysik. Tag derimod f.eks. ordet milliard (hvis oprindelse er tysk), fører til at europæiske billioner er trillioner i den angelsaksiske verden. Tag konventionen om brugen af komma i ikke hele rationale tal til at angive deci-malerne i Europa og punktum eller prik i den angelsaksiske verden. En tastefejl f.eks.i reg-neark kan være skæbnesvanger og svær at genfinde. Det ville tage få minutter at ændre dis-se misforhold væk fra forvirring og besvær, hvis vi ikke havde de sprogligt orienterede i ho-vedrollerne.
Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet har prist. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod. En uddannelseseksplosion i Nordvesteuropa førte 50-60% af en ungdomsår-gang i 1990’erne til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukra-tiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne, eller snarere kampen mod kund-skaberne ..?
Flere af disse unge syntes at tro at de kom op i universet eller måske kun til et sted i stra-tossfæren – men i alt fald op til sandheden – ved at gå på universitetet. Der skabtes de gan-gbare ideologier, som havde magthavernes bevågenhed. Alt var nyt og smart, alt var brug-bart, men kun hvis det passede ind i den lagte plan.
De, der tror, at socialismen og kom¬munis¬men blot var et østeurop¬æisk samfunds¬rod, der bredte sig, men nu er brudt sammen efter et over¬flødigt og ondskabsf¬uldt eksperiment af 70 års varighed, er bund naive. Den sikreste måde, hvorpå en socialistisk regering i magt¬mindretal kan få de såkaldte ikke-socialistiske vælgere til at stemme for socia¬lismen eller vælge sig socialisme-medløbende kandidater, er at tilbyde disse vælgere falske penge, d.v.s. gældsætte dem . Det er indrettet så kun et langt liv lærer enkelte ikke kyndige i at have blot formodninger om, hvad der foregår over et længere tidsforløb.
Sådanne fordringer (selvom de kun er tal) skal nemlig på et tidspunkt til¬bagebetales med arbejde for og/eller afhæn¬gighed af magthaverne.
En sikker ide til fremme af denne afhængighed er at give folk enfami¬li¬eshuse med fast forren¬tede lån og med konstante termin¬s¬ydel¬ser. Derefter lader man inflationen arbejde – det passer fint til en vækst i den offentlige sektor – så de ikke-socia¬lis¬tiske væl¬gere i alt fald bliver tilhængere af infla¬tion. Med den mærker de, medens tiden går, ter¬minerne mindre og mindre. Kan renteud¬gifterne så sam¬tidig fratræk¬kes i skat¬teregnskabet – hvilket var supervanvittigt og helt unikt i Danmark og nu på retur – så vil en del af gildet tilmed blive betalt af dem, der bor i lejebolig, og resten blive til for¬højet rente til skade for vore produk¬tion¬sin¬vesteringer. Og seddelpressen speedes op, eller låntagningen i udlandet øges. De, der bor i lejlig¬hed, skal så have kom¬penserende hus¬lejehjælp og virksom¬hederne investe¬rings¬hjælp fra staten .

Det mest virkningsfulde er dog at kalde alt i livet for so¬cialpro¬ble¬matisk, og at institu-tionali-sere livet for så mange som muligt helt eller delvis. Det gøres enten ved udbetaling af falske penge eller ved falsk finansiering af om¬sorg/bista¬nd, eventuelt kombineret med den almin¬delige skattebetaling, som folk har det med at blive trætte af, når det bliver til brand¬be¬skat¬ning. I grunden ulogisk, hvis de går ind for infla¬tion! Bl.a. Tidligere professor Bent Rold An-dersen (kortvarigt social¬minister) ko¬nstruerede den ulogiske “socia¬lteo¬ri”, der skulle til at “omsørge” danskerne for en tid. Se bl.a. hans “Grundprincipper i Socialpolitikken” fra 1971, udgivet i serien Nyt Socialt Bibliotek på Det Danske Forlag af Socialpolitisk Forening i Albe-rtslund. Tidligere statsminister Anker Jørgen¬sen så til og sagde andæg¬tige ting, mens koret af nymar¬xistiske sindelagsapostle med god “arbejder-embedsmands-familiær-uddannel¬sesbag¬grund” overtog alt i “Bi¬stands-danmark” per gum¬miparagraf.

Det startede internationalt med den underlige private Romklubben, en studiegruppe, som det internationale selskab med kendte mangebillionærer bag initierede. Den udgav ”Græn-ser for vækst” 1973.
Herefter fulgte “Mankind At A Turning Point” (menneskeheden ved et vendepunkt); heri stilledes bl.a. planlagt chokterapi for samfundene i udsigt. Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TV-interview. Ovennævnte “Grænser for vækst” var dedikeret til Peccei. Den anden udgivelse er tilsyneladende forsvundet igen fra de fleste ellers velassorterede biblio-teker. Noget var måske blevet for tydeligt, for kontroversielt “for masserne” (?). Resulta-terne er dog ikke udeblevet.
Allerede i 1960’erne under Kennedy-administrationen er det blevet hævdet, at en gruppe på 15 eksperter inden for hver deres felt blev bragt sammen for at lave en rapport om må-derne, hvorpå kontrollen med befolkningen og magtkoncentrationen kunne øges uden krig. Den blev kendt som ”Rapporten fra Jernbjerget”, en undergrundsinstallation i staten New York, hvor deltagerne holdt deres møder. Et af medlemmer lækkede indholdet til en ven, som lækkede de videre ud, siges det. John Kenneth Galbraith havde her en styrende rolle. Det blev hævdet at være et svindelnummer, men hvis det var, var det et stærkt inspi-rerende nummer. Et af medlemmernes forslag til centralisering af magten var: en trussel fra det globale miljø. Rapporten blev færdig i 1966, fortælles historien, og i 1968 kom Rom-klubben, Broderskabets frontredskab også med J. K. Galbraith, Broderskabet, som skabte miljøbevægelsen, der er afgørende central for magtsamlingen på kloden.
Lærdommen fra dette MIT-projekt udviklede sig på de vestlige himmelstrøg til, at man in-dtil primo 1980’erne fortsatte med at fortælle landbrugerne, som var blevet lokket i EF, at de bare skulle investere og eventuelt låne noget mere. Der blev nemlig mangel på alt, lige fra råstoffer til landbrugsvarer; sådan lød sangen. Man gik så vidt, at man sendte landbru-gskonsulenterne rundt for at forklare landbrugerne, at de endelig måtte belåne f.eks. deres svinestalde om nødvendigt for at skaffe penge til svinefoder. Fra midten af 1980’erne fandt de samme bedragere på, at nu kom vi til at leve i en verden med overskud af alt og overpro-duktion af alt. Nu skulle der være produktionskvoter og prisfastsættelser via EF, netop så bedrifter ikke kunne løbe rundt. Nu skulle der braklægges, for nu var der overskudslagre og miljøproblemer overalt. Dette krævede selvfølgelig registrerings- og kontrolapparat sat i gang med ydeligere gener. Dette førte i Danmark bl.a. til, at der opstod en helt ny stand af ansatte landbrugere på overbelånte landbrugsbedrifter, der reelt er ejet af kreditforenin-gerne m.v. En mængde mælkeproducenter begik desværre selvmord midt i ulykken .
Det var et planlagt bistandsprojekt af de værste. Der skulle mere til. Er nogen i tvivl om, hvad en eneret fører til. Det bør man ikke være. MD Foods havde i 1991 et nettooverskud på hen-ved 875 mill. kr. Efter den gældende aftale med mælkeprod¬ucen-terne sendtes mindre end 200 mill. kr. tilbage til landbruget i form af revideret prisafregning. Dette år havde MD Foods 6000 ansatte; der var kun cirka dobbelt så mange malkekvægs¬besætnin¬ger i Danmark sam-me år . Har nogen optalt antallet af tvangs-auktioner blandt danske mælkepro¬duc¬enter i netop 1991?

Det drejede sig om at få dem over på bistanden. En naturlig død, som altid har været land-brugerens lod, kunne “lakskoene” i Bruxelles og i de højere luftlag ikke unde ham. Og så var der en plan, der ikke kunne vente. I dag begynder tonen at få en anden lyd, langt ind i tradi-tionelle totalitær-k¬redse. Nu sidder disse også solidt på flæsket, sammen med dem deres¬ fa-milier, partivenner og gode bekendte .

Sandheden er det folk tror på (?)
Mange af de videnskabelige studier skulle få et andet indhold og andre metoder efter Den anden Verdenskrig. Noget med tilpasning til tidens krav, kan vi kalde det til at begynde med. Nationaløkonomitermerne blev efter Den anden Verdenskrig ikke forstået af ret ma nge mennesker, der havde sat sig ind i det, der kaldtes viden herom før krigen. Det var der en helt oplagt ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den omsiggribende tv- og mediekultur; og ideologismen blev efterhånden markedsført på-ny i 1960’erne og 1970’erne, da børnene født under eller lige efter verde-nskrigen var vokset til. Nu var historie blevet et spørgsmål om rette teori, der også kan kal-des antagelseslogik. Kendsgerningerne forsvandt mere og mere sammen med de histori-ske bidrag fra tidligere, der trods alt var en slags holdepunkter. Først var det marxisme si-denhen internationalisme efter Trotskys ideer.
Nu fik Europa det skidt efter opgangen i 1950’erne og 1960’erne. Det politikeropfundne ’økonomisk demokrati’ med bl.a. velfærd planlagt fra 1930’erne kom ind og afløste vel-standen, velstanden omdannedes via brandbeskatning til såkaldt velfærd af højskolede-mokrater, kulturradikale og kommunister ad opdragelsesvejen mod Velfærdsdemokratiet og Folkedemokratiet eller Velfærdssocialismen .
Der var en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om mere selvstændig tilværelse. I oktober 1973 hævede OPEC den fælles olie-kartel-pris med 400 procent, samtidig med der indførtes embargo for afskibning af olie til ethvert land, der havde støttet Israel i “Yom Kippur Krigen” mod Egypten og Syrien: Seks år efter at Israel havde ydmyget sine arabiske naboer i Seksdageskrigen, indledte Egypten og Syrien samtidig angreb fra vest og nordøst: Den 6. oktober 1973, hvilket fangede Israel med overraskelse om aftenen før Yom Kippur. Nu angreb syrerne Golan-højderne, mens egypterne krydsede Suez-kanalen ind på Sinai-halvøen. OPEC reducerede samtidig olie-produktionen med 25% i forbindelse med første olieprisstigning. Forinden var US A i maj 1973 nået til en uformel aftale med Saudi Arabien om, at landet ville kunne investere i USA, som modydelse til USA’s assistance med at udvikle Saudi Arabiens hjemlige økono-mi. Bortset fra de voldsomme olieprisstigninger – der var én prisstigning mere i 1979 med 175 procent – var der ikke noget katastrofalt i, at olie-landene samlet forlangte mere for de-res olie, da reserver-ne var begrænsede. Men var olie-prisstigningerne, som det blev foregøjlet os at være de egentlige årsager til ulykkerne, der fulgte, nu virkelig årsagerne? Det meddelte eliten i slutningen af halvfjerserne, for at have sit eget på det tørre.
Olieindtæg¬ternes himmelflugt i 1970’erne og vore slappe, derfor mag¬thungrende, derfor gældsætnings-ivrige politikere har blot hældt den ekstra benzin på bålet, som skulle til for her¬refolkenes fornyede fremtrængen .
I 1978, under socialdemokraten Anker Jørgensens danske regering, vedtoges i Damaskus Den Europæisk Arabiske Dialog, bl.a. med henblik på at fremme “udbredelsen af kendska-bet til arabisk sprog og kultur i Europa” (EF Bull. 5-1976, EF Bull. 12-1978, side 25). Reelt er dette en aftale om fremme af Islam i Europa. Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i senere den aldrig offentliggjorte, men fremskaffede Europæisk-Arabiske dialog og med Euromed-traktaten, der nu skulle udmøntes yderligere og omfatte aftaler/samar-bejde med 16 lande i Nordafrika og Mellemøsten (Magreb-landene). Herom skulle der ikke folkeafstemmes i Danmark. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig i 2005 for at indrette sig i frihandelszone. Egypten forventedes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. Ende-målet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og so-ciale spørgsmål så vel som politiske. Dette skulle føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.
I dagbladet The Scotsman den 9. april 2004 kunne vi tilmed læse om EU’s samarbejdende millionbidrag ($246 millions) til mellemøstlig terrorbande: http://www.scotsman.com/ne ws/eu-millions-was-aid-handed-to-terror-gangs-1-521033#axzz3qSXwgkAH
Skulle målet være at få udbredt eurosystemet også til Mellemøsten og Nordafrika, kan vi være helt sikre på, hvad den selvvalgte dødsmarch sigter på, i alt faldt ender med: At fjerne de rige olielandes hegemonia af både USA og Europa netop via en europæisk kunstvaluta. Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30 pct. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på gru-nd af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og Malaysia.
Et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansva-ret, og statsgælden voksede på ny som i 1920’erne og 1930’erne. Det var skatterne og en stadigt eksplosivt voksende offentlig velfærdssektor, der udgjorde den store forskel fra tid-ligere og navnlig velfærdsforbruget p.g.a. immigranterne, der via skatterne beslagde kapi-talen i stedet for at lade den producere samhandelsvarer.
Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, da vi nåede til 1994, men ikke seriøst i det brede forum og ikke blandt tidens dagsordensættere af postmodernismens politiske korrekthed. Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro. Virkeligheden var nu en in-dividuel tænkt virkelighed. Sandheden forblev relativ, og det gjaldt primært om at vælge den rigtige, der fører til det ønskede. Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integre-ret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund.
Den danske stat og kommunerne skyldte pr. 31. januar 1995 ca. 830 milliarder kr. efter 2. kvartal 1996 cirka 852 mia. kr. væk på papiret , svarende til mere end ét års salgbar pro-duktion i Danmark eller 160.000 kr. pr. dansker pr. 31. januar 1995. I Sverige var statsgæl-den dengang såmænd ca. 180.000 kr. pr. svensker. I 2002 var den danske statsgæld ikke reduceret til mindre end 800 mia i alt. Mere præcist kan den ikke angives. Den afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen valgte at tale usandt om statens gæld i sin afskedstale, idet han netop, trods det blev indskærpet (også i pressen) i 2010 af EU, at statsgælden var og fortsat er den nominelle konsoliderede bruttogæld, der var 643 mia. kr. pr. 1. januar 20 10, efter 689 mia. kr. i 2009 og dernæst 753 mia. kr. 1. januar 2011 opgjort efter samme korrekte metode. Vi foretrækker de store långiveres opgørelse af gælden. Det er også deres vurdering, der er eneafgørende for landets stilling. Og det er lige til: Vi husker fortsat, hvo-rledes fhv. finansminister Thor Pedersen med Jyllands-Posten kunne berette, at statsgæl-den var “pistvæk”. Det var udtrykket der brugtes om gælden i 2006 lige op til 1. april og i 2008. Det første skrev landets førende avis Jyllands-Posten den 31. marts 2006, den 29. marts 2008 kunne vi læse noget lignende sludder i DR-Nyhederne med ekko på TTV2-Ny-hederne.
Sverige fik spekulations-lussingen efter have præsenteret et underskud på ca. 100 mia. kr. i samhandelen i 1991, efter at danskerne troede, at de i det mindste havde sagt NEJ til Eu-ropa-Unionen, den glade 2. juni 1992. Sådan et afstemningsresultat skulle de styrende ikke have i Sverige. Lussingen var en påmindelse om, hvad der kunne hænde og måske blive meget værre. Sveriges statsgæld var cirka 1½ billion Skr i 1995. Tysklands statsgæld var på 2,5 billion DM i 1995 opbygget over ganske få år og med dengang godt ½ billion DM, der skyldtes DDR-sammenbruddet eller Genforeningen. I alt svarede dette til ca. 125.000 kr. pr. tysker. I 2011 er den totale tysk statsgæld og garantier: $5,315 billioner. Ved udgangen af 2012 2,966 billioner Eur. svarende til 140 pct. af bruttonationalproduktet.
Det skal understreges, at den gæld, der her er tale om, er den borgerne ikke har stiftet på anden måde, end at de har stemt på politikere, der for at indfri vælgernes, egne eller pen-gemagtens politiske ønsker og ambitioner så behændigt som muligt, har lånt en mængde penge uden overhovedet at fortælle dette, og uden at nogen rigtigt kræves til ansvar, for når stort set alle “ansvarlige” politikere er med, er der intet ansvar at placere.
End ikke Tyskland levede op til ØMU-kravene i den tredje fase (1997), det skulle vise sig at fortsætte sidenhen, kun Luxembourg, der lever af EU-bureaukratiet og diskret bankvæsen ligesom Schweiz klarede kravene. I 2002 og 2003 havde både Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst, og Danmark var også tæt på begyndende deflation eller rettere stagflation. Stilstanden (ingen realvækst, der er lig med nominalvækst korrigeret for inflation) er ble-vet endog mere udbredt i 2013 efter boligboblen afslutning 2008, og Sydeuropa har meldt sig med uoverstigelige statsgældsproblemer. De ledende havde noget andet effektfuldt, men lige så falsk i baghånd.
Dette er sandheden, uanset hvad der oplystes af diverse tv-aktører som Hans Bischoff eller tidligere Poul Jørgensen på dansk TV, indtil der ikke oplystes noget andet end, hvad de re-tarderede dukker kan præsentere kortfattet og dikteret ukompliceret i en øresnegl, even-tuel ved hjælp af en håndpisker, som Bischoff også benyttede sig af, når det blev for kom-pliceret for ham. Efter sin lange karriere i medierne som såkaldt økonomikyndig optrådte han endog aldeles uetisk ved at opreklamere dødssejler-låneformerne i reklametv. Disse var nyttige redskaber for toppen, de vidste i alt fald ikke bedre. Begge de to sidstnævnte har en afbrudt økonomiuddannelse bag sig.

Fra produktion til spekulation:
Først spekulerede verden sig skeløjet på et IT-boom, dernæst på ejendomspriserne. Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så godt, og vi blev alle så rige. Og det var lø-gn. ”Mere spekulation, tak” var titlen på en artikel i Berlingske Tidende for nylig. Den in¬deholdt kun tom snak, informationstom. Uden noget særligt renteafkast spares der ikke op i de sædvanlige former, selvom det var det, der var brug for. De institutionelle investorer tager over fra de flittige pensionsopsparere, der gerne vil låne noget mere. Det bliver det også værre af. Tværtimod lokkede TV i slutningen af 1990-erne ugentligt de unge til at kø-be de oppustede aktier, bare for at score. Tanken var at få fordelt ulykkerne, nu det havde kørt lang tid. Hvor smukt.
1999 var valutaspekulanternes år:
Der var nok høje renter, men købekraften og valutakursen faldt mere end rentetilskrivninger-ne på de nedskrevne værdier. Husk på forholdene i 1920’erne.
Sådan afskaffer de statsgælden i Europa for din regning – tror de – måske afskaffer de også EU, der grundlæggende bygger på en løgn om bl.a. de finansielle forhold i verden.

EUROen i introduktionsåret 1999?
Møntfod 25/1-00 25/1-99 EURO-Kursudv. % *)
US-dollar 1,0063 1,1603 -13,2
Britiske £ 0,6094 0,6995 -12,8
Jap. YEN 106,3000 132,7700 -19,9
Schweizer FR 1,6111 1,5963 0,9
Canadiske $ 1,4514 1,7670 -17,8
Australske $ 1,5376 1,8395 -16,4
Norske kr. 8,0859 8,6224 -6,2
Svenske kr. 8,9090 8,9632 -0,6
Danske kr. 7,43?? 7,4368 0,0**

1 EURO målt i diverse valutaer
*) Udregnet i forhold til kursen 25/1-99
**) Den danske krone er fast koblet til EURO-en
Denne udvikling kunne aflæses af http://www.oanda.com. Lad os forklare, hvad tabellen bl.a. vi-ser ved et eksempel. Vi kan sige, at hvis ”muldvarpepungen” indeholdt 100.000 danske kr. i januar 1999 og år i 2000, så har ejeren mistet 6.200 kr i købekraft (på et år) i forhold til situationen, hvor ejeren i stedet havde vekslet til norske kr. i januar 1999 og vekslet til-bage i januar 2000. Minus vekslegebyr og banken kursfortjeneste.
Har nogen oplevet, at valutakurserne angivet her er noget i underkanten af den reelle pris, da kan vi ikke give anden forklaring end, at bankfortjenesten aldrig er medregnet i oversigterne.
Havde vi sammenlignet den samme post i US-dollars i stedet for kroner eller EURO ville man have scoret 13,2 pct. eller kr. 13.200 på et år (fra 25/1-99 til 25/1-00) uden at røre en finger.
Sådanne ting oplyses ikke i de danske medier forstås. Derimod meldtes ultimo februar 2000, hvor der var udsigt til voldsomt dyk, hvis ikke krak, i alle aktiekurser, at aktiespe-kulation skal til være en folkesport. ”Lad dog børnene” kunne man læse i overskrift i et af de danske dagblade i august 2000.

Hvordan begynder det med aktierne?
Når aktiepapiret bliver et spekulationsobjekt kan alting ske. Ledig købekraft og lave rente-afkast fra bankindestående plus masser af gedin købekraft er udgangspunktet. Nu skal vi huske, at op til Euro-afgørelsen gjaldt om at få en masse pengemidler i omløb og om at øge kreditterne mest muligt, fordi det efter det givne antagelig var sidste gang det kunne ske (det skulle vi bringes til at tro), men også fordi de ledende gerne ville have kronen vurderet gunstigt lavt i forhold til Euro for at sikre konkurrenceevnen fremover ved den eventuelle omveksling, der eventuelt skulle ske. Selvfølgelig skal vi have nogle firmaer, der efterspør-ger kapital for at få spekulationen i gang, men dem var der nok af, som det hele gik – ad H til. Gerne nye brancher, hvortil der var knyttet store og også overdrevne forventninger. IT?
Der var opsving, aktiekurserne steg, blev der råbt. Rigtig mange almindelige borgere købte aktiepapirer. Men aktierne, der repræsenterer egenkapitalen i virksomheden, blev på tilsy-neladende ganske særegen måde til mere “fremmed” kapital, som vi nu skal se. Det gik ik-ke godt med produktion og beskæftigelse, tværtimod. Produktionen og afsætningen og der-med intjeningen fra vareproduktionen kunne ikke hamle op med aktiepapirmængden.
Kurserne steg for andre som for dig, måske. Du havde forventninger til en kursgevinst. Næsten hele afkastet fra aktierne var blevet kursgevinst, udbyttet som bliver bestemt på generalforsamlingen til et antal procent af aktiens pålydende er for dem, der er engagere-de i firmaerne, også i det lange løb, og som faktisk har besluttet nyudstedelsen af aktier. Udbyttet fra denne procent afhænger selvsagt af det allerede realiserede overskud i sel-skabet, og hvad der så bestemmes efterfølgende på generalforsamlingen om udbyttets stør-relser, henlæggelser efter loven o.s.v.
Dette udbytte er ikke bestemt meget af forventningerne til fremtiden, som det fremgår. Det er aktiekursudviklingen derimod. Virksomheder i store antal skulle børsnoteres og ud på markedet og hente kapital – for de tjente mange af dem faktisk for lidt (som nævnt). Det kunne selvfølgelig kun ske ved at fremvise gode regnskabsresultater. Her skal man have en god revisor, hvis det skulle knibe, og et eller andet godt forhold til sin bank. Og det kan be-tyde flere ting, som jeg kun vil antyde.
Når der investeres i aktierne, der flittigt udbydes, tilføres virksomheden tiltrængt kapital – måske havde den rent faktisk ikke kunnet tjene så meget ved ordinær drift, som de øvrige ellers udbytteorienterede aktionærer faktisk så hen til. Og det kunne være bekvem begru-ndelse for at springe med på vognen, spekulationsvognen, nu der var chancer for det.
Muligheden forelå nu: Du og flere andre investerede godt rådgivet (effektivt i hvert fald) af banker og pressen. Andre gjorde det samme, og efterhånden begyndte aktiekursen at stige, men kun fordi alle eller mange små i markedet ville investere. Aktier var blevet gjort inter-essante for almindelige borgere med diverse spil i dagbladene og alt muligt andet.
Aktiekursen steg altså ikke fordi firmaet udviste stigende indtjening fra det , som firmaet rent faktisk havde valgt at producere og sælge. Men kurserne steg og flere stigninger fulgte på grund af ganskevist stor mængde aktiepapirer forelå i en mindre mængde end, hvad som efterspurgtes; det blev et spil, udelukkende fordi købekraften var tilstede, eller der kunne lånes til det uskønne projekt, og så fordi firmaet udbød flere og flere papirer til salg. Det gik jo med papirerne. Men hvad med forretningens ordinære drift? Pressen råbte op dagligt om opsving, opsving, kurserne stiger – for skabe illusionen om en opgang. Og poli-tikerne troede også eller lod som om de troede, at det var produktionen i virksomheder, der var i opgang. Virkeligheden var: Aktiekurserne og forventningerne til det fremtidige afkast i forretningen snart ville melde sig.
Vil du med, inden det bliver for sent, for det bliver for sent? Når jeg midt i vanviddet hørte at telefonudbyderen Nokia få år tidligere lavede årligt resultat, 50% større end året forin-den samtidig med, at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investe-ret krone i Nokia – faldt med 50 pct. i samme år, må et eller andet være gået fuldstændig skævt, enten med forventningerne – som bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedel-sen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der var strømmet ind i firma-et. Der var mange andre.
Det kunne også gå anderledes: Kurserne steg, men kurserne var netop forventninger til et fremtidigt afkast, der ikke kunne holde, fordi firmaet ikke kunne leve op til de enorme krav, som kursstigningerne stillede – lave eller ingen udbytter hjalp en hel del på karusel-lens videre rundtur, men til sidst ville de ordinære aktieejere ikke være med til at smide mere papir på markedet, for de ville jo også have deres, det sikre, f.eks. som ordinære an-svarlige investorer, medens det endnu kunne være sikkert.
Sagen var den, at firmaerne i stor stil ikke magtede at forvalte den indskudte kapital stam-mende fra aktiesalget på en forsvarlig måde, uden selv at ty til spekulation. Medier skreg fortsat dagligt om opsvinget, der, når man lyttede, skulle tolkes, som om det simpelthen ingen ende ville tage. Og det var løgn.
Det gik så vidt eller vildt til under boligboblen på et tidspunkt, at danske boligejere tjente mere på hjemmets ejendomsprisstigning om natten, end de tjente ved at arbejde om da-gen (eksempler fra Nordsjælland). Ejendomsprisstigninger kunne belånes til køb af ejer-lejligheder i Barcelona og Berlin…. medens hele cirkusnummeret reelt dækkedes ind via euroen – det vil især sige tyskerne. Det kan et barn forstå ikke er uholdbart i længden.
Den fuldstændig groteske udvikling i selskabet med begrænset hæftelse er illustreret i bilag til sidst i denne gennemgang.

Relativ sandhed ramte demografi-toppen og Danmarks Statistik – hvis opgave det var at optælle det, som skulle være vigtigt for landet, indbyggerne og politikerne:
Årlige optællinger af antal fødte børn i året (en fødselsårgang) fordelt på forældrenes op-rindelse offentliggøres ikke som rådata af Danmarks Statistik. Kun antallet i den samlede fødselsårgang. Men ikke nok med det.
Officielle befolkningsfremskrivning maj 2002 og maj 2007 viser konsekvensen af systemet, som det har været gældende siden 1991. Fremskrivningen er vel at mærke udført efter fø-rende demograf professor ved Københavns Universitet Hans Oluf Hansen bekræftede det-te: Danskeren, nr. 1 februar 2006, side 6: “I en kommentar til Den Danske Forening giver Hans Oluf Hansen udtryk for, at cpr-registerets og Danmarks Statistiks definitioner på ’indvandrere’ og ’efterkommere’ (fra 1991) er uegnede grundlag for både en beskrivelse af den nuværende befolkning og for udarbejdelser af prognoser om den fremtidige befolk-ning. Han anbefaler en egentlig folketælling, som kan give klarhed over blandt andet be-folkningen etniske tilhørsforhold.” [Sådanne er forsøgt gennemført i Norge og Tyskland, men kun såkaldte repræsentative micro-census (d.v.s repræsentative statistiske udvalg af befolkningen]
Det er et forslag, som Den Danske Forening kan tilslutte sig”, skrev Harry Vinter. Læs ar-tiklen i tilknytning til citatet: Danskeren nr. 1, 2006 (side 6): http://www.dendanskeforening.dk/files/files/DANSKEREN%20nr.%201%20-%202006.pdf
Du skal muligvis til http://www.dendanskeforening.dk og fra frontsiden vælge Danske-ren, og blad nr. 1, 2006 på næste samt vælge side 5-6 i pdf-filen.
Et par avisartikler centralt på emnet:
http://www.b.dk/danmark/er-udlaendingestatistikken-ubrugelig
http://www.b.dk/viden/danskere-bliver-en-minoritet-i-danmark
Vi ser f.eks. kontorchef i Danmarks Statistik Anita Lange mod bedrevidende forsvare med næb og klør de tællekategorier, som hun er sat til at opgøre befolkningen efter : Anita Lan-ge kan hævde, at hun laver statistikker over udviklingen i fertiliteten blandt ‘indvandrer-ne’ og ‘efterkommere’. Fertilitet påvises ved interviewundersøgelse af repræsentative ud-valg af helheden. Ja, så er der den teoretiske fertilitet, der er kommet på mode. Den kor-rigerer fødselshyppiheden for aldersfordelingen til noget der kan betegnes fertilitetsesti-mater, men korrigerer den også for de ikke adspurgtes ønsker, forventninger, kultur reli-gion og traditioner og de ændrede love? Endelig kan man undersøge alt og bygge på uvi-denskabelige tællebegreber. Så er der fødselsraterne, men det er noget ganske andet.
“Danmarks Statistik, som netop laver statistik på fødselsrater, er enig i det sidste” (her: …at fødselsrater falder markant for ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’). Så er det vi har lidt svært ved at forstå, at folketallet kan vokse med mere end nettoindvandringen (når alle ’fertiliteter’ i landet er under og for langt de fleste langt under 2 børn pr. kvinde). Ja, man-ge fødende, og det skyldes mange børnefødsler nogle år før. Måske falder de opgjorte fød-selsrater for ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’, der desværre ikke omfatter de netop fødende p.t. af udenlandsk oprindelse inklusive familietilknytningen: 2. generation efter immigran-terne er danske p.g. a. enten en juridisk afgrænsning, som naturalisationen er, eller af den årsag de simpelthen ikke medtælles under begreberne ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’. D.v.s. fødslerne bliver danskernes …. på papiret. Man synes at konkludere at dette papir fra Folketinget ændrer individers biologiske bestanddele pr. automatik.
2010: Vi læser under overgangshyppigheder på Danmarks Statistiks varedeklaration ved de netop anførte link:
“..Nyfødte, som har en mor, der er indvandrer eller efterkommer, kan både kategoriseres som efterkommer eller med dansk oprindelse. Det afhænger af herkomst og statsborger-skab for både moderen og faderen, hvilken kategori barnet havner i. I fremskrivningen for-deles nyfødte på oprindelse i overensstemmelse med det gældende mønster i perioden 20 07-2009. Fx var der i den periode 17,3 pct. af de nyfødte, der fik dansk oprindelse, når mo-deren var en ikke-vestlig indvandrer med dansk statsborgerskab. Andelene holdes på sam-me niveau gennem hele fremskrivningsperioden.
Andel nyfødte, som får dansk oprindelse, opdelt efter moderens oprindelse og statsbor-gerskab:
Kvinder med dansk oprindelse, dansk statsborgerskab: 100 pct.
Kvinder med dansk oprindelse, udenlandsk statsborgerskab: 100 pct.
Indvandrere, vestlige med dansk statsborgerskab: 77,9 pct.
Indvandrere, vestlige uden dansk statsborgerskab: 55,9 pct.
Indvandrere, ikke-vestlige med dansk statsborgerskab: 17,3 pct.
Indvandrere, ikke-vestlige uden dansk statsborgerskab: 26,3 pct.
Efterkommere, vestlige med dansk statsborgerskab: 100 pct.
Efterkommere, vestlige uden dansk statsborgerskab: 65,3 pct.
Efterkommere, ikke-vestlige med dansk statsborgerskab: 100 pct.
Efterkommere, ikke-vestlige uden dansk statsborgerskab: 35,3 pct..” (citat slut)
Det var 61,6 pct. (26,3+35,3) af de nyfødte af de ikke-vestlige, der blot betegnedes og op-taltes som danskere i 2010 uden at være det.
Grunden til at ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ ikke som tællebegreber giver et dækkende og entydigt resultat m.h.t. f.eks. fødslernes fordeling er, at begreberne i almindelighed ikke er entydige, dækkede og funktionelle – d.v.s. videnskabeligt uholdbare. Sætningen lige før denne er grundlæggende og nærmest selvindlysende ganske urealistisk.
Sådan har det kørt siden 1991.
Vi kan forestille os, at denne varedeklaration højest sandsynligt udarbejdes for at holde DS’ medarbejdere fri for ansvar. Om der var trængsel ved håndvasken kan ikke siges. Er nogen interesseret at få tilvirket en ændring, kan jeg foreslå at man henvender sig til Bertel Haar-der ved en lejlighed, hvor mange ser/lytter/læser med, og at man gør det med kendsgerni-ngsindsigt, med iver og udpræget vedholdenhed. Der er nok at gå i gang med, og det er ser-veret, skulle jeg mene.
Resultaterne af Danmarks Statistiks fremskrivninger er lidt tragikomiske:
Fremskrivninger fra 30. maj 2002 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2002/NR217.pdf antal: 1.069.777 i prognosepunktet 2040 bliver i Nyt fra DS nr. 220, 23. maj 2007 http: //www.dst. dk/pukora/epub/Nyt/2007/NR220.pdf til antal: 746.696 ’indvandrere’ og ’ef-terkommere’ i alt i prognosepunktet 2050. Det synes jeg var lidt morsomt: Antallet falder fra 2040 til 2050 uanset at nettoindvandringen forudsættes fastholdt. Det skyldes ikke an-det end, at det nye antal, der hvert år optælles som danskere uden at være det, vokser hur-tigere end svarende nettoindvandringen.
I 1989 gjorde vi opmærksom på, at de officielle antalsopgørelser af indvandrerne ikke var egnede til at beskrive virkeligheden, og optællingsmæssigt var sondringen mellem adkom-stgrundlagene, asylant og indvandrer, fuldstændig meningsløs, også når tidsperspektivet blev medinddraget. Vi gav dengang nogle nødvendige rettelsesforslag, og fra denne tilret-tede beskrivelse af den danske virkelighed viste vi en prognose for, hvorledes befolknings-sammensætningen ville kunne komme til at se ud i år 2020, såfremt udviklingen fortsatte som dengang.
De ca. 157.381 fremmede i 1989 ville, hvis det fortsatte, komme til at udgøre godt 1 million fremmede i år 2020. Det officielle Danmark angav antallet af fremmede udenlandske stats-borgere dengang til 87.381 eller godt 44 pct. mindre end det af os anførte antal i 1989. Fra officiel side ulejligede man sig ikke med at se på fremtidsperspektivet. Vor fremskrivning i 1989 byggede på de mest beherskede forudsætninger.
Først i 1991 fandt det officielle Danmark det passende at præsentere en undersøgelse af forholdene. Men bemærk, at med Betænkning nr. 1214, Bedre statistik om flygtninge og indvandrere, redegørelse fra arbejdsgruppen til forbedring af statistikken over flygtninge og indvandrere og Danmarks Statitiks statistiske undersøgelser nr. 43 Indvandrere og de-res efterkommere i Danmark, 1991, blev der foretaget en ganske uforståelig drejning af he-le beskriveapparatet på feltet befolkningens optælling. Den borgerlige 2001-regerings støt-teparti, der havde foranlediget betænkningsarbejdet via spørgsmål i salen til den ansvar-lige økonomiminister (Marianne Jelved) i regeringen forud. Danmarks Statistik henhører under økonomiministeriet. Betænkningens indhold og forslag kontrollerede man ikke. Det nye, der kom til, gjorde fejlene i forhold til virkeligheden endnu større end hidtil. Statistiske Undersøgelser nr. 43 med titlen ‘Indvandrere og deres efterkommere i Dan-mark’ fra Danmarks Statistik (DS) beskrev den hidtidige statistiske håndtering af asylanter og indvandrere til landet som mangelfuld, tilsyneladende i tråd med kritikken. Dette er-kendtes indirekte, uden at der blevet gået i detaljer med manglerne i Statistiske Undersø-gelser nr. 43, men der kom andet til. Selvfølgelig kunne dette fatale faktum ikke så godt præsenteres for det officielle Danmark, så man hørte ikke noget til denne undersøgelse nr. 43.
Konsekvenser af alene undersøgelse nr. 43 er bl.a.: Ad ’efterkommere’ s. 21 (i kilde nr. 2) henregnes børnene som danske. Efterkommere får også børn (’nej, hvor besynderligt sjovt !’), som det ses af tabel 15, s. 21, 1. afsnit i Statistiske Undersøgelser nr. 43, 1991 (kilde nr. 2 nedenfor): (et citat) ”Ikke alle børn der fødes af indvandremødre er efterkommere. Hvis deres juridske fædre (mit: vel juridiske fædre) er danske, hvoraf nogle vil være efterkom-mere og andre danske efter samme betragtning som indvandrere, henregnes børnene som danske. At antallet af efterkommere med tilgang gennem fødsel (opgjort i oversigtstabel 8) er mindre end antallet af levende fødte af indvandrere og efterkommere tilsammen skyldes først og fremmest effekten af disse forhold…”(citat slut). Herefter stemmer befolknings-regnskabet ikke længere, således at folketallets ændring er lig med forskellen på antal fødte og antal døde i året tillagt eller fratrukket nettoind- eller udvandringen i året.
Ikke alene forældretilknytningen, der for et ukendt antal individer på et ukendt inititativ, var blevet droppet i 1970’erne af CPR og eventuelt senere søgt genoprettet, var et kæmpe-problem, men med de nye begreber blev alle forhold knyttende sig til genetikken og der-med den etniske oprindelse umulige at spore pålideligt i befolkningen i Danmark.
Man havde forsøgt at få cpr.registret re-etableret efter familietilknytningen var blevet del-vis droppet af CPR engang i 1970’erne (se oplysningen: ”Missing embedded pointers …” p. 4 i kilde nr. 1 nedenfor). Som det ses lykkes det netop at få droppet mere af familietilknyt-ningen og den genetiske tilknytning i andet forsøg med kategorierne ’indvandrere’ og ’ef-terkommere’ fra 1991 (2. generationen efter indvandrerne rubriceredes pr. automatik som danske), og fødestedskriteriet indførtes af den såkaldt liberale regering i forsommeren 20 04 lige op til sommerferien, uden offentligheden hørte et ord. Efter § 1: Et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er barnets forældre ik-ke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget. Bemærk, at dansk er ikke defineret i den netop anførte paragraf – jurister der udformer love og ansvarlige ministre og politikere, der henholdsvis underskriver dem og kontrollerer deres indhold, siges ellers at være ret så minutiøse. Hensigten kunne være at sidestille ’dansk’, ‘dansker’ med ‘dansk statsborger’ eller med person med opholdstilladelse i Danmark, som det nu synes at være blevet til i medierne. Tidligere henvistes til dansk-definitionen, som ikke mange længere kan huske eller genfinde i lovene: ‘At være dansk’ indebærer nemlig at individet har ‘dansk statsborgerskab’ og tillige har individet mindst én forældre, der ligeledes er ‘dansk statsborger’ og ‘født i Danmark’. Indfødsretsloven er æn-dret så dansk og dansk indfødret ved fødsel i Danmark ligestilles uden dansk-definitionen og uden nogen oplysning endsige folkelig debat 4.-7. juni 2004 : Bekendtgørelse af lov nr. 422: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=28974. Lovforslaget var fremsat af daværende integrationsminister Bertel Haarder. Næstformand for indfødsrets-udvalget var Søren Krarup. Fødestedskriteriet er uforfalsket blevet indfødt, uden vi skulle vide det. Det ganske fejlagtige og beskæmmende i at fordele udenlandskes børn født i Dan-mark ’på grupperne danske og udenlandske’, var i øvrigt sket siden 1992. Var det hvad sku-lle fanges af den nye bekendtgørelse, så loven ikke længere ’var på tværs’ af det, der var sket uden lov eller rent faktisk ulovligt fra 1992 til 2004?
I stedet præsenteredes nu nogle nye opgørelseskategorier, som udlændingene skulle forsø-ges opgjort i for angiveligt at sikre racial og etnisk desegregation. Kategorierne (“indvan-drere” og “efterkommere”) var dels ulogiske dels ikke knyttet direkte til de hændelser, der følger af lovgivningen. Dette gjorde vi straks opmærksom på var væsentlige fejl, der fuld-stændigt ville fortegne billedet, hvis de blev brugt. Desuden var tællevariablene blevet da-tadrevne – d.v.s. flydende begreber uden fast indhold over tiden og andre variable -, be-kræftede professor i demografi Hans Oluf Hansen ti år senere (2001, kilde nr. 1). Professoren fortsatte fem år senere: ”Cpr-registerets og Danmarks Statistiks definitioner af indvandrere og efterkommere er uegnede grundlag for både en beskrivelse af den nuvære-nde befolkning og for udarbejdelser af prognoser om den fremtidige befolkning. Han anbe-aler en egentlig folketælling, som kan give klarhed over blandt andet folks etniske tilhørs-forhold” (Danskeren nr. 1, februar 2006, side 6 – første link side 56).
Nogle af konsekvenserne af ulogikken kunne antalmæssigt læses direkte i nævnte statisti-ske undersøgelser nr. 43. Den meldte officielt (pr. 1/1 1991) 160.641 “udenlandske stats-borgere”, 224.298 “personer født i udlandet”, 190.688 “indvandrere” og 39.368 “efterkom-mere” (når alle nationaliteter var med, men vel at mærke kun første generation efter ind-vandrerne). Vi fastholdt (1991) at udlændingeopgørelsen eller statsborgerskabsopgørelsen, der derudover medtager de naturaliserede og børnene født af de naturaliserede, måtte væ-re det rigtige grundlag.
Befolkningsstatistikregistret, som det hele byggede på, var fortsat særdeles fejlbehæftet. Ikke desto mindre præsenteredes nu på dette mildest talt særegne grundlag en officiel 30 års-prognose (Nyt fra DS nr. 348 1991). Atter udsendte vi vort bud på, hvorledes virkelig-heden var (i 1991), og perspektivet kunne forventes at blive i år 2021, såfremt udviklingen fortsatte. Det var mildest talt ganske anderledes end det officielle billede.
Vi fastholdt, at alle fejlene for så vidt angik udgangsbestanden af udenlanske oprindelser i 1991 heller ikke var rettet, og vi fastholdt, at den officielt anvendte prognosemetode indpla-cerede de kommende generationer af fremmede fejlagtigt i gruppen af danskere allerede efter anden generation. Landegrupperingen var med nr. 43 bekvemt blevet ændret første
gang, således at det officielle fremmedantal i stedet kunne opgøres til 109.000 pr. 1/1 1991. Vor sammentælling viste, når vi valgte samme nye gruppering, 147.472. Den officielle pro-gnose viste sig afhængig af prognoseforudsætningerne fra 324.000 til 438. 000 i år 2020.
Vor Lexis-prognose viste fra 872.855 til 1.009.556 i år 2021 i de mest forsigtige alternati-ver. I følge den officielle prognoses tabel 2 (Nyt fra DS nr. 348 1991); var der i 1997 172. 000 “indvandrere” og “efterkommere” fra mindre udviklede lande i Danmark. Hertil skulle så lægges 158.000 fra mere udviklede lande. Landegrupperingen er så vidt det kan konsta-teres ændret igen i 1997 forhold til i 1991. Så kan flere udlændinge indplaceres i gruppen “mere udviklede landene”. Herved skrider sammenligningsgrundlaget. ”Vi vil da nødig tro dette skulle være tilsigtet”. Måske skal det i det offentige rum tilskrives “Udviklingen” eller “Tiden”, der fordrer det hele ses i en anden sammenhæng, og så er der de stadigt vekslende anbefalinger fra FN. Vi kan ikke bruge det til noget.
Dette fortsatte med EU-udvidelserne mod øst. Her er flere østlige pludselig blevet til vest-lige lande. I ‘Befolkning og valg’ 1997: 16 fra DS oplyses i første afsnit, at antallet af “ind-vandrere” og “efterkommere” siden 1991 er steget med 107.000. Heraf med 62.755 fra min-dre udviklede lande. Dette følger af tabel 6 og tabel 7. Hele omkalfatringen, som følger af disse “flydende begreber”, fører til, at det officielle antal “indvandrere” og “efterkommere” nu måtte ændres for perioden 1993 til 1997. Historien måtte altså skrives om. De revide-rede totalantal er fra ca. 4.400 til ca. 6.450 mindre i de enkelte år i forhold til, hvad der el-lers har været angivet i de hidtil offentliggjorte oversigter og i politikernes beslutnings-grundlag i perioden. Det understreges flere steder i Nyt fra DS 1997:16: Det er vigtigt at be-mærke, at der er tale om definitioner, som er tilpasset de muligheder, der er for at indhen-te oplysninger om den herboende befolkning, blandt andet med hensyn til fødested og stat-sborgerskab. Oprindelsesland er således det land, som den fremmede selv hævder at stam-me fra. Resultatet af den officielle prognose viser pr. 12. december 1997, at 471.000 “ind-vandrere” og “efterkommere” kan forventes i Danmark i år 2020. Vor prognose viste godt 1 million i 1991, i 1998 og det samme i 2015. Den officielle fremskrivning viser i 2015 764.034 ’indvandrere’ og ’efterkommere’ i 2020 mod 324.000 til 438.000 i prognose-punktet 2020 i 1991 afhængig af forudsætningerne.
Her skal det supplerende oplyses, at vor indvending imod fordanskningen via papiret af de fremmedes børn i prognoseperioden var blevet delvis tilgodeset, men kun med første gene- ration. Desuden havde man i en række tilfælde fundet det fornødent at lade kategorien “u-oplyst nationalitet” figurere som indvandrere i modsætning til tidligere. 1998 var sat i fer-tilitetens tegn: Vi oplyste at vi med nyindretningen af ’tælleapparatet’ havde fået den nye opsamlingsgruppe “øvrige”. Opsamlingsgruppen ser ud til skulle præsentere DS’s bud på antal etniske danskere. Små slag, intet overraskende nyt. Fertiliteten blandt de fremmede er i den officielle prognose sat til 3,248 barn pr. fremmed kvinde (bemærk præcisionen), knap 1,8 barn pr. dansk kvinde. Disse tal er henholdvis for lave og for høje, hvilket vi har påpeget gang på gang, bl.a. i http://www.lilliput-information.com/economics/indva.html. I de-cember 1998 kunne vi i udgivelsen fra Danmarks Statistik (DS) “Indvandrere i Danmark” tabel 2.1 side 18 læse, at for befolkningen som helhed var fertiliteten 1,7-1,8, og for ind-vandrere fra mindre udviklede lande 3,2-3,5. Dette stemmer ikke med angivelserne tidli-gere på året, men stemmer bedre med angivelserne anført for England tre sider fremme. Fertilitet er netop ikke et flydebegreb, som vi skal se i næste afsnit.

29. november 2006, Stur, stur nummer:
At ca. 40 pct. af alle dømte i voldtægtssager er indvandrere eller efterkommere af indvan-drere, at ca. 50 pct. af dømte kriminelle i hovedstadsområdet har anden etnisk baggrund end dansk, at ca. 80 pct. af alle voldsdomme givet til unge under 18 år er givet til unge an-den- og tredjegenerationsindvandrere, at samme gruppe besætter 70 af i alt 100 pladser på landets lukkede, sikrede institutioner for unge kriminelle, at arresterne, fængslerne (inklu-sive de nybyggede) og krisecentrene er fyldte til bristepunktet med personer fra nævnte gruppe, kunne tyde på at noget ikke stemmer.
Hvis der nu var dobbelt så mange her eller flere, så ville de ikke-vestliges overkriminalitet i forhold til danskerne ikke blive så stor, når den måles i forhold til gruppen som helhed. Vi har længde hævdet at 327.503 ikke-vestlige eller i alt 463.235 ikke-vestlige og vestlige (se de officielle kilder nedenfor) er under halvdelen af det faktisk antal her i landet. I f.eks. vol-dtægtssager bliver overkriminaliteten: (40/60)/(327.523/(5.427.459-327.523)) = 10,4 gan-ge. Dette er en grov overdrivelse, som det vil fremgå nedenfor.
Justitsministeriets Forskningsenhed har videreført den fordelt på enkelte gerningskatego-rier og generelt fordelt på alle daværende 54 politikredse oktober 2005 for året 2004:
Sigtelser 2004 fordelt efter indvandrerbaggrund og oprindelsesland: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/2005/sigtelser_invandrerbaggrund.pdf

Jo flere der kommer, desto færre er her:
”Jo flere der kommer, desto færre er her” – pr. 1. januar 2006 kun 327.503 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ud af i alt 463.235 af alle indvandrere og efterkommere mod 320.563 ikke-vestlige ud af i alt 452.095 året før. Dette følger af Nyt fra Danmark Statistik (DS) nr. 64, af 13. februar 2006 og Nyt fra DS nr. 57, af 5. februar 2005. Det er meget my-stisk det hele: Pr. 1. januar 2006 var i alt 5.427.459 med fast bopæl i Danmark mod 5.411. 405 pr. 1. januar 2005 ifølge nys nævnte kilder. Det er simpelthen ikke til at begribe, at in-dbyggertallet altså voksede med 16.054 i 2005. Det stemmer simpelthen ikke med, at an-tallet af alle indvandrere og deres efterkommere voksede med i alt kun 11.140. Danskerne går tilbage år for år, da antallet af børn pr. dansker ligger langt under 2,1 barn. Samtidig er et stort antal unge og yngre danskere udvandret fra Danmark i 2005 og tidli-gere, uden at vi kan indregne dette.
Det må simpelthen være et tryllenummer:
Indvandrere og efterkommere kan altså erstatte de manglende fødsler blandt danskerne og de emigrerede danskere med nyindrejste og indvandrerbørn, så indbyggertallet endog vok-sede med 16.054. Men det sker ved at de øger deres antal med kun godt 11.140 heraf ikke-vestlige med 6.940.
Det samme sker i Norge, Holland, England og Tyskland.

2007 og 2008 kom atter i fertilitetens tegn:
I 2007 fødte de fremmede officielt 2,5 barn i gennemsnit pr. kvinde i følge Rune Stefans-son, kommunikationsmedarbejder i Danmarks Statistik, rst@dst.dk. I 2008 fødte de frem-mede sågar under 2 børn pr. kvinde i følge; Anita Lange, kontorchef i Danmarks Statitik. Og det danske gennemsnit (måske den totale fertilitet i landet) blev angivet til 1,85 barn. Her er ingen overensstemmelser mellem angivelser. I øvrigt er det blevet meget smart at bruge begreberne fertilitet og fødselsrate frit og i flæng, hvilket naturligvis er ganske u-holdbart.
Totale fertilitet i DK og subtotale fertilitet i delpopulationer i Danmark forudsætter ferti-litets-undersøgelse af repræsentative udvalg ved interviews. Udvalget for interviews skal f. eks. være stratificeret og omfatte alle de aldersbetingede fertiliteter blandt kvinder i de fer-tile aldre i den pågældende delpopulation. Der ses ingen sådan officiel fertilitetsundersø-gelse udført/offentliggjort i mange år i Danmark. Derimod er det blevet udbredt i flere ve-stlige lande og også her, at fertilitetsmål udført andetsteds og endog fødselsraterne om-regnes til en slags teoretiske fertitetsmål. Ved at korrigere for en mere eller mindre arbi-trært valgt aldersfordeling udregnes nogle tænkte fertilitetstal, fertilitets-estimater. Dette findes ikke holdbart:
Fertiliteten forudsætter svar fra kvinderne i de fertile aldre om antal børn, ønsker og for-ventninger om flere børn på et givet tidspunkt eller i givet kort tidsrum mens interviewene gennemføres.
Fertiliten opgøres ved omfattende interviewundersøgelse til sikring af holdningernes påli-delighed.
Fertiliteten er ligeledes fx påvirket af kultur, religion, traditioner, uddannelse, love, præ-vention, og den er givet aldersfordelingen på interviewtidspunktet/i tidsrum omkring in-terviewene. Det skal understreges at netop sådanne undersøgelser er nødvendinge for ind-vandrede kvinder til en ganske anden kultur. Fødselsraten er antallet af fødte i en gruppe i et år divideret med antallet i den pågældende gruppe. Fødselsraterne tager ikke og skal ik-ke tage højde for aldersfordelingen eller tage de adspurgtes svar ind som forudsætninger.
Jyllands-Posten den 11. januar 2015,: ’Et truet Europa’.
‘Professors in demography about Muslim immigration: What we have seen until now is ju-st a ripple compared to what is about to come, we need to make Europe into a fortress. I know that the term Fortress Europe sounds hard, but if it is necessary to preserve the va-lues we hold dear, so be it.’
‘… Det er jo et spørgsmål om, hvordan Europa skal udvikle sig fremover. Vi har en befolk-ning på omkring en halv milliard. Hvis befolkningen i høj grad blandes op med folk fra en helt anden kultur, så bliver Europa et mindre stabilt samfund, hvor de europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og opbakningen til den verdsli-ge lovgivning kan komme under pres, specielt hvis der kommer større grupper af personer, som holder fast i en ortodoks fortolkning af islam,’ siger Matthiessen.
Man kan virkelig forundres: Professor Dr. David Coleman bruger fortsat kunstproduktet fertilitet-estimater i stedet for fertilitet (kvinders evne, ønske og vilje til at føde børn i de fertile aldre) til at projicere befolkningsudviklingen i Europa i sine arbejder. Professor e-meritus Poul Christian Matthiessen anerkendte de danske fejlbegreber ‘indvandrere’ og ‘ef-terkommere’, og han var demografisk rådgiver for Danmarks Statistik, da begreberne så dagens lys i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og CPR-registret i 1991.
David Coleman var rådgiver for den britiske regering i immigration-rush-perioden under Tony Blair, hvor de væltede ind i UK fra Afrika og Mellemøsten. Helt parallelt hermed slog P. C. Matthiessen sig på fødestedet, og han gjorde det til ’dyret i åbenbaringen’ eller det im-ponerende i ditto af de nye fejlbegreber uden videnskabeligt indhold, og nærmest som det ene afgørende i begyndelsen af 1990’erne . Det førte naturligvis til absurde konsekvenser af efterkommer-definitionen og andre ikke altid logically disjoints, meldte professor i sta-tistik ved Københavns Universitet Hans Oluf Hansen 2001
David Coleman får nogle direkte modstridende værdier for ‘den såkaldte fertilitet’ for flere europæiske lande og fertilitetens tilpasning i modtagelandene i sine arbejder viser det sig (påvist i afsnittet nederst side 25 og side 77 og i kilderne under fodnote 7 side 26 i ’Europa drives til Selvmord’), men måske kun skrømt, for det er tydeligt i hans fremtidsprojektio-ner og fremgår direkte og iøjnefaldende af figurerne. P. C. Matthiessen fik med fejlbegre-berne ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ søvngængeragtigt fjernet al væsentlig indflydelse fra fødsler blandt forældre af udenlandsk herkomst på den totale fødselsraten nu og på sigt (i tabellerne) i Danmark. Med begreberne ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ ‘smuttede der simpelthen en generation’, der blev kaldt danskere uanset deres herkomst herunder foræl-dretilknytningen. Flere og flere ’smutter’ som tiden går. Naturaliserede indvandrere og de-res børn medtælles som danske statsborgere/danskere i en juridisk afgrænsning. En juri-disk afgrænsning, der naturligvis negliserer herkomsten og dermed de arvede/biologiske kendetegn.
Børnefødsler fordelt på danskere og på børn født af indvandreforældre i Danmark er for-delt dels i en mindre, ikke-udskillelig gruppe af det oplyste, der knytter børnenes nationa-litet til forældrenes oprindelse tildels, men for hovedparten i gruppen danskere uanset for-ældrenes nationalitet. Igen en juridisk afgrænsning, hvor herkomsten ignoreres.
De officielle og mainstream-mediernes angivelser af antallet af indvandrere og deres børn er stærkt misvisende, idet disse angivelser forudsætter at ‘oprindelse’ og ‘herkomst’ ændres ved et brev fra Folketingets Indfødsretsudvalg eller for såvidt ved at blive født i Danmark til forældre af udenlandsk oprindelse og herkomst.
Vi nåede dermed dertil, at begrebet herkomst (‘Herkunft’ på tysk) i Danmark fejlagtigt sku-lle kunstforandredes i newspeake af de nye fejlbegreber uden borgerne opdagede det fjer-neste, netop således at strømmen så meget mere beskeden ud end virkeligheden viste:
http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366. Vi skal på siden vælge mellem individantal af dansk oprindelse eller af oprindelserne benævnt ‘indvandrere’ hen-holdsvis ‘efterkommere’. Men ’indvandrere’ og ’efterkommere’ er ikke oprindelser.
Det blev unægteligt svært at følge med:

Ikke ligefrem en Birdie – naar vi gaar efter kendgerningerne

I alle landene omkring os lå det officielle antal børn pr. vesteuropæisk kvinde på 1,2-1,3 – i Tyskland, Spanien og Italien endog lavere. De fremmedes børn født af 2. og 3. generation af ikke-vestlige benævnes danskes børn i opgørelserne. I England føder de indvandrede tre gange flere børn end den angelsaksiske befolkning (2007):
http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/1571969/Britains-highest-birth-rates-among-migrants.html#
Vort bud på perspektivet: Besynderligt nok det samme (i 1998) som 9 år forud uanset de to Balkankrige, der førte ca. 45.000 til Danmark. I februar 2006 fik vi lejlighed til at lave en korrektion byggende på statsborgerskabsopgørelsen og antallet af tildelte danske statsbor-gerskaber, idet sidstnævnte fra da af alle kunne hentes tilbage til året 1979 i Danmarks Sta-tistiks Databank, hvortil enhver kunne få gratis adgang. Nu kan årets tildelte danske stats-borgerskaber fordelt på samtlige repræsenterede nationaliteter ikke hentes længere hos DS. Vor korrigerende retro-analyse viste i alt knap 700.000 fremmede med bopæl i Dan-mark pr. 1. januar 2006, når de naturaliserede og børnene herefter medregnedes.
Status efter vort seneste ajourføringer af den forventede udvikling:
I Danmark i dag er der ikke-vestlige indvandrere, naturaliserede og naturaliseredes børn foruden de illegalt indvandrede. Fremmedgruppen kunne i 1989, i 1991 og fortsat 1998 for-ventes at udgøre godt 1 million omkring år 2020, hvis udviklingen fortsatte som dengang, kunne vi skrive i vort nyhedsbrev nr. 3, september 1998.
Det forventede antal skal øges til 1.277.000-1.796.000 i 2020, forudsat at den udviklingen indtil 25. september 2008 fortsætter. Vor prognose af 6. april 2015, der bygger på fødsels-raterne i oprindelseslandene, viser 1.058.034. Pr. 1. januar 2016 viser projektionen fra 827. 729 til 932.384, 14,5-16,3 pct. (når flere kilder til fødselsrater end de FN-initierede anven-des) befolkningsandel med en indvandring i 2015 på ca. 40.000 foruden de ikke optalte ansøgere fra den Merkel-initierede ’tsunami’ og de midlertidige opholdstilladelser.
I f.eks.Tyskland, England, Østrig, Norge, Sverige tegnes ej heller et korrekt billede af virke-ligheden fra den officielt baserede information om befolkningsforhold, når offentligheden og medierne, måske politikerne vil kende antallet med udenlandsk oprindelse, udføre ma-tematiske kalkulationer i tilknytning hertil og f.eks. opstille fordelinger på kriminalitet og arbejdsmarkedstilknytning, beskrive sygdomsforekomst, måle effekter af sygdomsbehand-ling, udføre andre estimationer, tests og fremskrivninger i tiden. Der er forskelligheder i indretningerne af befolkningssystemerne fra land til land i Vesten, men alle lider af samme skavank med kunstig lighedsskabende sammenblanding af de udenlandske oprindelsers grunddata med stambefolkningens. Norge: https://danmark.wordpress.com/2012/10/09/indvandreropgorelserne-i-norge-er-interessante/. Tyskland: https:/danmark.wordpress.com/2012/09/27/tysklands-statistik-viser-vejen/

Historieløst samfund byggende på skattefinansieret velfærd, men uden indtægter:
Vidste du at antallet af beskæftigede 16-64 årige i Danmark var det samme i 2003, som det var i 1988, 2,67 mill? Vidste du at antallet af beskæftigede 16-64 årige i Danmark var 2,70 mill. i 2000 og 2,64 mill. i 2014 og derfor var lavere i 2014 end i 1988?
I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærds-kommissionens rapport med den meget sigende titel, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke og 23,6 pct. af alle beskæftigede. Det var i 2001, og der er afgjort ikke blevet færre. Omkring 2011: I Danmark falder antallet, der udbyder sig på arbejdsmarkedet år for år med ca. 30.000, men folketallet stiger 20.000-25.000 år for år. Allerede dette synes nok lidt mystisk ved første blik på et vestligt land. 1. januar 2011 var 662.951, ledige, udstødte eller førtidspen-sionerede, d.v.s. ca. 25,6 pct. af hele arbejdsstyrken.
Nu kommer vi til det allermest besynderlige: Nettoindvandringen og indvandrernes fød-selsoverskud udgjorde 27.842 fra 2010 til 2011. Fødselsunderskuddet blandt danskerne har derfor kunnet dækkes af indvandringen og indvandrernes fødselsoverskud, så folke-tallet endog er steget derudover.
Dels aldringen blandt danskerne dels uegnetheden blandt de indvandrende, der lukkes ind uanset, og danskernes ditto forklarer måske sammenhængen mellem en faldende arbejds-styrke og et stigende folketal?
Aldringsproblemet det fulgte pr. logik af velfærdssamfundet med begge ægtefæller på ar-bejdsmarkedet og ikke mindst begge som skatteydere for netop at finansiere velfærdssyste-met. Så skulle vi have børnefødsler for at sikre skatteprovenuet i fremtiden; men de ind-vandrende børnefødende forbrugte langt mere velfærd i gennemsnit, end de betalte i skat. Resultat: Endnu mere underskud, som indvandrerne samlet bidrager 3,3 gange mere til i gennemsnit end gennemsnitsdanskeren og ikke-vestlige 3,47 gange mere. Nu savnedes kvalificeret arbejdskraft de steder, hvor der ikke var overvejelser om indskrænkning, luk-ning eller udflytning.
Immigranterne: Vil det sige vi lader uegnede immigranter komme her til og slå sig ned og leve af det, der betegnes velfærd og som finansieres over skatterne? Ja, de egner sig heller ikke til det danske arbejdsmarked, viser alene tallene.
Er egnetheden til det danske arbejdsmarked mere krævende end 662.951 i landet kunne le-ve op til i 2011, så finder vi det aldeles uforståeligt at ca. 75% (knap 3 ud af 4) af individer-ne med udenlandsk oprindelse i Danmark er immigranter repræsenterende lavere IQ-gen-nemsnit end det danske. Det er tydeligt påvist internationalt, at IQ-gennemsnit er enty-digt tæt forbundet med arbejdsmarkedsegnethed og produktivitet.
Når samtidig påvises af det offentlige selv, at netop individerne med ikke-vestlig oprindelse i gennemsnit søger 3,47 gange eller oftere til de offentlige kasser i sammenligning med da-nskerne, så finder vi det ganske uforståeligt og stærkt foruroligende, at kursen ikke lægges drastisk om.
Det skal særligt tages i betragtning, at de såkaldte sociale udgifter til 16-64 årige endog o-verstiger udgifterne til aldersbestemt folkepension, med mere end 140 mia. kr. (2010) og endda synes at vokse hurtigere end disse. D.v.s. det er dyrere at finansiere livet for indivi-derne i de arbejdsdygtige aldre end for de 953.428 folkepensionister (1. januar 2011), der har ydet deres til gengæld, og forskellen øges tilmed år for år. Dette kan naturligvis efter 2011 ikke påvises via oplysninger fra Danmarks Statistik. Det er gået som med kriminali-tetsoplysningerne fra 1990’erne: ’De misbruges’.
Vi ventede i to omgange på (første gang i ca. 10 år fra 1982), at der skete noget banebry-dende med uddannelserne og forskningen herhjemme under den samme minister (anden gang fra 2005). Men linien fra Ritt Bjerregaards enhedsskole fortsattes af Bertel Haarder, og i tillæg kom feminismen i højsædet på bekostning af kundskaber i skolerne og uddan-nelserne. Hermed førte først linievalget dernæst uddannelsesvalget absolut ikke til det, som erhvervslivet søgte efter. Intet skete til det bedre, men typisk til det værre. Et eksem-pel fra Ålborg Universitescenter: ’Det er afgjort nemmest at blive optaget i Ålborg, og det er også her, der er en stor spredning i uddannelser, selvom ingeniørkandidaterne opnår sa-mme titel som kandidaterne fra Danmarks Tekniske Universitet på Lundtofte-Sletten. Li-nien med største optagelse i Ålborg er linien for Arkitektur og Design med 145 primo au-gust 2006. Antallet af linier er afgjort for stort i Ålborg og 6-8 af linierne virker umiddel-bart ikke i tråd med behovet for uddannelse i forhold til arbejdsmarkedet’. Og her kommer vi til problemets kerne. Uanset har man også skudt fuldstændig ved siden af med studiege-byrerne. Den 12. august 2006 slås sågar til lyd for, at universiteterne skal kunne slå sig ned

med filialer i udlandet. Ambitionerne vidner om en total mangel på grunlæggende forstå-else. Efter man indrettet sig herhjemme med fejlskud efter fejlskud og endog sikret sig at størstedelen af de uddannede ikke egner sig til samhandelssektoren.
Det er horribelt at det er blevet dansk tradition og kultur at de unge kan uddanne sig efter et på det nærmeste frit valg og lade skatteyderne betale stort set alle uddannelsesomkost-ninger. Unge menneskers ønsker og forventninger i en alder fra 16-19 skal være bestem-mende for udbuddet på arbejdsmarkedet 0-7 år frem. Efterspørgslen på arbejdsmarkedet er bestemt af ganske andre ting. Et match her er ganske usandsynligt, som vi også har set.
Ikke alene af hensyn til arbejdsmarkedet, men også fordelingsmæssigt m.h.t. forbruget af uddannelse og finansieringen heraf skal der ske forandringer. I virkeligheden er det de grupper på arbejdsmarkedet, der ikke har eller får en længerevarende og kostbar uddan-nelse, der betaler for de længevarende uddannelser, det være sig for lærerkræfter, afskriv-ninger på uddannelsesanlæg/bygninger/laboratorier, for studiematerialer, leveomkostnin-ger og uddannelsesomkostninger i øvrigt. Og det uanset om der ses på årsindkomst eller livsindkomst. Vi blev advaret af bl.a. FN i forbindelse med Perspektivplan II i 1974.
Ud fra næsten enhver moral burde de uddannede selv betale for den uddannelse, der end-og fører til en højere løn og indkomst end hovedparten af de skatteydere, der betaler for den. Præcis som det sker i vore nabolande. Vi må kunne konkludere at de længerevarende uddannede tilsyneladende under det nuværende regime må antages at være betydeligt me-re værd som arbejdskraft en svarende til deres aflønning. Virkeligheden viser dog det mod-satte er gældende. Her til kommer bristede forhåbninger og forventningerne som et nega-tivt benefit.
Individuelle annuitetslån (15-20 årigt), der medregner samtlige uddannelsesomkostninger, kunne nemt indføres, så uddannelsesvalget blev langt mere grundigt overvejet før uddan-nelsens begyndelse og uddannelsen betalt af de uddannede selv. Det ville standse vældet fra overflødighedshornet og samtidig tilfredsstille erhvervslivets behov uden for monopol-sektoren.
Massearbejdsløshed blandt f.eks. dansk uddannede ingeniører og arkitekter og en fortsat strøm til de bløde/ bekvemme linier, der er forudsætningen med 4%, der har valgt mate-matik og fysik på A-niveau i 2006, sker det af simpel nødvendighed, når karakterskalaen til stadighed devalueres (med stadigt højere karakterer for ringere præstationer) for at presse så mange igennem som muligt til opbevaring på de videregående uddannelse for leve op til institutionernes og fagforeninger ønsker om stor bevillingsbestemmende studenterbestand henholdsvis, flere ansatte på uddannelsesstederne og flere fagforeningskontigentbetalin-ger. Fremtidsudsigterne på arbedsmarkedet kommer i tredje række.
Lad den grønne oval ovenfor illustrere den danske offentlige sektor (monopolsektoren) og den blå den private frie, samhandlende sektor.
Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Et system kan ikke bygge på en let forseelig underskudsmodel, der skal delfinansiere udgifterne over skatterne, når det samtidig tillader forbruget heraf at være privat individuelt bestemt. Det viser sig at indvan-dringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhe-derne 2,5 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet under hensyntagen til skatte-betalingerne, hvorimod en dansker belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,3 gange for alle af udenlandsk oprindelse og 3,47 for ikke-vestlige. Sidst-nævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens ar-bejde i artikel 1. december 2005 og fra Velfærdskommissionens Fremtidens Velfærd og Globalisering, marts 2005, side 26. For ikke-vestlige, 2015: Folketalsandel, ikke-vestlige: (her vælges) 12%, overtyngde: 3,47. 12 ikke-vestlige plus 88 danske og vestlige (100 i alt) skal dele Velfærdsbudgettet på 834,3 under hensyn til deres respektive procentandele og ligefrem proportionalitet forudsat mellem antallet af forbrugere og forbruget i øvrigt samt fastholdt overtyngde siden angivelsen 2005: (12*3,47) + (88*1) = 129,64. Denne deling sker 6,436 gange (= 834,3/129,64). D.v.s. 12*3,47*6,436 = 268 mia. kr. pr. år er ikke-ve-stliges velfærdsforbrug målt i 2015-budgetkroner (andel 32,1 pct.) under hensyntagen til skattebetalingerne.
Lige præcis som de andre socialister, holder Lars Løkke-Rasmussen fast ved at skatterne ikke skal nedsættes de næste 4-5 år (2011). Når mere end 65% af befolkningen allerede le-ver af overførselsindkomst eller er ansat i det offentlige, der kun kan forbruge, hvad der kræves ind i skatter og afgifter, så er det lysende klart, at bøtten skal vendes uanset at det er ubehageligt.
Den indtægtsskabende sektor står simpelthen og skal levere midler uafbrudt til den ud-giftskrævende/forbrugende sektor, der som sådan har et kvælertag netop om de indtægts-kilder, der skal tjene de samme midler ved frivillige betalinger for varer og ydelser. Man skal ikke undre sig over, at virksomhederne flytter og eller lukker og afskediger de højtløn-nede medarbejdere, der først og fremmest har krævet ind for at kunne betale skatterne. Dertil kommer alverdens bidrag på lønseddelen til utallige skumle fonde, der faktisk for-dobler lønomkostningen i forhold til det, som lønmodtageren selv skal betale skat og af-gifter af. Disse fonde gavner ikke arbejderne i andet end en rød teoribog. Det tror jeg de fleste i erhvervslivet giver mig ret i.
Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi ram-mer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skattepro-venuet kan ikke finansiere velfærden og skatteprocentens højde og dermed pengelønnin-ger, priserne på vore eksportvarer og statsgælden standser udviklingen via globaliseringen tillige.
Primo 2016: LØNNEN SKAL OP 15-30% FOR HENHOLDSVIS POLITIKERE PÅ CHRI-STIANS HOPPEBORG, BORGMESTRE OG REGIONSFORMÆND
“Politikernes løn- og pensionsforhold aftales i en lukket kommission. Seks tidligere politi-kere og embedsmænd med DR-formanden Michael Christiansen som formand skal foreslå hvad der skal udbetales, og derefter vedtager Folketinget det.
SF, De Radikale og Socialdemokraterne har nemlig sammen med Venstre og Konservative nedsat en såkaldt vederlagskommission, der skal udarbejde nye, “tidssvarende” løn- og pensionsvilkår for politikerne inden udgangen af 2015. Flertallet i Folketinget, der har ste-mt for kommissionen, har på forhånd aftalt, at det vil vedtage anbefalingerne fra kommis-sionen, der ikke underlægges økonomiske begrænsninger.
Vederlagskommissionen har naturligvis et kommissorium: “tage højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til komplek-siteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde”…”
Således er formanden for kommissionen, Michael Christiansen, tidligere departementschef og nuværende formand for DR’s bestyrelse. Han har netop fået en påtale fra Rigsrevisio-nen, fordi han har været for rundhåndet med lønstigninger til chefen i DR: DR-chefen Ma-ria Rørbye Rønn har under Michael Christiansens DR-formandskab modtaget en årlig løn-stigning på ikke mindre end 700.000 kroner. Hendes løn er nu på 3,5 millioner kroner år-ligt, hvilket er væsentligt mere end andre lederes i det offentlige. Trods alt. Michael Chri-stiansen er altså den helt rigtige mand at have på formandsposten for vederlagskommis-sionen. Set med politikernes øjne. Han er gavmild med borgernes penge. Folketingspoliti-kere tjener i dag omkring 660.000 kroner om året foruden det løse. Ministre hævede mel-lem 1,17 millioner og 1,46 millioner kroner om året i 2015.
Selvom den nye formand er udpeget til erstatning for den forhenværende formand for DR’s bestyrelse Mogens Munk-Rasmussen, som måtte forlade bestyrelsen den 20. juni 2008 ef-ter revisorundersøgelsen af DR’s byggeri i Ørestad, så håber vi ikke alt er sagt endnu.
Den røde pil i figuren side 78 viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, skrev vi i 2006, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internati-onale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der sær-ligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdssty-rken plus elitens selvskabte fejlskud ved løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – med indvandringen fra Sydvestasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregninger-ne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.
Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste struk-turelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi øns-ker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.
Vi får det klare indtryk at eliten simpelthen benytter indvandrerne til at fortrænge dan-skerne fra den skattefinanserede velfærden. Nu er det måske gået op for enkelte af initia-tivtagerne til skattefinansierede velfærdssystem, at det bygger på en forenklet Keynes-mo-del, der intet har med virkeligheden at gøre.
Den såkaldte krise, der ikke var en krise, skyldtes ikke olieprisstigningen i 1973 og 1979. Med voldsomt øget monopolsektor skruedes lønningerne så meget op, at produktioner blev ufordelagtige i Danmark. Normalt har en krise en varighed ligesom eksperimenter, som 1970’erne også var tæt besat af. Det en permanent tilstand for den offentlige sektor blev ved at vokse. Den offentlige sektors vækst og udvikling skyldes ikke behov i marken, men en klasse af offentlige ansatte og deres lobbyorganisationers evne til at skaffe offentlige be-villinger til dette eller hint projekt, skrev Jørgen S. Dich i 1971. I perioden 2001-2009 er det offentlige forbrug eksklusiv overførslerne steget med 37,8% (i løbende priser) med nul- eller negativ realvækst i den samlede økonomi i hele perioden og tilmed med en noget nær stigende vækstprocent i det offentlige forbrug år for år, uden vi så keynesianer-virknin-gen.
Jeg oplyste den 24. august 2011: ”Når det viser sig igen, at underskuddene i forbrugssekto-ren ikke fører til nogen realvækst, men til større statsgæld for tredje år i træk, vil den an-den fløj hævde, at det skyldes at underskuddene er alt for små. Men da er udviklingen også ved at være tilendebragt.”
Alene socialudgifterne til de 16-64 årige vokser med omkring 9,5 pct. år fra cirka 380 mia. kr i 2011, de er 140-150 mia større end folkepensionen. 9,5% vækst pr. år fører til en for-dobling af beløbet 380 mia. kr. på 7 1/2 år. De samlede velfærdsudgifter udgør 760-770 mia. kr., altså det dobbelte af 380 mia. kr., og de kan ikke hæves mere uden øget inflation. Og samtidig skal folkepensionisterne sikres med 220 mia. kr fra 2011 med 5-7% mere pr. år, fordi deres andel vokser. Her vil man giver skære ned på ydelserne. Enhver burde kun-ne forstå at her er det hullet lukker.
Når der fortsat er negativ realvækst i økonomien, d.v.s. beløbet, hvorfra de 760-770 mia. til al velfærd i landet skal hentes, falder, så er det tiden, mener den ene side, lige inden alt sta-ndses af EU om et år eller to, få år før sammenbruddet netop at bruge los; de tror på sam-menbruddet som vejen til revolutionen væk fra ‘kapitalismen’; det er en central del af deres åndsforladte ideologi, forstås: Otte Eurolande inklusive Frankrig med nedgang og af disse er seks nedgraderet, og der er folk i gaderne i Spanien, Frankrig og Grækenland ……. det er deres tro, ’og statsgæld og inflation eksisterer i følge deres tro ikke i det ideologiske para-dis’: Budskabet er: Få øget de offentlige udgifter på øvrige poster og få nogle flere ikke-ves-tlige indvandrere hurtigere til landet, så længe de kun konsumerer 250-300 mia. kr. af de samlede velfærdsudgifter 760-770 mia. kr. Det sidste er allerede besluttet af regeringen (i 2011) ved at slække på familiesammenføringskravene, på garantisum til sikkerhedsstillelse og på kravet til tilknytning til landet som forudsætning.
Danskerne er uden reaktioner: Jeg mener, jeg ligefrem ‘skyder ind’ i øjnene på dem og må-ske videre til deres hjerner, at den er helt galt fat med alt, hvad der pågår af debat om pseu¬dospørgsmål. Børn fra 4.-5. klasse havde straks set det (for 50 år siden), at den danske stat storbedrager hele vælgerbefolkningen, så et lindt fluidum af uhumskheder løber ned af en-keltindividerne og snart vil indtørre til en mere fast indkapsling, hvorfra intet kan pirre sanserne udover stanken ….. en tid endnu.
Jeg gentager lidt og tilføjer andet: Vidste du, at der var 818.000 16-64 årige uden for ar-bejdsstyrken eller AKU-ledige i 2000 og tilsvarende var antallet 986.000 i 2014? Vidste du at antallet af beskæftigede 16-64 årige i Danmark var det samme i 2003, som det var i 19 88, 2,672 mill? Vidste du at antallet af beskæftigede i Irland i samme periode steg med mere end 60 pct?
Gentagelse: Vidste du at antallet af beskæftigede 16-64 årige i Danmark var 2,672 mill. i 1988 og 2,64 mill. i 2014 og derfor var lavere i 2014 end i 1988?
Jeg læser om finanssammenbrud, massearbejdsløshed, værdiforfald, tiltagende kriminali-tet, stadigt stigende skatter og afgifter, sammenbrud af sundheds- og uddannelsessystemet og en mængde andre katastrofalt påtrængende problemer. Er det noget danske politikere eller andre elitære i Danmark kommer ind på med ét ord efter et valg? Nej, og jeg læser det i en bog skrevet om forholdene i Tyskland af Dr. Udo Ulfkotte . Heller der beskæftiger de tyske politikere eller andre elitære aktører sig med ét ord herom.
Fælles for arbejdsløshedssituationen over alt i EU er: Der sker fortsat en forskydning af ka-pitalen fra realkapital til privat kapital uden for produktionen eller væk fra Europa. Det fø-rer til, at aktiviteten som beskæftigelsen skulle bygge på også forsvinder. Så påstanden om at der altid er arbejde at få er ren myte, der gentages dagligt. Kapitaldannelsesprocessen skævvrides af den manglende omstilling og fornyelse til de ændrede konkurrenceforhold i verden og en fortsat alt for forbrugstungs Europa-økonomi. Toppen har valgt at lade stå til og primært beskylde arbejdsløse og udstødte for ulykkerne for noget, der skal kaldes ”over-hedning”. Når inflationen eventuelt vælges, fordi de ledende altid springer over hvor gæret er lavest, vi de igen ganske uberettiget hævde, at bunden er skyld i alle ulykkerne.
Men det er bunden der styrer de
Med en gennemsnitsalder på sin befolkning på næsten 47 år, er Tyskland fortsat demo-grafisk den mest syge mand i Europa. Uden indvandring, falder antallet af 20- til 65-årige 2015-2060 fra 48 til 28 millioner. Hvis det fortsætter med denne nedgang og den årlige udvandring af 140 000 højere kompetente samt de forsvundne industrier (kameraer, com-putere, telefoner, fjernsyn, lydoptagelser, skibsbygning osv) følger maskiner og bilproduk-tion.
Fødselsraten: Det er dog næsten lige så galt i andre europæiske lande med fødselsraten på fra 1-1,4, hvor den skulle være 2,1. Men i de fleste lande skjules det grundigt, at det er sta-mbefolkningernes fødselsrater det skorter på. ‘Man omdanner simpelthen pr. administra-tiv forvandling indvandrerne pr. fødestedskriterium og statsborgerskabstildeling til ny etnik med nyt IQ-gennemsnit og hele pibetøjet’.
Med Pisa i 2006 viste det sig at indvandrerbørn i intet andet andet land i verden ligger længere under skole-præstations-niveauet end i forbundsrepublikken.
Belastningen på de offentlige budgetter fra den primære tilstrømning (1960-1980) og efter nedgangen for miner og stålværker satte ind i Tyskland i 1970’erne, for de tilstrømmede blev hængende på de offentlige tyske budgetter.
12 millioner er afhængige af Tysklands 27 millioner skatteydere, kun 15 millioner skal tage kampen op i den globale konkurrence tilbage. Omkring 8 millioner af dem er yngre end 44. Den bedste halvdel – af talentmassen – udvandrer.
2012: Det var håbet med nye milliarder at fremme de postmoderne gamle-troendes pæda-gogiske forbedringer af IQ i anden generation med administrativ forvandling; alligevel 2012 mere end halvdelen af indvandrerbørnene slutter ved Pisa med ’mangelfuld’ i mate-matik. 40 procent af alle børn i Tyskland er ikke noget der kan bære fremad.
Undersøgelse på Syddansk Universitetscenter (SDC) offentliggjort 24. april 2012 af 3.497 børn, der mødte i 0. klasse, viser at 60 pct. af de ikke-vestlige ikke forstår og taler dansk godt nok til følge med. http://jp.dk/indland/article2758665.ece :
“Også børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at dårligt dansk kan give store problemer. ”Vi svigter børnene, fordi de næsten ikke har en chance for at få en god folkeskole efterfølgende, siger hun…”
Sandheden er at mindst to generationer blandt de ikke-vestlige aldrig har været indstillet på at tilpasse sig det danske samfund og som forudsætning nummer ét naturligvis lære dansk. Enhver med et minimum af intelligens kan sige sig selv at uden dansk intet virke i Danmark for andet end de, der lever af at have dem her og eksperimentere med. Så kort skal det siges.
Derfor kostede forældrene til børnene i 2010 i gennemsnit 3,47 gange mere på velfærds-kontiene i sammenligning med danskerne og endnu mere i forhold øvrige vesterlændinge.
Man forestillede sig og forestiller sig fortsat at eftergivenhed, debat, søde forsikringer med høflighedserklæringer den anden vej på falsk-dansk kombineret med endnu et nyt sæt (det 39.) idebetonede og vel at mærke beskæftigelsesfremmende tiltag efter dansk-falsk facon i forbrugssektoren er noget, der virker generelt på folkeslag rejst hertil fra den ikke-vestlige verden. Den del af eliten, der er så svagt kørende efter mere end 30 års indvundne erfarin-ger, er simpelthen for lavintelligente, hvis de fleste ikke netop kører med en skjult dags-orden, der er yderst skæbnesvanger for Danmark og danskerne.
Fra 2016 1,5 mill. såkaldte asylanter fra Mellemøsten, Afrika og Sydvestasien for at redde folketallet, tror de gammeltroende, der lever af skatterne. Der mangler simpelthen 400. 000 ufødte, når der kun fødes 700.000. Og PISA viser de gammeltroendes pædagogik er noget sludder.
Og nu står Tyskland også i en historisk fase, hvor selv en bonde snart kun er i stand til at holde dampen oppe, hvis han kan forstå og kombinere flere datastrømme, der vælter ind over hans pc fra den elitære mangfoldighed.
Kilde: http://www.nzz.ch/meinung/auswanderungsland-deutschland-kompetente-wandern-ab-ld.104291
Hverken i Tyskland eller Danmark findes længere mange troværdige informationer fra de officielle og officiøse kanaler, der har til opgave at sammenstille eller formidle disse infor-mationer. Quelle: http://info.kopp-verlag.de/hintergruende/enthuellungen/udo-ulfkotte/die-wahrheit-kulturabbruch-durch-masseneinwanderung-bildungsferner-migranten-.html
“…Tyskland er det eneste land i verden, der efter tryk fra politikerne, har lukket alle tre institutter for befolkningsforskning og erstattet dem med køns-, homoseksuel- og trans-genderstudier. Tyske politikere har ikke behov for at få leveret videnskabelige data om be-folkningens udvikling…”
[…]
Professor Herwig Birg, den allerede nævnte grundlægger af Population Research, er 76 år, og har nu skrevet med den aldrende Republik og svigt af politik, en non-fiction bog, som er det mest berømte værk til det aldrende samfund, der med sagkundskab dramatisk viser, hvordan vi ødelægger vores egen eksistensgrundlag med indvandring. Allerede i foror-det skrev Birg at den tidligere FAZ udgiver Frank Schirrmacher har holdt et helt land hen med sin absurde og naragtige påstande, om den forventede levealder er vores største problem. Schirrmacher “der har skjult for os, at den lave fødselsrate i Tyskland, men en-sidigt slået på stigningen i den forventede levetid, som den ultimative årsag til aldring, be-folknings-tilbagegangen og alle andre demografiske problemer“.
Det mest chokerende: Politik og medierne sige det, at ved indvandringen kan alderspyra-miden og demografiske problemer løses.Men præcis det modsatte er tilfældet: Den aktuelt praktiserede indvandringspolitik vil forværre problemer dramatisk. Birg viser hvorledes indvandringen har en dobbelt effekt på Tyskland: Det forårsager kort og mellemlang sigt foryngelse af befolkningen, på længere sigt, foryngelse effekt, der dog igen svækkes og bli-ver til det modsatte. (…) Hvis du ønskede at stoppe stigningen i ældrebyrden i Tyskland ved indvandring af yngre mennesker, ville ifølge fremskrivningerne i FN i 2050 netto 188 mio mennesker skulle til Tyskland. Professor Birg i den aldrende Republik, og det er fias-ko (mit: rette betegnelse er katastrofe) som fremskrivninger af FN viser.
Professor Birg viser os nøgternt sammenbruddet af den lovbestemte pension, sundhed og sygepleje, fordi der vil være en stadig fordelingskamp. Virkelig spændende bliver bogen for mig (skriver Udo Ulfkotte) i kapitlet “indflydelse af køn og uddannelse på den forventede levetid.” Videnskabsmanden skriver på side 96, at uddannelse af et menneske er for 80 pr-ocent bestemt af intelligens” og d.v.s “nuværende viden har dermed 50 til 80 procent gene-tiske årsager.” Jeg troede dette var noget man ikke skulle skrive i dag, når man husker på denne passage og på Thilo Sarrazin og debatten om påvirkning af gener på intelligens hos et menneske.
Jo længere det gærer desto mere raseri, skriver Udo Ulfkotte.
På hjemmefronten hører vi fra én kant, at løndumbingen og socialturismen skal bekæmpes fra den anden side hører vi nogle uspecificerede benævnte problemer ’omkring euro’ og om diverse grænseoverskridende kriminalitet, der skyldes de åbne grænser og indvandringen, men vel at mærke kun i anledning af en folkeafstemning. Herefter er alt dette uden inter-esse, og løndumbing og socialturisme fortsætter med uformindsket styrke til glæde for bå-de kommuner, stat og med fagbevægelsens halvhjertede accept. Det er ukendt stof, at pro-blemerne med euro blev utvetydigt forudskikket, fem-syv år før den indførtes i år 2002, og den logiske konsekvens at grænseoverskridende kriminalitet følger af, at grænserne selvagt overskrides frit i grænseløst Europa, burde ikke volde de indvalgte store forståelsesproble-mer. Det er sammenfaldet af svigt fra både politikerne, interessgrupperne og medierne i Tyskland og bl.a. Danmark på alle vitale områder, der giver anledning til at vi må fortælle sandheden.

Central dansk bannerfører fra midten af 1990’erne:
I 2015 øgedes antallet af indvandrere i Danmark med 40.000-42.000 nye (eksklusiv til-strømningen fra Merkel-tsunamien). I 2017 skal vi regne med omkring 60.000 nye ind-vandrere. Dertil kommer, at de føder mere end 20.000 børn her i landet hvert år. D.v.s. indbyggertallet (fraregnet de døde) vokser med et antal svarende til 4-5 middel-store køb-steder hvert år. Og alene byer med indvandrere og deres børn. Vi syntes det var grelt i 20 10, da det viste sig, at den daværende borgerlige regering siden 2001 havde tildelt stats-borgerskaber svarende til fire byer af Svendborgs størrelse.
Men det bliver meget værre, så længe medierne tier og lader det blive vores skæbne, og po-litikerne siger ’jawohl’ til alt, hvad der kommer af diktater fra Tyskland. I 2017 skal vi for-mentlig se Einheitpartei Dänemark sætte det endelig punktum for folkets indflydelse.
Når befolkningerne er stærkt og antalmæssigt massivt imod den fortsatte indvandring, så ville tænktanksmedlem (analysechef i den liberale CEPOS) og foredragsholder cand. polit. Hans Kornø Rasmussen sammen med EU have indvandringen gradvist 14 doblet frem til år 2024. Det var 1996. Når det, der altså er sat igang uden mindste folkelige opbakning og fortsat lodret og massivt på tværs af folkeviljen, ikke kan standses uden krig, så skal udvik-lingen tilmed forceres yderligere netop for at tage danskerne på sengen.
Én af bannerførerne var netop nu afdøde:
Hans Kornø Rasmussen, der virkelig repræsenterede fjenderne af det danske demokrati, og han viser det ganske utvetydigt her.
74 procent af vælgerne ønsker ikke at give valgret til de 16-17 årige, i følge Capacent-under-søgelse for DR. Hertil har den såkaldte ‘ekspert i befolkningsudvikling’ Hans Kornø Ras-mussen følgende argument. Da de ældres andel netop vokser eksplosivt i de kommende år, så skal deres stemmer tælle mindre, og derfor skal nedsættelsen af valgretsalderen sandelig straks bringes til debat.
‘Debat’ er blevet erstatningsordet for indoktrinering under det politisk korrekte regime, ‘debat’ der kun skal finde sted, når toppen skal afgjort folkefjendtligt gennemtrumfet ta-ber uforudset, husk det!
Fire år senere end 1996 (2000) foreslog Hans Kornø Rasmussen indvandringen fordoblet i stedet på grundlag af rekordindstrømningen indtil da i 2000. Så kom Velfærdskommissi-onen og oplyste i 2005, at 3/4 af velfærdens fremtidige finansierings-problem på langt sigt skyldes samme indvandring, i følge Børsen den 1. december 2005. Herefter foreslog Hans Kornø Rasmussen i ny bog atter indvandringen gradvist 14-doblet frem til år 2024 igen.
Foredragsholder Hans Kornø Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: “Har vi for få fremmede I Danmark?”. Adspurgt af bladet “Social Forskning” nr. 1, 1998, svarede lektor Hans Kornø Rasmussen blandt andet: “Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere et rent dansk anliggende…”
Hans Kornø Rasmussen henviste til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og ind-vandrere, der overfører hele området til “den overstatslige søjle” i EU-regi. EU’s statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefalede en stærk forøgelse af indvandringen, og siger Hans Kornø Rasmussen: “I perioden 2007-2024 skal indvandringen være stigende med en fak-tor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8 gange flere i år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede til EU. Antallet pr. år skulle altså være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024”. Det blev gentaget af EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der da foreslog en gradvist accelereret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær – nu glemte Hans Kornø Rasmussen (eller overså bevidst), at Danmark rent formelt har en række forbehold til de seneste EU-traktater startende med Maastricht-traktaten.
Det var de danske forbehold, der ikke havde andet end indenrigspolitisk betydning, så folkeafstemning nr. 2 om Maastricht kunne gå glat igennem efter de øverstes vilje.
Hans Kornø Rasmussen meldte den 23. december 2005 i udgivelsen “Det ny Europa, Mel-lem kontrol og afmagt: EU’s asyl og indvandrerpolitik”, af DIIS : Institut for Internatio-nale Studier, (manuskriptet angiveligt afsluttet den 23. december 2005) side 26: “…Statistikken viste, at skal den massive afgang fra arbejdsmarkedet erstattes, mand for mand med mennesker udefra, måtte indvandringen i 2005 have været ottedoblet i forhold til indvandringen i midten af 1990’erne. Et niveau, der skal holdes det efterfølgende tiår, hvorefter indvandringen skal 14-dobles frem mod år 2024.
Måske skyldtes Hans Kornøs Rasmussen forslag i 2005, at Velfærdskommissionen samti-dig i tillæg medgav følgende teoretiske umulighed, fordi det var en indbygget forudsætning i dens kommisorium for arbejdet, at dette alternativ skulle belyses:
Velfærdens finansieringsproblemer ville nemlig kunne løses (i ren teori) i følge Velfærds-kommissionen med ekstra indvandring, netop som svarende til det, som Hans Kornø Ras-mussens ønsker: Udover de 10.000, der blev taget ind i 2005 (med en beskæftigelsesgrad på 30-40 pct. d.v.s. 60-70 pct. uden for arbejdsmarkedet, som i hjemlandet), skal der fin-des 30.000 ekstra arbejdsdygtige indvandrere til de videnstunge jobs hvert år og i øvri-gt hvert år i al evighed. Og dette er endog ikke nok, hvis de medbringer deres familier, (hvad de gør i virkelighedens verden, der ikke er teori).
Vi var måske lidt uheldige med de seneste 35 års immigrant-indslusning; det synes at fremgå af en oplysning allerede i 2003: Jens Kaysen, leder af Røde Kors flygtningecen-trene i Midtjylland: ”Over 60 pct. af flygtningene havde ikke noget arbejde, da de forlod hjemlandet. Og 30 pct. af dem havde aldrig haft et job, inden de kom til Danmark.”
55 pct. skoleeleverne med indvandrerbaggrund og 24 pct. danskere var analfabeter i Kø-benhavn i 2012. Dels er der folkeskolens ansvar dels er der naturligvis den enorme forskel på 55 og 24. Det sidste skal tilskrives, at over en halv million af indvandrerne stammer fra områ-der med lavere IQ-gennemsnit end her: https://danmark.wordpress.com/2012/10/31/en-vis-intelligens-forudsaettes-ved-kriminalitet-iq90-er-graensen-for-uddannelses-og-arbejdsmarkeds-egnethed/
Så kan spørgsmålet stilles, hvorfor tilstræbes denne større og større andel af lav-IQ-oprin-delser i Danmark? Dette har været linien siden 1979 med små forsøg på at vende udviklin-gen i 1982 (ved første regeringsskifte og et lidt større 2005-2007 i den såkaldte omlægni-ng). Tages i betragtning at Danmark er kendetegnet ved meget begrænsede ressourcer: Lidt landbrugsjord, olie, lidt gas, ler, salt, badestrande og IQ? Tidligere var landet domine-ret af landbrugsproduktion, men efter den anden verdenskrig skete omstillingen (meget sent) til en typisk industrination, der byggede næsten udelukkende på uddannelseskom-petencer og dygtighed – vi skulle og var faktisk så gode konkurrencemæssigt, at vi kunne importere de fleste råvarer og omdanne dem til konkurrencedygtige produkter til eksport i 1950’erne og i de fleste af 1960’årene også. Men når uddannelsesvæsenet (det danske skat-tefinansierede ta’ selvbord, som FN undrede sig over kunne køre med bemærkningen: I må have råd til det, ved præsentationen af perspektivplan II i 1974), kørte ret fuldstændig af sporet, samtidig med allehånde skattefinansierede velfærdsindretninger indførtes, uden nogen havde ønsket dem undtaget toppen, så førte dette til afsindige fordyrelser af vore eksportvarer, for skatterne trak netop lønkravene yderligere op, fordi skatterne allere-de var nået til ubærligt niveau. Mere detaljeret men fortsat enkel gennemgang: http://www.lilliput-information.com/vaekst og indvandring.pdf
Tilmed var aldringsproblemet kommet til; det fulgte pr. logik af velfærdssamfundet med begge ægtefæller på arbejdsmarkedet og ikke mindst begge skatteydere for netop at finan-siere velfærdssystemet. Så skulle vi have børnefødsler for at sikre skatteprovenuet i fremti-den; men de indvandrende børnefødende forbrugte langt mere velfærd i gennemsnit, end de betalte i skat. Resultat: Endnu mere underskud, som indvandrerne samlet bidrager 3,3 gange mere til i gennemsnit end gennemsnitsdanskeren og ikke-vestlige 3,47 gange mere. Nu savnedes kvalificeret arbejdskraft de steder, hvor der ikke var overvejelser om indskræ-nkninger, lukning eller udflytning. Vi ventede i to omgange på (første gang i ca. 10 år fra 1982), at der skete noget banebrydende med uddannelserne og forskningen herhjemme under den samme minister (anden gang fra 2005). Men linien fra Ritt Bjerregaards en-hedsskole fortsattes af Bertel Haarder, og feminismen kom i højsædet på bekostning af kundskaber i skolerne og uddannelserne. Hermed førte først linievalget dernæst uddan-nelsesvalget absolut ikke ud til det, som erhvervslivet søgte efter. Intet skete til det bedre, men typisk til det værre.
Her kan vi ikke sige løsningen ligger i at øge andelen af lav-IQ-oprindelser i Danmark.
Formålet må være et andet med at øge denne andel. Det forhold at 68-eren ikke i længden kunne fastholde sin meget intense styring af uddannelserne mod endnu flere uddannere og primært uddannelse mod den offentlige sektor i øvrigt var en streg i regningen (efter drø-mmene om ovre østpå brast og tilslutningen til drømmene/idealerne faldt). Herefter måtte der påregnes et opgør i landet for ulykkerne. Hertil skulle der sikres manpower, for man havde da ikke forestillet sig, at fertiliteten kunne påvirkes i positiv (eller negativ) retning med børnetilskud og barselsorlov (som den logisk sidste mulighed) – som det hævdes af de mest frelste umuligjusser. Man havde nok heller ikke forestillet sig, at lav-IQ-oprindelser skulle føres til krævende uddannelser, som Danmark nødvendigvis må satse på, hvis ikke landet efter en kollaps skal blive et uland. Det sidste er en oplagt mulig forestilling, for IQ og konsekvenserne af IQ har fordumsfyldt været aldeles afvist på hele det europæiske fast-land.
Uddrag af interview på Radio Falcon, Frederiksberg 6. februar 1997 kl. 8.20-9.20:
De er vel ikke så dumme, de politikere, at de tror de kan få folk til at tro det går så godt med økonomien, når de har måttet låne så meget, og fortsat gør det, spørger intervieweren.
Den adspurgte folketingspolitiker (Finansminister Thor Pedersen i Anders Fogh Rasmus-sens regering fra 2002, d.v.s. 5 år før i radioen):
“Der er noget helt fundamentalt galt i den måde man driver og taler politik på. Man nedgør i virkeligheden den danske vælger. Det bør altid være en regerings interesse, ærligt at for-tælle, hvilke problemer man står med. Finde forståelse for at man er nødt til at gøre noget, som politiker, som folkevalgt, som lovgiver. Det er derfor taldebatten kommer op, fordi de siger det går så godt. Er vi f.eks. sikre på, at vi i Danmark så fører den politik, der gør at danske virksomheder så også er konkurrencedygtige. Det bekymrer dem, der er sat til at sige den slags ting, at inflationen er godt i gang og konkurrenceevnen er vigende igen, og at det vil den også være til næste år. Vi taber danske arbejdspladser eller eksporterer dan-ske arbejdspladser til udlandet i stedet for at eksportere varer, som er produceret i Dan-mark. Det er et problem som man burde forholde sig til. Hvad gør regeringen, ja, de lukker øjnene. Det går jo godt, og på den nye finanslov lægger man så nye byrder over på de dan-ske virksomheder i milliard-størrelse, og siger, jamen det må de så kunne klare at betale ekstra. Tre tal, der belyser dette: De administrative byrder i virksomhederne blev mindsket med en besparelse for virksomhederne på ca. 200 millioner. Med den anden hånd har man lagt ca. 1 milliard ekstra i Finansloven i arbejdsgiverafgifter, og man har forringet likvidi-teten i firmaerne ved at de skal indbetale feriepengene tidligere; ved dette forringes likvidi-teten i virksomhederne med 5 milliarder i 1997. For disse mange penge ansætter man så flere i den offentlige sektor på bekostning af ansættelser i virksomhederne. Regeringen si-ger ét og gør i virkeligheden noget andet.”
“Ét eksempel. Det er ikke mit yndlingstema at tale om regeringens fiflerier, fup og fiduser. Men jeg føler, det er min pligt at fortælle, hvordan man egentlig agerer. De sidste fire år er statsgælden steget med ca. 175 milliarder samtidig med at skatterne er sat op med godt 100 milliarder i faste priser. Der kunne altså let have været sket en afbetaling af gælden, men pengene er soldet op. Det mest alvorlige, det mest beklagelige, det som er blevet vanen på Christiansborg; det er uærligheden, eller den rene politiske uhæderlighed. Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at de krav man stiller til en almindelig dansk virksomhed, en pri-vat forretning; at der skal være et større etisk krav at stille til aktionærerne, end det krav regeringen stiller til sig selv.”
“Et par eksempler: Havde man samme kodeks, som man har i regeringen, så ville den pri-vate bestyrelse blive sigtet for ulovligheder. Hvis jeg oplevede det samme i en privat besty-relse, som jeg oplever på Christiansborg, så ville jeg være tvunget til at træde ud af besty-relsen, for det ville ikke være lovligt. Det man oplevede i Finansministeriet, da man skulle lave Finanslov for 1997, da var der egentlig var et underskud på Finansloven på 25-26 mia. kr. Det var efter man havde medtaget en ekstra måneds kildeskat (ca. 9 mia.). Endelig var der en embedsmand, der spurgte, hvem har sagt at et år kun har 12 måneder. Hvis man har et år med 13 måneders indtægter og 12 måneders udgifter, så ser det hele jo egentlig meget pænere ud. “Top”, sagde finansministeren, nok står der i den Gregorianske Kalender noget med 12 måneder, men det står hverken i Grundloven eller i De Ti Bud , at et år egentlig har 12 måneder, når vi ser på indtægterne. Derfor vedtog man sammen med Finansloven, at man flytter en måneds indtægter fra 1998 til 1997. Så kan man selvfølgelig spørge, hvad vil du så gøre i 1998, så bliver du nødt til at gå ind i 1999. Hvis man gjorde det samme i en pri-vat virksomhed, så ville det være i strid med årsregnskabsloven, fordi det hedder her man skal give et retvisende billede af virksomhedens økonomi. Man ønsker ikke at give et ret-visende billede af landets økonomi, man forsøger at narre fru Jensen og hr. Olsen: jamen, det går jo godt. Det er direkte bedrag. Det er rent pynt.”
“Dette her er bare et eksempel, det er virkeligheden værre. Man vil oprette et statsligt ak-tieselskab, der skal eje statens ejendomme, hvor man overfører ejendomme, som staten i dag ejer og bruger. Det kan være dårlige arealer i forbindelse med jernbaneterræner, det kan være kontorejendomme, som staten selv bruger fuld tud. Dem fører man over i et stat-sligt aktieselskab med det ene formål, at man så kan belåne dem i Realkreditten. Det er så-dan noget som virksomheder i yderste nød har gjort. Men enhver bestyrelse vil afstå fra så-dan noget, nemlig sælge ejendommene til sig selv, alene med det formål at belåne dem. Der er ikke sat nogen grænse for, hvor meget et sådan aktieselskab kan eje. Dette sidste er en ren øvelse, der går ud på at undgå, at staten skulle ud og sælge statsobligationer. Der er Søkrigskassen ….. , og jeg kan blive ved i to timer, så lytterne falder ned at stolene.”

Skete der så nogen gennemgribende forandring, da Thor Pedersen blev finansminister?
Ja!

Storstrejke med krav om højere lønninger kom i foråret 2006 blandt landets plejepersona-le byggede en aprilssnar den 31. marts 2006: Statsgælden var pist væk. Den 29. marts 2008 kunne vi igen læse noget lignende vrøvl i DR -TTV:
“Den offentlige sektor i Danmark var ved udgangen af 2007 gældfri for første gang i nyere tid med en nettoformue på 43 milliarder kr. Så sent som for 10 år siden havde den offent-lige sektor en nettogæld på 422 milliarder kr. Nedbringelsen af gælden skyldes først og fre-mmest store offentlige overskud i de seneste år. Alene i 2007 blev overskuddet på 75,6 mia. kr…”
Vrøvl og sludder!

“Thor Pedersen meldte på pressemødet i primetime den 26. september 2006, at vi snart var så rige, at vi ejede hele verden (sådan hørte seerne det!): ”at den samlede udlandsgæld (offentlig og privat) efter 60 år var væk, og at omverdenen ved udgangen af 2007 forven-tedes at skylde danskerne ca. 105 mia. kr.

I 2010 kom EU og satte tingene på plads, så løgnen ikke kunne fortsætte. Danmarks nomi-nelle, konsoliderede statsgæld var 643 mia. kr. pr. 1. januar 2010 mod 753 mia. kr. 1. jan-uar 2011, et års forbrug af velfærdsudgifter (se i øvrigt side 58).

“Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de har nok en begrænsning alli-gevel. Om ikke andet, så er det dog positivt, at vi har den frihedsgrad, som grafen her vi-ser.”, sagde Thor Pedersen.

“Pointen var at anskueliggøre begrænsningen i lange fremskrivninger – ikke at udtrykke en forventning om, at vi snart ejer hele verden. Så er dét præciseret”, sagde Thor Pedersen mi-ndre præciserende end bortforklarende.
Det var løgn i den forstand, at den var blevet registret hos seerne og de aktionerende.

Hvad danskerne mente for 20-25 år siden:
Meningsmålinger er i dag fortrinsvis noget der bestilles inklusive resultaterne heraf, for at kunne påvirke de meninger, der er politisk ukorrekte og går de ledende imod. Sådan var det ikke for 20-25 år siden:

Om asylsystemets indretning:
– 59% vil have begrænset flygtningenes adgang til landet. (Gallup, Berlingske Tidende 12/8-90)
– 72% mener, at de sociale goder i Danmark tiltrækker flygtninge. (Gallup, Berlingske Tidende 12/8-90)
– 67% mener, at Danmark modtager for mange spontanflygtninge. (Observa, B.T. 27/10-91)
– 63% var imod Palæstinenserloven (der gav flere hundrede palæstinensere masse-asyl). (Observa, B.T. 23/2-92)
– 71% mener, at myndighederne behandler flygtninge så godt, at de ikke har lyst til at vende hjem, selv om forholdene i deres hjemland bliver fredelige. (Observa, B.T. 10/9 1993)
– 77% vil ikke give de bosniske flygtninge permanent opholdstilladelse I Danmark men kun forlænge den hidtidige midlertidige (Observa, B.T. 16/12 1994)
– 87 % mener, at flygtninge bør hjælpes i lejre nær deres hjemland (Gallup, Erhvervs-bladet 15/6 1995)
– 83 % mener, at der er en øvre grænse for, hvor mange flygtninge, der kan være her i landet (Gallup, Erhvervsbladet 15/6 1995)
Om familiesammenføring:
– 73% mener, at familiesammenføringsreglerne fører til større indvandring. (Gallup, Berlingske Tidende 29/10-90)
– 62% mener, at familiesammenføringsreglerne er en dårlig ordning. (Observa, B.T. 18/11-90)
– 63 % mener, at udlændinges retskrav på familiesammenføring skal ophæves. (Observa, B.T. 18/9 1994)
– 60 % er modstandere af, at flygtninge kan få deres familie til Danmark (Gallup, Erhvervsbladet 15/6 1995)
Om Islam:
– 65% mener, at det vil være til skade for verden, hvis Islam bliver væsentlig mere ud-bredt. (Gallup, Berlingske Tidende 10/4-88)
Om folkets ret til at bestemme udlændingepolitikken:
– 55% mener, at vi skal have en folkeafstemning om flygtningeloven. (Observa, B.T. 26/10 1991)
Om støtte til fremmede kulturer her i landet:
– 91% mener, at det offentlige skal standse undervisningen af indvandrere/flygtninge i deres hjemlands sprog og i stedet for bedre danskundervisningen. (Ekstra Bladet, undersøgelse 12/1 1992)
Om repatriering (hjemsendelse):
– 90% mener, at det er bedst på længere sigt at tilstræbe, at flygtningene kan komme tilbage til deres eget land (Gallup, Berlingeren 14/2 1993)
Om de fremmede som kilde til uro:
– 75% tror, et der bliver flere voldelige sammenstød på grund af flygtninge og indvan-drere (Gallup, Berlingeren 14/2 1993)
– 82% frygter, at det vil komme til flere angreb på asylcentre. (Sonar, Jyllands-Posten 27/6-93)
Om kriminelle fremmede:
– 68 % er enige i, at der følger øget kriminalitet og vold med indvandrere. (Øistein Gaasholt og Lise Togeby, “I syv sind, danskernes holdninger til flygtninge og indvan-drere”, jf. Jyllands-Posten 28/11 1995)
– 88% mener, at kriminelle asylsøgere straks skal kunne udvises uanset deres ansøg-ning om asyl. (Sonar, Jyllands-Posten 27/6-93)
– 93% mener, at indvandrere, der dømmes for vold, voldtægt o.l bør kunne udvises (Observa, B.T. 10/9 1993)
– 82 % mener, at kriminelle flygtninge skal sendes hjem (Gallup, Erhvervsbladet 15/6 1995)
Om fremmedudgifterne:
– 76 % er enige i, at de mange flygtninge og indvandrere er med til at øge Danmarks økonomiske problemer. (Øistein Gaasholt og Lise Togeby, “I syv sind, danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere”, jf. Jyllands-Posten 28/11 1995)
– 92% vil fastlåse flygtningeudgifterne på det nuværende niveau, og det kræver en stramning af lovgivningen. (Observa, B.T. 12/12 1989)
61% mener, at Danmark ikke har råd til at modtage flere flygtninge (Observa, B.T. 10/9 1993)
Om racisme:
– 64% mener, at det er uberettiget at kalde folk, der vender sig mod tilgangen af fremmede, for racister og fremmedhadere. (Gallup, Berlingeren 14/2 1993)
– 83% mener, at det er forkert at kalde folk racister, fordi de siger at her er for mange flygtninge og indvandrere (Observa, B.T. 10/9 1993)
Om sociale ydelser
– 65 % er enige i, at mange indvandrere er kommet til Danmark for at udnytte vores sociale system (Øistein Gaasholt og Lise Togeby, “I syv sind, danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere”, jf. Jyllands-Posten 28/11 1995)
– 72% mener, at flygtninge ikke uden videre skal have samme ret som danskere til boliger og sociale ydelser. (Sonar, Jyllands-Posten 13/8 1993)
Om det multietniske samfund:
– 72 % mener, at Danmark skal fastholde en særlig dansk kultur og ikke i fremtiden skal være multietnisk (Gallup, Berlingeren 8/1 1995)
Om de humanitære indsamlinger:
– 70 % tror ikke på, at de penge, vi giver til humanitære organisationer, nogensinde når frem (Gallup, Erhvervsbladet 15/6 1995)

Vi kan se at danskerne længe har været lodret imod udviklingen, uden at noget er sket efter befolkningens ønsker.

Integration er noget vrøvl:

INTEGRATION ER UDEN MENING – BRUG HJERNEN!

Berlingske Tidende, Opinion den 13. september 2005. Den 14. september kl. 9.00 fandtes den ikke længere på Berlingske Tidende, så vi bringer den her som et billede:

To generationer tabt – historien bag:
Funktionelle analfabeter benævnes de ikke-læsende og ikke-skrivende i mainstreammedi-erne. Der er dog netop ikke tale om individer, der har lært at læse og skrive, men som så har mistet evnen efterfølgende. Disciplinerne læsning og skrivning har ligget i ruiner i en generation, og resten er blevet totalt nedbrudt gennem to generationer. Stavning er blevet en by i Rusland, og eleverne skal ikke gøre noget eller lære noget de ikke har lyst til. Den danske Folkeskole er forlængst brudt sammen.
– undervisningspligten tilsidesættes
I lang tid undrede det os, at vi ofte mødte undervisningspligtige børn rundt om på gader og for eksempel på skovstierne om formiddagen. Det undrer os ikke længere. Vi er så heldige, at vi har et par skolelærere på nært hold, der nu har valgt at tage bladet fra munden og for-tælle os sandheden om, hvad der sker, selvom det længe krævede overvindelse; og det er da til at forstå.
Børnene gider ikke have undervisning, og når de ikke gider, går læreren med dem i skoven, eller de tager en tur i byen. Der er ingen pligter længere; de tilsidesættes i hvert fald. Går vi til det næste trin, som følges af mere end halvdelen af alle undervisningspligtige, som vi vel ynder at fastholde det, så er valgfriheden med hensyn for eksempel fag i gymnasiet nu så-dan, at der kan tildeles 200 forskellige studentereksaminer. Valgfriheden førte til værdi-løshed.
Princippet startede i nyere europæisk tid under den famøse Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne optages på Christianshavns Gymnasium, fordi hun havde et for lavt gennemsnit til mellemskoleeksamen. I faget historie kunne hun ikke svare på, hvad skæbnesvangert, der ramte Danmark i 1864. “Kunne vi ikke blive lige kloge, så kunne vi i hvert fald blive lige dumme, for lige skulle vi være”. Det var hvad enhedsskolen gik ud på. Intet andet. Men ba-re rolig, det hele fortsatte såmænd i samme gænge under Bertel Haarder fra 1982 i det næ-re samfunds navn. Og igen fra 2005 med nye proklamationer fra samme.
Gertrud Galster fortæller frit brudstykker om sin kamp mod den indre, mest hemmelig-holdte, totalitære magt, der med bl.a. midlerne hash, psykologi, psykiatri, anti-opdragelse og sproget fremmede den politisk korrekte verden og “det nye menneske” via en såkaldt mentalhygiejnisk indsats igennem nu to generationer set fra Danmark.
Fortællingen kan synes meget uformel og stykkevis, men det er et faktum, at det berettede, der er grundigt dokumenteret i hendes bøger, er unikt i sandhedens forstand, og det eksi-sterer ikke andre steder. Dette gør beretningen enestående.
Suppplerende om baggrunden og hvad der sker nu:
Pædofili indgik også og glemmes i Lissabon-traktaten – hvorfor mon?
Hvordan udviklingen er videreført i skolerne
Hvor startede den psykologiske krig mod børnene?
Check lige 1700-talsmanden Jean-Jacques Rousseau
Schweiz: http://michael-mannheimer.info/2014/03/16/staatliche-kinderpornographie-in-der-schweiz-sex-box-fuer-den-kindergarten-sex-boxen-fuer-den-strassenstrich/
“I Schweiz er religionsundervisning kun et frivilligt tillægsfag, den statslige børneporno-grafi er et pligtfag. Et forældreinitiativ samlede 92.000 underskrifter mod sexboxen, som skal overdrages de kantonansvarlige ved en forestående uddannelseskonference…”. “Op-dragelse umuliggøres, flere aborter og flere kønssygdomme, aftagende frugtbarhed, afvis-ning af al erfaringsviden og al traditionssikret visdom og generel afvisning af medmenne-skelig opførsel, tiltagende homoseksualitet, det samme med pædofili og alle arter af seksu-elle perversioner og tiltagende sexafhængighed…”Lissabon-traktaten indeholder behæn-digt ingen protokol om pædofili, som vi tidligere meldte.
I alle tidligere traktater så som Nice-trak¬taten findes dog en protokol, som undtager pædo-fili fra forbudet mod diskrimination. Tyske venstreekstremister er i gang med såkaldt libe-ralisering på området i Tyskland. Her ser vi hvorfor det kører i takt. WHO følger op på planlægningen for Europa: http://www.euro.who.int/de/media-centre/sections/latest-press-releases/new-european-guidelines-on-sexuality-education-experts-say-sexuality-education-should-start-from-birth
De i 1970’erne omtalte bollerum i børnehaverne er indført flere steder i Danmark.
Herhjemme besluttedes det straks efter PISA-2012-resultat-debatten på TV i efteråret 20 13 i det åbne var afsluttet, at skolebørnene, der ikke kan læse (dansk), regne eller skrive som for ganske få år siden eller som også noget forholdsvis nyt ikke ved om Lolland hører til Danmark eller Holland, skal have seksualundervisning og faget engelsk fra 1. klasse. Det skal suppleres med såkaldt ‘inklusion’ (præcis som netop besluttet ved såkaldt reform i Ty-skland og resten af EU), så niveauet sænkes endnu mere.
Ritt og Bertel kom først i takt om enheden, og det var før Enhedslisten overhovedet eksi-sterede.
Stuttgart, 1500 i demo: : http://www.pi-news.net/2014/03/stuttgart-ueber-1000-bei-demo-gegen-den-bildungsplan-und-fruehsexualisierung/#more-390474
Sex og narko regnes for nogle af de bedste metoder til nedbrydning af en befolkning og dermed af et samfund. Det ved kommunisterne, så derfor indgår begge i oplæring af kom-munister til, hvordan man angriber de demokratiske samfund i Vesten.
De indgår under “De 45 kommunistiske langtidsmål” og blev offentliggjort i USA i en kon-gresrapport 10. januar 1963.
Heri står der:
24: Afskaf alle love vedrørende pornografi ved at erklære dem for ”censur” og et brud på y-tringsfriheden og pressefrihed.
25: Nedbryd kulturelle normer om moral ved at ophjælpe pornografi og utugtighed i bøger, blade, film, radio og TV.
26: Omtal homosexualitet, degeneration og seksuel omgang i flæng som ”normale, naturli-ge og sunde”.
Når Statsforvaltningen, der står for forældremyndighed og f.eks. deling af samme i forbin-delse med par, der skilles, er ganske overbebyrdet i disse år, er det ganske lige til: Sagsantallet eksploderer fordi staten (d. v. s. her ikke berørte skatteborgere) betaler for parterapi. Men de bagvedliggende årsager til opløsningen kender vi også:
I to generationer er de, der får børn ikke blevet ansvarlige voksne, og samtidig er de ble-vet bragt til at tro på ‘det lille gode barn’ inde i kroppen på den nyfødte. Dette kombine-ret med den tilhørende anti-opdragelse af børn, der bliver introduceret ved fødselsforbe-redelsen og siden videre i mødregrupper, i vuggestuer, og fortsættes i børnehaver og i skolen. Den skæve udvikling tog sin begyndelse i Danmark i 1970’erne og blev kombineret med kvindernes særlige karriere-ambitioner og her-kommer-jeg-jeg-jeg-jeg-kan-alt selv-selv-selv-selv-det-umulige.
To generationer er tabt på gulvet, og det betyder, at ingen kender det fornødne blandt de berørte. De går simpelthen ned på at skulle stifte familie.
Men det syntes nogen sandelig også de skulle.
Mange lærere kan ikke holde skolen ud længere, for eleverne gør præcis, hvad der passer dem overalt. Derfor flygter lærerne fra jobbene som aldrig før. I Nordsjælland er der di-rekte lærermangel af samme grund.
“De unge skoleelever magter ikke at møde i skolen om morgenen”, hørte vi på TVA først i 2005, “fordi de ikke har sovet nok, når de møder op, og derfor ser skoleledelserne sig nu nødsaget til at indføre fleksible mødetider”. Det er kun en smule af sandheden, selvsagt toppen af isbjerget. Det er meget værre: Uddybning af den anvendte sindelags-ideologi på skolen bag:https://danmark.wordpress.com/2006/08/21/ringen-er-sluttet-2/ eller http://www.lilliput-information.com/economics/revo.html
Når omstrejferne antræffes, er der ikke tale om, at en biologitime eventuelt en enkelt gang i forårstiden forlægges til en nærliggende skov eller sø, hvor der kunne være noget at lære om. Der er derimod tale om, at børnene ikke vil have undervisning; de vil more sig og have det det rart efter deres egne lyster. Og lærerne giver efter.
I den anden ende bruges der helt overflødigt afsindige mængder ressourcer på noget gan-ske udsigtsløst. Elever, der bogligt er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole, skal gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærer-lønning m.v. ud hver dag læreren går over dørtrinet til skoleklassens lokale. Der opereres med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kal-der matematik. Typisk 16-årige, der agerer som 8-9-årige, og fortsat kæmper med 6-tabel-len. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever, at det kan dreje sig om på lands-plan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet.
I den anden ende er det såre almindeligt, at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob – af de berørte kaldt “dansk koncentrationslejr” – med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler af post i Vollsmose i Odense, mange andre kører bus; det sker imens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløs-hed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende og selvstyrende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis – for andre end skatteyderne -, og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger.
’Men er oftest det bunden der styrer toppen’: For par år siden blev en nyuddannet i stats-kundskab på jobcenteret i Aarhus af et eksemplar fra bunden pålagt at søge stilling som overtandlæge i Svendborg. Kandidaten mente dog han kunne gøre mere fyldest ved at bi-drage til ændring af arbejdsløshedsstatistikken. Han blev sendt ud og grave huller i Mar-sellisborgskoven for derefter at dække de gravede huller til igen.
Antallet af ADHD-medicinerede var i april 2013 steget fra 181 til 13.446 på 11 år, og der var sket en fordobling i antallet i perioden 2009-2013. En tredjedel af de medicinerede er vok-sne. Det sidste hænger formentlig sammen med at børn bliver voksne, hvis de overlever og behandlingen fortsætter.
Det er skæbnesvangert at skolelærere og psykologer har henvist alle disse utilpassede børn og unge til medicinering hos lægerne. Hjerteproblemer, blodkredssygdomme, humørsving-ninger o.a. er resultaterne af denne medicinering.
Det drejer sig om mangel på såkaldt opdragelse på godt og ondt langt hen ad vejen og re-sten af vejen om konflikterne mellem forskellige sæt af grundlæggende værdier/koder i hjemmet og institutionen og skolen. Er børnene ikke klart bevidste om at disse forskelle netop findes og åbenbart skal være gældende, går det helt galt.
Det allerstørste problem er, at to generationer nu har været fanget i reformpædagogikken, hvorfra det hele stammer. Så kan der ikke vendes om, for alle har glemt det fornødne. Ritalin som er videreudviklet amphetamin og dexetriner er vejen frem:
Udviklingen og reaktionerne beskrives i Politiken: http://politiken.dk/indland/article868239.ece
At slappe af og koncentrere sig kræver ritalin ordineret til 10.000 børn og unge mod 3.284 for blot fire år siden (27. december 2009). Endelig medgiver Niels Egelund, der er profes-sor på Danmarks Pædagogiske Universitet, at udviklingen skyldes en syg tankegang.
Men mon det hjælper på sagen. Næppe, det er for sent. Sagerne har kørt så længe at proje-ktet ikke lader sig stoppe. Det drejer sig om både børn uden fornøden opdragelse skabt af den samme Habermas-generation og om børn, der splittes mellem værdierne i skolen/in-stitutionerne og værdierne derhjemme.
Værdisplittelsen og den skæve opdragelse – der mest ligner en formørkelse – mener inter-eksperterne skal klares ved at fylde børnene med narko.
18. september 2009: 20 pct. af ressourcerne i skolevæsenet bruges på specialundervisning. D.v.s. opimod 10 mia. kr. går til at rette op på adfærdsvanskelige og psykisk syge børn. Dis-se fylder mere og mere i skolebudgetterne, skriver Jydske Tidende 13. april 2008.

Inklusion sender fra sommeren 2014 de retarderede og psykisk handicappede ind i folke-skolen:
The European Agency in Special Needs And Inclusive Education med http://www.European-Agency.org er mammut med 29 medlemsnationers deltagelse i EU. Den hævder naturligvis sin uafhængighed…
Uansvarligheden var linien lige fra begyndelsen: Det Europæiske Agentur for Specialun-dervisning og inkluderende undervisning er finansieret med støtte fra Europa-Kommissi-onen. Oplysningerne på denne hjemmeside afspejler synspunkter agenturet og dets med-lemslande, og Kommissionen kan ikke holdes ansvarlig for enhver brug, som kan være la-vet af oplysningerne heri.
Hør den heldige svensker er en af de ledende bag på https://www.youtube.com/watch?v= IYN6yiYbtsA . Vor opfattelse er den, at EU-jongeløren vender pyramiden på hovedet ’til sikring af EU-Nykulturen’, fordi det er bekvemt for eliten at lade børnene foreslå, hvad der skal forskes i og fortælle politikerne, hvad de ønsker at lære noget om og hvordan, og som de naturligvis har absolut intet begreb endsige eller nogen anden mulig viden om forud (de vælger naturligvis det, som de er blevet indoktrineret med): Om immigranter og deres be-hov i følge European Agency: https://www.european-agency.org/search/custom/immigrants%20needs
22. marts 2016 råber Dansk Arbejdsgiverforening op om, at alarmklokkerne lyder: 74,2 pct. af en ungdomsårgang søger til det i 2005 i realiteten ved døden afgåede gymnasium med de 200 linier at vælge imellem og kun 16,4 pct. søger til erhvervsskolerne. Disse ‘vagt i gevær’- råb kommer altid for sent. DI er hver gang mindst 8-10 år bagefter.
Præcis 9 år forsinket (fra den 12. november 2006) kom DI den 11. november 2015 med meldingen, at det er tæt på at være en fiasko med flygtninge og deres ikke-arbejde, og at det bliver værre for hver dag, der kommer flere ind i landet. Vi bruger mange penge og res-sourcer på integrationsprogrammet.
12. november 2006 var det derimod en skandale med flygtninges resultater i skolerne og i uddannelserne, hævdede Dansk Arbejdsgiverforening og Velfærdskommissionen i den be-dste sendetid på TV2, men nu var det så i 2015 ved at være en fiasko med flygtninge og de-res arbejde, og det blev værre for hver dag, der kommer flere ind i landet.
En skandale mener vi har været en fiasko – det stik modsatte af succes -, men i tillæg har fiaskoen fået tilført f.eks. et prædikat af noget pinligt efterfølgende for at blive en skanda-le. Men her får vi udviklingen i den omvendte rækkefølge fra virksomhedsorganet DI. Katastrofe er rette betegnelsen, fordi den indholder det faretruende element.
Historien er lang. Her er den korte version: Hvor begyndte det?
Doktor Wilhelm Wundt ( i 1800’tallet):
“Han satte sig for at bevise, at mennesket er en sum af dets oplevelser, af de påvirkninger, som trænger sig på dets bevidsthed og ubevidsthed”.
“Læreren har en helt anden opgave, d.v.s. en anden rolle, han er blevet en slags vejviser til barnets socialisering. Han leder enhver ung til at godtage den særlige opførsel, som forlan-ges af ham i den hensigt at få ham til at følges med gruppen. I den udvikling var også be-stræbelserne på at ujævne individuelle forskelle for at opnå en ensartet samling af stude-rende, som befinder sig i uvidenhed om indlæringens teknikker, at udtænke fremtidens so-ciale mønstre, at skifte læseplaner og metoder ud efter behag”.
Den Wundt-skolede Thorndike:
”Hvis halvdelen af eleverne i en klasse får det tilfredsstillende udbytte, skal eksperimentet betragtes som en halv succes. At den anden halvdel ikke lærer noget er selvfølgelig ikke læ-rerens fejl, da denne halvdel har hørt det samme og været udsat for de samme påvirknin-ger. Da er der noget galt med den anden halvdel af klassen. Psykologiske prøver skal afgø-re, hvori fejlene hos halvdelen består”.
En kombination af tysk, kemisk medicin og den wundtske psykologi på amerikansk opdra-gelse blev udviklet af en gruppe videnskabsfolk ved John Hopkins Universitetet med støtte fra Generel Education Board. Topmålet var nået i 1963 ved “at de påviste det bæredygtige” i at bruge amfetaminer som Dexetriner og Ritalin for at “behandle” børn, som blev anset for “besværlige” eller var for aktive. Dokumentationen findes i “The Myth of the Hyperac-tive Child, and Other Means of Child Control” (Myten om det overaktive barn og forskel-lige midler for kontrollering af barnet), skrevet af Divoky og Schrag.
“Den moderne skole”, som Flexner plæderede for fra 1916, ville ikke fuldstændig afskaffe litteratur og historie, men der skulle nye metoder til på disse områder. Formel engelsk grammatik skulle afskaffes og klassisk litteratur skulle betragtes, som den ikke eksiste-rede.
De nye metoder sejrede i USA allerede i midten af 1920-erne. Dewey’s discipel Harold Rugg udtalte:
“… igennem verdens skoler vil vi udbrede en ny opfattelse af regeringen, en, som vil om-fatte alle fællesmenneskelige aktiviteter; en som vil pege på nødvendigheden af viden-skabelig kontrol og bringe økonomiske aktiviteter til udførelse i alle folks interesse”.
Mange lærere kan ikke holde det ud længere, for eleverne gør præcis, hvad der passer dem overalt. Derfor flygter lærerne fra jobbene som aldrig før. I Nordsjælland er der direkte læ-rermangel af samme grund.
Udviklingen af reformpædagogikken på dansk jord begyndte i 1922, men fik et særligt op-sving i 1970’erne, hvor helt nye metoder skulle revolutionere fra seminarier til børnehaver og hele skolesystemet.
Hvorledes udviklingen er fastholdt, kan der læses i en fransk bog fra 1995 med titlen “Ma-chiavel Pedagogue” ou le ministere de la réforme psychologigue” af Pascal Bernardin, for-lag: Editions Notre-Dame des Graces. Om hjernevask i franske skoler til fordel for “den nye verdensorden”. [1996, 4, 16]. I alt 185 sider
Det er ikke noget nyt – den samlede dokumentation i tid og rum
Vi har for længst redegjort for det hele i deltaljer: https://danmark.wordpress.com/2008/03/06/dit-afkom-sendes-paa-medicinsk-deroute/
Supplement: https://danmark.wordpress.com/2013/03/22/det-er-18-ar-siden-alarmklokken-der-vaekkede-debatten-om-dansk-undervisningsstandard/
Antallet i 2007 var 7000 og 2008 en stigning på 40 pct. igen til 10.700 tilfælde pr. år, til-fælde hvor forældrene til børnene er blevet påduttet, at ‘sygdommen’ ligesom andre syg-domme skal behandles med medicin. 10.700 svarer til 1/6 af en fødselsårgang i Danmark.
Mængden af ritalin købt på recept på apotekerne til 0-14 årige er fra 2007 til 2008 steget med 55,7%
Advarsler i England mod ritalin til børn under 5 år – uden nogen baggrundsinformation on real things.
Jean-Jacques Rousseau ( 1712-78 ) gav nogle ’tilsyneladende’ meget personlige og passi-onerede bidrag til forståelse af begrebet staten, dens såkaldte natur, dens begyndelse og den formål. Rousseau satte endog spørgsmålstegn ved oplysningen og kulturen. Hans tan-ker skulle vise sig at få en enorm effekt på de vestlige samfund i det 19. og det 20. århun-drede. Rousseau’s skriverier er fyldt med modsætninger og andet obskurt indhold. Rous-seau satte mindst tre børn i verden med forskellige kvinder (uden for ægteskabet). En skot-sk filosof og økonom David Hume fandt Rousseau’s børn på en parisisk børneinstitution, hvorfra han tog dem i privat pleje.
Ritt, Antorini og Haarder skal man absolut ikke lytte til.
De har hovedansvaret for skolens og kompetancernes deroute i Danmark. Ordningen er Ritt’s enhedsskole, hvor alle er lige. De kunne så ikke blive lige kloge, men de kunne blive lige dumme, for lige skulle de være. http://everykindapeople.blogspot.com/2009/01/53-procent-av-nyanlanda-invandrare-ar.html

Indvandringen øges fortsat fra lav-IQ-nationer:
28. januar januar 2009: “Sverige beviljade 90.021 uppehållstillstånd förra året, en ökning med fem procent jämfört med åren före. Främst är det anhöriga till dem som på senare år fått stanna efter asylansökningar som ökar. Större delen kommer från mindre utvecklade länder i Asien och Afrika. Bara under de tre senaste åren har det kommit 300.000 perso-ner. 53 procent av nyanlända invandrare till Borlänge är analfabeter. Förmodligen skiljer sig inte siffrorna nämnvärt på andra orter…”
Sverige har forlængst øget sit indtag af immigranter ganske afsindigt siden 2009.
Vi er i Danmark nået til mere end 10.000+30.000 = 40.000 nye ind pr. år (fortrinsvis og selvsagt uden egnethed til de videnstunge jobs, der heller ikke rigtig er her), men det stan-dser ikke her.
2017 nås mindst 60.000 pr. år. + 20.000-30.000 børnefødsler svarende til 4-5 mellem-store danske købstæder med kun indvandrere og deres børn hvert år.
29. marts 2007: Ny officiel ghetto, NO-GO i Århus, Rosenhøj, har lige som andre ghettoer i Danmark en ordning, hvor pædagoger fra Socialcentret, tre morgener om ugen kommer og følger med i familiens start på dagen i en periode af seks måneder:
Kl 6:40 starter Projekt Morgenstøtte eller Projekt Opgang, der er noget med at vise foræl-drene, at de har ansvaret for børnenes opdragelse. Børn ved ikke hvornår de skal i seng, eller hvornår de skal komme hjem om aftenen. Når det ikke betyder noget om barnet er i skole hver dag, oplever børnene kaos. Mange forældre har det sådan, fordi de aldrig har lært det, siger en af pædagogerne.
Enkelte forældre arbejder i hjemlandet (???) Projektet kører som nævnt i seks måneder. De skal møde til tiden, have pakket deres tasker og komme i seng i ordentlig tid. (skal det ikke kontrolleres om aftenen ???)
Det er noget med ro, regelmæssighed og renlighed, hævder en af de fnisende pædagoger. Vestlig Civilisation er titlen på en engelsksproget bog, som vi her på Danmark-bloggen læ-ser p.t.
Det allerbedste er Socialcenter Syds egen evaluering: Godt halvdelen nåede målene (for projektet), 25 pct. nåede nogle af målene og 33 pct. viste ingen resultater. Det bliver des-værre mere end 100 pct., og det er ikke så godt.
Så ikke alene noget med civilisation, også specifikt noget med den simpleste rentesreg-ning.
’Vi må sige det går den rigtige vej’
Rosenhøj ligger det sydlige Århus. Her var der gang i den sidste sommer og efterår (2006) med bilafbrændinger, ildspåsættelser andet hærværk. Det kører igen i sommeren 2016 med visitions-zoner. Balladen i 2006 gav del i bevillingen på 300 mill. kr. til renovering, fornyelse (og vel lidt reparationer) af boligkvarteret.
Noget af baggrunden:
https://danmark.wordpress.com/2006/06/09/300-mill-kr-i-gevinst-for-jihad-tiltag/ https://danmark.wordpress.com/2006/12/10/bilafbraending-i-gellerup/ https://danmark.wordpress.com/2006/12/14/gellerup-image/ https://danmark.wordpress.com/2006/11/12/skal-vi-have-flere-mord-mere-knivstikkeri-og-flere-ildspaas%c3%a6ttelser/

Jihad genoptages af unge i Paris

Bemærk, på overstående links, at antallet 60 er officielt blevet sært magisk, når vi henter oplysningerne fra mainstream-medierne om de fremmedes ødelæggelser.
Lad os prøve at tælle om antallene stiger eller falder, skrev jeg i 2006.
En rigtig Århus-historie:
18 lærere (eller 1/5) søgte i 2007 væk fra heldagsskolerne Nordgårdskolen og Toveshøj-skolen i Gellerup. Disse skoler er bl.a. overtaget fuldt ud af de fremmede i modsætning til, hvad den tidligere skoleinspektør Graversen – i øvrigt tidligere håndboldspiller på det dan-ske landshold – højt og helligt lovede.
Ham har vi her: https://danmark.wordpress.com/2006/10/19/skolerne-holder-ogsaa-lukket-naeste-uge/
Bekosteligt projekt – ak ja, 150 mia. kr. i alt på landsplan var prisen i 2001: https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/
Ikke under 225,7 mia. kr. i 2010. 281,2 mia. i 2016
Det bliver stadig dyrere og dyrere, både i kroner og i procentandel af det samlede offent-lige budget som årene går, 2010
Da skulle Gellerup Planen renoveres for 1 mia. kr., og det blev den:
‘Hvordan det finansieredes er svært at finde ud af’, når 8.000 ud af 10.000 derude er på of-fentlige overførselsindkomst’. Men boligforeningen derude vil altså ikke have cctv-over-vågning, som planen ellers forudsatte. Det bliver for dyrt, nemlig 1 mill. kr. pr. blok ved 23 blokke. 23 mill. ud af en 1 milliard?
Mon det er boligforeningen, der reelt modsætter sig cctv-overvågningen, da den i hvert fald ikke skal betale???

Velfærd, indvandring og real vækst:
Velfærden skal finansieres enten kollektivt over skatterne eller ved private forsikringsord-ninger og samtidig skal landene kunne fastholde og endog udvikle deres teknologiske stade og kompetencerne, fordi velfærdens finansieringskilder alene stammer fra indtjenende vir-ksomheder. Værdien af den indtjenende produktion skaber løngrundlag og skattegrund-lag, hvoraf velfærden kan finansieres enten privat eller kollektivt. Der findes ingen andre kilder.
Mere produktion til at dække forbruget er problemet, der synes at ligge lige for. Mere pro-duktion forudsætter flere ressourcer. Tyskland er ikke selvforsynende med energiressour-cer, England er ikke med landbrugsvarer og mad, Norge har satset mest på finansielle in-vesteringer og hjemlige infrastrukturforbedringer, men omsat meget lidt af rigdommen i realproduktion uden for oliebranchen, det tilgår statsfonden fra olieproduktionen, og in-gen ved rigtig, hvor havner i sidste ende. Hvad man ikke er selvforsynende med må an-skaffes i udlandet. Med økonomier i noget nær stilstand er der ikke løsninger i sigte til, at der kan udveksles tilstrækkeligt med varer og tjenester til at kunne forsørge dobbelt så mange på velfærdsydelser og ingenlunde 3-4 gange flere som i Tyskland og UK, som vist i Europa-drives-til-Selvmord.
Realvæksten i Norge, Tyskland, UK og Danmark var henholdsvis 0,6 , 0,5 ,1,7 og 0,4 pct. i 2013. Realvækst er væksten i den indtjenende produktion renset for inflation. I EU28 var den samlede reale vækst 0,1 pct. i 2013. Tre første kvartaler i Tyskland og Danmark i 2014 negativ real vækst.
Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennem-føres produktionen i indtjenende virksomheder måske ved det lavere niveau, også hvad an-går beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det sidste er ikke tilfældet, når vi ser på forholdene i langt de fleste velfærdstyngede europæiske lande. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet kan være at foretrække. Derfor føres kø-bekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet. De løntunge virk-somheder flager ud i disse år, og det kom ikke som nogen overraskelse her inden for de se-nere år. Det begyndte med den øgede internationale konkurrence allerede fra slutningen 1970’erne. USA og UK tog først initiativer for at tilpasse sig denne uundgåelige udvikling.
Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af til-strækkeligt fortjenestegivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke én-dimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem i ethvert land, opsparingen er at betrag-te som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse af produktionsapparatet uden nye initiativer, dertil affald og statsgæld (især i et udlandsafhængigt land som Danmark).
Hvad forbrugerne giver ud eller forventer af fremtiden sætter ingen gang i økonomien, men forbruget vedligeholder som nævnt et efterhånden forældet produktionsapparat, e-ventuelt på vågeblus; det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre øko-nomi-kommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange pro-cent af den samlede efterspørgsel. Det har ingen anden betydning end, at privatforbruget stiger til endnu mere skade for de overhængende finansieringsproblemer landene står med og dræner tillige virksomhederne for kapital. Landets ledere er fortsat af den opfattelse, at deres initiativer skal virke uanset, at det aldrig er sket.
Oktober 1996 (for snart 20 år siden): De 1000 vigtigste danske virksomheder forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for landets grænser de næste 5 år (1997-2002), meldes i undersøgelse udført af Ugebrevet Mandag Morgen.
Det var den spæde begyndelse til modspillet herhjemme. Der er bekymrende træk på alle niveauer i landets kompetencepyramide. Danmark skal satse på at skabe jobs med et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavtlønsjobbene. De vil i høj grad flytte til udlandet p. g.a. globaliseringen af (d.v.s. konkurrencen på) markederne, som det er umuligt at beskytte sig imod med andet end handelsbegrænsninger; man må tilpasse sig. Det var for 19 år si-den. Arbejdskraftens fri vandring efter arbejde har næsten kun relevans i Europa. Høj-IQ-indvandringen fra Sydøstasien begyndte til USA og UK i begyndelsen af 1980’erne, og her er ikke mere at hente, fordi incitamenterne til blive hjemme styrkes af vækstøkonomierne derovre.
”30 pct. af en ungdomsårgang får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse (1996 –det er snart 20 år siden og intet væsentligt er sket). Stor merarbejdsløshed. Kritik af vok-senuddannelsernes indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens resultater. Højtekno-logiske og videnstunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i forskningverdenen, på erhvervskolerne og allerede i de tidlige undervisningsår. Vidensin-tensive arbejdspladser er et slutprodukt, hvor kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetence-pyramide. Den starter nede ved førskolestadiet, børnehaver og vuggestuer, så kommer Fol-keskolen, så arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og erhvervs-uddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat forskning, produktions-metoder i erhvervslivet og endelig erhvervslivets produkter” (skrev Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36 fra 21. oktober 1996).
Uanset diverse PISA-undersøgelser udført på initiativ af OECD viste chock-resultater for Den danske Folkeskole i både regning og dansk og en til medierne overbevisende og debat-skabende sammenligning af eleverne i klasse 9.z klasse i Kina og Danmark gjorde det sam-me, skete der intet nyt. Når du fra 29. april kl. 20.00 på DRTV1 så sammenligninger mel-lem den danske folkeskoles 9. z mod den kinesiske, så bør du læse linkene på dette indlæg. Glade, harmoniske og lykkelige børn siger de er målet med kundskaberne i anden og tred-je prioritet. Vore elever er det ikke hensigten at gøre til produktive mennesker, hører vi. Én ting er gældende overalt i Vesten, hvor denne deroute synes at præge skoleforholdene, for-bruget er i top, forbruget af alt. Derimod, det, der alene befordrer produktionsmuligheder i Vesten – i særdeles i Danmark – skal vi samtidig nedprioritere på trods af sågar både en historisk hidtil uset international konkurrence og en overhængende aldring, indtil omdan-nelsen af børnene/eleverne er nået det endelige mål …. Der skete intet andet end at en-hedsskolen fortsatte sin udvikling som planlagt til heldagsskolen, da alle medier efter pla-nen havde nedtonet emnet samtidig. Der indførtes tilmed endnu et ødelæggende tiltag in-klusion af mere eller mindre retarderede børn tillige fra sommeren 2014. 5. november 2014 viser undersøgelse fra Entrepreneur Of The Year, at antallet af virksomheder med stor vækst i Danmark er faldet med 16 pct. på ét år. Det er samme virksomheder der skaf-fer nye jobs.
Problemet er grundlæggende at vi simpelthen ikke har andet naturgivet i Danmark at gøre godt med end salt, kalk, ler, lidt olie, lidt gas, lidt landbrug og badestrande, hvis vi ikke ud-danner os efter det markedet og IQ tilsiger og tilfører produktionen resultaterne af vor vi-den. Alt andet skal købes i udlandet. Men hurtigere end mange forestiller sig går det ikke an at købe råvarer og andet i udlandet, fordi vi blevet så dyre selv med vore varer og tilmed så meget ringere uddannede i forhold til tidligere, når varerpriserne tages i betragtning, at stadig færre vil købe de produkter, der kommer ud af det her fra. Danmark har simpelthen ligget i dvale (med enkelte betydelige undtagelser i erhvervslivet) siden begyndelsen 1980’ erne under skiftende regeringer, der har lovet dette og hint; desværre uden rigtigt at kende konsekvenserne var af det, som de gjorde i utide og ikke gjorde i tide.
Den realøkonomiske nedgang (den manglende vækst renset for prisstigninger i produktio-nen) skyldes konkurrence på løn- og arbejdsomkostninger, der fører de løntunge produkti-oner væk til lavtlønsområderne eller i knæ til lukning. Da vi ikke kan konkurrere i de sam-me produktioner med lønninger, der er 8-10 gange under det danske skattevelfærdsforhø-jede niveau, var en omstilling af uddannelserne, produktioner og erhvervene altafgørende. Denne lønkonkurrencesituation vil være gældende mange år frem, og omstillingen er ble-vet forsømt de første mindst 35 år. Beskatningsgrundlaget udhules samtidig af udflagnin-gen og lukningerne. Der bliver færre virksomheder at beskatte. I tillæg har man tilladt do-minerende indvandring fra højfertile lav-IQ-lande/områder, af hvilke halvdelen eller un-der halvdelen er egnede til uddannelse og arbejdsmarked: Følgende procentandele af de udenandske oprindelser er uegnede til arbejde og uddannelse i (DK) Danmark, Ty (Tysk-land), No (Norge) og UK (Det Forenede Kongerige):
Procentandel af udenlandsk herkomst med IQ lavere end 90
(byggende på FN’s lavt ansatte fødselsrater)

År 2015 2052 2072
DK 48,5 50,4 55,5
Ty 48,1 43,3 46,7
No 47,9 52,7 58,9
UK 55,6 55,0 46,9

Kilde: http://www.lilliput-information.com/Europa-drives-til-Selvmord.pdf (side 24)
Pr. 1. januar 2014 havde 48,5-52,8 pct. af samtlige immigranter og deres børn i Danmark en udenlandsk herkomst i lande med under IQ90 i gennemsnit (afhængig af valg af fød-selsrater i projektionsmodellen for IQ). D.v.s. at mere end halvdelen er ikke egnede til ud-dannelse eller arbejde i Danmark. Med IQ-gennemsnit på 90 eller derunder i en gruppe uanset etnisk baggrund forventes højest 50% af individerne i gruppen egnede til uddan-nelse og arbejde eftervist af Arthur Robert Jensen (1923 – 2012).
Statsgælden skal afvikles i alt fald holdes strikt i ave i Tyskland, England og Danmark, og i tillæg vokser aldringsproblemet sig større og større i hele Europa med ekstra offentlige æl-dreudgifter til følge, tilgangen til de arbejdsdygtige aldre mindskes mere og mere p.g.a. manglende fødsler og uegnede immigranter. Problemet med de manglende fødsler over he-le Europa var vel at mærke skabt af de vidt forgrenede velfærdssystemers elitære initiativ-tagere (ikke borgerne). Da effekterne heraf viste sig med primært manglende befolknings-reproduktion, mente samme ansvarlige at kunne tage imod de mest fertile immigranter. Ideologien tilsagde netop eliten, at uddannelse simpelthen var sagen for enhver, der kom hertil.
Sådan kunne et land som Norge måske gøre p.g.a. sin oliefond og landets store tilgodeha-vender, men alligevel ikke. Det der skal skabe en aktiv fremtid for ethvert land er dynamisk erhvervs- og uddannelsesudvikling med efterspurgt produktion og indtjening som formål. Ellers kan bl.a. velfærden ikke i længden finansieres. FN advarede mod de skattefinansie-rede videregående uddannelser med fri adgang allerede ved danske Perspektivplan II i 19 74 . De oplistede problemer kan Europa ikke løse samtidig ved at pusle lidt med posterne på finanslovene, skære lidt hist og her, beordre nogle flere betalingsmidler udstedt og der-med skabe nominal- eller kun inflationsvækst, så produktionsforøgelsen ganske vist ligner realvækst, men ikke er andet end nominalvækst svarende til inflationen eller mindre. Dette vil kun forstærke problemerne og sinke/umuliggøre en eventuel omstilling. Det er den tra-fik der er kørt indtil videre her i landet. Ikke alene Danmark er truet af den dræbende stag-flation (stagnation og inflation samtidig), men også de øvrige europæiske lande med et par undtagelser. Med negativ reallvækst i tre på hinanden følgende år, samtidig med statsgæl-den steg med det øgede indenlandske forbrug har kørt og var sat i gang med den såkaldte finanskrise som resultat. Ekspansionen skal derfor sikres ved at produktionslivet får en løsning, der ikke er fristende inflationsbehæftet.
Forslag om at toldbelægge varer fra lavtlønsområderne i bl.a. Sydøstasien er ganske ud-sigtsløs. Et EU-tiltag desværre uden anden virkning end mindsket samhandel og fortsat nedgang for Europa. Desuden vil en høj told skabe endnu mere ulige adgang til varerne. Et land som Danmark der er udpræget udlandsafhængigt p.g.a. vore sparsomme naturgivne ressourcer, vil hurtigt lære at alt fornødent, der skal anskaffes til forbrug, af råvarer og til videreforarbejdning, bliver dyrere og ikke kan betales med det, vi eksporterer. EU er nok mere selvforsynende nu og eventuelt i fremtiden, men bl.a. energien ligger måske fortsat uden for rækkevidden uanset en ekspansion. For Danmark vil bytteforholdet og dermed vore konkurrencemuligheder forringes endnu mere med importtold, øge statsgælden og skabe mere ulighed og øge smugleriet. Desuden er toldprovenuet fristende bekvemt at fyl-de i en allerede relativt alt for stor offentlig sektor. Det er aldrig set at et problem løses ved at gøre det større.
Det var Europas og Danmarks manglende totalomstilling af uddannelser, kompetencer og erhverv til den internationale konkurrence, som tog fart fra begyndelsen af 1980’erne, der ignoredes. Man forsøgte at skyde sig igennem med protektionisme og planøkonomi via EU, fælles EU-tvangsvaluta og pengeudpumpning med formålet alene at fremme forbrugsbe-skæftigelse på den nationale front, samtidig med man gravede afgrunden dybere via vel-færdsforbrugende og børnerig immigration fra Mellemøsten, Syd- og Sydvestasien og Afri-ka som middel mod aldringen, der fulgte pr. automatik af velfærdssystemets/trækdyrs-samfundets manglende fertilitet. At det var kilderne til indtjening det primært drejede sig om for at sikre det nødvendigste forbrug glemte/overså de virkelighedsforskansede chri-stiansborgere ikke overraskende. Og erhvervslivet og det lange sigt (ja, overblikket) er u-kendt stof for marionet-repræsentanterne i det repræsentative demokrati.
Produktionsprocessen i alle sine forgreninger består af et utal af komplekse stadier i indtje-nende virksomheder. De samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer i ar-bejdsdelingen overstiger udgifterne til forbrug i gængs forstand ganske betydeligt. Som il-lustration kunne man forestille sig værdien af det samlede faste kapitalapparat efterhån-den omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år. USA-privatforbruget blev opgjort til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer allerede for en menneskealder siden. D.v.s. knap 12 gange større end privatforbruget. (hvis 8,5 pct. forsigtigt forudsættes). Det der gives ud til forbrug – privat og offentligt – stammer fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbru-ges mere. Man kunne rette sig efter følgende faktum: offentlige udgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgif-ter og/eller forbruget retfærdige.
Landbrugskrisen i 1800’tallet var på én måde større og mere betydningsfuld for Europa p. g.a. landbrugserhvervets absolutte dominans i erhvervsstrukturen dengang, da det billige korn kom fra USA p.g.a. hårdtstål-fremstillingsprocessen, dermed supersolide jernbane-skinner og dermed lave fragtrater. 1800’tallets landbrugskrise var også større end man i dag måske forestiller sig, men samtidig var initiativerne til ændringer i Danmark taget af fremsynede/heldige ledere allerede med landboreformerne i 1700’tallet. Denne gang har man ikke villet lytte til de fremsynede, men ladet sig lede af en lighedsideologi blottet for fornuft. Opfindelser fremmer og ideologier hæmmer udviklingen. Danmark er lige som de fleste andre vesteuropæiske lande ikke fordelagtigt at drive nye virksomheder i, uanset hvad medierne bilder dig ind. De ideologiske velfærdssystemerne har kvalt livsduelighe-den.

Røverhistorie fra den virkelige, men politisk ukorrekte verden:
22. juli 1999 meddelte TV 2 Østjylland: Bistandskontoret i Brabrand i Århus var blevet afsløret i at have udbetalt Folkepension til ældre fremmede i strid med reglerne. I 45 til-fælde havde kontoret således på særdeles mystisk vis efterfølgende bedt udlændinge be-grunde deres adkomst til Riget ved at påberåbe sig at have haft flygtninge-status som begrundelse for deres ophold her. Socialforvaltningens motiv skulle være, fremgik det af TV 2 Nyheder, at ved dette tryllenummer ville Århus Kommune få refunderet en større del af de udbetalte beløb fra staten.
4. oktober 2001 kunne TV2 tekst: Der er problemer med at finde rundt i, hvilke udlændin-ge, der skal ”integreres” efter loven. Analysen har foreligget siden sommeren 2001, men kommer først nu til offentlighedens kundskab. Et fejlramt EDB-system (igen) anviser ikke som planlagt, om udlændinge hører under Integrationsloven. Sagsbehandlerne er ikke al-tid klare over, hvor de skal søge oplysningerne, meldte TV2 Tekst til sidst i indslaget.
Sociale ydelser til de fremmede, medie-manipulation og sandheden bag 14/12 2000. JP-Tekst-tv ville have os til at tro, at indvandrerne ikke tidligere havde modtaget f.eks. bør-nepenge og folkepension. Oplysningen bragtes i forbindelse med en ny europæisk konven-tion, som lederne gerne vil have grønt lys for i Danmark. Jo, det er endog meget værre her også: De modtager i en række tilfælde meget mere end folkepensionen, også selvom de ik-ke har opsparet retten til den. Så får de kontanthjælp i stedet. I Brabrand, Århus kørte en ganske særlig trafik én tid – som nævnt – gående ud på, at de fremmede skulle skrive un-der på, de havde asyl-adkomst-status, så fik de nemlig mere i støtte, end de ellers ville væ-re berettiget til.
Det var også galt i en nabo-kommune til Århus. Børnepenge til de fremmede var da ikke noget, der først blev indført med en ny konvention, men det vil de givet have (de mest uop-lyste, som de satser på) FLERTALLET til at tro. Børnepengene har de modtaget i rigt mål nøjagtig som danskerne, bortset fra de har modtaget meget større beløb, fordi de har man-ge flere børn.
Henved 40 pct. af al bistandshjælp går i dag til indvandrere og deres efterkommere i Aa-rhus. Når de udgør 12-14 pct af landets beboere – og en lidt større andel i Århus – skal man ikke hævde, de ikke får bistandshjælp i overmål.
Nævnte konvention skal kun sikre, at de overøses økonomisk straks, når de passerer græn-sen. I forvejen får asylsøgerne bilerne til en langt lavere afgiftstakst end danskerne, ne-mlig efter samme regler som ambassademedarbejdere. Dette er dokumenteret på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/21/asylanter-betaler-betydeligt-nedsat-afgift-pa-biler/ med bl.a. indrømmelser og dårlige forsøg på bortforklaringer fra Folketingets ta-lerstol.
JP-Teksttv var desværre langt ude i propagandaen den 14/12 2000. Pension til de frem-mede: Hele området ’pension’ tiltrækker sig større og større interesse, reglerne er indvik-lede, og der bliver flere og flere ældre og stadig flere ældre, uvedkommende fremmede, ef-tersom der er fred i deres hjemlande. Vidste De for eksempel, at ”Retten til pension er be-tinget af, at modtageren har dansk indfødsret” i følge §2 i Lov om Sociale Ydelser, Social Pension? §2 gælder dog ikke: for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om konventionsflygtninge (§7 i Udlændingeloven) og heller ikke for flygtni-nge, der er kommet hertil som led i en aftale med FN’s Flygtningehøjkommissariat (§8 i Udlændingeloven).
Information om Danmark har modtaget følgende supplement fra anonym kilde: I en na-bokommune til Århus, har man i årevis i stedet udbetalt kontanthjælp til de ældre frem-mede, der var fyldt 67 år, som nævnt. Kontanthjælpen er et større beløb end Folkepensio-nen. Vort kvalificerede vidne, som er ansat hos den pågældende kommune, kan oplyse at dels ville pension i næsten alle tilfælde af denne art slet ikke kunne tildeles efter optjenin-gsreglerne – der også er meget komplicerede og omhandler det antal år vedkommende har opholdt sig i landet, hvorefter beløbsstørrelsen beregnes – dels blev en ganske betragtelig del af beløbene refunderet af staten, når beløbet i stedet kaldtes bistandshjælp til flygtnin-ge. Men det var fup. Men ikke nok med det!
Information om Danmark ligger desuden inde med dokumentation for at undervisnings-materialerne, som bruges på uddannelsen ”Social- og sundhedsassistent”, bl.a. lærer de uddannelsessøgende, at ”…Danmark har desuden indgået aftaler med en række lande. Efter disse aftaler, der i øvrigt ikke oplyses nærmere i de pågældende undervisningsma-terialer , kan man have ret til dansk pension, selv om man ikke opfylder de almindelige bestemmelser”.
Mere end 30% af hele Kontanthjælpen udbetaltes til de 6-7% fremmede i Århus i 1993. (jf. Morgenavisen Jyllands-Posten ). Nu (2001) udgjorde de fremmede 10,5% officielt, men re-elt nærmere 12-14 %. Betyder det så, at de i modtager 40% eller 50% af Bistandshjælpen, spurgte vi i valgkampen?
På landsplan udgjorde fremmedandelen af kontanthjælpen 37% i 2002, 40 % i 2004. Der udbetales typisk 40-70% mere til en udenlandsk familie, selvom reglerne er fælles for dan-skere og fremmede. Det viste Vesselbo-rapporten fra sommeren 1992 med anonyme ind-beretninger fra kommunerne i 1993. Det var før Vesselbo begyndte at måle fertiliteten bla-ndt de fremmede sammen med to kvinder i Socialforskningsinstituttet, og også før han kom i Folketinget for ét af medløberpartierne.
Den 25. januar 2004 oplyste chefen i Københavns Kommunes Statistikkontor Claus Woll i Søndagsavisen, at børn af indvandrere over en 6 års periode havde udvist et 10 pct. højere fødselstal i sammenligning med forældrene til de fødende.
Spørgsmålet om andelen af hjælpen, som udbetales de fremmede, ønskede man i øvrigt ik-ke at drøfte i kommunalvalgkampen i 1997 og heller ikke i år 2001 eller i 2004. Det forsvi-nder det ikke af, så længe vi kan ytre os.
2010: Nu ved vi præcis hvad velfærden til de fremmede beløber sig til: https://danmark.wordpress.com/ikke-vestliges-forbrug-af-velfaerd-i-danmark-i-2010/
2016: https://danmark.wordpress.com/2015/10/29/velfaerdens-fordeling/
En enkelt lidt tankevækkende oplysning, måske:
Man kan bygge 100 huse på Sri Lanca for det, som en indvandrerbolig koster i Dan-mark, men det spiller ingen rolle, for dagsordenen er en ganske anden end at hjælpe.

Når Fanden bliver gammel, ….?
Det kører ikke over skiftende regeringer, men nærmere via femårsplaner
– fortroligt dokument og det videre forløb meget kort
Læseren vil formentlig huske, hvorledes Told & Skat sammen med Politiet slog en ring om Bazaren i Gellerup Parken, vest for Århus den 20. oktober 1998. Her var et ”interessant kommunalprojekt” gået til at påkalde sig andre myndigheders bevågenhed. En lokal bygge-matador Olav de Linde havde i samarbejde med Århus Kommune bygget og indrettet Baza-ren for de fremmede, der ønskede sig grøntbutikker. De kunne så leje sig ind hos Olav de Linde, der så fik sin dækning direkte fra kommunen. Kort efter aktionen blev der bl.a. skre¬vet i de lokale aviser at forholdene i Bazar Vest ikke var specielt uregelmæssige. Det var lidt restancer og ukendskab til reglerne i Danmark, fremgik det af mange artikler, og mange mente nok myndighederne havde overdrevet deres indsats med aktionen, hvor der simpelthen blev lagt en ring omkring Basar Vest i Gellerup Planen, før der blev slået til.
Det viste sig, at der ikke alene var vrøvl med regnskabsaflæggelserne i de pågældende tor-veforretninger. Der handledes også med alt andet end grønsager, med iværksættertilskud i form af rentefrie lån og opsatte afdrag på kreditten ved siden af bistandshjælpen i tilgift til de fremmede. F.eks. var der et stort sort bilmarked: de fremmede får bilerne uden fuld af-gift, dokumentation: https://danmark.wordpress.com/2006/06/21/asylanter-betaler-betydeligt-nedsat-afgift-pa-biler/ , og der var også andre ting, der ikke tålte at se dagens lys.
Fra oktober 1998 lå vi inde med et internt fortroligt dokument om hele denne sag. Dette dokument var blevet tilsendt os anonymt af en ukendt i en af Århus Kommunes forvaltnin-ger. Adskillige fra pressen rettede forgæves henvendelse til os, da vi oplyste at vi lå inde med det afslørende dokument der beskrev, hvad der var sket den 20. oktober 1998, og hvad politiet og skattevæsenet fandt ved razziaen. I 2006 må vi også gå ud fra at den ano-nyme kilde fra 1998 har nået at sikre sig mod afsløring.
Indholdet af det modtagede dokument (ordret): Brevet (benævnt BILAG 5) var sendt til Rådmand Poul B. Skou, Magistratens 5. Afdeling. Afsenderen var Per Byrialsen, Skatte-forvaltningen i Århus. Dateringen er den 26. oktober 1998, ”henvendelse til:” pcb/mw, telefon 4210. Kopi til Stadsingeniøren, Dir. for Mag. 1. afd. Inkassokontoret. Brevet er stemplet FORTROLIGT og skrevet på Århus Kommunes Inkassokontors Specialgruppens papir : Citat begyndt:
’Bazar Vest:
Til Inkassochef Jørgen Pedersen
Fra Bo Fristed
Dato 22. oktober 1998 Disposition – Indledning – Restanceforhold – Selvangivelses-for-hold – Forskudsregistre-ringsforhold – Levnedsmiddelkontrollen – Regler for regnskabs-aflæggelse, bogføring m.v. – Forhold vedrørende angivelse af moms og punktafgifter – Husleje – Øvrige forhold – Afslutning
Indledning
Som bekendt blev der den 20. oktober 1998 gennemført en større aktion imod de selvstæn-digt erhvervsdrivende i Bazar Vest, Brabrand.
Det var Told & Skatteregion Århus, der bistået af Politiet i Århus, havde taget initiativet til aktionen, og Inkassokontoret var inviteret med i helhedens navn og på baggrund af det ek-sisterende samarbejde i Regionen. I det følgende beskrives summarisk de konstaterede for-hold set fra inkassokontorets synsvinkel, og jeg håber på at efterlade et indtryk af nødven-digheden for, at der gribes ind overfor persongruppen. Alternativet vil meget snart være i den situation, at restanceforholdene har en sådan karakter, at tvangsinddrivelsen vil med-føre lukning af virksomhederne, og derved efterlade de pågældende personer i en særde-les uheldig økonomisk og menneskelig situation.Inkassokontoret fik invitation til at delta-ge i aktionen ca. 3 uger før den 20. oktober 1998, og har i den mellemliggende periode for-anlediget en gennemgribende undersøgelse af persongruppens forhold. Undersøgelsen har ikke alene omfattet restanceforhold men, som led i Inkassokontorets restanceforebyggen-de indsats, tillige forhold af mere økonomisk og ligningsmæssig karakter.
Restanceforhold
Som det senere vil fremgå, er de større restancer først på vej.Målgruppen under aktionen havde restancer til Inkassokontoret på ca. 864.000 kr.Der skete indbetaling af 116.304 kr. og derudover foretaget udlæg i diverse inventar.Endelig fik jeg mulighed for at drøfte selv-angivelses- og forskudsregistreringsforhold med flere af virksomhedsindehaverne.
Selvangivelsesforhold
Det er konstateret, at 1/3 af de personer der var aktive i indkomståret 1997, ikke har ind-sendt selvangivelse for året, hvorfor Skatteforvaltningen har foretaget taxeringer i.h.t. reg-ler herom.De øvrige personer har selvangivet overskud/underskud af virksomhed med stø-rre eller mindre beløb, og Told & Skatteregion Århus forelægger Skatteforvaltningen af-dækket materiale, i det omfang aktionen har tilvejebragt oplysninger, der kan bruges ved ligningen af den enkelte person.Taxeringerne samt den kendsgerning, at kun ganske få var forskudsregistreret med det overskud af virksomhed der senere blev selvangivet for ind-komståret 1997 har bevirket, at det sidst på året 1998 og primo 1999 forfalder betydelige beløb til betaling.Dertil kommer opretning af forskudsregistreringerne for indkomstårene 1998 og 1999 jf. nedenfor.
Forskudsregistreringsforhold
Af de 52 personer Inkassokontoret p.t. har registreret som selvstændige i Bazar Vest, er det ca. 25% der vurderes at have en forskudsregistrering for indkomståret 1998, der er korrekt. Inkassokontoret foranlediger kontakt til Skatteforvaltningens 3 afdelingskontorer, med henblik på opretning af forskudsregistrering for indkomståret 1998, med udgangspunkt i de angivne momstal, kendte dækningsbidrag m.v.Det kan således forventes, at der i et vist omfang sker ændring af forskudsregistreringer med deraf følgende opsummeringsrater af B-skat og Arbejdsmarkedsbidrag.Samtidig er Skatteforvaltningen anmodet om at sikre at forskudsregistreringen for indkomståret 1998 kommer til at svare til faktisk forventede forhold.
Levnedsmiddelkontrollen
Levnedsmiddelkontrollen deltog tillige i aktionen, og det er mit indtryk at de havde været der ofte før, og således allerede forinden har bundet store ressourcer i at sikre, at de udbu-dte varer lever op til den gældende lovgivning på området.Der blev konstateret et større antal overtrædelser, ligesom det blev konstateret at allerede udstedte påbud ikke var blevet efterkommet.Således forekom der et stort antal varer uden dansk varedeklaration, ulovlig emballage m.v. Regler for regnskabsaflæggelse, bogføring m.v.Lovgivningen indeholder regler for bogføring, regnskabsaflæggelse, kasseregistrering m.v. og det blev konstateret at disse regler kun i meget ringe grad overholdes.Udover at det er konstaterede overtrædelser må det have som konsekvens, at såvel Told & Skatteregion Århus som Skatteforvaltningen kun kan fæste ringe lid til de regnskaber og selvangivelser der bliver det endelige resultat.
Forhold vedrørende angivelse af moms og punktafgifter
Regionen beslaglagde under aktionen tilgængeligt regnskabsmateriale, kassestrimler og m.v., og det efterfølgende kontrolarbejdeskal vise hvorvidt der er basis for reguleringer, ansvarssager m.v.På den efterfølgende debriefing på Politigården, var der dog flere sikre udsagn om de konstaterede forhold ikke svarer til de angivne.Uanset resultatet er der lagt mange ressourcer i kontrollen, der var foranlediget af formodede uregelmæssigheder.
Husleje
Under aktionen blev de antrufne udspurgt om udgiften til husleje, og svarene svingede fra 9.000,00 kr. til 20.000,00 månedligt, alt efter størrelsen af lejemålet.Det er en ganske an-seelig udgift set i forhold til de angivne omsætninger.
Øvrige forhold
I forbindelse med førnævnte forberedelse, er der konstateret en del forhold, som sammen med det under aktionen tilvejebragte materiale kan danne baggrund for en mere dybdegå-ende beregning af privatforbrug m.v.Således er det næsten karakteristisk at der forekom-mer en del bilhandler, tilvejebringelse af kapital, forøgelse af bankindeståender m.v., der ikke umiddelbart kan forklares ved eksisterende formueforhold eller den angivne indtje-ning.Inkassokontoret koordinerer naturligvis disse oplysninger med Skatteforvaltningen, ligesom der vil blive taget initiativ til at sikre at fortsat manglende selvangivelser foranle-diges inddrevet ved anvendelse af dagbøder.
Afslutning
Af Jyllandsposten den 8. oktober 1998 fremgår det, at der er flertal i Byrådet for en ind-stilling om individuel støtte til økonomisk trængte forretningsdrivende i Bazar Vest. Inkassokontoret har hverken kompetence til – endsige faglig interesse i at vurdere den kommunale subsidiering af de selvstændigt næringsdrivende i Bazar Vest, men bør påpege de kendte konsekvenser af en fortsættelse af de nuværende forhold. Ikke blot vil person-gruppen betyde et ganske betydeligt arbejde for de offentlige myndigheder, såfremt den hidtidige tendens fortsætter, men samtidig vil restanceudviklingen m.v. fordre disse selv-stændige bliver lukket med hjemmel i love kommunen ikke har nogen indflydelse på.På baggrund af foranstående skal jeg anbefale, at Skatteforvaltningen overvejer hvorvidt det kunne være hensigtsmæssigt at orientere 1. Magistrat om de konstaterede forhold.Måske 1. Magistrat fandt det hensigtsmæssigt at betinge udbetaling af individuel støtte af
• at selvangivelser og regnskaber indsendes rettidigt
• at løbende moms- og punktafgift m.v. angives og betales rettidigt
• at løbende skat i henhold til korrekt forskudsregistrering betales rettidigt
• at de udbudte varer opfylder gældende lovgivning
• at reglerne for bogføring, kasseregistrering, regnskabsaflæggelse m.v. overholdes
Alternativt er det, efter min opfattelse, sandsynligt at den omtalte støtte ikke har anden virkning end at være en stakket frist før at tvangsinddrivelse m.v. foranlediget lukning af de omhandlende virksomheder som tidligere nævnt.Er det hensigtsmæssigt at en kommu-nal instans yder individuel støtte til personer, med henblik på fastholdelse af de pågælde-nde i en situation, der på grund af disses manglende opfyldelse af pligter overfor det offe-ntlige, medfører betydeligt arbejde, restancer m.v. for andre offentlige instanser, og som (hvis adfærdsmønstret ikke ændres) i sidste ende alligevel ikke er bæredygtigt.Eller skulle man bruge lejligheden til at få etableret en forståelse for/indskærpelse af vigtigheden af at rettigheder og pligter hænger sammen.Afslutningsvis vil jeg tillade mig (ganske subjektivt) at tilføje, at såfremt Bazar Vest skal kunne fremstå som et positivt integrationsinstrument/ eksempel forudsætter det at der udadtil gives troværdigt indtryk af, at de næringsdrivende driver sunde og regelrette virksomheder og at vareudbuddet lever op til de krav der stilles.’ (Citat slut)

Socialminister Karen Jespersen besøgte Århus i 1998:
Få dage efter razziaen mod Bazar Vest kom daværende socialminister Karen Jespersen på besøg og besigtigede Bazar Vest i Gellerup. Hun var ikke udpræget godt informeret forud, så hun meldte på TV-skærmen, at so ein ding müssen sie alle haben. Ideen med Bazaren var simpelthen lige i øjet til de hensygnende forstæder og industrikvarterer rundt om. Snart sagt hver eneste by skulle udstyres med lignende initiativer, hvor det offentlige og private virksomheder samarbejder om at skabe liv i henslumrende forstæder.
TTV3 10. Maj 2001:
Henslumrende forstæder skal blomstre op med nye forretninger og gamle industriarealer skal bruges til boligområder. Regeringen vil fremme udviklingen af en bystruktur, hvor bo-liger og serviceerhverv fungerer side om side. Det fremgår af redegørelse som tidl. By– og Boligminister Lotte Bundsgaard torsdag (10/5-2001) præsenterede for Folketinget. Et af de første skridt skulle tages om efteråret, når By– og Boligministeriet udpeger 3-5 såkald-te modelområder, hvor offentlige institutioner og private virksomheder skal samarbejde om at give et løft til et boligområde. [Sikre kilder beretter, at der allerede afsættes arbejds-kraft i ”model-kommunerne” for at løfte opgaven]. ”Vores vision er, at der i løbet af de næ-ste 15-20 år skal være 250.000 bosættere i landdistrikterne”, fortæller formanden for land-distrikternes fællesråd Thorkild Ljørring Pedersen. Han mener at politikerne nu må se på, hvad folk reelt ønsker og ikke forsøge at tvinge udviklingen i en bestemt retning ved at pla-nlægge hen over hovedet på befolkningen…..250.000 immigranter skal ud i landdistrik-terne. http://www.landdistrikterne.dk.
Var det hjulpet i Bazaren 5½ år senere?
Så var der en borgerlig Borgmester Louise Gade i Århus:
Karen Jespersen tilkendegav som nævnt på TV i efteråret 1998 lige efter politiaktionen i Bazar Vest, at “initiativet (med rentefrie kassekreditter i tilgift og bl.a. bilhandel som a-sylansøgere tjener fedt på, som det fremgår), burde brede sig (nå nej, “sprede sig” – I gu-der!) til alle dele af landet”. Borgmester Louise Gade jagtede ulovlige immigranter før kom-munalvalget og videreførte Bazar-ideen efter valget, så alt blev ved det gamle – Rosenka-valer-aftalen mellem de fire gamle efter WW2.
…. går hun i kloster?

At der satses på fred kan man nemt blive tvivl om:
Det nye element, som er blevet sat i bevægelse fra sommeren 2015, er en pludselig daglig indmarch af 10-15.000 til Tyskland, efter indvandrerandelene er nået omkring tyve pro-cent eller mere ved en noget langtsommere men fortsat erhvervsmæssigt udslettende ind-vandring i de forskellige vesteuropæiske lande siden begyndelsen af 1980’erne. “Det er ka-tastrofalt for Danmark”: TV2’s Nyheder den 12. november 2006 fra Dansk Arbejdsgiver-forening og Velfærdskommissionen om indvandrernes og deres efterkommeres resultater i skolerne og i uddannelserne. Det allermest katastrofale er, at den danske elite først bildte os ind det drejede sig om flygtninge – selvom UNHCR i 1990 meldte: “Kun 5 pct. af de fre-mmede, der kommer til Europa er reelle flygtninge. Resten, de 95 pct., er almindelige ind-vandrere. ”Derfor kan vi sende de fremmede hjem uden at krænke nogen af de såkaldte konventioner (der i øvrigt kan opsiges med 1 års varsel), [I flg. FN’s Flygtningehøjkom-missariat’s Jonas Widgrens oplysninger i 1990, og i flg. flere flygtningeeksperters udtalel-ser]. Flygtninge der naturligvis skulle hjem igen, når der blev fred i hjemlandet, bedyrere eliten. Siden bildte den os ind, at vi havde voldsomt brug for indvandrernes og deres efter-kommeres arbejdskraft.
Mainstream-medierne vrøvler i efteråret 2015 om flygtninge og viser os mødre og børn, Jeg skrev på side 4: ’Det drejede sig for firs procent om mænd i alderene 15-35 år, og atter firs procent, der i følge Eurostat, det tyske indenrigsministerium og den tyske efterretnin-gstjeneste ikke stammer fra det medie-udtåbte og krigshærgede Syrien, men fra Balkan, Tyrkiet, andre steder i Mellemøsten, Nord- og Centralafrika, og bl.a. fra Iran, Irak, Afgha-nistan og Pakistan’.
Naturligvis vil eliten have fjernet velfærdssystemet ved at tilbyde det til alverden, nu da det er tydeligt selv for enkelte velfærdsaktører havde vist sig, at det fjerner landets egne børne-fødsler, og at ’importen’ af indvandrere ikke fører til de lighedsidealer, som eliten angive-ligt havde drømt om og naturligvis aldrig regnet på. Allermest drejede det om at placere sig
i toppen med det mest gangbare budskab. For at få planerne med indvandringen realiseret har medierne løjet grundigt. To svenske journalister, den ene nyhedsoplæser, har bekræf-tet offentligt, at deres jobs indbærer at de lyver, fordrejer og forbigår dagligt. Det samme har en tysk nyhedsoplæser og adskillige tyske dagbladsjournalister, og også nyhedschefen på BBC har meddelt offentligheden: ’Vi har løjet for seerne om indvandringens omfang i årevis’.

Finanskriser i international målestok kan standses:
Fra begyndelsen var det gamle pengesystem udtænkt ganske anderledes end det faktiske Bretton Woods-system, der blev opbygget til efterkrigstiden. US-dollaren spillede en domi-nerende rolle som reserve- og lånevaluta i det, der blev til i 1944. Dette førte per automa-tik og helt forseeligt til nominelt (d.v.s. inflationsafhængige) bestemte valutakurser i med-lemslandene og også til hjemligt inflationsmisbrug. Ikke mindst i USA. Først inflation med pengeforringelse og dermed varerprisstigninger, så i aktiepapirerne, der ender med at ikke virksomhedernes afkast fra varerproduktionen, men fra genvister i spekulation i aktiepa-pirkurserne bestemmer udviklingen, der på ingen måde står i forhold til handelen med va-reproduktion og til sidst i boligmarkedet, hvor politikerne tillod lånetidsforlængelser med afdragsfritagelse, og mindsket sikkerhed for långiverne. Subprime dækker over de ameri-kanske huskøberes kreditværdighedsopdeling. Prime, near prime og subprime. Det danske kreditforeningssystem med kollektiv hæftelse mildnede virkninger af galskaben lidt i Dan-mark.
Udbredt brug af kreative lånetyper, der lokker med en yderst fordelagtig rente i de første par år af løbetiden, forstærker effekten af rentestigningerne og truer med at sende hundre-detusindvis af boliger på tvangsauktion. Mere lån og længere afvikling for at øge forbruget. Det var ikke kun de store amerikanske banker, der kom ud af 2007 med rekordunderskud som følge af den globale kreditkrise. De to europæiske banker UBS og BNP Paribas var be-gge hårdt ramt, men der kom mange flere til.
Herhjemme var nogle de såkaldte ansvarlige i 2007 parate til at gå tre gange så langt. Der skal ske en udtømning af de falske betalingsmidler. Men nu kommer vi til det største af problemerne, som man end ikke turde nævne ret meget i 2007: ‘Væddeløbstalonerne’ eller derivaterne, der bruges til væddemål om udviklingen i værdipapirer i bunker, var blevet pumpet ud på markedet i ufattelige mængder som en slags tertiære monetære enheder – formentlig primært for at samle ædelmetallet i verden. Den første store boble blev reddet af den Amerikanske Føderalbank i 1998.
Her er ikke tale om en oversvømmelse af falsk tertiær købekraft. Der er tale om en mone-tær tsunami: Fra https://danmark.wordpress.com/2006/07/01/finansernes-globalisering-skyldes-svig/
“…USA 1998: Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden nu skulle lide under, var, at et krak af derivat-boblen nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk – fordi det fik lov at køre. Det var kun den første boble med LTCM. Det skete.
Det skal standses – borgerne skal ikke dække toppens skalten og valten med de anonyme værdipapirer eller anonyme væddemåls-taloner, som det reelt er:
Den amerikanske Føderalbank, der styrer pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede det-te monster, Long Term Capital Management – en derivat-spekulationsgruppe. Måske in-deholdt fonden 1.250 mia. dollars (i dag svarende til 6,2 billioner dkk) regnet i derivatkon-trakter. Rusland stoppede handelen med rubler og statsobligationer og fastfrøs rubelkur-sen. Tidligere direktør i Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammen-bruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM’s dramatiske ned-tur. Herfra tales der konstant med to tunger; det skal ikke glemmes.
Det var sidste gang den såkaldte redningsplanke blev kastet ud, meldte Alan Greenspan ved samme lejlighed. Det kunne meget sandsynligt være årsagen til at nogle var ude efter ham, bl.a. en engelsk økonom.
The Bank of Sweden Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 1997: Robert C. Merton og Myron S. Scholes tildeltes prisen til deling for en formel til udregning af ri-sikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav sikkerhed, meldte de ….. på de givne forud-sætninger uden for virkeligheden. Nogle få måneder efter Nobelprisuddelingen kollapsede markedet første gang.
Myron Scholes Nobel Pris foredrag (især for postmodernister, der har afskaffet virkelighe-den for et cyberspace): http://nobelprize.org/nobel_prizes/economics/laureates/1997/scholes-lecture.pdf
Ti grunde til at jeg ikke har behov for derivat software, meldte Rich Tanenbaum : http://www.savvysoft.com/pap.htm …”
Der skal ske en udtømning. Jo længere der ventes eller fortsættes med dårligdommen, de-sto større bliver braget, uanset hvad du måtte høre fra købte folk af alle slags.
Siden Bretton-Woods-systemet sammenbrud i årene 1971-1973 har enhver veluddannet ø-konom burdet vide, hvad der var brug for. Keynes’s Fjerde Essential: med introduktionen af inflationsraten indbygget i bestemmelsen af valutakurserne. Der er behov for reelle valu-takurser. Bretton Woods tog sig ikke af dette spørgsmål.
Nominelle valutakurser bliver falske og unreliable p.g.a. inflationsfesten. Systemet med-førte derfor per automatik inflation og statsgældsætning, der skal tilskrives politikerne. Reelle valutakurser: Enten opgiver man hjemlig inflation styret af politikerne eller også beslutter man sig for mere inflation og med mulighed for devaluering. Så enkelt er det. Og konsekvensen af beslutning om mere inflation er, at valutakurserne forbliver uændrede. Det sidste vil forringe konkurrencevilkårene mere og mere pr. automatik.
Globalisering: Betyder den ubegrænsede mobilitet for markederne, inklusive de finansielle markeder. Fri bevægelighed for kapitalen underminerer staternes mulighed for at regulere. Finansmarkederne er ikke underkastet nogen form for selvregulerende konkurrencemeka-nisme, og derfor skabes der krise på krise, og kriserne bliver dybere og dybere.
Globaliseringen består i, at landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vest-europa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, og tilmed beriget eller bela-stet af et velfærdssystem. Udviklingen har været igang siden cirka 1980, hvor udflytninger-ne begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er betydeligt lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Ve-sten.

Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig, selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliserin-gen med andet end blok- og importpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er også et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil. Og da EU er et ideologisk projekt fortsætter EU tilsyneladende sin udsigtsløse kamp mod udviklingen.
Det samme med alle ideologisk bevidste unge. De mener de bekæmper globaliseringen, som de desværre har helt misforstået, og de mener regeringerne i de rige lande har sat glo-baliseringen i gang, som netop et ideologisk projekt, hvis ikke må den være et resultatet udelukkende af den liberalistiske tankegang. Alt mens Verdens økonomiske top mødes in-denfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet for-søger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner ulandene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes. Det kan gadens demonstranter natur-ligvis ikke begribe. Vi kan også sige de lande, der tager udfordringen om udvikling op, er ikke nået så langt på afviklings- eller udviklingskursen som vore vestlige lande.
Faktum er imidlertid, at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigte-punkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen af-vikling, hvis ikke der i tide ske store forandringer i Vestens måde at tænke og agere på. Al ideologi skader her.

Altså, vælg inflation og få en lærestreg via valutakursen eller vælg nul inflation til sikring af konkurrenceevnen. Det har jeg uddybet, ganske vist på engelsk, fordi vi påregnede at syste-met, især ville have interesse andre steder end i Danmark: https://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/

Menneskeskabte klimaforandringer:
Et enkelt mere af de med løgn fyldte emner, der blev taget op af den Transatlantiske Akse, var menneskabte klimaforandringer med tidligere vicepræsident Al Gore i spidsen. Især kuldioxid fra produktionen og energiforbruget udråbes til at være synderen. Det er rent sludder, og man havde helt konkret ombyttet den afhængige og de uafhængige variabel i de kurveillustrationer man tonede på skærmen med. Hele dagordenen er falsk. Det blev bevist i videnskabsdokumentarfilm. IPCC (FN’s klimapanel) styrer den propagandaen. http://www.deccanchronicle.com/editorial/op-ed/sea-scandal-730 (linket naturligvis fjer-net af de klimagale)
Uddrag af den tidligere information på linket:
“Idet det skal bemærkes at der knap nok findes nogen større autoritet på havenes strømme og niveauer end Nils-Axel Mørner, professor emeritus ved Stockholms Universitet. Han var i mange år ordførende for den Internationale Union for Quaternary Research (INQUA) Commission on Sea Level Changes and Costal Evolution (forskning kvartærtiden d.v.s. nutiden)”. […]
“Til slut refererer han til IPCC’s fusk med data. Når man ikke kunne finde nogen alminde-lig hævning af niveauerne, tog man resultatet fra Hongkong Havn til indtægt for at “juste-re” alle andre værdier. Der var niveauet steget 2,3 mm/år. Men målestationen var placeret på opfyldningshavneplads. Det er velkendt at sådanne synker noget sammen de første ti-år…”
Der er skæbnesvangre, herunder bevidste fejl i de anvendte matematiske, statistiske og fy-siske ‘materialer, mest med anvendt matematik’ om den nytilkomne med vandhøjder og bl. a. korrelation (en ganske specifik defineret matematisk-statistisk sammenhængsanalyse) mellem CO2-mængden i atmosfæren og temperaturen – eller var det nu netop omvendt? JA, det var netop omvendt, viste de egentlige eksperter 4. marts 2007 i ’The Great Global Warming Swindle’ på den britiske TV Channel 4, som det eneste medie i Europa. Nu: http://www.youtube.com/watch?v=52Mx0_8YEtg hele filmen.
http://www.berlingske.dk/kommentarer/det-klima-industrielle-kompleks
Peter Kurrild-Klitgaard, Danmark:
Varmere luft, smeltende gletsjere, store vandstigninger. Fusk, sjusk og skandaler i kø – når ideologi, pseudovidenskab og særinteresser blandes sammen til en farlig cocktail. Af Peter Kurrild-Klitgaard, debat@berlingske.dk torsdag den 28. januar 2010, 22:30“Konsensussen om klimakrisen har det ikke så godt, som den har haft det. Først var det den såkaldte ”Kli-magate”- sag, som fik en del omtale i efteråret: E-mail korrespondance lækket på internet-tet viste, at en række fremtrædende britiske klimaforskere har bedrevet forskning på en måde, der næppe kan kaldes videnskabeligt acceptabel. De afslørede e-mail viste således, at man hos forskerne vil have bestemte resultater – at der finder store klimaforandringer sted, og at det er menneskenes skyld – og at man er villige til at ”nå” disse resultater med snart sagt ethvert tænkeligt middel. Man vil – med egne ord – lave ”tricks” med data for at skjule, at temperaturerne ikke viste, hvad man gerne ville have.”
“Man vil udelukke forskere, der når konklusioner i strid med ens egne fra bestemte tids-skrifter, og omvendt vil man, for at ”delegitimere” de tidsskrifter sådanne forskere publice-rer i, målrettet underminere disses procedurer for fagfællebedømmelser. Og så vil forsker-ne i øvrigt – i strid med al god videnskabelig praksis – ikke offentliggøre deres egne data (selvom en del af disse er tilvejebragt via offentligt finansierede forskningsbevillinger). Alt i alt adfærd, der er i strid med enhver anstændig videnskabelig praksis, fordi hele forestil-lingen om, at der kan nås objektive videnskabelige resultater, baserer sig på, at andre kan efterprøve påstande…”
Forfølgelsen af afvigere her minder om forfølgelsen af modstandere af indvandringen. Jakobhavns-brægen er blevet helligt relikvie: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/jakobshavn-isbrae-flygter-men-ikke-pga-global-opvarmning

Det globale netværk (som jeg beskrev det for 20 år siden):
Zbigniew Brzezinski lagde i bogen fra 1970, “Between Two Ages” (= “Mellem To Tids-aldre”), stor vægt på sit og Robert Baileys syn på den europæiske tidsånds skiften. “Vi skal (min kursiv) fra i dag (1970) gennemleve en tidsfase med følgende kendetegn: 1. Perioden uden fremskridt. 2. Den sociale udvikling kører i ring. 3. Vestens civilisation er inde i en periode uden integration (uden samling), og civilisationen aftager. 4. Mennesket er irra-tionelt eller ikke-rationelt. 5. Samfundet er sammensat af masser, som er ikke-rationelle, og da de er let påvirkelige, vil menneskeheden reduceres til middelmådigheder. 6. Viden-skabelig sandhed og viden kan være skadelig for samfundet. 7. Myter og overtro kan være velgørende. 8. Et samfund er altid sammensat af interesser i konflikt. 9. Samfundet styres af eliten. 10. Demokrati og humanitære, sociale værdier er desværre misforståelser, der re-sulterer i de uuddannede massers regimente. Og han anfører tillige, at menneskeheden skal gennemleve følgende faser i det lange historiske perspektiv: Fasen med (en eller an-den) religiøs afklaring, den socialistiske fase, så nationalstaternes tidsalder og endelig Én-Verdens-Samfundet”, som kronen og afslutningen på værket.
Blandt andet en bogudgivelse med sådanne ambitioner/visioner førte til etableringen af Den Trilaterale Kommission med Z. B. som en af grundlæggerne og direktør de første tre år til 1973. Man skal forstå, at der signaleres eller “spås” i bogen , så derfor er planen ik-ke så tydelig beskrevet her. Drejer det sig om en uundgåelig skæbne for menneskene, eller skal denne proces skabes, måske blot tilskyndes? Det fremgår ikke eksakt. Det er i grund-tonen den samme melodi, der synges overalt i den ideologisk prægede litteratur omkring FN med de mangfoldige bureaukratorganer.
direkte opskrift på, hvorledes kommunismen skal fremmes “ved at slå med racisme” imod befolkningen til den mister sin selvrespekt og lettere styres. Samme melodi blev såmænd sunget også af blandt andre forfatterne George Bernard Shaw , Israel Cohen, Israel Zang-will og Jean-Paul Sartre, hvoraf de tre førstnævnte stiftede den erklærede socialisme-loge Fabian Society og alle fire var stamfædre med Bernard Henri Lévy som mellemled til SOS Racisme i Frankrig. Lyt til udtrykkene fra danske Internationale Socialister og de Autono-me. Deres sprog er selvsagt ikke det samme; men pyramidestyringen er dog utvetydig .

Bilderberggruppen:
Baggrund: Bilderberg er den mest magtfulde efterkommer efter Det Runde Bord, et hem-meligt selskab grundlagt i testamente fra 1877 efter den imponerende chauvinist Cecil Rhodes. Rhodes blev finansielt understøttet af Lord Rothschild og af Alfred Beit of de Be-ers (en Rothschild agent), og hans vision var direkte inspireret af den pronazistiske John Ruskin, en professor i kunst ved Oxford. Georgetown professor Carroll Quingley (1910-19 77) påstår i (sine digre bind fra 1966), ’Tragedy and Hope’ at Round Table blev formelt or-ganiseret som et halvhemmeligt, multinationalt, anglofilt selskab begyndende i 1908 og at det samlende principle var en oligark føderation (centralt fåmandsstyre ledet af grå emi-nenser) i den engelsktalende verden – øjensynlig den politiske, økonomiske og kulturelle rekonstruktion af det britiske imperium. Dette mål har udviklet sig til en oligark verdens-føderation. Stiftet i 1954 på Hotel Bilderberg i Holland formelt af Prins Bernhard af Hol-land, men ideen hertil kom fra polakken Josef Retinger, der havde en høj grad i de svenske frimurerloger. Formålet er kontrol med verdensøkonomien. I Bilderberggruppen, der er den hemmelige verdensregering, sidder nogle af verdens rigeste mænd og kvinder, herun-der prinser og prinsesser, højfinansens topfolk, toppolitikere, industritoppens folk og an-dre indflydelsesrige personer. Også Robert Schumann og Jean Monnet (EU’s stamfædre) var medlemmer. I mange år var Jacques Delors (tidligere formand for EU-Kommissionen) også deltager.
Medierne omtalte i mange år ikke Bilderberggruppen og dens arbejde . Målet er fælles ø-konomi for U.S.A. og Europa, fri folkevandring, fri varecirkulation (så fri den kan være med mega-monopoler på alle vigtige områder), internationalt politi, afskaffelse af natio-nale forsvar, international brigadehær begyndende med 100.000 mand fra 1996 og et Ver-densparlament.
De fleste medlemmer af Bilderberggruppen er også medlemmer af C.F.R. David Rockefel-ler er generalsekretær i den inderste cirkel. Danske politikere, enkelte i industritoppen og enkelte højt placerede mediefolk m.v. figurer også på medlems- og mødelisterne .
Hovedkraften bag EU, Jean Monnet, kom ind i den nye Bank of America sammen med Elisha Walker, da Amadeo Giannini, oprindelig ejer af Bank of Italy i Californien, med den nye banklov i 1930’erne skulle kaste sin bank ind i kampen med de dominerende Wall Street banker som spekulations- og investeringsbank. Walker og Monnet forsøgte ved de-res dispositioner at fortrænge A. Giannini i 1930, mens Giannini formelt opholdt sig i Ø-strig på ferie. Det lykkedes dog ikke, for Giannini vendte tilbage, generobrede magten i sit eget firma ved øvrige aktionærers tilslutning og afskedigede E. Walker og Jean Monnet i 1932. Herefter forblev A. Giannini bankens øverste i endnu 13 år .
Det internationale selskab i toppen af de udemokratisk styrede FN, Internationale Røde Kors, IMF (Valutafonden), Verdensbanken, EU-kommissionen og logerne C.F.R., Bilder-berggruppen, Trilateral Commission, (The) Round Table, Commission 300 o. a. organer har længe (i princippet som arvtagere siden 1. maj 1776) haft planer om én verdensrege-ring.
C.F.R Council On Foreign Relations (C.F.R. = Rådet For Udenrigsanlig¬gender) og magten set mere fra den indre opfattelse :
Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som “Det etablerede Samfund”, “Den usynlige Regering” og “Rocke-feller’s Uden¬rigsministeri¬um.” C. F. R. tog initiativ til FN, og Rockefeller skæn-kede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s før-ste fornemme opgaver var at “privatisere den amerikanske pengeudstedelse” (=lægge den i visse private hænder) via Det Fødrale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og filmverdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschild-huset i Frank¬furt. Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til “Co” i Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Al-drige fik med præsident Wilson den 22. december 1913 vedtaget nogle skæbne¬svangre tilføjel-ser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) fremover at kon-trollere og styre U.S.A.’s økonomi under alle forhold. Vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. De få skulle derimod ud-vælges af den kommende selvsup¬ple-rende C.F.R.-loge , som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. Man fik ved samme lejlighed lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mangebillio-nærernes. De blev bl.a. brugt til at skabe “Det nye menneske”. Indkomstskatten blev gennem-ført uden enkeltstaternes godkendelse.
Planen CFR blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908. Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville – vidste man – nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, inter¬nationalis¬tiske og svage præsident Thomas Woodrow Wilson kunne forven-tes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markeds¬føringen.
Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i USA-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie før vedtagelsen, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikan¬ske Forfatning. Det blev ikke den sidste skæbnesvan¬gre tilføjel-se. Læs bl.a. den veldokumen-terede “The Federal Reserve Conspiracy” skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de offentlige danske statsbiblioteker.
Præsident Wilsons og selskabets interesser vedrørende Amerikas enga¬ge¬ment i Den første Verdenskrig kan ikke være uden interesse for den sandheds¬søgende : Da den store humanist Woodrow Wilson kørte kampagne for sit genvalg i 1916, var hans hoved-slogan: “Genvælg ma-nden, der vil holde jeres sønner ude af krigen.” Republi¬ka-nerpartiet anklagede Wilson offici-elt for i pressen, at han længe forinden var gået ind på at kaste ameri¬kanerne ind i krigen.

Efter genvalget i 1916 vendte han 180 grader og sendte U.S.A ind i krigen i 1917. Han anvend-te sænkningen af Lusita¬nia, et af den engelske Cunardlines største og hurtigste passagerdam-pskibe – på ruten Liverpool-New York. Den 7. maj 1915 blev det torpederet af en tysk U-båd ved Irlands sydkyst, hvorved ca. 1500 mennesker – deri¬blandt kvinder og børn – omkom. Denne forfærdelige udåd skabte en nidkær noteveksling mellem U.S.A. og Tyskland, da der var en mængde amerikanere mellem de omkomne. Tyskland havde nemlig bestemt lovet ikke at torpedere pas¬sagerskibe. Chefen på den torpederende U-båd var kaptajnløjtnant Schwie-ger. Han omkom senere, ved at hans U-båd forliste. Uanset dette, egnede denne rædselsfulde hændelse sig som redskab til at opildne folk med i U.S.A. Lusitania var ikke blot et passager-skib.

David Icke viser i bogen: ‘…And the truth shall set you free’, at Lusitania foruden passagerne var lastet med militær udrustning til briterne.
Lenin og Wilson havde ikke så lidt tilfælles. De døde begge i 1924 af syfilis. De var grænse-løst skruppelløse og begge sat ind og styret af det internationale selskab. I 1912 havde zio-nister og frimurercirkler hjulpet Thomas Woodrow Wilson til magten i USA. Som præsi-dent arbejdede han flittigt på at få den russiske Zar afsat. En bagvaskelseskampagne blev sat i gang uden synderlige virkninger. Til gengæld havde Rusland lånt en stor (men ikke uoverkommelig) sum penge for at blive i stand til at gå ind i verdenskrigen. Det betød at landet var særlig sårbart. Ifølge Alexander Solzhenitsyn stillede Den International Højfi-nans den russiske regering et ultimatum: Jøderne i Rusland skulle tillades at handle som jøder. Al kredit blev øjeblikkelig suspenderet. Uden den kredit kunne Rusland ikke længere finansiere krigen. Udenrigsminister Segei Sazonov bekræftede, at de Allierede ikke kunne hjælpe Rusland heller, da de var afhængige af den finansielle elite. (A. Solzhenitsyn, ‘Col-lected Writing’, Paris, 1984, Vol. 13, pp. 263-267).
Frimureren Winston Churchill lagde (efterfølgende) vægt på, at hvis USA ikke var gået ind i 1. verdenskrig, måtte der have været sluttet fred mellem England og Tyskland, og så var den ru-ssiske Zar ikke blevet fjernet. Da ville bolchevikkerne ikke have været i stand til at tage mag-ten i Rusland (Social Justice Magazine, nr. 3, 1. juli 1939, p.). Sådan skulle det ikke være. Der blev spundet milliarder på 1. verdenskrig og senere på bolchevikiske udryddelsesregime. Wilson lovede at det ville blive den sidste krig i menneskehedens historie.
I 1941 blev U.S.A. inddraget i 2 verdenskrig, også ved en slags katastrofe – noget aldeles uven-tet – der savner fornuftsforkla¬ring. Den ligeledes store humanist F. D. Roosevelt havde – præ-cis som Wilson i 1916 – lovende sagt i 1940, da han – som det var muligt dengang – for tredie gang søgte genvalg: “I say again and again and again that I will never send American boys to fight on foreing soil” (= “Jeg siger igen og igen og igen, at jeg aldrig vil sende amerikanske drenge ud og slås på fremmed jord”).

Tilbage til de større linier:
Der var et reelt problem med Zarens Rusland, der ikke var eller ville blive hængt op på en uover-kommelig statsgæld efter 1. verdenskrigs kaos til fremme af Den Nye Verdensorden, Nationernes Liga. De andre europæiske nationer var blevet “sat på statsgældens skinner” allerede på Wiener-kongressen fra september 1814 til juni 1815 efter Napoleonskrigene (se mere herom nedenfor). Norge forsøgte med Kronprins Christian Frederik og den norske grundlovgivende forsamling på Eidsvold 10.-17. maj 1814 at få Kieler-Fredens skæbnesvan¬gre bestemmelser omgjort til ugunst for Carl Johans (Bernadotte) stor¬magtsdrømme sam-men med Grev Wedel-Jarlsberg i Norge. Danmarks u¬selvstæ¬ndighed og specielt Frederik VI’s alliance, for sene alliances¬skift og formentlig Kronprin¬sens manglende sans for rænker førte til, at Norge kom i union med Sverige. Alt var afgjort for Norge den 14. august 1814…, de for-nemme, ført an af Fyrst Metternich og “pigerne”, skålede i Champag¬ne i Wien.
En af C.F.R.s stiftere, finansfyrsten Paul Warburg, deltog i finansieringen af Lenins, Trotskis, Stalins og Hitlers propaganda og magtovertagelse . Efter mislykkede revolutionsforsøg i Rusland i 1905 endte Lenin i exil i Schweiz, Trotsky i New York, og Stalin blev sendt til Sibi-rien. Mikael Gorbachev bor i Californien i dag.

Elitens totalitære interesser:
I 1915 etableredes et særligt selskab i New York til kordinering af hjælpen til Lenins bolshe-vikker. Det blev organiseret af Rockefeller, Morgan og bl.a. National City Bank, hvis præsi-dent var Frank Wanderlip. De gjorde det ikke fordi de havde en særlig forkærlighed for kom-munismen – som den senere blev benævnt. Den slags ideologi-vrøvl har aldrig interesseret sådanne folk, der ved bedre. De gjorde det kun, fordi de vidste revolutionen ville sikre deres egne mål bedre, verdensdominansen. Man skulle synes at international kommunisme skulle skræmme sådanne folk. Når alt kom til alt finansierede de bolshevikkernes magtovertagelse og samarbejdede med dem udelukkende for at kunne kontrollere dem. Kuhn, Loeb & Co un-derstøttede senere gennem deres tyske afdelinger Trotskys magtovertagelse i Rusland i efter-året 1917 med 20 mill. dollars. Disse blev senere over halvårsperiode tilbagebetalt med 102,29 millioner dollars (jfr. New York Times 23. august 1921) Også umiddelbart efter revolutionen infiltrerede finansmændene Sovjetunionen ved at sende adskillige agenter derover og lade dem være ledet af Trotsky. De besatte alle ledende stillinger i regeringen. Efter revolutionen blev olieproduktionen skåret drastisk ned og Standard Oil – senere Exxon – ejet af Rockefeller, genvandt dets førende stilling på verdensmarkedet. I 1926 indgik Rockefeller og andre com-pagnier under hans kontrol en aftale med Sovjetunio-nen. Aftalen tillod de store compagnier at sælge russisk olie på de europæiske markeder mod til gengæld at yde Rusland et lån på 75 mill. dollars. Året efter bygge-de deres hemmelige amerikanske partner et olierafinaderi i Sovjetunionen. Det satte skub i den økonomiske udvikling i den sovjetiske økonomi . Det vil sige, at alle involverede i komplottet tjente formuer på det russiske folks lidelser.
Lige ved den tid (1924-1925) afløstes Lenins massemyrderier af Stalins, som i Vesten særlig er kendt for sine udryddelser af bønderne under kollektiviseringen, udrensnings-processerne og den allesteds nærværende terror vendt mod gud og hver mand i Sovjetunionen. Hvem af de tre der var værst i henseende til myrderier og menneskelige lidelser er vanskeligt at afgøre. Der opbyggedes forherligende myter om både Lenin, Trotsky og Stalin, og Vestens medløbe-re troede på dem uden at kende noget som helst til realiteterne. Sådan er vi mennesker, når vi ikke ved bedre, i alt fald.
I alt en trediedel af Sovjetuninonens befolkning myrdedes og utalte millioner endte i lej-rene i Gulag.

Løgnene om de tre er utallige og selvproducerede. Om Trotsky kan det anbefales at læse bl.a. historikeren Kristian Gerners kronik “Russisk revolution”, Svenska Dagbladet, Sverige, 6. september 1988. Det gik ikke blot udover almindelige bønder, som der var flest af. De star-tede med intelligensiaen. Senere myrdede de stort set alt omkring sig i en konstant blodrus. I 1929, umiddelbart efter fjernelsen af Trotsky, gik Stalin i gang med at forfølge trotskister o-veralt i kommunisternes kadre. Mange af dem var jøder, og de var som nævnt fulgt med de amerikanske og tyske investeringer i Sovjetunionen. Fra 1928-1934 gennemførtes tvangskol-lektiviseringen af det russiske landbrug, hvor utallige millioner udslettedes. Stalins virkelige interesse for at fjerne jøderne fra indflydelsesrige poster startede dog først omkring 1947. Formentlig var denne interesse den egentlige årsag til giftmordet på Stalin 1953.
Utallige blev dræbt eller fængslet. I 1938 blev de fleste af de gamle ledere fra revolutionstiden, generaler og politikere med direkte tilknytning til den bolshevikiske revolution fundet skyldig i forræderi og spionage, og så blev de også henrettet.

Var det den usynlige hånd, der gradvist var blevet tydeligere at erkende? Som mange før ham undervurderede han sine modstandere. Ingen socialiststat eller, hvad der er det sam-me, kommuniststat har nogensinde været sat i værk af de laveste lag. De magter intet, der ligner en revolution eller en statsopbygning for den sags skyld. Derimod snydes de hver gang. Ingen krig heller er blevet fremkaldt af de brede masser, men altid af deres skruppel-løse ledere, mest af internationalt tilsnit.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud boede Trotsky fortsat i New York, Lenin fortsat i Schweiz. Trotsky vandrede i aftentimerne ud og ind hos den store finansfyrste Jacob Schiff (senere medlem af C. F. R.). Pludselig den 27. marts 1917 forlod Trotsky sammen med 275 internatio-nale terrorister og eventyrere New York på skibet S. S. Kristianiafjord sammen med 20 mill. US$ i guld til at finansiere den russiske revolution med . De Canadiske myndigheder opbra-gte skibet den 3. april, da det lagde til ved Halifax, Nova Scotia. De fandt 10.000 US dollars (svarende til ca. 1 mill. US dollars i dag) på Trotsky personligt, så han blev arresteret sammen med sin kone og og deres to børn. Den egentlige årsag var at der blevet sendt et telegram fra London den 29. marts 1917. Det fortalte, at Bronstein-Trotsky og hans socialistvenner plus nogle børsspekulanter var på vej til Rusland for at starte en revolution. Trotsky hævdede at pengene, som de fandt på ham, stamme fra Tyskland. Canadierne anså ham for at være en kollaboratør på tyskernes side. De skulle bare have vidst. Uanset Trotsky’s amerikanske pas, afviste canadierne at frigive ham, fordi de udmærket kendte ham og vidste, hvor han ville hen – det havde telegrammet afsløret. På det tidspunkt var Canada, U.S.A. og Zar-Rusland i krig med Tyskland. Revolutionen var imod de almindelige politiske interesser i Amerika og Cana-da, fordi dens succes ville sætte Lenin i stand til at lave en fredsafslutning med Tyskland, der så kunne bruge alt krudtet på at gå mod vest. Det viste sig at dette netop var aftalt. Under pres fra Woodrow Wilson, som var de sammenspistes mand, blev Trotsky alligevel løsladt fem da-ge senere. Canadierne und-skyldte, at de have afbrudt Trotsky’s rejse. Senere blev alt gjort for at skjule den kendsgerning for den canadiske offentlighed (særlig efter 1919), fordi myndighe-derne vidste de havde forlænget verdens-krigen med et år ved at løslade Trotsky. Alle doku-menterne der viser, hvad der skete er nu frigivet af de nationale canadiske arkiver.

Lenin forberedte på det tidspunkt en fest i sit luxus-eksil i Schweiz for at samle partitoppen. Ved denne fest deltog Max Warburg (hemmelig politichef i Tyskland og Paul Warburgs bro-der) og Colonel E. Mandel House. Sidst¬nævnte var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons rådgiver og “kæledægge” samt Jacob Schiffs – Rothschilds agent i U.S.A. – særligt fortrolige sendebud. Bemærk, at U.S. A. havde p.g.a. krigen afbrudt alle officielle forbindelser med kejserens Tyskland og var officielt allieret med Zarens Rusland. Max Warburg skulle sik-re revoluti¬onslede¬rnes (Lenins og 32 mere) transport gennem Tyskland til Rusland uden den tyske regerin¬gs officielle viden. Max Warburg var tillige storfinansier i Hamburg med sæde i den tyske Reichbanks Præsidium. Mortimer Schiff, Felix Warburg, Otto H. Kahn, Max War-burg, Jerome Hanauer, Alfred Mildner og kobber-familien Gug-genheim financierede bolche-vikkerne, jfr. historikeren David Shub.

Et dokument (861.00/5339) i arkiverne i US State Department bekræfter at to navne mere skal nævnes i den forbindelse, Max Breitung og Isaac Seligman. I følge det samme dokument, var der lagt planer om at fjerne Zaren i februar 1916. Der er altid nogle folk, der tjener penge på krige og revolutioner. Det må man aldrig glemmer, når man forsøger at forstå historien. The New York Harald Tribune skrev: “Det ser ud som om den bolshevikiske revolution i Rus-land i virkeligheden er en enorm finan-siel operation, hvis mål er at overføre kontrollen med uhyre sum penge fra russerne til europæiske og amerikanske banker.”

Den Trilaterale Kommssion:
Den har som anført ovenfor erklæret opgaven fra 1973 her i den 4. og sidste fase at samle verden først i tre ikke-demokratiske blokke: Amerika-kontinenterne (via nu NAFTA), Eu-ropa og Afrika (via nu EU) og Asien via Japan.
Forudsætningen for, at dette skulle kunne lykkes er bl.a., at de genstridige mennesker skal have fjernet deres selvbestemmelse og identitet. Det sker bl.a. ved, at en mængde kultur-fremmede folkeslag gives adgang til at slå sig ned permanent i Europa.
Derved skal vi komme til at ligne U.S.A. i første omgang, et U.S.A. som mange europæere i deres urealistiske drømme skabt af medierne ligger næsegrus under for. Det handler i vir-keligheden om et U.S.A., der også er ved at gå helt i opløsning p.g.a. multietnicitet, krimi-nalitet og super-statsgældsætning på godt 18 billioner (1995) . Den menige amerikaner har lige så lidt ansvaret herfor, som borgerne i Europa har ansvaret for statsgældens svøbe her. Et andet og måske endnu mere centralt tema er at forhindre tilnærmelser mellem Ty-skland og Rusland for at hindre en konkurrerende verdensmagt. Den muslimske verden er sideløbende hermed i færd med at realisere drømmen om en halal (=muslimsk ren) ver-den. Det sker ved at sætte folkevandringer i gang og herfor finansiere vestnationerne og især EU ved långivning via Pariserklubben og arabiske ejede banker, f.eks. Bank of Credit and Commerce International; endnu i konkurrence med de traditionelle interbanker. Først og fremmest indtages de vestnationer, der står mest åbne og mest sårbare over for den muslimske folkevandring fra de overbefolkede, derfor fattige og derfor særdeles ustabile områder i Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Ulandenes muslimske ledere nyder også godt af Den Islamiske Udviklingsfond . Indvandringen fra muslimske enklaver på Balkan var det sidste skud på stammen og fra sommeren 1996 inden invasionen af Tyskland i somme-ren 2015. Først Kosovo-albanere i stor stil siden fortsat betydelig tilstrømning fra Mellem-østen, Sydvestasien og Afrika . 1983-udlændingeloven med følgelovgivning (se bl.a. ne-denfor) i Danmark er skåret over netop nogle af de internationale aftaler, der ellers slet ik-ke havde status af lov i Danmark. Det skete uden det havde været nødvendigt. Jeg er sik-ker på befolkningen ville have bakket politikerne op, såfremt de havde handlet i borgernes interesse. De handler helt klart i andres interesser og blæser på deres landsmænd. Den tek-nologiske udvikling og udbredelsen heraf på kloden har slået bunden ud af planerne om en ny europæisk blanding af mennesker, der skulle blive mere mørkhudede og have gennem-snitlig IQ på omkring 90. Herved skulle der satsedes på mere accepterende arbejdskraft til en lavere løn. For at holde Europa gående økonomisk uden voldsomt tilbagefald eller langt mindre befolkninger i Europa er dette scenarium uden aktualitet i dag, hvis formålet skal tilgodeses, hvis man ikke forudsætter helt vild teknologisk udvikling. De indvandrende i ’tsunamien’ fra sommeren 2015 stammer fra Balkan, Mellemøsten, Sydvestasien og Afrika, kendetegnet ved gennemsnitlig IQ under 90. Det betyder mellem halvdelen og tre ud af fire er uegnede til Vestens arbejdsmarked og uddannelse, hvilket de styrende organer ikke ind-så for år tilbage p.g.a. IQ-fortrængningen, der præger eliten på det europæiske fastland.
Ved Nürnberg-processerne, der sluttede mere end 60 år siden, lagde anklagerne og dommer-ne afgørende vægt på, at nazi-regimet byggede på en sam¬mensværgelse. Flere af de udvalgt anklagede og dømte havde deltaget i denne sam¬mensvær¬gelse, og Den anden Verdenskrig var en planlagt angrebskrig, blev det fastslået. Det er ganske givet rigtigt.
Efter krigen blomstrede et stærkt Tyskland hurtigt op, trukket i gang af Marshall’s plan (eller amerikansk seddeltrykning) og tysk flid og dygtighed. Et økonomisk stærkt og stabilt Ameri-kasikret Vesttysk¬land som bolværk mod den planlagte og etablerede kommunismesfære i øst.

Ligeledes begynder erstatningen for Folkeforbundet, det under krigen planlagte FN med sine mangfoldige specialorganer sammen med IMF og Ver¬densban¬ken at virke. Forud var det for-længst planlagt sikret, at det amerikanske pengesys¬tem var “privatiseret” via Federal Reserve System, og U.S.A-præsiden¬ternes udklækningsorgan C.F.R. var planlagt på plads, som vi har set i denne gennem-gang. EF er på skinner netop, da dollaren afskaffes endeligt i U.S.A. Der måtte lyves gennem 20 år for at holde frihandels-EF-konstruktionen med kun delvis folkelig opbakning på banen. Tyskland genforenes, Sovjetunionen bryder sammen, Europa Unionen, der var erklæret død, levede. Rusland og den gamle østblok skal sandelig med, siger Henry Kissinger – som har optaget Gorbi i selskabet – til vor magtfulde udenrigsmi¬nister Niels Hel-veg Petersen. Et planlagt halv times møde blev sandelig til en hel time med Kis-singer (jfr. BT den 25. september 1996). Indvandringen til Vesteuropa fra Den tredie Verden accel¬lereredes planlagt op fra begyndelsen af 1980-erne mod befolknin¬gernes massive ønsker, for udstillin-gs-humanite¬ten, efter aftale og efter magtbalancens sammenbrud. Alle lande i Vesteuropa på nær Norge og Schweiz stærkt statsgæld¬satte i direkte konsekvens af det etablerede, et plan-lagt, let undergravelige, internationale pengesystem, der har været brudt sammen siden 1971, og vore slappe politikere.

Det var blevet nemmere på skrømt at regere med underskud, lån og seddeltryk¬ning end med reelle, krævende indgreb mod dårligdommen, i alt fald i det kortere sigt. Alle korte sigt blive lange, når det fortsætter, som en planlagt sammensværgelse, planlagt at skulle virke fra fød-selsfor¬beredelse til kirkegården.

Virkeligheden er gældende, og vi forsøgte at tegne et billede af den med de begrænsede midler og adgange vi havde og indså katastrofen for 30 år siden. Og udviklingen der fulgte af den hidtidige indvandring til sommeren 2015 viste, at 70 pct. stammer fra et ikke-vest-ligt land. I 1980 udgjorde andelen af indvandrere og deres børn med gennemsnitlig IQ mi-ndre end 90 35 pct., i 2015 var andelen steget til godt 58 pct. Dels var der flest i strømmen fra Mellemøsten og Afrika dels var disse indvandrere i gruppen højfertile med 3-4,5 gange så mange børn pr. kvinde i sammenligning med mønstret i Vesten. Netop dette element gi-ver moment for den kompetence-omvæltning i negativ retning, der vil ske, når bortses fra at statsbankerotten er indtrådt længe forinden.

Europa drives til Selvmord :
Befolkningsprojektionen der ligger bag analysen af befolkningsperspektivet for Tyskland er udarbejdet 2. november 2014 og medregner ikke den eksplosive og måske retsstridige for-øgelse af indvandringen til bl.a. Tyskland i sommeren 2015. Alternativ 3 (med status 16,343 mill. med indvandrerbaggrund 2012) viser i perspektiv et fald på 7,8 IQ-points til IQ 90,4 for Tyskland 2015-2072. Kun godt halvdelen af alle i Tyskland vil være egnede til uddannelse og arbejde. Blandt de indvandrede og deres efterkommere med gennemsnittet IQ 79,7 vil kun 25 pct. være egnede (jf. diagram 18, side 18 i Europa drives til Selvmord). Hele folketallet 103-105 mill. (mod status 2015: 81,2) viser IQ-gennemsnit 90,4 i 2072. Folketallet i Tyskland vil i 2072 være steget til 103-105 mill. fra det nuværende 81,2 mill. med 64,9 mill. tyskere . D.v.s. 105 mill*0,46 = 48,3 mill. eller 103 mill.* 0,37 = 38,1 mill. velfærdskonsumenter foruden det øgede antal pensionister, der følger af den fortsatte ald-ring blandt tyskerne. Resultatet er, at folketallet er blevet 21,8-23,8 mill. højere med en langt større andel at forsørge. I 2015 var der officielt 6,2-7,5 mill. immigranter, der (ikke-officielt) var ikke-egnede med IQ-gennemsnit 90,9 eller 88,2, afhængig af om alternativ 2 eller alternativ 3 vælges med henholdsvis i alt 11,8 og 16,3 mill. i alt af udenlandsk her-komst primo 2015. I dag koster 1 mill. asylanter 42 mia.eur. pr. år. ifølge Dr. Udo Ulfkot-te . Vi har udregnet de nuværende rene socialudbetalinger til indvandrerne og deres ef-terkommere i Tyskland til 131,4 mia. eur. pr. år således Tyskland (2011): Det tyske Arbejd-sministerium offentliggjorde en undersøgelse i 2009, i følge hvilken mere end én ud af fire modtagere af ALG II (Hartz IV) har indvandrerbaggrund har. Andel af alle Hartz IV-modtagere, der er indvandrere, var 28 procent i 2009. Andelen af Hartz IV-modtagere i den samlede befolkning er kun 8 procent, inden for gruppen af indvandrere er den 19 pro-cent. Kilde: http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/
Forudsat de anførte andele ovenfor fastholdes: Monetære sociale tjenester (2011) i alt i alle Bundesländer: 469,2 mia. eur. Af dem betaling for berigelse af indvandrere og deres børn: 28% * 469,2 mia. eur = 131,4 mia. eur. om året. Hvad udgifterne til ikke 6-8 mill., men til mere end 50 mill., der ikke kan forsøge sig selv foruden pensionisterne, behøver vi vist ikke regne på. Tilsvarende i Danmark falder IQ med 4,5-6,5 points i perioden 2015-20 72. Skal de danske 268 mia. kr. i 2015 (side 74) ganges med et eller andet større end tre bliver Vel-færdsbudgettet naturligvis opbrugt fuldstændigt af ikke-vestlige.
United Kingdom informerer om antal nettoindvandrede fra 1975-2012 og hidtidige hjem-land. Naturalisationerne har måttet omfordeles skønmæssigt fra fordelingen vist side 13, 2. spalte til fordelingen side 13, 1. spalte ud fra de enkelte lande i sidstnævnte Commonwealth -gruppering i http://www.lilliput-information.com/Europe-driven-to-Suicide.pdf. Dette fravalg (der er redegjort i ’Europe Suicide’ for side 5, 1. spalte 1 under table 3.01) af forde-lingen på kontinenter er foretaget, fordi nettoindvandringen er fordelt på Common-weal-th–grupperingen 1975-2012 efter hidtidig nationalitet. Ovennævnte skøn bygger således på antal og tidligere nationalitet. Naturalisationernes (British citizenships) antal og fordeling i 2012 og 2013 forudsættes som i 2011, og indvandringen fortsætter med 55.000 briters net-toudvandring årligt efter dette mønster fra 2014 og frem.
Briterne vil være tæt på at være i mindretal i 2072 viser projektionsmodellen med en sam-let befolkning på 86,1 mill., hvoraf godt 40,4 mill. er immigranter og efterkommere. Med 84% af immigranterne, der ikke kan forsørge sig ved noget arbejde, drejer det sig om hen-ved 33,9 mill. velfærdskonsumenter. Af disse er der også indvandrene fra Europa, USA og Old Commonwealth, i alt knap 7,8 mill., hvoraf 69-70 pct. er egnede. I 2015 var der godt 8 mill. immigranter og efterkommere at forsørge. Fire gange flere at forsørge end i dag.
IQ-gennemsnittet i UK ville falde med 7 IQ-point fra 1975 til 2072 og for alle immigran-terne og deres efterkommere er niveauet IQ-gennemsnit 83-84, og repræsentanterne sta-mmende fra Central Afrika rammer bunden med gennemsnittet IQ76 mod briternes 99-100. IQ-gennemsnittet i 2072 i UK estimeres til 92,1, i 2077, når flertallet forventes af skif-te er det nede på 91,6.
Vælges alternativ 1 i Norge med 725.949 af udenlandsk herkomst i 2014, vil dette med u-ændret nettoindvandring fører til1.713.983 i år 2031, hvor andelen af folketallet er steget fra 14,2 pct. i 2014 til 28 pct. i 2031. Med udenlandsk baggrund i er der en Census-optæl-ling imidlertid Norge mindst 1,11 million med udenlandsk oprindelse 1. januar 2013 sva-rende til 22 pct., men vi regner med det laveste alternativ. IQ-gennemsnittet blandt immi-granterne og deres efterkommere vil være 89,9, og 53 pct. vil være uegnede til uddannelse og arbejde i 2031. 908.411 er 14,7 pct. af folketallet på 6.186.983 i 2031. I 2052 vil antallet være steget til 3.263. 407, der er 42 pct. af folketallet på 7.850.661. I 2052 vil 1.729.606 være uegnede. Alternativ 2 viser 2.275.841 (37 pct.) af udenlandsk herkomst i 20 31 med IQ-avr. 89,1. I 2052 viser alternativ 2 3.956.388 (50 pct.) med IQ-avr. 88, der trækker IQ-avr. i Norge som helhed ned til 95,4. I 2072 har udenlandske oprindelser IQ-avr. 86,7 og Norge som helhed 92,8. Folketallet vil udgøre knap 10,4 mill., hvoraf knap 4 mill. er af u-denlandsk herkomst. Af disse 4 mill.vil mere end 2,5 mill. være uegnede.
Med mere end fire gange flere immigranter og efterkommere at forsørge i UK og med seks-syv gange flere i Tyskland vil vi økonomisere med analyseressourcerne. Det skulle fremgå at erhvervsmulighederne og et fremtidig velfærdssystem kan der godt vinkes endegyldigt farvel til, hvis indvandringen fortsætter som i de senere år. Men det kan vi også uanset ind-vandringen.
Det er faktisk for sent at gøre opmærksom på Europas Selvmord. Herfra vurderede vi på et sagligt grundlag, at fra 1995 kunne udviklingen ikke vendes. Fra engelske og tyske topfolk inden for befolkningsstatistik kom følgende i 2002, 2008 og 2010. Og i 2015 også et bidrag fra en dansk af slagsen.
Does Europe Need Immigrants? Population and Work Force Projections. David A. Cole-man, Professor of Demography in Oxford, October 2002 International Migration Review, Vol. 26, No. 2, Special Issue: The New Europe and International Migration (Summer, 19 92), pp. 413-461 doi:10.2307/2547066
Abstract: It has been argued that Europe needs more immigrants to restore its age struc-ture and its work force. Even if low European fertility continues, decline in the work force is relatively modest in the medium term and is considerably lower than the potential re-serve labor force in Europe. It seems eccentric to propose the resumption of immigration for low-grade labor when there are 15 million unemployed in Europe, most under age 25 and many themselves immigrants, especially since future demand for labor emphasizes high skills. A resumption of general immigration to ensure population stabilization would require inflows much higher even than those previously considered unacceptable. Instead, attention should be given to making it easier for women to combine their desires for chil-dren with those for work.
Die Deutsche Regierung, 2008:
“Der Rückgang der (Deutsche) Bevölkerung ist nicht mehr aufzuhalten. Die fallende Spi-rale kann nicht mehr gewendet werden… Es wird ein Muslimen Staat im Jahr 2050”, … kommentierte der Vizepräsident des Statistischen Bundesamtes, Walter Radermacher, heute diese Berechnungen bei der Vorstellung des Berichts auf einer Pressekonferenz in Berlin: http://www.dasparlament.de/2007/31/Thema/16826282.html(linket er natur-ligvis fjernet af enhedsregeringen, da det fortæller sandheden)
Dansk oversættelse
Den tyske regering, 2008:
“Faldet i det (TYSKE) folketal i Tyskland kan ikke længere stoppes. Den faldende spiral kan ikke længere vendes… Det bliver en muslimsk stat år 2050.”
British Professor Speaks Out: Whites A Minority 2066
Extract from: http://www.thesun.co.uk/sol/homepage/news/3234028/Oxford-professor- issues-shock-population-warning-for-Great-Britain-by-2066.html#ixzz16N2YZLAk “WHITE British people will be in a MINORITY in their own country by 2066, an expert warned last night. David Coleman, professor of demography at Oxford University, said they will make up less than HALF the population in just over 50 years.
And soaring immigrant birthrates mean white British kids will be in a minority of young-sters in the UK even sooner. The dramatic decline will be fuelled by record-breaking levels of immigration, coupled with the departure of thousands of Brits for a better life abroad, the population analyst said…”
Hvem forstår hvorfor disse topfolk ventede så længe?
P. C. Mattiessen og David Coleman bragte begrænset og forsinket lys i JP over deres egen mørklægning Jyllands-Posten den 11. januar 2015, Et truet Europa, (not online) med citat oversat af uriasposten:
‘Professors in demography about Muslim immigration: What we have seen until now is ju-st a ripple compared to what is about to come, we need to make Europe into a fortress. I know that the term Fortress Europe sounds hard, but if it is necessary to preserve the va-lues we hold dear, so be it.’
‘… Det er jo et spørgsmål om, hvordan Europa skal udvikle sig fremover. Vi har en befolk-ning på omkring en halv milliard. Hvis befolkningen i høj grad blandes op med folk fra en helt anden kultur, så bliver Europa et mindre stabilt samfund, hvor de europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og opbakningen til den verds-lige lovgivning kan komme under pres, specielt hvis der kommer større grupper af perso-ner, som holder fast i en ortodoks fortolkning af islam,’ siger Matthiessen. …’
——————–
Ja, man kan virkelig forundres: David Coleman bruger fortsat kunstproduktet fertilitet-e-stimater*) i stedet for fertilitet (kvinders evne, vilje og forventninger til at føde børn i de fertile aldre) til at projicere befolkningsudviklingen i Europa i sine arbejder. Poul Christian Matthiessen anerkendte de danske fejlbegreber ‘índvandrere´og ‘efterkommere’, og han var demografisk rådgiver for Danmarks Statistik, da begreberne så dagens lys i et samar-bejde mellem Danmarks Statistik og CPR-registret i 1991.
David Coleman var rådgiver for den britiske regering i immigration-rush-perioden under Tony Blair, hvor de væltede ind i UK fra Afrika og Mellemøsten. Helt parallelt hermed slog P. C. Matthiessen sig på fødestedet, og han gjorde det til dyret i eller det imponerende i å-benbaringen af de nye fejlbegreber uden videnskabeligt indhold, og nærmest som det ene afgørende i begyndelsen af 1990’erne**). Det førte naturligvis til absurde konsekvenser af efterkommer-definitionen og andre ikke altid logically disjoints, meldte professor i statistik Hans Oluf Hansen 2001***)
David Coleman får nogle direkte modstridende værdier for ‘den såkaldte fertilitet’ for flere europæiske lande og fertilitetens tilpasning i modtagelandene i sine arbejder viser det sig (påvist i kilderne under *)), men måske kun skrømt, for det er tydeligt i hans fremtidspro-jektioner og fremgår direkte og iøjnefaldende af figurerne. P. C. Matthiessen fik med fejl-begreberne ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ søvngængeragtigt fjernet al væsentlig indfly-delse fra fødsler blandt forældre af udenlandsk herkomst på den totale fødselsraten nu og på sigt (i tabellerne) i Danmark, fordi med begreberne ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ ‘smuttede der simpelthen en generation’, der blev kaldt danskere uanset deres herkomst herunder forældretilknytningen. Naturaliserede indvandrere og deres børn medtælles som danske statsborgere/danskere i en juridisk afgrænsning. En juridisk afgrænsning, der na-turligvis negliserer herkomsten og dermed de arvede/biologiske kendetegn. Børnefødsler fordelt på danskere og på børn født af indvandreforældre i Danmark er fordelt dels i en mindre, ikke-udskillelig gruppe af det oplyste, der knytter børnenes nationalitet til foræl-drenes oprindelse dels og for hovedparten i gruppen danskere uanset forældrenes natio-nalitet. Igen en juridisk afgrænsning, hvor herkomsten ignoreres.
Vi nåede dermed sågar dertil, at begrebet herkomst (‘Herkunft’ på tysk) i Danmark fejlag-tigt skulle kunstforandredes i newspeake af de nye fejlbegreber uden borgerne opdagede de fjerneste, netop således at strømmen så meget mere beskeden ud end virkeligheden viste: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366. Vi skal på siden vælge mellem individantal af dansk oprindelse eller af oprindelserne benævnt ‘indvandrere’ hen-holdsvis ‘efterkommere’. En dansk og en engelsk demograf i toppen kommer primo 2015 med borte-kik-konsekvenserne efterfølgende, men uden at indrømme deres medløb. Perspektiverne for Norge, Tyskland og UK ses nemmest og mindst fejlbehæftet på: http://www.lilliput-information.com/Europa-drives-til-Selvmord.pdf
Nyhedschefen på BBC indrømmede:

*) Der er omregnede fødselsrater over aldersfordelingen. Flere detaljer og klare eksempler på fejlene side 3 og fodnote (7) UK-kilder side 24 nederst i : http://www.lilliput-information.com/Europa-drives-til-Selvmord.pdf eller : http://www.lilliput-information.com/Europe-driven-to-Suicide.pdf
**) Matthiessen, P.C. (2000). Indvandringen til Danmark i det 20. århundrede (immigra-tion to Denmark in the 20th Century). Nationaløkonomisk Tidsskift 139 (2000), pp. 70-94. ***) Abstract til artiklen: Modeling External Reproduction, Citizenship, and Ethnic Diffe-rentials In Labor Supply, by Hans Oluf Hansen og Karsten Längerich (2001), page 4. Og ci-tat herfra: ‘As far as the definition of descendants is concerned, Statistics Denmark (19 98) is misquoted or misunderstood by Matthiessen’ (2000, p.93)

EU planlagt fra begyndelse at blive en forbundsstat:
Europa Staten er væsentligst initieret af amerikanske, internationalistiske magtinteres-ser . Deres fantasibillede af kontinentet er som vores af U.S.A., uhyre forenklet. De opfat-ter Europa som et landområde med samme slags folk. Grænser, sprog og nationalitet har i deres virkefelt ingen interesse. At gå udfra at landene i Europa ikke er mere forskellige end staterne i U.S.A. I guder! En sådan ignorering af væsentlige kendsgerninger burde bidrage mere end selve Europa-institutionerne til at åbne øjnene på europæerne . Man fristes til at sammenligne dette syn på de europæiske nationalstater med Storbritanniens syn (den-gang) på sine fordums kolonier.
Dr. Udo Ulkotte skriver i sin udgivelse ’Gekaufte Journalisten’ side 258-259 (6): Vidste De, at der var et højere mål, som var forbundet med Euro-indførelsen? Nationalstaterne og det at tænke i nationalstater skulle ødelægges, først og fremmest tyskernes tanker. SPD-politi-keren Olaf Schwencke erklærede for os før Euro-indførelsen således: Med indførelsen af Euro bliver EU fremtidigt det største kapital- og finansmarked i verden. Det er kulturelle følger. Schwencke sagde, når de nationale valutaer ikke mere eksisterer, så har nationalsta-ten faktisk fundet sin ende. Schewncke ordret: ”Dens materielt vigtigste proprium (mit: e-genart), valutapolitikken som kernen i den statslige souverænitet, bliver dermed opgivet, og det europæiske rets- og økonomifællesskab overtager dens funktion”. Den udprægede kulturelle mangfoldighed i Europa kunne blive afskaffet og blive en til stadighed større kommerciel Verdenskultur – også kaldet ”Mac World”.
At Den Europæiske Valutaunion vil bryde sammen, når enkeltstaterne mærker dens konse-kvenser, med en svag fællesvaluta, inflation, høj rente, endnu ringere konkurrenceevne, ø-get arbejdsløshed, og nedskæringer er der ingen tvivl om. At statsgælden i Europa kan fjer-nes ad denne bedrageriske erstatningsvej for krig er ikke usandsynligt; men at det kom-mer til at ske i fred er ikke sandsynligt . En verden/et Europa byggende på et multietni-sk European Federal Reserve Babel vil ikke blive et tusindårsrige heller, selvom om det magtsikrede 15-20 pct-mindretal fortsat fantaserer tumpetosset herom. Det sikreste mid-del for de egentlige magthaverne er krig.
I virkeligheden betragter vore naiveste politikere Euro-unionen som en beskyttelse mod globaliseringens totalkonkurrence på alle magtfordelte markeder og samtidig som en ind-dæmning af et forenet DM-Tyskland. Enkelte, der mener at have fundet “de vises sten”, vrøvler om et monetært magtopgør med USA. Eurounionen er tværtimod sidste mellem-station inden Én-Verdens-Ordenen, hvor de europæiske politikere i pæn samdrægtighed med valutaspekulanterne og af bitter nødvendighed p.g.a. statsgælden har besluttet at op-løse de nationale stater i Europa både indefra og udefra. Et forenet DM-Tyskland var en langt mindre trussel end vore lederes skalten og valten med finanserne i en 60 årig Key-nes-Æra for egen vinding. Nationalstaters opløsning fører til krig. Når man fjerner tilli-den, stoler menigmand ikke på magthaverne mere, og så må han til at tro i stedet. Er han i forvejen tom for tro kan det føre til de samme sindssygt motiverede krige og regimer igen. Én-verdensøkonomisk orden – i modsætning til den nuværende Én-Verdens-Uorden be-høver ikke at føre til nationernes opløsning. Vore ledere skal være kompetente og ærlige, så er der ingen problemer. Tværtimod vil vi kunne opleve et 21. århundrede med fremgang og glæde for alle klodens folkeslag, hvis de selv vil. Men det synes afgjort at ligge længere ude i fremtiden. Den seneste konflikt på europæisk jord var Kosovo-krigen om Serbiens afståel-se af landsdelen.
Introduktionen i Bosnien og Kosovo med de internationale angreb stred imod afgørende principper blandt civiliserede nationer, internationale aftaler der har været gældende siden den Westfalske Fred 1648 om nationalstatens suverænitet beskyttet mod ikke-indblanding.
Madeleine Korbel Albright (born Marie Jana Korbelová on May 15, 1937), der styrede – el-ler hvad hun gjorde fra Det Ovale Værelse – blev under Hitlers erobring af Sudetertyskland som lille pige reddet ud af en Serber, der hjalp hende i beskyttelse.
Kosovo:
Løgn: NATO måtte angribe serbiske mål, fordi Præsident Slobodan Milosovic ikke ville forhandle om Kosovo.
Sandhed: Da “fredssamtalerne” førtes i Frankrig i februar 1999, indrømmede Madeleine Albright, US Secretary of State, at der ikke have været noget tilbud om “forhandlinger”. Der var i stedet tale om et ultimatum med krav om, at serberne skulle gå ind på følgende: 1) Kosovo skulle garanteres autonomi, 2) 30.000 NATO-soldater skulle udstationeres i Kosovo til at sikre denne autonomi, 3) NATO skulle organisere en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes om uafhængighed for Kosovo. Serberne accepterede det første krav, afslog nummer to og tre som en krænkelse af Serbiens suverænitet.
Løgn: NATO bomber serberne (og montenegrinerne, albanerne, ungarerne, romaerne (si-gøjnede, ikke rumænerne) og andre 21 folkeslag, der bor i Serbien på grund af det interna-tionale samfunds bekymring for “etnisk udrensning” og menneskelige lidelser.
Sandhed: NATO-medlemslandene, ikke mindst England, USA og Tyskland spillede en do-minerende rolle i forsyningen med våben til de grupper, som kæmper for at opløse det tid-ligere Jugoslavien. Disse samme NATO-kræfter har været ansvarlige for en grænseløs strø-m af etniske folkedrab rundt omkring på jorden – tag bare USA-støtten til Pol Pot i Cam-bodia. Og hvor var disse selvudnævnte fredskrigere, da rædslen på Øst Timor og andre ste-der udfoldede sig for vores øjne? Sandheden er at NATO simpelthen er en dræbermaski-ne, der dræber folk af alle nationaliteter. NATO er blevet tvunget til at indrømme “beklage-lige uheld”, når deres bomber bevisligt har dræbt civile, men den sande skala om antallet af disse “beklagelige uheld” bliver bevidst undertrykt.
Løgn: NATO-bombningen var taget til og fortsatte således over mange måneder for at øde-lægge det serbiske militær.
Sandhed: Denne påstand bør tages med den samme foragt. Har du set rumænske aviser – der iøvrigt bringer nyhederne hurtigere end de internationale propaganda-medier. De mel-dte 24. april (altså efter en måned) om bombning af 18 sygehuse og klinikker, offentlige bygninger og regeringsbygninger, TV- og pressebygninger, flygtningecentre og sanatorie, mere end 190 skoler, stiftelser og fakulteter, private firmaer, forretninger, huse, 17 satelit-stationer. Kirker, klostre og ortodokse kirkegårde og kulturhistoriske mindesmærker. Bombetogterne den første måned kostede 45 mia. kr. Måske skal vi også søge efter dem, der tjener pengene på bomberne, jetmotorerne eller på krigs- og flygtningebillederne. Ved angrebets start den 24. marts vistes billeder med sne på, selvom foråret forlængst var kom-met til Kosovo. Det er sært som militærnægterne – bl.a. Clinton, Solana og Schröder – og defaitister er blevet krigsgale. Var det måske ikke lige netop det, der var meningen med et “forenet” (“united”) europæisk kontinent? Ja, det ser unægtelig sådan ud. En del af kends-gerningerne i ovenstående artikel stammer fra International Action Center, andre fra vore kontakter i Rumænien, der fulgte krigene på nærmeste hold. General Wesley Clark til CN-N, juni 1999: “I det moderne Europa er der ingen plads for homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800’tallet, og vi vil gennemføre den (multi-kulturalismen) i 2000’tallet, og vi vil skabe multietniske stater”. En mildest talt grotesk situation. Tidligere NATO-general og tidligere præsidentkandat for demokraterne i USA havde følgende kommentar i 1999:
“In the modern Europe is no room for homogeneous national states. It was an idea from 1800s, and we are going to carry it (multiculturalism) through in 2000s, and we are going to create multietnic states.” General Wesley Clark, June 1999 on CNN.
Det samme blev gentaget i et interview Sabine Christiansen debatshow fra tysk ZDF-TV, hvor en lettere ophidset tidl. NATO-general, tyskeren Neumann kort før sin afgang fra stil-lingen eftersnakkede Wesley Clark, også i 1999: ”Det var så Kosovo, næsten gang kan det blive hvor helst i Europa”.
Niels Aadal Rasmussen Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS ) , giver bl.a. dette ekko 6 år senere i 2005 på fil tilhørende: [Young Europeans for Security – Trommesalen 3, 2. – DK1614 Copenhagen – Denmark. Members of board: Henrik Winther (chairman), Sanne Brasch Mogensen (vice chairman), Kim S. Nielsen (treasurer), Paul Robson & David Mouyal.]:
Lidt fra indledningen:
”EU’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina og Danmarks civile bidrag: EU’s overtagelse af NATO’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina er et eksempel på, hvorledes fremtidige mili-tære indsatser indgår i en bredere koordineret indsats. EU har den overordnede strategi-ske ledelse og vil her kunne vise værdien af en samtidig anvendelse af en række udenrigs-politiske instrumenter. De omfatter sammensætning af en militær styrke, opbygning af en lokal politistyrke og retsinstanser samt støtte til den demokratiske og sociale udvikling i Bosnien-Herzegovina. Danmark vil ikke have mulighed for at deltage med militære styrker i EU-regi som følge af det danske forsvarsforbehold (forbehold, hævder de!?) overfor den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik.”
Uffe Ellemann-Jensen tog sammen med den tidligere tyske udenrigsminister Hans-Die-trick Genscher ned og anerkendte Bosnien som en selvstændig muslimsk stat. Derefter kunne NATO angribe. Stillingen Ellemann-Jensen søgte ved Nato blev paradoksalt nok besat med militærnægteren Javier Solana.
Amerikanske efterretningskilder (fra NSA) oplyste i DR-TV’s Horizont den 26. april 1999, at formålet med krigen aldrig var at standse fordrivelsen af albanerne; man regnede sågar med, at NATO-angrebet ville accellerere flygtningestrømmen en hel del op fra Kosovo, der jo også blev angrebet af NATO-flyene. 17. april 1999 blev den tyske NATO-general Klaus Naumann bragt i lettere affekt i Sabine Christiansens debatprogram med politikere på tysk ARD-TV. ”Kosovo-krigen er en model for resten af Europa”, sagde han afslutningsvis, da han var ubehageligt trængt. Kort tid efter fratrådte Klaus Naumann stillingen som NATO-general. Vi kender ikke årsagen til hans fratræden. Aha, jamen hvorfor skulle en sådan en situation kunne opstå andre steder i Europa?
Kosovo har været en del af Serbien siden Slaget på Solsortesletten. Dette slag mellem ser-biske og osmanniske styrker fandt sted på Sankt Vitus‘ dag 1389 (15. juni i den julianske kalender – 28. juni efter den gregorianske kalender). Men Serbien har ikke haft myndig-hed over provinsen efter Kosovo-krigen 1999, tvunget af NATO-bombningerne.
Grundlovsvedtagelsen i det serbiske parlament blev bekræftet ved en folkeafstemning den 28-29. oktober 2006. Derefter skulle der udskrives nyvalg til parlamentet. Samtidig her-med skulle vi se Søren Jessen-Petersen, der afløste Hans Hækkerup på posten, forlade den civile FN-administration (UNMIK) ved udgangen af juni i år. Søren Jessen-Petersen har arbejdet meget målrettet på at støtte Kosovo-albanernes løsrivelsesønsker. Således meldes det officielt, at Søren Jessen-Petersens afløser sandsynligvis bliver den sidste på posten, in-den ”det internationale samfund” og Kosova-lederne bliver enige om, hvordan Kosovo skal bevæge sig mod uafhængighed af Serbien.
Kosovo bliver aldrig igen en del af Serbien, sagde USA udenrigsminister, og Rusland prote-sterede. Kosovo er uanset indvandringen af muslimer fra Albanien og andre steder fra Ser- bien, og det havde Kosovo været i mere end 600 år, da NATO angreb i 1999.
2016, Ex-CIA-agent:

Schuldbekenntnis eines CIA-Agenten: Man gab uns Millionen für die Zerstückelung Jugoslawiens!

Corfitz Ulfeldt spøger i Danmark forklædt som Uffe Ellemann-Jensen.
Kommentar den 7/2 2006:
Uffe Ellemann-Jensen kommer 7/2 2006 med den mildest talt overraskende melding, “at Jyllandsposten og dens læsere ikke har forstået, at globaliseringen stiller nye krav til, hvor-dan man omgås hinanden.” På den baggrund mener han, at chefredaktøren skal føje isla-misterne og opsige sin stilling på bladet. Tænk, vi opfattede globaliseringen som interna-tional konkurrence; nu kan vi forstå det måvære en særlig styreform som Uffe Ellemann- Jensen og hans bosser i internationalen har på bedding, en styreform uden ytringsfrihed og uden andre frihedsrettigheder. Vi fik forsmag på den i EU-grundlovsforslaget, som eu-ropæerne nu har sagt nej til. Vi kan kun gisne om, hvem Uffe Ellemann-Jensen egentlig repræsenterer efter han har forladt det danske politiske liv. I hvert fald ikke danskerne.
Kommentar den 6/2 2006: Avisen med mere magtudfoldelse end regeringen i et land, hvor fremmede imamer praktisk havde udkonkurreret udenrigsministerens rolle: Når den isla-mistiske Al-Qaeda uden ophør gør det, som Morgenavisen Jyllands-Posten sarkastisk fire måneder forud fejlagtigt kom til at antyde, at Profeten også kunne være indblandet i, så skal danskerne efter terrorgruppens seneste meldinger dræbes og hakkes i småstykker. Har vi hørt fra en anden side i det danske, IS (Internationale Socialister): “Noget med at hakke til medister” – antagelig et fint vink om den kommende akse.
Tilbage til den ideologiske EU-konstruktion:
I 1995 gik Bernard Connolly, en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af Eu-ropa Kommissionens afdeling for monetære anliggender for at skrive en kontroversiel bog. Den var et produkt af hans arbejdsfrihed. ’Europas Rådne Hjerte’ (’The Rotten Heart Of Europe’) var titlen på bogen.
Han argumenterer for, at den obligatoriske enhedsmønt bliver brugt til at generere et u-imodståeligt moment, der kan løfte en politiske union i fuld skala på plads. Eliten i Tysk-land og Frankrig skal dele magten. Mr. Connolly blev afskediget på stedet. Han fik siden lov til at søge at forsvare sig ved Europa Domstolen i Luxembourg efter i periode at have levet livet farligt.
Connolly skriver bl.a. at mange europæiske politikere sjældent har følt behov for at skjule, deres ønske, at skabe United States of Europe, især ikke når de taler indbyrdes og uden for perioder med valg.
“Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvo-ri en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med rela-tivt ikke-kontrovertielle økonomiske funktioner og stålfremstillingen, for at minimere be-kymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold ga-ranteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samti-dig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene.”
Jean Monnet’s lidt besynderlige baggrund kan du se på:
http://www.lilliput-information.com/economics/mon.html.
Connolly skriver også:
“I de nye Europa er magt og ansvar udpræget adskilte. Selv der, hvor der er en formelt of-fentlig ansvarlighed, er dette ikke fastslået ved lov, at det skal være sådan. Det er opstået mere eller mindre tilfældigt. Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, gør krav på at være “den mest gennemskuelige centralbank” i verden, fordi den trykker et commu-nique efter hvert møde i Rådet. Men selvom dette komiske krav blev taget for pålydende er bankens ansvarlighed ikke engang lovfæstet – det er simpelthen en politik banken har val-gt efter bekvemmelighed og for øjeblikket.” og videre:
“Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuld-stændigt stramme. Emnet faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrigs Jean-Claude Trichet. Fra 1. November 2011 italieneren Mario Draghi, der var viceformand og le-dens direktør for Goldman Sachs International 2002-2005. Den Tyske Forbundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl i 1990’erne meget hårdt træ-ngt mellem det tyske og det franske politiske Establishment.”

I 1995 med en enkelte tilføjelse i 1999 skrev jeg om udviklingen set fra Danmark:
Indvandringen til Vesteuropa fra Den tredie Verden accelereredes planlagt op fra begyn-delsen af 1980’erne mod befolkningernes massive ønsker, for udstillings-humaniteten, ef-ter aftale og efter magtbalancens sammenbrud. Alle lande i Vesteuropa på nær Norge og Schweiz er stærkt statsgældsatte i direkte konsekvens af det etablerede, et planlagt, let un-dergravelige, internationale pengesystem, der har været brudt sammen siden 1971, og vore slappe politikere.
Det var blevet nemmere på skrømt at regere med underskud, lån og seddeltrykning end med reelle, krævende indgreb mod dårligdommen, i alt fald i det kortere sigt. Alle korte sigt blive lange, når det fortsætter, som en planlagt sammensværgelse, planlagt at skulle virke fra fødselsforberedelse til kirkegården.
Nationalstaterne sættes uden for reel indflydelse. Tyskland er nu også håbløst gældsat ved EU’s tilsyneladende ratificeringer rundtom i enkeltstaterne primo 1990’erne. Over-Stats-Tilskuds-Braklægnings-Gældsbundet-Europa med produktionskvoter og prisfastsættelse i gammel- og ny-keynesiansk samt marxistisk stil, planlagte realiteter. Bureaukrater og tek-nokrater i EU-Kommissionen planlægger og aktiverer sig selv med bl.a. de ledige i orlovs-ansættelser og på et offentligt sekunda arbejdsmarked som i Folkerepublikken DDR i sin tid.
De beslutter og udsteder direktiver og dekreter og herser med de etniske stambefolkninger i Europa, som synes mest til besvær. EU-Kommissionen overdækker 70-80% af parlamen-tslovgivningen i enkeltlandene. EU-Ministerådet holder hemmelige møder, der ikke må re-fereres. Demokratiet afskaffes. I EU-Parlamentets næsten indflydelsesløse diskussions-klub placeres de værste, i alt fald de mest besværlige af delstaternes politikere med tårnhø-je skattefrie gager og diæter. Portugiserne taler portugisisk, italienerne italiensk, fransk-mændene fransk, danskerne dansk, et rigtigt Babelstårn, mens beslutninger træffes i kred-se omkring Kommissionen. Det går ufattelig godt! Frihandel, lavere skatter, lavere afgifter og ingen told, et borgernes Europa, fortalte de folkene i Europa. De planlagde og realisere-de det stik modsatte, bortset fra den frie bevægelighed af alt.
Måske var politikerne blevet trætte af være marionetter før det gik op for vælgerbefolknin-gen at de var det. Vælgerbefolkningen der som sædvanligt skulle friholdes fra den væsent-ligste information.
Alt blev udviklet stik modsat af den officielt lagte plani EF/EU. Det var løgn fra start til slut, jfr. Jørgen Schleiman (se næste afsnit); de kvikkeste havde for længst set det. Ligeledes i nr. 10 af Frihedsbrevet 1996 kan redaktør Henrik Gade Jensen citere Jørgen Schleimann (MF) for følgende i Berlingske Tidende den 11. juni 1996: “Løgn og bedrag skulle der til, for at Jens Otto Krag kunne få lempet os ind og for at Schlüter og Uffe kunne holde os inde. Da Krag i 1972 lod os tro, at EF kun drejede sig om økonomi, og Poul Schlü-ter og Uffe Ellemann-Jensen skulle udtænke de forbehold, som kunne ratificere Maastri-cht-traktaten ved en ny folkeafstemning, benyttede de løgn og bedrag, ifølge Jørgen Schlei-mann, og det skal de have tak for” (skriver Schleimann ifølge Frihedsbrevet nr. 10 1996). Hvor slutter løgnen så, spørger Henrik Gade Jensen samme sted.
Ja, se Jørgen Schleimann har et meget tungt kors at bære – det er måske stadig det samme – hvad med de tre andre? Schleimann mener fortsat, at Europa er vigtigere end Danmark. Det mente han også i fyrrene og i 1958.
I virkeligheden blev tyskerne straks budt hjertelig velkommen af den danske regering, og i efteråret 1940 lod Stauning det komme til hemmelige aftaler med den tyske rigsregering. De forgik i Sandkroen, Nordsjælland; fra dansk side deltog på regeringens vegne de sam-virkendes leder, Lauritz Hansen m.fl., fra tysk, pressechef Meissner. Aftalerne gik ud på, at så længe krigen varede, skulle det danske Socialdemokratiet støtte nazisterne af al magt, for til gengæld, når den tyske sejr var vundet, at være det eneste tilladte parti herhjemme. Dette skulle offentligheden naturligvis ikke vide.
Samarbejdet med tyskerne fortsatte, en enkelt af de ivrige i samarbejdet var Jens Otto Krag (senere dansk statsminister). Han var medredaktør på det socialdemokratiske tidsskrift Globus, der havde slået en særdeles velvillig tone an over for Besættelsesmagten. Der var tusinde andre ting fra de 5 forbandede år.
Den tyske Storrumsplan kan man læse om hos J. O. Krag (senere dansk statsminister) i hans udgivelse sammen med P. Gersmann, ‘Krigsøkonomi og krigsproblemer’, Det Dan-ske Forlag 1944. Her et uddrag fra side 177-180:
“Det må straks understreges, at de tyske planer ikke tilsigter en international ordning, men kun en ordning for det europæiske storrum. Dette begreb er til gengæld temmelig elastisk, idet Tysklands livsrum ifølge Hitler (februar 1940) er alt land, “som er blevet udviklet, ci-viliseret og gjort tilgængelig af tyskere.””
Hertil bør knyttes den oplysning, at Münchenprofessoren Karl Haushofer, der havde op- bygget hele Hitlers ideologiske geopolitik, netop opererede med geografien og ikke natio-nen som sit udtryk i Grossraum og Kleinraum. Det forenede Europa og mere til var målet dengang som nu.
“De europæiske lande skal næppe indgå en møntunion med Tyskland, men nøjes med at omregne til Mark, når de afregner med hinanden over Berlin. Et af tvivlsspørgsmålene er imidlertid, hvorledes kursfastsættelserne skal ske.”
“Endnu vigtigere end disse tvivlspørgsmål (mit: om kursfastsættelserne) er imidlertid spø-rgsmålene om, hvilke retningslinier man fra tysk side vil anlægge, når den europæiske o-verledelse skal afgøre, hvorledes…. arbejdsdelingen skal tilrettelægges, d.v.s. hvilke erhve-rv får de enkelte lande lejlighed til at udøve?”
“Kan de enkelte europæiske lande handle direkte og selvstændigt med andre storrum eller kun via centralledelsen.”
J. O. Krag citerer tilslut i hovedafsnittet den tyske nationaløkonom Fried Zimmermann for i maj 1943 at have udtalt:
“… Der er overhovedet ikke tale om at danne et “tvangsfællesskab” herredømme, men et virkeligt forbund af ligeberettigede, et slags kammeratskab mellem de tilsluttede folk.”
J. O. Krag og P. O. Gersmann skriver også i “Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer”, 1944: “Hvad enten man lægger hovedvægten på det økonomiske eller det politiske, må det imi-dlertid betragtes som et fremskridt, der måske kan give anledning til en vis optimisme, at de planer, der er kommet frem under denne krig (2. verdenskrig), i højere grad end Wil-sons kendte 14 punkter (efter 1. verdenkrig) tager hensyn til verdens økonomiske funda-ment og ser en nyordning som en nødvendig forudsætning for, at en politisk nyordning kan lykkes. Skabes de to forudsætninger for en bedre verden samtidig, kan det i og for sig være ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man vil tildele dem rang af vigtighed (min fodno-te). Såvel for de tysk-europæiske efterkrigsplaner som for de vigtigste af de planer, der er fremkommet fra engelsk-amerikansk side, er det således et fremtrædende træk, at man vil skabe centrale økonomiske kontrolorganer, som kan overvåge de enkelte landes økonomi-ske politik, som forudsættes at være baseret på en eller anden national planøkonomi. Disse lande må naturligvis afgive en – efter de forskellige udkast større eller mindre – del af deres selvstændighed med hensyn til den økonomiske politik til centralorganerne. Det er prisen.” Prisen for hvad, ville jeg gerne have spurgt dem? Alt har nok en pris, selv sandheden, også sandheden.
For en præcis, veldokumenteret gennemgang af kredsen og ideologifællesskaberne om-kring Globus skal jeg henvise til Frihedsbrevet artikel ‘Nazismens røde bog’ af Jørgen H. Hansen i nr. 4 , Årgang 1998.
Nu kunne man få den tanke, at Hitlers stormagtdrømme stod alene. Ingenlunde. Allerede før Krag blev født havde hans senere så kære venner fra historien Lenin og Trotsky propa-ganderet for et Forenet Europa. I oktober 1917 udtalte Trotsky: “Det forenede Europa skal grundlægges”. Det er besynderligt som Europa er og var nævenyttige magthaveres tumle-plads.
I foråret 1999 kommer den joviale John Iversen til. Nu skulle han som tak for modtagelsen i Socialdemokratiet (han repræsenterede tidligere SF og var ansat hos tidligere EU-kom-missær Ritt Bjerregaard) melde, at det drejer sig ’kun om en Europa-stat’. Ved at lade Iver-sen ene fortælle dette og lade ham køre med det i en valgkamp op til Europa Parlaments-valget 10. juni 1999 fik Socialdemokratiet taget pulsen på sine vælgere.
Myter og overtro kan være velgørende, skrev Brzezinski i 1970. Vi har behov for et verdens-diktatur med tilbøjelighed til reformer. Den halvhemmelige Trilaterale Kommission, som skal samle verden først i tre blokke, etableredes 1973 af C.F.R.-logen fra 1919 – med Brze-zinski som dens første direktør. Ved alle disse kloge folk da ikke, hvad der sker, når der ko-mpletteres med Trotskys plan, og “vi” inviterer alverdens vildt fremmede folkeslag med al-verdens kulturer og umulige forudsætninger til at slå sig ned permanent i et planlagt høj-teknologisk Vesteuropa med massearbejdsløshed. Først var det udstillings-humanitet på skærmen. Da den gav metaltræthed hos seerne, var aborterne i Norden nået op på 1/4 af en fødselsårgang? “Så nu kan der pludselig forudses mangel på forsørgere i fremtidens Eu-ropa, melder de synlige magthavere flovt.” Se afsnittet ovenfor ”Europa drives til Selvmo-rd”. Europa tæt på bankerot 2015 uanset indvandringen, børnefordummelsen og med en uegnet Euro-valuta – der var et par arter tiltag mere som jeg ikke har været ind på:
Ved alle disse kloge folk da ikke, hvad der sker, når der kompletteres med Trotskys plan, og “vi” inviterer alverdens vildt fremmede folkeslag med alverdens kulturer og umulige for-udsætninger til at slå sig ned permanent i et planlagt højteknologisk Vesteuropa med mas-searbejdsløshed. Først var det udstillings-humanitet på skærmen. Da den gav metaltræt-hed hos seerne, var aborterne i Norden nået op på 1/4 af en fødselsårgang? “Så nu kan der pludselig forudses mangel på forsørgere i fremtidens Europa, melder de synlige magtha-vere flovt.” Se afsnittet ovenfor ”Europa drives til Selvmord”.

Europa tæt på bankerot 2015 uanset indvandringen, børnefordummelsen og med en ueg-net Euro-valuta:
Indvandringen og velfærdssystemet var sat i gang at eliten uden nogen indflydelse fra bor-gerne. Det samme var den obligatoriske Euro-valuta.
Eliten i Frankrig, der forlangte DM-marken afskaffet og standsede den oprindeligt planla-gte hårde Euro – en hård Euro ville også have været umulig i EU, hvis den var blevet obli-gatorisk og fælles for noget ganske forskelligt. Præsident Francois Hollande skulle i 2011 hjem og have den franske statsgæld og underskuddene på de offentlige finanser i Frankrig set efter, mente Forbundskanzler Angela Merkel.
Den planlagte euro forandredes allerede i 1995, hvor den skiftede fra at være den kurssik-re/hårde blandt valutasorter til evig tid, som det meldtes. Dette skift skyldtes som nævnt et fransk krav til gengæld for Den tyske Genforening. Så er det endog muligt nu, at Euroen netop skal til at have flydekurs, politikerbestemt, inflationen er i hvert fald forud program-meret, og den er også sat i gang allerede, ikke mindst grundet de kastede redningskranse-ne fra de i øvrigt topgældsatte donornationer Tyskland og Frankrig og andre vildt gæld-satte EU-medlemslande til Sydeuropa.
Den obligatoriske Euro forudsætter at EU er en forbundsstat (det begynder også at ske med staternes selvforskyldte finansunion, der er et smart erstatningstræk for euro-med-lemsskab fra EU til sikring af sammensmeltningen nu uanset de nationale underskud på de offentlige finanser ikke styres). Pengeudstedelsen eller de offentlige budgetter kan i flere henseender være lige godt, men pengeudstedelsen alene uden politikermoral i medlems-landet er ikke nok. En blød euro sætter inflationen og gældsætningen rigtig i gang, hvoref-ter nedgangen i Euro-landene og hos deltagerne i finansunionen kan forløbe som i Middel-havsområdet til gældsætningen standses. Vi har netop forudskikket alt dette (minus fina-nsunionen, som ville blive konsekvensen af eurodeltagelse uanset), før Euroen blev taget i brug i de første 12 EU-lande (så det viste sig at vi havde ret):

Euro ultralight og Euro light

Tysklands genforening og netop DM-marken samtidig var en torn i øjet på de franske in-teresser. Man forlangte simpelthen en blød fællesvaluta, en delvis politikerstyret euro. Det var frygt for tysk dominans i et forenet Tyskland og også frygt for dollarens styrke, der drev politikerne i denne retning. Men frygt er ikke et grundlag at analysere noget fremadrettet efter. Og det fremmer afgjort ikke den nødvendige strukturelle omstilling endsige den dy-namiske kapitaldannelsesproces under endog meget vanskelige forudsætninger med en al-drende europæisk befolkning og stærk international konkurrence. Der kom også et misfo-ster ud af kunstvalutaen, fordi de fleste uvidende politikere tror alt er muligt.

Euro kan blive Unionens endeligt:
Selve EURO konstruktionen er selvmodsigende, hvis ikke nationerne forudsættes opløst. Selv da er den meningsløs, fordi den er politikernes sædvanlige eksperiment med Europa kontinentet, nu også med pengeudstedelsen. Reglerne i Maastricht-traktaten, sidenhen stabilitets- og vækstpagtens grænser, der danner udgangspunkt for Euro, er alt andet end stramme ufravigelige krav til pengeudstedelsen. Selv 4 af de 5 tilfældige konvergenskrav måtte opgives, fordi kun Luxembourg levede op hertil (Italien, Frankrig, Spanien og Tysk-land har haft alt for store underskud på de offentlige finanser i siden 2002 samtidig med at disse fire lande også var tæt på negativ vækst i eftersommeren/efteråret 2003). Det tragi-komiske i lige netop dette faktum består i at Luxembourg lever af EU-bureaukratiet og bankvæsen. Andet kvartal 2015 har vi ifølge Eurostat følgende EU-medlemslande med til-hørende konsoliderede bruttogæld som andel af BNP: Italien (136%), Portugal (128,7%), Cypern (109,7%), Belgien (109,2%), Irland (102%), Spanien (99,3%), Frankrig (95,6%, 146% med alle forpligtelser i 2012).
Allerede i 1996 kunne man forudse konsekvenserne, hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg på et tidspunkt – det er sket tilsyneladende, skrev vi dengang; vi kunne ikke vide det, fordi vi ikke måtte kende gældstallene. Men det ville have ødelagt euroen fra begyndelsen og have ført til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fra da af og fremover for både Italien, Spanien, Portugal og Belgi-en og for alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt.
Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der blev tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering. Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have ‘en så-kaldt evigt fastlagt’ eurokurs i juli 1998 (sådan forlød det). Hvordan kunne det lade sig gø-re? Da vekselkursen til Euro blev oplyst på forhånd, gik spekulanterne selvfølgelig i gang, når de nationale valutaer kørte videre en rum tid samtidig. Resten af 1998 og 1999 blev halvandetåret spekulanterne aldrig glemmer.
Konvergenskravene giver et fingerpeg om regelfastheden. For eksempel i Maastrichttra-ktatens artikel 104C står der: “Rådet…fastslår efter en generel vurdering, om der forelig-ger et forholdsmæssigt stort underskud”. Det er noget andet end en streng regel om, at det årlige finanslovsunderskud ikke må være større end 3 pct. af BNP i markedspriser.
I f.eks. 2002 og 2003 kørte Frankrig og Tyskland med større underskud, i 2004 kom Spa-nien “med i klubben”. I traktaten står også, at fortolkningen af disse krav er Ministerrådets sag. Og det er det allerværste: Ministre ved ikke noget om monetære forhold; jeg beklager, men det er sandheden. Kravene er i øvrigt temmelig tilfældigt valgt og indbyrdes modstri-dende. For eksempel det konvergenskrav der angår inflationens størrelse, er også galt. Det er det svageste. Der står, at et land for at være prisstabilt kun må have 1,5 pct. højere infla-tion end gennemsnittet af de tre mest stabile lande. Det siger overhovedet intet om den e-gentlige størrelse af inflationen. Gældskravene er i sig selv inkonsekvente. Størrelsen af det offentlige budgetunderskud, som ikke må være mere end 3 pct. af BNP (minus forbrug af råvarer), er sikkert ikke så vigtigt som påbuddet om at få landets samlede offentlige gæld ned på 60 pct. af BNP. For halvdelen af landene kan det sidste krav kun opfyldes ved at ac-ceptere stabiliseringskriser.
Stabilitet måles ikke som et prisindeks, at når f.eks. visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om f.eks, en stabil valuta. Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sik-ring af investeringsprocessen, økonomisk realvækst, ny teknologi og høj produktivitet. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb.
Såvel udlændinge som indlændinge, der ikke har tillid til de nye penge, vil flytte over i an-dre valutaer. ØMU (‘s 3. fase) vil begynde med en krise. Kapitalflugten vil styrte Europa ud i en social krise, fordi med kapitalflugt må ECB hæve den fælles rente. Det kan hverken landene mod syd – eller Belgien, Irland og Danmark – stå igennem. Middelhavslandenes befolkninger stod af straks ved Euroen indførelse. Når den sociale krise er der, så er fri-stelsen stor for at prøve at klare den med offentlige investeringer og en bevidst offentlig forøgelse af pengemængden. Præcis hvad ECB-Præsident Mario Draghi gjorde den 23. ja-nuar 2015: Sagnomspundne 1,1 billioner (kaldet trillioner i USA) Euro pumpede han i fi-nansmarkederne ved opkøb af statsobligationer for at stabilisere euro-systemet. Det be-tyder underskud på de offentlige finanser, og så er vi tilbage i keynesianismen, hvor de an-svarlige i en nu 60-årig æra er sprunget over hvor gærdet er lavest, for at blive på taburet-terne.
Så vil det ret hurtigt vise sig, at foranstaltningerne imod inflationen, selv som de er beskre-vet i Maastrichttraktatens kriterier, ikke nytter meget. Så bliver det en varig krise p.g.a. en-hedsvalutaen. Dette sprænger valutaunionen.
ECB’s kompetente personer vil sikkert ikke være samvittighedsløse inflationister – stolede vi på, men hvad så primo 2015? Gennem en prisstabilitetsorienteret politik vil de forsøge at gøre den nye valuta troværdig, forestillede vi os. Men de sidder med det problem, at den stabilitetssøgende politik må skærpes p.g.a. pengeflugten – og at denne politik vil støde på national modstand, der opstår på grund af den tilspidsede strukturelle og sociale krise med udflagning og arbejdsløshed.
Det er nemlig ikke renten, men profitforventningerne og dermed lønomkostningerne, der bestemmer aktiviteten. Her skal det oplyses, at såvel høje pengelønninger som høje skatter vidner om udtræk til konsum. Og dette er den egentlige årsag til at profitforventningerne ikke kan realiseres ved produktion i Vesteuropa.
En valutareform, hvor man angiver datoer for de forskellige tiltag, og samtidig i princippet bevarer den nationale valutasuverænitet i en treårig overgangsperiode, kan kun laves af politikere uden nogen særlig indsigt, af virkelighedsfjerne teknokrater eller af forrædere. Når samtidig spekulationen helt forudseligt var et af de helt store problemer ved selve eta-bleringen, så er det helt hen i vejret. Ikke ganske uventet.
Artikel 73F i Maastricht-traktaten taler om, at der i Europa kan indføres kontrol med kapi-talbevægelser. Så kan investorerne ikke længere undvige til schweizerfranc, yen eller dol-lar. Som om investorerne ikke er skræmte nok i forvejen. Spekulanter og investorer følger alt dette meget nøje og drager hurtigt konsekvenserne af ændrede forhold, i modsætning til de europæiske politikere.
Med Euro kan sektoromlægningen til mere salgbar produktion ikke ske og uddannelses-fornyelsen til forbedring af den internationale konkurrencestilling det samme. Vi skal her-efter se arbejdsløshed og udstødelsen vokse yderligere samtidig med, at tilskudsøkonomien gøres til den centralistisk valgte omdrejningsakse sammen med aksen til araberolien med alt, hvad der til hører af immigration og øgede offentlige udgifter. Dette tilspidser den stru-kturelle og sociale krise. Til sidst må politikerne give op og rette sig efter vælgerne, hvis de ikke når deres ideologiske mål forholdsvis hurtigt … gik vi ud fra.
Forudsætningen for at kronen er fast koblet til EURO er, at den siddende regering lever op til de besparelses- og andre krav, der stilles fra ECB – Den Europæiske Centralbank. Det er ganske vanvittigt, at der kan være tale om fortsat national valutasuverænitet, når f.eks. kronen er fastkoblet til Euro . Det kan kun betyde, at finanspolitikken plus penge- og rentepolitikken i Danmark styres direkte som modydelse til koblingen – og det endda med en dansk EURO-afvisning pr. folkeafstemning. Indfries kravene ikke, både m.h.t. penge-mængde, rente- og sågar finanspolitikken, bortfalder koblingen, så kronen flyder frit.
Så længe der findes pengemonopoler – de nationale centralbanker, også Danmarks Natio-nalbank, har pengemonopol – kan der ikke sættes et monopol ovenover. I Maastricht-trak-taten er det fastsat, at penge- og rentepolitikken fuldstændig overgår til ECB. Disse beste-mmelser er klart møntet på Euro udstedelsen. Så længe de nationale valutaer består, må nationalbankerne også være de ansvarlige for dem. Ellers ville Danmarks Nationalbank måske se sig stillet over for en forfatningsanklage. Det var her ’de gode herrer’ fra Folke-bevægelsen skulle have slået til, hvis de ville have set resultater af deres bestræbelser. De valgte at falde af i svinget og nærmest afprøve om justitsministeren var udnævnt af stats-ministeren. Det var vist et stunt.
Fra engelsk side var der oprindeligt forslag om en hård, men frivillige ECU, som blev fore-slået af den britiske tidligere Premier Minister John Major, medens han var finansmini-ster. Den havde været meget bedre, fordi den kunne lade nationalbankernes uafhængig-hed af bl. a. unionen være urørt, mønten var frivillig og kunne udstedes efter behov i et fælles emissionshus. Var borgeren utilfreds med sin egen valuta og landets finansmini-sters forvaltning heraf, kunne han veksle til ECU. Dette ville straffe landets finansmini-ster/nationalbank, der så måtte hæve renten med nedgang til følge, fordi pengecirkulati-onen var blevet reduceret som følge af markedets frivillige dispositioner. Den nationale mønt var åbenbart blevet forvaltet for dårligt, og borgeren/virsomhederne havde derfor vekslet væk fra den. Euro og dens primære opgaver: At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed efter planen skulle afspejle realøkonomien i EU og tjene denne har vi åbent-bart misforstået.
Man kan heller ikke ved alliancer få andre lande til at holde os oppe med f.eks. oliehandel (“det sorte guld”) i ens valuta, lige så lidt som guldtransporterne til Spanien i 15’hundre-detallet gjorde Spanien rigt. Tværtimod Spanien gik bankerot fire gange. Indstrømningen af fabelagtige mængder af guld og sølv fra Den Nye Verden gav Spanien en kort periode med europæisk magt og pragt, men manglen på andre ressourcer både i Spanien og i kolo-nierne plus styrkelsen af den nederlandske og den engelske sømagt (delvis som følge heraf) bidrog til den bratte nedstigning for Spanien. Merkantilisme kaldtes tankegangen med at tage omsættelige værdier fra andre. I dag kan vi tale om ny-merkantilisme, som tingene former sig med at lade ens valuta overtage handelen for andre lande. Med guldet kunne man købe til forbrug og betale lejede soldater til krig med henblik på mere erobring og ko-loisering; men det lå lige for, at et ressourcesvagt enevældigt Spanien heller ikke kunne andet end købe til forbrug i udlandet. Investeringer i fordelagtig realøkonomi mangler før som nu. I 1595 blev den Spanske Krone tvunget til at erklære sig bankerot for tredje gang inden for mindre end fyrre år. Den fjerde statsbankerot i 1607 med efterfølgende en våben-hvile med Nederlandene i 1609 (Nederlandene gik så tabt for Spanien). Kampen for at un-derlægge sig også Nederlandene havde vist sig at være et håbløst dræn af mænd og penge.
Billedet på euro i bedste ny-merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. Olie fra Mellemøsten til meget af kloden er ganske illustrativt. Den obligatoriske valuta skulle danne det genererende moment, der skabte den nødvendig forandring i et Europa (2006) med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9% ledighed) og en enorm og vok-sende statsgæld, som det øvrigt er nærmest umuligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til EU-projektet – hævdede netop i 1950’erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere.
I virkeligheden er der behov for et ny internationalt monetært system efter Bretton-Woods systemet kollapsede 1972. Der er brug for reale vekselskurser renset for inflation, ikke no-minelle. Bretton Woods klarede ikke opgaven her, fordi nominelt fastsatte vekselkurser re-elt bliver falske og utroværdige, på grund af inflationsorkierne i staternes hjemlande (med USA som uskønt forbillede inkluderet).

Sprogligt dominerende styrer udviklingen – med retorik, der også lagde Hellas øde:
De få (matematikerne) kan sagtens læse og forstå de flestes udtryk (sprogligt orienterede eller ordmagerne), selv på metaplan (hvor teorier om teorier skulle behandles), uanset hvor lidt væsentligt om virkeligheden disse måtte bringe med nogen præcision, stringens og entydig sikkerhed; men omvendt kniber det, når det ikke halter fælt eller falder helt til jorden. Og de få kan sagtens forstå hinanden indbyrdes, for de tilstræber ikke ordene for ordenes skyld med henvisning til, hvem der har udtalt dem, hvor og hvornår – eftervist ved adskillige forsøg og illustreret ved et enkelt her. De ved godt at ordet kom først, men det må være i alle de mellemliggende led problemer opstår, løgn og humbuk, fordrejninger, andet sukkerstads samt dette og hint. Men er det nok? Tal og geometri er universets bygge-sten – og dem kommer man ikke på tværs.
Hvad stiller vi op når de, der taler mest, ved mindst?
“Måske foreslå en slags matematik, måske universets byggesten i filosofisk udgave, nu vi er ved det (svarende til Liberalens Philip Acton i ‘Atlas Shrugged’ (1957) af Ayn Rand, i alt fald ikke Centralens ’Kapitallogik’, der ikke er logisk)?” Det skal vi lige holde os fra for en sikkerheds skyld og ikke kun p. g. a. det matematiske symbolsprog. I alt fald indtil det er udforsket nærmere, eventuelt harmoniseret af ikke-matematikere (de fleste), der altid har været og altid vil være dagsordensætterne af gudernes nåde. Det er fordi de er flest og har flest i tale for overtalelsen i et flertalsregime, hvor enkeltindividerne nu også taler mindre og mindre med hinanden om noget væsentligt ud over dagen og vejen i de bevidst opsplit-tede kredse de færdes. Det skal vi høre uafladeligt på gaden og i togene via bl.a. den altom-fattende cell-phone-culture, hvor den personlige taletid tilstræbes maksimeret, så det an-ser jeg for bevist ved ’induktion’. Induktion er lidt i retning af ‘gentagelser fremmer forstå-elsen’ og alligevel ikke; man skal nemlig tillige kunne bevise, at hvis det gælder i det 183. tilfælde (eller rettere det n’te tilfælde), da medfører det logisk, at det også gælder i det 184. tilfælde (eller rettere det n+1’te tilfælde). Derfor er ordet ‘induktion’ brugt, fordi ordet har en præcis definition, uden hvilken intet kan bevises af denne type.
Det nok muligt at den højeste visdom nødvendigvis må udtrykkes gennem brug af ord, hvis mening ikke kan defineres entydigt. Sandheden i et udsagn af den højeste visdom er såle-des ikke absolut, men relativ til en passende mening af de flertydige ord i udsagnet, og som følge deraf har det modsatte udsagn også gyldighed og er også visdom. Den peloponnesiske krig (432-404 f.v.t.) endte med Spartas sejr og Athens fuldstændige sammenbrud. Platon (428-349 f.v.t.) stod det klart, at sammenbruddet dybest set var et moralsk spørgsmål, den uundgåelige konsekvens af den vildførelse af det atheniensiske folk, dets ledere havde gjort sig skyldige i helt tilbage fra storhedstidens begyndelse. Roden til ondet var egentlig at sø-ge i sofistikkens relativisme, der gjorde alle normer svømmende og i retorikkens dermed nært sammenhørende udskiftning af sandhedsbeviset med det bekvemmere sandsynlig-hedsargument. En livsopfattelse, der ikke kendte til noget absolut og ingen moralske vær-dier anerkendte som ubetinget gyldige og forpligtende for alle under alle forhold og en ta-lekunst, for hvilken sandheden ikke var den eneste og selvfølgelige målstok, var ikke blot fejlagtig og usund, den var dødsens farlig for den enkeltes og folkets livsevne og lykke over-hovedet. Det var hvad Platon uddrog af de foregående årtiers historie.
’Kapitalisme’ og bankerne er af ukyndige (uden relevant viden) blevet kaldt det, der var år-sagen til alle de skæve indretninger og fænomener. Inflation, statsgæld og finanskriser kø-rer ganske uanfægtet af hvilket system, der indrettes efter. Uden at vide at såkaldt kapita-lisme ikke er mere en ideologi, mere end at når et mekanikerværksted ansætter en mere til at arbejde, hvis ejeren og hans nuværende medarbejdere ikke kan nå at tilfredsstille beho-vet for reparationer og samtidig sikre den indskudte kapital i værkstedet en forrentning svarende til, hvad der kan opnås ved anden anbringelse af kapitalen, så ansættes der en medarbejder. Længere er den ikke.
Værst er manglende sans/respekt for kategorier, manglende sorteringsevne, i stort og småt, og delvis deraf fejlbetegnelser og skæve udtryk (blandt især sprogligt funderede), ek-sempel: Islamofobia er et latterligt udtryk – det er misforstået, det er direkte annammet af de sprogligt funderede overtalere, der fører ordet overalt og i tillæg her dumme eller uvi-dende antager fjendens sprogbrug. Enhver der bruger hjernen bevidst, og som ikke pri-mært dyrker sin latinske tilgang som opkomling må umiddelbart kunne indse at afsky, væm¬melse eller kvalme er bedre end frygt. Tal dansk. Sidste nye fejlopfindelse: ’Islamo-nausea’ (kvalme heraf) efter en tredjedel af idiotien bag ‘islamofobia’ måske er tilgået lys-tavlen. Det er om muligt mere latterligt end betegnelsen KAPITALISME for noget, der ikke er en isme, men benævnt sådan som modpol eller antitese af den Hegel-indspirerede Karl Marx. At f.eks. hans ideologiske samfundssystem i praksis misbrugte og fortabte langt me-re kapital pr. frembragt enhed vides åbentbart ikke.
I Keynes, J. M.: The Economic Consequences Of The Peace (1919). The Royal Economic Society, London 1971 er følgende citat af John Maynard Keynes:
Der er ikke noget mere raffineret, noget mere sikkert middel til at styrte det eksisterende grundlag for samfundet end at fordærve pengene. Processen får alle de økonomiske loves skjulte kræfter til at stå på ødelæggelsens side, og gøre det på en måde, som ikke én ud af en million er i stand til at diagnosticere.
Kapitalisme-ordet er fastslået og bruges blindt i alle kredse internationalt, ja, og det er op-fundet af vrøvlehovedet Karl Marx eller dennes inspirator Albert Pike, der hentede trylle-formularerne, ’dialektisk materialisme’ hos G.W.F. Hegel. Fra den dialektiske spænding mellem subjektet og bevidsthedens objekt, svarende til ubestemheds-relationerne herun-der Plancks virkningskvantum om den kvantiserede vekselvirkning mellem det atomare system og måleapparatet, men ikke til erkendelsens betingelser. Sandheden om det muligt absolutte nås i hvert fald ikke gennem filosofisk tænkning i materiale uden sprogproble-mer, hvilket også siden er fuldt erkendt før den første Karl Marx-reprise
Da marxisterne kom til ovenfra i anden reprise blandt de sprogligt funderede, kom de ikke for at gøre uforettet sag, de grinte hånligt af os lige ind i vore stuer, ikke med Hitlers/Sta-lins ugerevuer, men med daglige revuer, her i landet endog f.eks. via den af alle elskede dan-marx-myte ’Matador’. Vi husker den lille uskyldige, flygtende tyske digter Herbert Schmidt, der fik asyl hos grisehandleren, og som senere skulle drage i felten i Den Spanske Borgerkrig med Røde (forståes ’for orienteringen’), og som gjorde oberst Hackels datter så forelsket: …..When ideology and reality does not match : “…Would it not be easier in that case for the government to dissolve the people and elect another?” stalinisten Bertold Bre-cht, kynisk og amoralsk forklædt som den (in-)humane ‘Herbert Schmidt’. Der var ikke et øje tørt. ’Tak til Lise Nørregaard & Poul Hammerich’.
Alt går fremad, tilbage eller et andet sted hen, og d. v. s. at intet forbliver, hvad det var; ‘kun diamanter og ikke omvendte pyramider, sådan cirka’ (plus Heraklits antagelse: ’Alting flyder’). Selv filosoffen G.W.F. Hegel, der var søn af en rentekammersekretær, bekræftede ganske vist dette, og så må det absolut være sandt, ’for han havde simpelthen Guds bevid-sthed før skabelsen’, elskede staten og nåede ad den vej hertil og så til de øverste højder i Preussens og 1820’ernes Berlin. Ja, ’bevidsthedens fælleseje’ var så noget Hegel selv fandt på, for især blandt de berømte vil mere have mere, ‘hvilket måske stempler formatet en a-nelse’, når man ikke er Profeten, eller selv repræsenterer paradokset, og det er som beken-dt udelukket. Ærgerligt at Søren Aabye-Kierkegaard ikke kunne høre (p. g. a. af sin nedsat-te hørelse), hvad G.W.F. Hegel sagde, da han overværede én af Hegels sene forelæsninger. Jürgen Habermas har i sin ’Erkenntnis und Interesse’ misforstået Fænomenolo-giens samlede formål, dokumenterer Justus Hartnack i ’Fra Kant til Hegel’. Og Jürgen Haber-mas er ellers én af de førende i tidens ånd. Han fik således en plads i en af formanden for EU-Kommissionen José Manuel Barrosos tænketanke og foretog indtil for få år siden sin årlige foredragsturné til universiteterne i USA i efterårsmånederne. Han bor ned til Stan-berger See (’skuespillersøen’) syd for München. Og formand José Manuel Barosso, det vidtskuende idol, der mente kort før sin afgang, at‘vi’måske taber en hel generation af unge på gulvet i Sydeuropa. Stort tænkt, nu da 40-50 pct. af de unge har været uden arbejde i henved 20 år.
Det var en af flere gentagelser: Da Grækenland oplever kort før Sokrates og Platons tid sin blomstringsperiode, sker det samtidig med en stigende tvivl på guderne og sandheden. Mod 400’tallets slutning var mange grækere afvisende over for deres guder.
Begreber som sandhed og retfærdighed blev også anfægtet. Har man brug for retfær-dighed for at blive lykkelig? Nej, mente mange, det er langt vigtigere med veltalenhed el-ler retorik. Forstår man at belægge sine ord kan man overtale og overbevise andre ved de demokratiske forsamlinger. Man får med andre ord og netop med ord magt. Sandheden erstattes med værdirelativisme.
Det er oftest de mindst vidende, der taler mest. I anledning af en krig i det gamle Hellas forsøgte grækerne at få krigerfolket spartanerne til at deltage på Athens side skulle der hol-des en tale for overtalelsen. Da den var til ende meddelte spatanernes talsmand: I har talt længe, så længe, at vi ikke kan huske begyndelsen. Derfor kan vi ikke svare på slutningen.

Reelle valutakurser og statsgælden bestemmer:
Ved reelt fastsatte valutakurser bortfalder problemet. Deltagerlandene kan så vælge: Enten de vil have stabile valutakurser – så må de give afkald på inflation derhjemme eller beslut-te sig for mere inflation – så må de give afkald på stabile valutakurser og devaluere. Men vekselkurserne forbliver altid “rigtige” og “troværdige”, og for at få sådant et system per-manentgjort sprænges systemet ikke, og det tvinger ikke landene til at træde ud. Det kan blive aktuelt efter bankerotterne. Guld som internationalt målestok for værdier er absolut ikke brugbart. Kun fordi pengemiddeludstedelsen ikke kunne køre hurtigere end udviklin-gen i produktiviteten i industrialismens gyldne dage i 1800’årene var det muligt at holde inflationen fra dørene, og statsgæld har guld aldrig forhindret, tværtimod. Alle de europæi-ske lande er vildt statsgældsatte bortset fra Norge og Schweiz. Grækenland-rotunden er in-dtil nu den mest vanvittige både hvad fejlhåndtering og den afslørede samtidig den blanke uvidenhed om Grækenland i EU-eliten. Som Thilo Sarrazin siger, ”den var næsten til at bli-ve anarkist af”. Men vi venter fortsat på Italien, Spanien, eventuelt Frankrig måske til næ-ste forsommer, hvor statsregnskaberne plejer at foreligge. ECB-Præsident italieren Mario Draghi står for den nærmest gudsbenåede pengemaskine/udpumpning med allehånde o-vertrædelse af alle vedtagne regler, senest 3. december 2015 med opkøb af statsobligatio-ner (læs: konverteret statsgæld for 1,5 billion euro). Og man kan ikke redde noget ved at overføre tom forbrugsforøgende købekraft eller trække på andre gældsatte nationer til en eller flere nationer, der administrativt har haft årelang tradition med ikke at indrette sig efter nogen realøkonomisk fornuft. Det vidste snart sagt ethvert europæisk, tænkende in-divid allerede før Euroens indførelse.
Tyskland redder ingen: Officiel statsgældsrate i forhold til BNP 2012: ca. 81,8% aktuel tysk statsgældsrate, men inklusive alle forpligtelser i forhold til BNP 2012: ca. 139,8%. Forbundskanzler Angela Merkel slog fast i 2011, at enkeltstaternes statsgæld var enkeltsta-ternes ansvar. Ingen inflation til at tørre problemene af med på de andre stater. Uanset blev unionen bragt til at fungere netop præcis som en transferunion med Grækenland-overførslerne i strid med bl.a. Den Tyske Grundlov.
Frankrig blev i 2011 bedt om at få efterset den franske statsgæld og få bragt underskuddet på offentlige finanser væk. Om det er sket har vi ikke fået oplyst: Den franske statsgæld med alle forpligtelser udgjorde 146 pct af BNP 2012.
Den officielle engelske statsgæld udgjorde 80,6 pct. af BNP i 2015 steget fra 66,1 pct. i 20 12. Med alle forpligtelser var den 147 pct. af BNP i 2012.
Det bemærkes de mere eller mindre tilfældige restriktioner med de såkaldte konvergens-kriterier udarbejdet af politikere i Maastricht-traktaten forlængst er blevet uden nogen re-levans.
Vi er ikke nået til underskuddene og tabene på lån til det gamle Østeuropa, flere af lande-ne er optaget som EU-medlemslande. EU som sådan og euro-medlemslandene plus øvrige nationalstater selv i tillæg har stillet sikkerhed for lånearrangementer i boliger i Østeuropa til bl.a. forbrug med diverse banker i Vesten som formidlere.
Det afgørende er ikke statsgældens absolutte størrelse, lidt mere gældens andel af brutto-nationalproduktet, men reelt er det at finde kilderne til gældens tilbagebetaling. Alene ren-tebetalingerne begrænser gældsatte staters muligheder for at afholde driftsudgifter, hvoraf nogle er vitale velfærdsudgifter, men det helt afgørende er at finde kilderne, når skatterne ikke kan forøges mere uden at realøkonomien forværres. Staten har ikke andet at betale med end overskud på betalingsbalancen og skatteopkrævninger. Når disse kilder er udtøm-te begynder deflationen.
Når alle muligheder er opbrugte kan der ikke længere lånes på det vi kunne kalde normale finansielle udlånsbetingelser.
Om indvandring og långivning fra de olieproducerende lande er koblet har vi ikke kunnet påvise, men vi ved Euro for en stor del af oliehandelen er blevet afregningsvalutaen. Og i f. eks. VW har Qatar en meget stort aktiepost ifølge det tyske tidsskrift Handelsblatt.
Statsgælden og dens betydning var uden interesse for unge mennesker, selvsagt uden be-tydning for 1. årsstuderende i økonomi i 1969-1970. Emnet blev simpelthen forbigået af læ-rerne. Der var ingen plausibel forklaring, forstås. Statsgæld var af totalt underordnet be-tydning og ikke noget man skulle stille mange spørgsmål til.
Sandheden er det hvad man kan få unge mennesker til at tro.
Det kan ikke passe at de valgte politikere aldrig beskæftiger sig med noget væsentligt for landet. Kan det ikke?
Enhver bankansat ved at bankerne udlåner (penge-) anvisninger, der i alt lyder på 10-30 gange mere end der på noget tidspunkt er indskudt af, hvad kan kaldes reelle værdier eller reel købekraft. Sådanne pengeanvisninger er gældsbeviser (“ihændehaverbeviser”), hvor banken erklærer, at den skylder ihændehaveren af det pågældende dokument en vis sum af værdier.
Eftersom der kun er dækning for en lille del af dette beløb, er bankerne naturligvis reelt insolvente, og pengeanvisningerne kan betragtes som hovedsageligt falske. Ud fra den be-tragtning er der naturligvis noget rigtigt i at trække på skulderen af gæld. En person der intet ejer kan udmærket udstede gældsbeviser . Som privatperson risikerer man ganske vist at komme i spjældet, hvis man udsteder penge, men det er vanskeligt at gøre det sam-me ved nationalbankens ansvarlige (som efter loven har monopol på pengeudstedelse), Folketingets eller Finansministeriets ansvarlige, selv om det var nok så berettiget. Og i øv-rigt kan fallentens gældsbeviser sagtens bruges som betalingsmiddel folk imellem, bare de involverede tror på, at de er noget værd. Det gælder jo også andre former for falske penge, for eksempel dem, der produceres af de såkaldte falskmøntner .
Det var nærmest latterligt at beskæftige sig med statsgælden, både i teorien og i praksis, da jeg begyndte på universitetets økonomistudium. Skulle betydningsløsheden imidlertid ku-nne begrundes med (tænkte jeg dengang), at alle banker netop udlåner pengeanvisninger/ hæveret lydende på 10-30 gange mere, end der på noget tidspunkt er indskudt i bankerne af penge, så kunne det være interessant at vide, hvilken gæld, det er værd at tage alvorligt, nu det selvsagt er så svært at se på sedlerne og kreditterne, hvilke der netop er falske. Derimod rentefordringen, der naturligt følger enhver disposition over andres værdier eller andres falske penge i en periode; rentefordringen – den samlede – skal man se på med største alvor. Det er der så også god grund til, al den stund renteudgiften på statsgælden og kommunernes gæld udgjorde knap 57,6 mia. kr. i 1995, og lønmodtagernes personlige ind-komstskat til sammenligning skønnedes på Finansloven 1996 at have udgjort ca. 218 mia. kr. i Danmark i 1995. D. v. s. 26,4 procent af A-indkomstskatten betaltes i renter på stats-gælden, som du ikke har stiftet.
I universitetsundervisningen var der således visse emner, man helst ikke skulle gå for dybt i; det var dårlig tone: Statsgælden som nævnt, det amerikanske pengesystem, Danmarks og Verdens historie herunder den økonomiske historie knyttende sig til den første fjerdedel af det 20. århundrede. Landmandsbankens krak og optakten hertil ligger ligger i det danske.
Tænk, jo flere penge staten bruger, desto rigere bliver vi, jo flere penge husholdningen bru-ger, desto fattigere bliver husholdningen. Det blev aldrig sagt, men det var konsekvensen af alt det vrøvl, der knytter sig til efterkrigstidens tekstbøger i økonomisk teori. Vi kunne gå til husholdningen og til en landsby, inden vi ræsonnerede på forholdene for landet som he-lhed.
Ja, fogeden kan besøge husholdningen og beslaglægge løsøre og bolig. Hvad med stater og føderale sammenslutninger af stater, kan svage regeringer og overnationale organer blive ved at låne?
To studenter på et forelæsningshold på 125 undrede sig synligt over den gang vrøvl. Han kom til tops i finansverdenen. Han må have lært at holde kæft i rette tid og på rette sted. Den anden havde altid haft svært ved at tie stille. Løgnen om statsgælden var én af en be-tragtelig bunke løgne, der tumlede i mit hoved i de første år på universitetet fra 1969. Jeg har lært en hel del brugbart, men også mange løgne.
Om Rusland statsgæld fik vi oplyst på danske og tyske tv-kanaler i foråret 1999 under Ko-sovo-krigen, at denne statsgæld forhindrede Rusland i at blande sig mere aktivt i krigen. Ruslands statsgæld var i 1999 cirka af samme størrelse som Danmarks.

Kapitalisation og historiske gentagelser:
Vi har i virkeligheden ventet på et nyt internationalt pengesystem siden 1972 til at holde stien ren, … og dog . Stærke kræfter vil have guldet, der er et til formålet i dag misforstået normalværdimål, der ganske vist var egnet til industrialismens hurtige vækst i 1800’årene, fordi anvisningerne på guld ikke udstedtes (næppe kunne udstedes) hurtigere end den e-norme produktive reale vækst …. og sådan er der flere ting, som vi ikke ganske har forbi-gået.
I John M. Keynes’, J. M.: The Economic Consequences Of The Peace (1919). The Royal E-conomic Society, London 1971 er følgende citat af John Maynard Keynes: ’Der er ikke no-get mere raffineret, noget mere sikkert middel til at styrte det eksisterende grundlag for samfundet end at fordærve pengene. Processen får alle de økonomiske loves skjulte kræf-ter til at stå på ødelæggelsens side, og gøre det på en måde, som ikke én ud af en million er i stand til at diagnosticere’. Kapitalisme-ordet er fastslået og bruges blindt i alle kredse in-ternationalt, ja, og det er opfundet af vrøvlehovedet Karl Marx eller dennes inspirator Al-bert Pike, der hentede trylleformularerne, som modpol eller antitese af den Hegel-inspire-rede Karl Marx. At f.eks. hans ideologiske samfundssystem i praksis misbrugte og fortabte langt mere kapital pr. frembragt enhed vides åbentbart ikke. Karl Marx der havde overset den internationale arbejdsdeling til trods for den blev beskrevet i deltaljer henved 100 år før han skrev sin bog.
Realkapitalen: er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende real-kapital bindes i det produktionsfaktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk. Hertil kommer tilgodehaveder fra debitorer.
Privatkapital: er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Fordi jeg f.eks. via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kunne få ombygget et par ejendomme 1990’erne og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at mine ejendomme kan for-ventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde me-re funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.
Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en perio-de, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommando-økonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gør som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her. Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr. (i 1920’kroner), var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr. , hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg. Det samme sker i dag, huslejen udgør de fleste op imod 50 pct. af en disponibel arbejdsindtægt mod cirka 25 pct. i 1950’ erne.
Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksen-de betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividen-der, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skib-sselskabers historie fra 1912 til 1920 (appendiks om Landmandsbank-krakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidob-belte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Faldt tanken på de 1990’er-aktu-elle USA-skandaler omkring Enron-firmaet og Worldcom. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse . Det er præcis samme problemstillin-ger; salg af underskud og overvurderede aktiver og undervurderede passiver, overbelåning og overkapitalisering var også kendt i visse kredse i 1923. I dag har vi så fået selskabstøm-ning; det havde man såmænd også dengang, bortset fra de bagvedliggende bevæggrunde/ motiver var lidt andre. Tømningerne har fået lov at fortsætte, medens myndighederne ser til eller har, måske uden at ville dette, selv deltagere med i nye kasketter.
Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen fore-går, og de mange papirpenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med.
Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz og Norge undtaget i dag.
Uden grundlovssikret beskyttelse kan politikerne, hvis de får lov af de reelle magthavere, lave en ny menneskeskabt orden, der strider mod denne naturlige orden. Her taber politikerne i sidste ende. Men hver gang må der ofres et utal af borgere først. Kun ved politikerskabt indblanding dirigeres kapitaldannelsen per automatik ind i privatkapital eller ud af landet. Det overrasker mange hver gang. Mest fordi de ikke lever så længe, at de kan opleve fænomenet mere end højest to gange.
Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overfo-rbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddra-ger dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter staterne i EU-opbygningen ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske og arabiske lande (fra 2002 i konkurrence med USA), fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspapir obligationen i udlandet.
Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af, men tungere byrder for nuti-den, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op. Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “dansemyggenes” bedst skjulte hemmelighed. Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske be-rettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt:
Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin ef-terspørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsproduk-ter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekra-ft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et ødselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere.
’Det gik ufattelig godt’ først under aktiekursoppustningen i 1990’erne. Det gik så godt at et af de førende blade skrev: ”Så lad dog børnene” (deltage med børneopsparingen i den igangværende spekulation). Dernæst under boligboblen eller krisen! Opsving, og de skre-g på arbejdskraft, hævdede finansministeren og økonomiministeren i primetime på tv u-den at jobcentrene kunne finde de skrigende! Fagforeningen 3F fandt til gengæld en hel del falske jobannoncer.
Det skete atter ved at øge seddelmængden. I 1914 udgjorde seddelmængden pålydende 140 mill. kr. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pengemidler trykke for at komme igennem 1. Verdenskrig så bekvemt som muligt. Vil du have flere deltaljer om hi-storiens gentagelser, når det kommer til politikerne kan du gå til:
http://www.lilliput-information.com/economics/leka.html
Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt – når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster. Staten har ingen penge. Inflationen bør benævnes politikernes skjulte skat.
Til det andet forløjede udtryk stammende fra fejlfortolkning af John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides øko-nomiens naturlige ordning – byggende på behov og ærligt tjent købekraft – og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet. Den ak-tive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatka-pitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag.
Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der føl-ger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale , medmindre nye udsættende, men for-dyrende krumspring foretages. Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer korreografien.
Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920’erne. Statsbankerotten lurede i Danmark i 1923, men kun på grund af svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobli-gationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebeta-ling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en til-syneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at blive ødelagt. Vejen ud herfra var ganske langvarig og altid smertefuld, fordi forsømmelser havde stået på til-svarende længe. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldtes/skyldes alene svig. Men man har forud kapitaliseret frem-tidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig for-retning, noget, det er værd at gentage.
Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os; men med vor krigsdeltagelse indtil nu. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmulighe-der under gunstige forhold i øvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæf-tigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold ville magthaverne have en ny fælles obli-gatorisk Europa-valuta , som de hævdede ville frigøre os fra den internationale spekula-tion. Hvorledes først 12 gældsatte lande kunne ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeltes til erstatning for de ødelagte natio-nale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende – hvis ikke papiret og digitaltalle-ne kan sælges til nogen for noget? Der var (i 2000) mulighed for at udskyde de ganskevist stadigt voksende problemers løsning yderligere i EU, men ikke meget.
Spanien, 2. maj 2012: 23,8 % officiel arbejdsløshed – den højeste blandt i 17 Euro-zone-lande – et land med en enorm statsgæld. Arbejdsløsheden er blevet fordoblet siden 2007, den officielle ungdomsarbejdsløshed er 51,1%. I Spanien forvendtedes en indvandring på 500.000-600.000 i 2006. Der kom mere end 920.000 nye immigranter til Spanien 2007, i følge den officielle spanske information Spanish National Statistics Institute (INE). Des-værre blev det næsten til det dobbelte af, hvad vi forventede i 2006 – Spanien har i tillæg for høje lønninger, enorm outsourcing, og dermed udtørring af kilderne, hvoraf velfærden skal finansieres, selvsagt stigende statsgæld. Hertil kommer aldringen. Skruen uden ende eller dødsspiralen.
Det er her politikerne og dansemyggene formentlig slutter dansen.
“Man kurerer ikke koldbrand med lavendelolie”, sagde Machiavelli til Fyrsten.
Men danskerne er ikke til noget, og derfor taber de … som sædvanlig. Vi huskede gensvaret fra muslimske drenge (7-8 år) ultimo 1980’erne og primo 1990’erne, når vi ved grove hus-ordensovertrædelser irettesatte dem i Gellerup-Ghettoen: “Bare vent til vi bliver mange nok!” – og vi vidste naturligvis allerede dengang, hvor sætningen oprindeligt stammede fra. Video, 21. september 2016: Salafistenkinder in Frankfurter Grundschulen: „Wenn wir groß sind, TÖTEN wir euch“ kilde: https://www.youtube.com/watch?v=jKn9-XdDVtc .
Det er ikke så svært.
Ikke alene er danskerne uegnede til arbejdsmarkedet (?), de tør heller ikke sætte sig tyde-ligt op imod landets såkaldt ansvarlige ledere, ‘der er umådeligt egnede’. Det hænger sam-men med at danskerne både er for godtroende og samtidig er nogle rigtige skvat, selv når de har indset endog gang på gang, at de bliver bedraget af eliten. Man kan også sige at det er umuligt at vække personer, der rævesover og som tilsyneladende blæser på deres børns fremtid. Ikke det mindste UDH! tør de udtale, selvom mere end 8 ud af 10 mener som de.
Det er landsforræderi.
Angst og skyldfølelse ødelægger verden.
Inkariget opstod i 1100-tallet og blev på nogle få hundrede år et af verdens største og rigeste sa-mfund. Inkaerne var et indiansk folk, der fra 1100 til 1530 e.Kr. erobrede størstedelen af det vest-lige Sydamerika fra Chile i syd til Colombia i nord.
Men selv om deres enorme rige på sit højdepunkt havde det 20 millioner indbyggere og et areal, der var næsten 50 gange større, end Danmark er i dag, var kun 40.000 af dem var oprindelige inkaer. Alle andre var undertvungne folk.
I over 2500 år herskede mayaerne over Mellemamerika, indtil de spanske erobrere gjorde en en-de på deres civilisation. I det enorme rige havde religionen en helt central plads og var drivkraft for blodige menneskeofringer og avanceret videnskab.
Bilag: Virkelighedsnær placering af det private, begrænsede selskab der drives ud i det ekstreme:
Udvidet gennemgang af: Fra produktion til spekulation: 57
Virkeligheden svarer ikke til den netop beskrevne idyl (fra side 57). Forretningslivet afviser tanken, at det private, begrænsede selskab bare er en anden slags forretningsmænd i akti-vitet. Det er blevet en social organisation, skabt for at fremme nogle produkters virke. Det er som en kommune, der eksisterer i mange år, længere end et individs liv, uafhængigt af aktionærer, bestyrelse, ledelse, ansatte arbejdere. Den er et udtryk for en ønsket koopera-tion. Den er noget i sig selv, og sætter mål for sig selv, ledelse og arbejdskraft. De tydeligste forskelle mellem en kommune og privat, begrænset selskab er måden organisationen er le-det på, dens beskyttede adgang til profit og til fordelene, og den viden den arbejder med. Opgaverne er ofte forskellige, men de behøver ikke at være det. Selskabet arbejder ikke pri-mært på at tilfredsstille aktionærernes behov for profit eller bestyrelsens behov for at få højere gager.
Et selskab har ikke et privat liv eller en sjæl, ingen som kan komme i fængsel og intet om-dømme, der kan plettes. I princippet er det ansvarsløst og amoralsk, fordi det er kun en i-de, når alt har været sagt og gjort. Det håndgribelige er dets kapital – der er begrænset og delt – men som skal være tilstede.
Fra at være traditionel ejer er aktionæren holdt med at være leder, den intense forbindelse mellem ham og selskabet og hans udpegning af gode venner og gode forbindelser til besty-relsen er ophørt. Han giver ikke noget til selskabet udover den mængde kapital, som aktien repræsenterer. Ofte er aktien ikke anskaffet ved tilmelding og lydende på navn, men købt fra en anden aktionær. Han er faktisk blevet reduceret til en udlåner, han er næsten i sam-me situation som ejeren af en obligation.
Dette er understreget af de opdelte aktier i forskellige kategorier, præferenceaktier med kumulativt udbytte og ordinære aktier med et varierende udbytte, og vi har aktieobligatio-nen og præference-obligationen, som er overgangen til obligationer. Vi har også opsatte aktier, der ikke afkaster udbytte fra det tidspunkt den er udstedt. Nogle forbedringer skal finde sted, for eksempel i organiseringen af salget eller i graden af monopol, før udbytte udbetales.
In 1926 fastlåste Frankrig og Belgien den løse gæld i form af statsobligationer, der supple-rede den faste rente med en andel i profitten fra statsjernbanerne og andre statsmonopo-ler. Selskabets kapital stammede fra lån og på den måde forsvandt den primære forskel mellem aktier og obligationer. Aktien er et lånebevis med en varierende rente/udbytte, an-denklasses sikkerhed og en andenklasses retsstilling, medens obligationen har en fastsat, uforandret rente, men en førsteklasses sikkerhed og en førsteklasses retsstilling. Ofte re-præsenterer obligationskapitalen reale værdier. Præferenceaktien repræsenterer som of-test en profitmulighed og en almindelig aktie mest håb/forventninger.
Ved dette er aktien holdt op med at fremstå som et reelt bevis knyttet til en bestemt sam-ling af goder. Den er blevet et retsdokument på et varierende udbytte, hvis værdi er afhæn-gig af den samlede profit, eventuelt dens varighed og sikkerhed sammenlignet med den ge-nerelle rente. På den måde er den varierende kurs eller pris på aktien blevet af primær in-teresse, og spekulation i pris- eller kursændringer bliver det afgørende grundlag for aktie-ejeren.
Og husk, retten til at stemme på generalforsamlingen er også blevet splittet op helt tilsva-rende kapitalopsplitningen. Aktien er således blevet løsrevet fra dens grundlag, der er re-elle formuegoder, som producerer og samtidig (men i realiteten pænt uafhængigt heraf) også afkaster fortjeneste. Nedbrydningen fortsætter, og varmluft-processen følger med hjælp ovenfra: Aktionæren har i høj grad været adskilt fra forretningen, hvorfra han tjener udbytte.
Det værste sker, når det offentlige skaber private, begrænsede selskaber eller går ind i sådanne og stjæler majoriteten med nyudstedte sedler eller digitaltal.
Indehaveren af almindelige aktier har vanskeligt ved at bedømme noget som helst, og da en forskel på nogle få procent i et selskab kan føre til en fordobling af udbyttet for de almi-ndelige aktionærer eller at udbyttet helt forsvinder, og da bestyrelsen og direktionen har kendskab til den samlede fortjeneste længe før aktionærerne, er de sidstnævnte faktisk ble-vet effektiv adskilt fra selskabet.
Men da selskabet, inspireret af al den nye kapital, som vi skal forklare neden for – skal gø-re en anstrengelse for at skaffe forrentning til den investerede kapital, skal den fremstille produkterne effektivt, lave forretningsfusioner vertikalt og horizontalt (eller monopolise-re), og er så trusten introduceret (med eller uden offentlig kontrol), hvad sker der så? Nu er aktionæren kun en udlåner, hvis position er utrolig svag.
Aktien har nu karakter af et stykke papir i et morskabsspil eller en væddeløbstalon. Aktio-næren kan ikke fastslå eller kontrollere det fjerne selskab, der virkelig producerer. ”Jeg, der ejer en aktie i et London-finansselskab, der ejer aktier i en Sydamerikansk diamant-trust, der ejer aktier i de enkelte miner, har ingen muligheder for at skaffe mig kendskab til noget som helst om produktionen og fremtidsperspektiverne”. Jeg må købe efter at have lyttet til rygter, og jeg sælger i panik. Jeg har ingen menneskelig interesse tilfælles med de virkelige producerende enheder i selskabet. Alt er ukendt. Jeg lytter til rygter, der siger, at de sandelig forventer en bestemt fortjeneste næste år, jeg har ingen interesse i ærligt arbej-de længere. Aktien er blevet lodseddel.
Aktien er måske ikke engang ejet af nogen bestemt. Ved grænsebetalinger kan man komme til at ”eje” en aktie ved at betale en tiendedel af kursværdien, måske mindre. Aktiespeku-lanten eller den lombarderende bank – banken der udlåner mod pant – er den egentlige e-jer. Hvad der har skiftet ejer er kun den tiendedel, som jeg betalte. På den måde reduceres interessen for forretningen yderligere, og min interesse i aktiens kurs bliver overvældende stor. Forskellene mellem det forventede aktieudbytte, den forventede kursgevinst og låne-renten i banken er, hvad der interesserer mig nu. Aktionærerne er holdt op med at være aktionærer i den oprindelige forstand. De har intet at gøre med produktionen. Den ikke-spekulerende indehaver af aktier på navn, som ejer og har betalt sin aktie fuldt og helt, og som har aktien i årevis, er næsten forsvundet.
Hvis du ser på administrationen af selskabet, så vil du finde aktionærer på generalforsam-lingen, der er fuldstændig uforberedte og intet ved. Regnskaberne er i bedste fald helt ui-gennemsigtige og ofte ukorrekte. Aktionærerne er ofte tåber, og de er under normale for-hold tvunget til at være spagfærdige som sådanne, fordi de ved at kritik af selskabets ledel-se vil trykke kursen på deres egne aktier. Så aktionærerne er derfor inkompetente og kan ikke afgive deres stemmer baseret på noget sundt, gennemskuet grundlag. Men her skal man huske, at de fleste af stemmerne afgivet på generalforsamlingen er dem tilhørende ikke-spekulanterne. Aktierne har været brugt til at låne penge, og retten til at stemme er blevet overført til banken, eller hvem der nu er kreditoren; det kan også være en finans-gruppe, der med midler lånt i en bank, overtager aktiemajoriteten med den berømte 10-procents-betaling, eller at bestyrelsen overtager magten ved at opkøbe aktiemajoriteten i dagene før generalforsamlingen.
Bestyrelsen, hvis interesser ikke er selskabets, med handlinger dikteret af formål, der intet har med driften af selskabet og en fornuftig ledelse, kan også tage initiativer. Ledelsen er ikke en flok af ikke-spekulerende repræsentanter for aktionærerne. Den er blevet valgt af en magtgruppe, der bestemt ikke ejer kapitalen, men den har været i stand til at betale en lille smule af kursværdien på aktiemajoriteten. Det er ofte den bank, der har finansieret majoriteten, der udpeger ledelsen i selskabet. Ofte er kapitalen ejet af sparerne i den finan-sierende bank, uden deres vidende, og uden at de kan håndhæve deres legale ret. Finans-gruppen består bestemt ikke af den gamle type aktionærer, og den repræsenterer dem be-stemt heller ikke. De er professionelle uden egne midler, de handler som irrelevante selv-udpegede mestre i branchen og er indehaverne af samfundskapitalen. Ledelsen, som nu ikke er afhængig af bestyrelsen, fører til det faktum, at ledelsen ikke kan handle i selska-bets interesser i det lange løb. Den har taget initiativer, som finansieringsgruppens bank ønskede, og det er sjældent i selskabets interesser.

Index

A. Solzhenitsyn, 143
Alfred Mildner, 147
Andersen, Bent Rold, 56
Anker Jørgensen, 56
Arbejder-familiær-uddannelsesbaggrund, 56
Bankerot, 6
Bent Rold Andersen, 56
Bistands-danmark, 56
C.F.R., 141
Colonel Mandel House, 147
deflation, 144
Den amerikanske forfatning, 141
Den usynlige Regering, 141
Det etablerede Samfund, 141
Det Føderale Reservefonds System, 141
Deutsche Bank, 144
Dresdner Bank, 144
EURO, 64
Euro-Middelhavs-konferencen, 60
Felix Warburg, 147
Frank Wanderlip, 145
Franz-Josef Strauss, 58
Give folk enfamilies-huse, 56
Guggenheim, 147
Gulag, 145
Halifax, 146
Hemmelig politichef, 147
Hitler, 144
Investeringshjælp, 56
Isaac Seligman, 147
Jacob Schiff, 141
Jerome Hanauer, 147
John Schiff, 146
Jørgensen, Anker, 56
Kai Pedersen, 58
Kieler-Freden, 144
Kommerz Bank, 144
Kommunismen, 55
Kompenserende huslejehjælp, 56
Kuhn, Loeb & Compagny, 141
Lenins,, 144
Max Breitung, 147
Max Warburg, 147
MD Foods, 58
Mortimer Schiff, 147
Otto H. Kahn, 147
Paul Warburg, 144
Planlagt bistandsprojekt, 58
Radio Falcon, 97
Rockefeller’s Udenrigsministerium, 141
Roosevelt, 144
Rothschild, 141
Ruhr-distriktet, 142
Rådet For Udenrigsanliggender, 141
S. S. Christianiafjord, 146
Skæbnesvangre tilføjelser, 141
Socialisme-medløbende, 55
Socialismen, 55
Socialismen og kommunismen, 55
Socialproblematisk, 56
Stalin, 144
Standard Oil, 145
Thomas Woodrow Wilson, 143
Trotzki, 144
Tvangsauktioner, 58
Verdensbanken, 149
Wiener-kongressen, 144
Woodrow Wilson, 141

Kilder:
1. Hansen, Hans Oluf & Längerich Karsten (2001). Modeling External Reproduction, Citi-
zenship, and Ethnic Differentials In Labor Supply. Published in Proceedings of Symposium
on Applied Statistics, arranged by Univ. of Copenhagen, Dept of Econ. And Statistics Den-
mark, January 22-24, 2001.
2. Matthiessen, P.C. (2000) (2). Indvandringen til Danmark i det 20. århundrede (immi-
gration to Denmark in the 20th Century). Nationaløkonomisk Tidsskift 139 (2000), pp. 70-
94.
3. J. E. Vig, Befolkningsrelateret Forskning i Danmark: http://www.lilliput-information.
com/Befolkningsrelateret-forskning-i-DK.pdf, 15. oktober 2010, lovligt offentliggjort 5. juli
2012.
4. Pedersen, Lars (1991). Statistiske Undersøgelser nr. 43 Indvandrere og Efterkommere i
Danmark, Danmarks Statistik, oktober 1991, ISBN 87-501-0819-0 ISSN 0039-0682.
5. Den Europæisk Arabiske Dialog, EF Bull. 5-1976, EF Bull. 12-1978
6. Connolly, Bernard, The rotten Heart of Europe, 1996. Connolly is a British economist
noted for his pessimistic analysis of the euro. After writing The Rotten Heart of Europe
(ISBN: 978 0571301744): The Dirty War for Europe’s Money …. http://www.amazon.com › … ›
Economic Policy. As pdf-file:
http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&ved=0ahUKEwi8lc-dtsTJAhWhD3IKHfpAA-
8QFgghMAA&url=http%3A%2F%2Fmercury.ethz.ch%2Fserviceengine%2FFiles%2FISN%
2F125007%2Fipublicationdocument_singledocument%2Ff5bf499a-cd43-4f11-bf4b-
c3b1f65d4c78%2Fen%2Febook44.pdf&usg=AFQjCNEjAogx9F5N20UShvTUNXQCt2kYWg
7. Supplement: Befolkningsrelateret forskning ikke mulig i Danmark: http://www.lilliput-
information.com/Befolkningsrelateret forskning i DK.pdf
8. Gekaufte Journalisten, Udo Uldkotte, 2015, Kopp Verlag, Rottenburg, Deutschland.
9. Lina, Jüri: Under the Sign of the Scorpion, Stockholm 1994.
10. Keynes, J. M.: The Economic Consequences Of The Peace. The Royal Economic Society, London 1971.
11. Johnson, Elisabeth: The collected Writings of John Maynard Keynes, vol. XVII. Mac-millan,The Royal Economic Society, London 1977.
12. Fonsmark, Henning: The History of the Danish Utopia. (in Danish). Gyldendal, Copenhagen 1990.
13. Fonsmark, Henning: The Fight against Knowledge…(in Danish). Gyldendal, Copenhagen 1996.
14. Morgenthau Junior, Henry: Germany Is Our Problem. Harper & Brothers Publisher, New York and London 1945.
15. Monnet, Jean: Memoirs. Collins, London 1978.
16. Halvorsen, Dag M.: Norway and the foundation of Bretton Woods-System (in Norwe-gian). Oslo, Norway 1982.
17. Schelsky, Helmut: The others do the work. The intellectuels as a priesthood. (in Nor-wegian translated from German). Contrast, Oslo, Norway 1975. Eller den originale tyske title: Die Arbeit tun die anderen. Klassekampf und Priesterherrschaft der Intellektuellen, Westdeutscher Verlag, 1975: https://www.amazon.de/Die-Arbeit-anderen-Priesterherrschaft-Intellektuellen/dp/3531113003
18. Petersen, Joergen: Topical Economic Questions. (in Danish). Ejner Munksgaard, Co-penhagen 1939.
19. Pedersen, Kai: The article: ‘The lie and the reality’. (in Danish) The Letter of freedom no 6, vol. 1995.
20. Keilhau, W.: The new international arrangement of money. (in Norwegian). Oslo, Nor-way 1946.
21. Birck, L. V.: The Economy of Credit and its media of exchange.(in Danish). Copenhagen 1900.
22. Birck, L. V.: The World Crisis and Denmark.(in Danish). Gyldendal, Copenhagen 1922.
23. Birck, L. V.: The Wrap of Europe. (in Danish). Martins Forlag, Copenhagen 1925.
24. Birck, L. V.: Under the High Capitalism. (in Danish). Martins Forlag, Copehagen 1935.
25. Buhl, Peter Neerup: Kampen mod grænserne, fremmedkursens talsmænd 1965-1990
(in Danish) (bind I), København 1998.
26. Buhl, Peter Neerup: Kampen mod grænserne, 1990’erne (in Danish) (bind II), Multi-
kulturalismen etableres, København 1999.
27. Buhl, Peter Neerup Buhl: Fædreland eller beboet område? Den Danske Forening, 2011,
ISBN 978-87-90183-09-7
28. Brzezinski, Zbigniew K.: Democracy must work. A Trilateral Agenda for the Decade. USA 1984.
29. Brzezinski, Zbigniew K.: Between Two Ages. America’s role in the Technetronic Era.
30. Hartnack Justus: From Kant to Hegel. A new interpretation. (in Danish). Berlingske Forlag, Copenhagen 1979.
31. Higham, Charles: Trading with the enemy. Delacorte Press, New York 1983.
32. Dich Joergen S.: The Ruling Class. Borgen.(in Danish). Copenhagen 1973
J. E. Vig, 8. december 2015 , 21. september 2016